Historier fra folk, som er blevet raske efter et hjernerystelsesforløb på mindst nogle måneder – eller som er blevet næsten raske.

Hvis du lige har fået hjernerystelse, skal du hellere gå til historierne fra folk, som er blevet raske på mindre end 3 måneder – De står under Akutvejledningen.

Oversigt:

1. Korte historier
2. Rask på 1 år. Motion hjalp 22 årig fyr.
3. Rask efter 8 måneder. Sygemeldt i fire måneder.
4. Rask efter 1 år Fyr på 18 år, som anbefaler “mærk efter”
5. Næsten rask efter 13 måneder Hjalp at få behandling på nakken
6. Næsten rask efter 5 måneder, 30-årig kvinde
7. 22 årig kvinde næsten rask efter 7 måneder. Fik hjernerystelse på ferietur. Oplevede flere tilbagefald.
8. 36 årig rask på et halvt år. Fik hjernerystelse i køkkenet. Startede forsigtig op på arbejde.
9. Rask efter 4 år 42-årig mand
10. Gradvist rask i løbet af 2 år kun hovedpine de første par måneder
11. Rask efter to omgange HR. En stribe gode råd fra en kvinde, som har hjernerystelse for 3. gang.
12. Rask efter 1½ år. Kunne først starte på arbejde efter 6 måneder. Havde nytte af hjemmesiden
13. 43 årig mand rask på et år
14. 28 årig kvinde, som er stort set rask efter 5 år. Langt hårdt forløb. Havde glæde af osteopat og fysisk træning.
15. 31 årig kvinde som blev rask efter 2½ år. Efter masser af slem hovedpine og ikke kunne noget, opløstes det sig af sig selv.
16. 29-årig mand rask efter 10 måneders. Fik hjernerystelse under voldsoverfald. Var “grøntsag” de første 7 måneder.
17. 30 årig kvinde næsten rask efter ½ år, helt efter 10 måneder. Fik stor støtte på arbejde, fordi hendes leder selv havde prøvet at have hjernerystelse.
18. 32 årig kvinde overstået hjernerystelse på 1 år. Triathlet. Fik undervejs symptomer på post-traumatisk stress.
19. 33 årig mand rask i løbet at 1 år. Det meste overstået på 5 måneder. Fysioterapi hjalp markant.
20. 31 årig kvinde. Rask efter 3 gange HR. Nu 4. gang hun har hjernerystelse. (norsk).
21. Rask efter 2-3 måneder, 29 årig mand. Hans fjerde hjernerystelse.
22. 30 årig rask efter 1 år. God støtte fra arbejdsgiver til at trappe langsomt op
23. 11 årig pige rask efter 1 år.

Link til hovedside om Historier.

Rask nu – beretninger om forløb med hjernerystelse

Korte historier:

Personalechefen på mit arbejde havde engang hjernerystelse(HR). Det tog kun 8 uger. Det eneste der er tilbage er, at når hun bliver presset/stresset, så kan hun ikke tåle stærkt lys.

En pige på 18 år, havde hjernerystelse i fire måneder, mens hun gennemførte 3.g (dog med fravær ind imellem) plus tog kørekort. Efter nogle uger var hun på klassetur til London – det gik, men da hun kom hjem var hun helt slået ud. Siden havde hun hovedpine-anfald og kunne nogle gange ikke komme afsted om morgenen. Ingen hjælp at hente i sundhedsvæsnet. Til jul snakkede hun med sin onkel, som var neurolog, han sagde til hende, at det går over ad sig selv. Hun skulle bare lade være med at være bange for det. Det hjalp. Siden mærkede hun meget lidt. Når hun arbejdede ved computeren, og hun mærkede, at det begyndte at være svært for hjernen – så stoppede hun op og tog en pause. Det ebbede ud. Og hun blev student og var ovre hjernerystelsen.

En pårørende til én med langvarig hjernerystelse: På mit faste feriested har jeg talt med en bekendt, som har en ven, der fik hjernerystelse for 6 år siden. For et år siden (da jeg sidst talte med ham), havde ham vennen det stadig slemt med hjernerystelse og var fyret fra arbejde, blevet skilt og alverdens nedtur. Nu er han blevet rask! Og har fået job på fuld tid. Det var over relativ kort tid, at det opløste sig.

