Beskrivelse til pårørende

Der er meget forskel på sygeforløbene. Der er forskel på præcis hvilke symptomer, man har, og på hvor hårdt man er ramt. I de middel og svære tilfælde laver det meget om på ens liv og kan omfatter lange sygemeldinger.

Beskrivelse til andre
Hvordan det føles at være ramt?

• Man mærker at hjernen ikke har det godt ved en række symptomer: hovedpine, træthed, svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser – med mere. I længden tager det mange kræfter at udholde.

• Og så kan hjernen tåle mindre: af lys, lyde, stress, alkohol og andre belastninger. Hvis du kender følelsen i hjernen, når du hører en modbydelig lyd som er vildt ubehagelig, så svarer det til lyd- og lysfølsomhed for én med hjernerystelse.

• Hyppigt er hjernen så uoplagt/kvæstet/baldret/flad at det er ubehageligt at lave noget. Så man må bare hvile, hvile, hvile. Måske kan tilstanden minde om voldsomme tømmermænd.

•  Det mest psykisk belastende er dog, at man ikke kan koncentrere sig så længe. Man går nemt ‘død’ i det, man er i gang med, og må hvile meget. Det kan sammenlignes med en mobiltelefon med dårligt batteri: når den fungere, kan den næsten alt det, den plejer – men den kan ikke fungere særlig længe og må ofte ligge til opladning. Det er hårdt, fordi det er et tab af frihed. Pludselig kan man nå meget mindre på en dag. Det er frustrerende.

• Desværre er det sådan, at man ret nemt kan overanstrenge hjernen. Der er en meget lille margin før end det går galt. Det er ekstra svært at holde igen, fordi man understimuleret, siden man nu kan lave meget mindre end man er vant til. Når hjernen er blevet overkørt, så får man det rigtig skidt. Især bagefter. Det er rigtig drilsk, at reaktionen er forsinket. Der er typisk små træthedssignaler, som man som ’normal raske’ ikke behøver at tage sig af, men her skal man pludselig være meget lydhør, og så stoppe op og hvile. Mange gange om dagen.

• Det er nogle helt andre livsvilkår, man pludselig skal indstille sig på. Det er stressende, at man får ‘tæsk’ ved at lave helt almindelige ting. Den megen træthed føles virkelig som en indespærring. Undtagen når smerterne er så voldsomme, så man er ligeglad med alt andet. Man får en dybere forståelse for isolationsfængslede og torturofre.

• Det er hårdt, at ingen kan sige hvor lang tid, det vil tage at blive rask. Og at man ikke kan støtte sig til irreversibel fremgang. Gode perioder og fremgang afløses let af tilbagefald – som kan vare dage, uger eller måneder.

• Det er en ekstra byrde, at andre har svært ved at sætte sig ind i, hvor barskt det er (hvilket er naturligt nok – det tager også den ramte selv noget tid at fatte hvad, der er los). Det er svært at forklare til udenforstående – især hvis de kun ser én, når man er frisk. Det er svært, fordi andre derfor nemt har højere forventninger til den ramte, end den ramte kan opfylde.

Man kan være ramt i forskellig grad.
Lige fra:
1) at være meget sengeliggende, have endeløse hovedpiner, ikke kunne tale mere end to stavelser og hvor lys og lyde er voldsomt irriterende for hjernen – over:
2) at kunne arbejde 3 timer om dagen, men må bruge meget af dagen på at hvile – til:
3) at kunne leve næsten normalt, men hvor man har konstant hovedpine, ELLER hvor der ikke skal ske meget ud over det sædvanlige, før end hjernen overbelastes og man får det slemt.

Og alle mulige variationer der imellem.

Avis-artikel
Et overblik på følger af hjernerystelse er beskrevet i en artikel fra januar 2008. Hent pdf-fil her (med tilladelse fra journalisten)

Se også: Vejledning til pårørende