62 årig kvinde fortæller: Jeg fik kraniebrud som 3-årig. Nu er det jo svært at vide om der er årsagssammenhænge mellem forskellige forhold eller ej. Jeg mener selv at den meget hyppige og stærke hovedpine jeg led af i årevis, indtil jeg var omkring 25, i et vist omfang skyldtes kraniebruddet og hjernerystelsen fra dengang. Jeg er ikke sluppet for hovedpine helt og holdent, men den er sjældent ubærlig og kan ofte begrundes.

En mand i 70’erne fortalte, at han som 19 årig fik hjernerystelse. I 2-3 år efter led han ind i mellem af meget kraftige hovedpiner, men derefter havde han ingen mén af sit uheld.

22 årig – rask på 1 år

22 årig mand, rask i løbet af 1 år – skriver i sept 2011

Jeg har haft enormt stor glæde af hjernerystelse.dk under mit sygdomsforløb, og det er derfor jeg gerne vil give noget tilbage i form af mine erfaringer.

Jeg fik hjernerystelse som følge af et kraftigt slag i hovedet til en håndboldkamp. Var ikke bevidstløs ved slaget, men blev gradvis dårligere og dårligere inden jeg blev kørt på skadestuen til observation. Lægen jeg blev undersøgt af sendte mig hjem, med besked om at holde mig i ro en dags tid, og så ellers bare starte op på normalt niveau igen (elendig læge!!).

Efter et par dage i sengen, begyndte jeg på arbejde igen, men det gik hurtigt op for mig, at jeg slet ikke var i stand til at være omringet af andre mennesker og blev hurtigt enormt dårlig med kvalme.

Jeg tog så til min egen læge, som mente jeg skulle sygemelde mig et par uger, for så at starte op stille og roligt igen. Min chef var rigtig god til at tilrettelægge min dag efter mine behov, og det er jeg i dag enormt taknemlig for.

Jeg var hele tiden overbevist om, at postcommotionelt syndrom (=langvarige følger af hjernerystelse) ikke ville ramme mig, og jeg lige straks ville være rask – sådan gik det dog ikke!

I flere måneder kunne jeg intet, blot ligge i min seng og så snart jeg troede jeg havde det bedre, fik jeg tilbagefald!

I 5-6 måneder blev det ikke meget bedre, og jeg kunne hverken se på en skærm eller læse mere end et par minutter af gangen – jeg var helt ude af den!

Efter 6. måned begyndte det at gå fremad. Min læge rådede mig til at løbe en kort tur hver dag, selvom jeg fik det skidt af det – teorien bag var, at blodomløbet ville løsne op for nakkespændingerne (myoser) og derved mindske hovedpinen (jeg havde migræne aura) – Jeg vil råde alle, der ikke er helt smadret til at motionere, det hjælper virkelig!

Jeg sidder netop nu, ca 1 år efter mit hovedtraume og skal begyndte at læse på mit drømmestudie om 5 måneder (hvilket jeg aldrig troede jeg skulle komme til!

Mit råd til alle er: Giv aldrig op! Lige meget hvor sort det ser ud, bliver de fleste raske og stort set ALLE får det gradvist bedre med tiden. Når I er ude over de første måneder, begynd da at presse jeres hjerne og krop mere og mere – man bliver ikke rask af at ligge under dynen.

I skal selvfølgelig ikke køre jer selv helt ned, men man finder hurtigt balancen for hvad man kan præstere.

Endnu engang tak for en fantastisk side. Uden den var jeg ikke, hvor jeg er i dag! 🙂

Held og lykke til alle som stadig kæmper derude!
Redaktionel bemærkning: Flere hjernerystelsesramte har prøvet at øge motion på alle mulige måder uden at blive raske. Men mange HR ramte har fået det bedre af mere motion. Læs om erfaringer under Temaer om motion. Og se tips om motion til HR ramte.

25 årig – rask efter 8 mdr

25 årig mand, rask efter 8 måneder med hjernerystelse – skriver i maj 2013

Tak for en god side, som har givet mig støtte og oplysning i en ubehagelig tid med hjernerystelse.

Jeg blev kørt ned af en bil i slutningen af september 2012, og slog hovedet voldsomt ned i vejen. Jeg var på cykel uden hjelm. Jeg var meget omtumlet, og kan ikke rigtig huske det stykke tid fra jeg lige var blevet påkørt, til ambulance og politi ankom. Da jeg kom på hospitalet, så jeg mig i spejlet, og tænkte, at mit ansigt aldrig ville blive godt igen, da det var helt smadret. Det blev nogenlunde fint igen.

Værre var det umiddelbart med hjernen. Jeg blev sendt hjem med besked om at holde mig i ro. Dette gjorde jeg, men havde svært ved det, da jeg var midt i en travl periode med eksaminer etc. Jeg var derfor meget utålmodig med at blive rask, og fik ikke hvilet det, jeg skulle.

En uge efter uheldet fik jeg nok, og ville på benene igen, så jeg tog på universitetet, og tog tilmed op at styrketræne. Dette skulle jeg ikke have gjort.

De næste fire måneder var jeg sygemeldt med ondt i hovedet og øjnene, træthed, tinnitus, svimmelhed, lyd- og lysoverfølsomhed og meget andet godt. Kort sagt: jeg var sikker på, jeg aldrig blev rask, for efter fire måneder var fremskridtene meget små.

Forløbet har været præget af, at jeg var bange for, at “mit liv var slut”, og at jeg aldrig skulle få det bedre, men her i maj 2013 kan jeg se tilbage, og tænke på, hvor meget bedre, jeg har fået det. Jeg har meget sjældent hovedpine, tinnitusen er gået over, langt om længe, og smerten i øjnene har langt om længe også fortaget sig til et niveau, hvor det kun er når jeg er meget træt eller fuld, at jeg mærker til det.

Apropos fuldskab, så kan jeg drikke alkohol i mængder, der er rigelige for at få mig i godt humør. Det kunne jeg ikke ved juletid 2012, skulle jeg hilse at sige.

Ligeledes kan jeg i dag igen træne, opretholde et fuldtidsjob som ingeniør, samt cykle landevejscykling som førhen uden gener. Fantastisk!

Alt i alt er mit budskab, at man skal give det tid, og IKKE stresse hjernen med tanker om hvorvidt, man bliver rask eller forbliver grøntsag, for rask bliver man. Jeg har dog også været heldig, at mit forløb har været så relativt “kort”.

Desuden har forløbet åbnet nogle helt nye horisonter for mig, hvor jeg er meget gladere for livet og hver dag, der går, samtidig med, at jeg har lært at slappe af og fokusere, og ikke kun blæse der ud af med 180 hele tiden, som man nu gør, når man er ung mand med gang i den.

Så jeg vil sige, at det hele faktisk har været en positiv oplevelse, ejendommeligt nok.

18 årig – rask efter 1 år

18-årig mand, kun ganske lidt tilbage her efter 1 år og 4 mdr – Han skriver i november 2014

Jeg var 17 år, da ulykken skete, og jeg blev rask efter 1 år.

Først og fremmest skal lyde en stor tak til denne side, som har hjulpet mig rigtig meget igennem mit sygdomsforløb. Det har betydet meget at kunne læse andres historier og dermed finde tryghed i, at andre har været igennem det samme.

Min ulykke skete da jeg var på sommerferie i Spanien. Jeg var ude og cykle nogle lange ture i bjergene med min far på denne ferie, og pludselig gik det grueligt galt. Jeg styrtede på en nedkørsel, hvilket kom til at ændre mit liv fuldstændigt på et splitsekund. Ingen ved hvad der præcis er sket, og man kan kun gisne om det, eftersom jeg blev slået bevidstløs og ingenting kan huske fra den cykeltur. Min far var længere nede af bjerget på dette tidspunkt og så derfor heller ikke noget. Jeg blev indlagt på hospitalet i Spanien, og et par dage senere fik jeg lov at rejse hjem til Danmark igen med diagnosen kraftig hjernerystelse.

Jeg husker ikke så meget fra dagene efter styrtet, fordi jeg var lidt rundt på gulvet. Jeg havde det egentlig ikke helt vildt dårligt, men jeg var bare lidt ved siden af mig selv. Planen var, at jeg kort efter hjemkosten skulle på festival. Jeg følte godt kunne klare det, men min mor var uenig. Derfor tog vi til lægen, der frarådede mig at tage på festival, hvilket jeg respekterede, og til min store skuffelse måtte jeg blive væk fra et af årets absolutte højdepunkter.

Det viste sig efterfølgende at være den rette beslutning. Cirka en uge efter hjemkosten, hvor festivalen var fuldt igang, vågnede jeg op hjemme i min seng til lidt af et mareridt. Alle symptomer ramte mig med ét fra den ene dag til anden. Der skulle altså gå omkring en uge, før jeg for alvor fik min kraftige hjernerystelse at føle. Jeg vågnede med tunge ben, var lydfølsom, afsindig træt m.m. (Jeg kan ikke på stående fod huske alle mine symptomer fra begyndelsen, men en ting er sikkert, det var forfærdeligt) På dette tidspunkt var der ca. 4 dage til at sommerferien sluttede, og jeg skulle til at starte i 2.g på gymnasiet.

Jeg kæmpede mig i skole de første par dage med det resultat, at jeg vågnede med forfærdelig hovedpine dagen efter, hvorefter jeg besluttede mig for at give det ro i noget tid. Først gav jeg det en uge, men da der var gået en uge, var der intet sket. Sådan blev en uge pludselig til to, og til tre og efter flere håbløse forsøg på at forsætte i min klasse, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indse den svære beslutning, at jeg måtte tage et år fri.

Dette frie år gik med den ene behandling efter den anden, der er nærmest ikke det, som jeg ikke har prøvet. Kiropraktor, flere forskellige fysioterapeuter, psykolog, kranio sakral terapi med mere. Netop kranio sakral terapi var en kæmpe hjælp. Det rykkede rigtig meget for mig i starten og efter 6-8 behandlinger, havde jeg det i hvert fald bedre (men stadig utrolig skidt). Disse behandlinger fik jeg ca. 3 måneder inde i mit sygdomsforløb.

I hele mit frie år lavede jeg stort set ikke noget, og det gjorde rigtig ondt ikke at være med mine venner. Det sociale var en kamp igennem hele mit sygdomsår, men jeg forsøgte det bedste jeg nu kunne på at opretholde kontakten til mine nærmeste. Jeg har været så heldig at være omgivet af tætte venner, som udviste en stor forståelse for mine problemer, og det har selvfølgelig betydet en hel del.

Der skulle gå ca. 8 måneder før, at jeg kunne begynde at mærke nogen helt små fremskridt. Det var i meget begrænset omfang, men jeg forsøgte med daglige gåture at fremprovokere en positiv reaktion, da jeg havde hørt at motion skulle have en god effekt. Jeg forsøgte at gå mindst 1 tur hver dag.

Ca. 10 måneder henne begyndte jeg at blive frustreret. Jeg følte stadig, at jeg var langt fra mit optimale jeg, og jeg skulle altså forsøge at starte i skole igen 2 måneder senere i en ny klasse. Derfor brugte jeg hele sommerferien på at være med min mor på arbejde. I begyndelsen var det 30 min – 1 time om dagen, og stille og roligt byggede jeg på med 30 min om ugen. Det var det helt rigtige at gøre. Min hjerne havde brug for langsom tilvendelse til et normalt liv – uanset hvor lang tid jeg ventede, så tror jeg, at det ville være umuligt at gå fra 0 til 100 på en gang.

Uge for uge blev det en lille smule bedre, og jeg er nu startet i min nye klasse. Jeg troede ikke selv på, at det ville komme til at gå på grund af mine erfaringer fra tidligere i dette forløb og min tilstand på daværende tidspunkt, men jeg klarede det. I dag er jeg næsten helt med igen og kan godt deltage i sociale arrangementer. Jeg løber lidt, når jeg lige har overskud til det. Jeg er stadig ufattelig træt efter hver skole dag, selvom jeg har gået i skole i 2 måneder nu, så jeg sover lidt efter hver skoledag. Men det er jo det mindste problem, så længe det bare er træthed og ikke den uudholdelige hovedpine, som plager.

Mit råd til andre er helt grundlæggende: Mærk efter!
Du er den eneste, der ved, hvad der er rigtigt for dig. Hvad der er rigtigt for en anden med hjernerystelse er ikke nødvendigvis det rette for dig. Du er derfor nød til at erfare de fleste ting på egen krop, og mærke efter hvad der virker for dig. Tro på det, det skal nok gå.
42 årig – oppe igen efter 13 mdr

42 årig mand næsten rask efter 13 måneder, skriver i sept 2013:

Jeg styrtede på min racercykel en lørdag formiddag i august 2012.  Præcis hvad der skete, ved jeg ikke, men jeg knaldede hovedet direkte ned i en kantesten, så min hjelm flækkede i fem dele. I næsten 10 måneder var jeg meget hårdt ramt af hjernerystelsen – men i de sidste tre måneder har jeg haft meget store fremskridt. Jeg har fået mit liv igen.

Lige efter styrtet følte jeg mig godt fortumlet – men kunne med lidt hjælp ringe hjem til min kone, der kom og hentede mig. Jeg tænkte, at det nok ikke var noget særligt.

Allerede, da jeg kom hjem var den dog helt gal. Jeg kunne stort set ikke gå; verden sejlede under min fødder. Og vi kørte straks til skadestuen. En læge undersøgte mig i få minutter;  lyste mig i øjnene med en lommelygte og konstaterede, at der ikke var tegn på en egentlig hjernerystelse. Han sagde, at jeg måske skulle snuppe en fridag, hvis det blev nødvendigt. det gjorde – og så lige 200 fridage oveni.

Min tur på skadestuen blev den første af en lang række eksempler på et sundhedssystem, der har en enorm afmagt overfor hjernerystelser og derfor ofte bagatelliserer dem. Min forløb er præget af utroligt meget dårlig rådgivning – og enkelte meget dygtige mennesker. Og jeg har flere gange tænkt, at jeg nok ikke blev frisk igen. Men til dig der læser her: Selvom det tager urimeligt lang tid, selv om ikke alle opmuntrer dig, og selv om man ikke altid ved, hvad man venter på: Så husk at det letter en dag for langt langt langt de fleste af os, der bokser med hjernerystelser i både måneder og halve og hele år. Jeg har været i kontakt med rigtigt mange hjernerystelsesramte – og alle er kommet sig helt eller næsten helt – også selvom de har skulle vente meget længe på det.

De følgende dage efter uheldet blev det værre og værre. Tirsdag kunne jeg ikke gå 50 meter uden at segne. Og jeg gik til læge, der akut indlagde mig på Rigshospitalets neurologiske. Her blev jeg scannet – og den neurologiske logik var, at når der ikke kan ses noget på scanningerne; så er der enten ikke noget at gøre – eller også er der ikke noget galt. Så min egentlige behandling sluttede her på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne gå.

I de første tre-fire måneder havde jeg stort set ingen fremskridt. Jeg kunne ikke læse, ikke se tv, ikke holde lyden ud fra mine tre børn, jeg var dårligt gående og hyperfølsom overfor sanseindtryk og meget meget svimmel. Jeg var derfor meget i sengen. Jeg kunne ikke holde selskab ud og selv telefonsamtaler på mere ned to minutter var belastende. Samtidig havde jeg føleforstyrrelser i kroppen og en meget ubehagelig trykken i hovedet.

Jeg forsøgte at arbejde et par gange, men min arbejdsevne rakte end ikke til en halv times koncentration – og prisen for at forsøge bare en enkelt gang kunne være uger med ekstrem svimmelhed og træthed. Jeg prøvede alt, hvad jeg orkede af behandling. Ørelæge, øjenlæge, privat neurolog – der alle sagde, at det ville gå over snart, at det ikke var så slemt og at jeg bare skulle holde mig i gang. Jo, tak du. Et råd der er lidt svært at håndtere, når man ikke kan gå uden at få det dårligt.

Jeg prøvede også kraniosakral en enkelt gang, det føltes forkert for mig. Min egen læge begyndte at antyde, at jeg ”holdt mig selv syg” ved at fokusere for meget på mit hoved. Hans råd var, at jeg bare skulle gå i gang og møde livet – og foreslog mig antidepressiver, selvom der ikke var ”lægelig grund til det”. Jeg havde ingen symptomer på depression eller modløshed, jeg havde det bare dårligt – og var i det hele taget stadig optaget af at kæmpe mig ud af min tilstand. Jeg tog derfor ikke antidepressiver, men begyndte med lægens ord i mine ører at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare sled mig ud af hjernerystelsessymptomerne og ”mødte livet”.

”Mange af jer med hjernerystelse bliver alt for bange for livet og er sidder fast i det længe efter at hjernen er helet”, sagde han sgu sidste gang, jeg besøgte ham.

Først da jeg kom i kontakt med Center for Hjerneskade efter tre måneder fik jeg en hjælp, der virkelig kunne bruges. Neuropsykologen overbeviste mig om, at jeg var hårdere ramt end jeg selv erkendte. Hun fjernede de mange helt ekstremt dårlige råd, jeg havde fået fra andre behandlere om at presse mig selv lidt. Hun hjalp mig med at forstå, at jeg ikke kunne kæmpe mig ud af min tilstand – tværtimod var min kampiver i virkeligheden min hjernes værste fjende, fordi den ikke lod mig slappe nok af. Hun gav mig helt konkrete tip og råd til at klare de allermest belastende situationer. Hun fik mig til at forstå, at jeg faktisk var midlertidigt hårdt invalideret – og hun gav mig håb og hjælp til mønstre, som jeg kunne bruge i hverdagen. Jeg analyserede mine mange tilbagefald med hende, så jeg blev klogere på mine grænser. Og vi analyserede mine symptomer. Når jeg kigger tilbage, var den forståelse jeg her fik for min situation, det, der et halvt år senere hjalp mig til selv at kunne tage ansvar for at gøre noget for at blive mere rask.

Frem til det første halve år efter min ulykke var fremskridtene meget små. Efter syv måneder begyndte jeg at arbejde. Det var ret chokerende at opdage, at jeg stadig kun kunne holde til 2–6 timer om ugen. Min træthed var enorm – suk, stadigvæk. Det sled for hårdt og jeg burde ikke være startet på arbejde, men var bange for at miste jobbet.

Jeg havde meget stor glæde af min fysioterapeut, som jeg startede hos efter fem måneder. Hun helbredte mig ikke – men holdt mig i gang og jeg kunne mærke en lindring efter hvert besøg (som dog forsvandt efter en lille uge). Men vigtigst af alt var det måske, at hun betragtede min hjernerystelse, som noget, der påvirkede hele mig og ikke bare mit hoved eller nakke. Og i modsætning til de andre læger, neurologer og speciallæger, jeg havde besøgt, var det tydeligt, at hun gennem årene med patientkontakt havde opbygget en forståelse for fænomenet hjernerystelser, der var langt mere værd end de lægelige specialister med deres snævre specialer. Dem kunne jeg intet bruge til.

Når jeg kigger tilbage må jeg konstatere, at læger, neurologer og i særdeleshed Københavns Kommune intet har bidraget med i mine 13 måneder med hjernerystelse. Deres råd har set i bakspejlet været forkerte og i mange tilfælde har de taget modet fra mig. Som eksempelvis neurologen, der efter 10 måneder, hvor jeg stadig var svimmel, ør og uarbejdsdygtig (men dog i bedring), sagde til mig: ”Du må nok forvente, at det her er dit fremtidige niveau og så må du indrette dit liv efter det.”

Taget i betragtning at neurologien stort set intet ved om langtidsvarende hjernerystelser er det en utroligt frisk melding. Særligt til en patientgruppe, der har modet som det eneste effektive medicin. Heldigvis tog han fejl.

Neuropsykologen på Center for Hjerneskade havde gjort mig opmærksom på, at mange af mine tilbagefald og symptomer havde sammenhæng med synet og øjnene. Jeg var tidligere gennem min sundhedsforsikring blevet tjekket på øjenhospitalet Lukas (hold jer fra dem), der på fem minutter havde konstateret, at der ikke var noget galt. Men neuropsykologen sagde, at en ordentlig samsynstest var meget mere kompliceret og opfordrede mig til at prøve en privat optometrist. Her blev jeg testet grundigt og der blev fundet ret store øjenproblemer. Efter få besøg og en masse øjentræning, havde det fjernet en betydelig del af min svimmelhed og en måned senere, kunne jeg læse mange gange mere, end jeg havde kunnet før uden at blive træt.

Jeg tror tiden har været en stor hjælper for mig – selvom den er gået langsomt. Men det helt store gennembrud kom, da jeg læste en artikel om en fysioterapeut i Holte, der havde mange positive erfaringer med hjernerystelsesramte. Jeg var mildt sagt træt af gode råd og nye behandlinger – men alligevel tog jeg mig efter nogle uger sammen til at tage ud til hende. Det er tre måneder siden – og sikke et held. Hun behandler nakken meget hårdhændet og koncentreret. Og allerede første dag jeg havde været hos hende, var det som om nogen havde løftet en meget tung glasklokken væk fra mit hoved. Det er ikke helbredelse, der er stadig ikke helt som før – men jeg har på intet tidspunkt siden jeg startede med at gå hos Lisbeth haft det ligeså dårligt, som før jeg kom. Og mine fremskridt er kommet ekstremt meget hurtigere siden.

Dengang arbejdede jeg stort set ikke – nu et par måneder senere – passer jeg mit arbejde på nogenlunde fuld tid. Jeg kan igen holde lyden af mine børn ud. Jeg har fået mit sociale liv igen. Jeg har endda været i biografen.

Og nej, det er endnu ikke helt som det var før. Jeg kan ikke løbe, jeg bliver overdrevet træt en eller to gange hver uge.

Men jeg er superlettet – og jeg skal bare minde mig selv om, hvordan jeg i maj (for tre måneder siden) lå i et mørkt rum, en stor del af dagen.

Jeg vil gerne blive endnu bedre – men det her er godt og til at leve med.

PS: Jeg glemte en ting:  Jeg er sikker på at fysisk aktivitet gør godt. Problemet for mig var bare, at jeg intet kunne, så i starten var det slet ikke en mulighed. Da jeg begyndte at kunne gå lidt efter et halvt år, lånte jeg sommerhuse i weekender, hvor jeg var helt alene og gik lange ture (så lange som jeg nu kunne) i flere dage i træk. Det tog mig ikke lang tid at gå fra at have en grænse på cirka 1 kilometer til at kunne nyde 20 kilometers gang.  Det hjalp mig, gav mig energi, og det gav mig ro at jeg kunne blive træt i kroppen uden at få det dårligt. Jeg kunne simpelthen slappe af på en mere konstruktiv måde. Indtil da havde jeg forbundet al træthed med tilbagefald. Jeg har eksperimenteret mig lidt frem nu, hvor jeg har det bedre, og har fundet aktiviteter, der ikke giver mig stød gennem nakken, som eksempelvis løb gør. Jeg kan stadig ikke cykle, så for mig har løbehjul som transportmiddel bragt mig frem i verden de sidste par måneder – og rulleski som motionsmiddel har været virkeligt godt, da der ingen stød er overhovedet.

30 årig – nær rask efter 5 mdr

30-årig kvinde stort set rask efter 5 måneder, skriver i april 2015:

Jeg vil gerne starte med at takke for alt dét, denne hjemmeside har kunnet give mig i en svær tid med hjernerystelse. For mig har det været en uvurderlig støtte at læse om andre, som er/har været i samme situation, som jeg pludselig havnede i tilbage i oktober 2014.

Jeg må hellere starte fra begyndelsen; en aften i slutningen af oktober, hvor jeg netop havde sagt godnat til mine børn på 5 og 7 år. På vej ned ad trappen, cirka 8 trin oppe, træder jeg forkert, falder forover, formår ikke at tage fra, lander for foden af trappen og slår hovedet med voldsom kraft ned i klinkerne (som ikke gav efter, skulle jeg hilse at sige). Venstre tinding! Jeg var hele tiden ved bevidsthed, lidt ør men husker, at jeg tænkte at “dét her er ikke godt!”.

Min mand hørte det, kom ilende, pendlede lidt frem og tilbage mellem mig og børnene, som havde hørt det og var bange. Da jeg var kommet til mig selv, kom de ned og så til mig, jeg beroligede dem og forsikrede, at jeg var okay…. Hvilket jeg også bildte mig selv ind den første måneds tid.

Jeg tog i første omgang en uge hjemme. Slappede rimeligt af. Havde det sådan nogenlunde og var lettet over, at det tilsyneladende var en mild omgang.

Efter 8 dage startede jeg op med halve dage på arbejde, men det stod hurtigt klart, at jeg slet, slet ikke var klar. Gulvene gyngede, jeg havde koncentrationsbesvær, var mentalt træt, susen for ørerne, var lydfølsom og føleforstyrrelser i tinding/pande. Jeg tog derfor en uge mere, hvorefter jeg atter forsøgte en stille opstart. Denne gang blev symptomerne endnu værre. Det var ca 3-4 uger efter mit styrt, og jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg var som i en osteklokke, blev dårlig når nogle talte til mig, og lå så meget som muligt for mig selv.

Min familie begyndte at blive bekymrede for mig. Jeg opfattede langsomt, hvad folk sagde, talte “mærkeligt” med ordfindingsbesvær, gik i stå i mine sætninger og havde det bare rigtigt skidt. Kunne ikke børste mine børns tænder, kunne ikke putte dem, kunne ikke frisere min datters hår….

Min mor hev mig til læge som sendte mig til scanning på neurokirurgisk afdeling. Både CT og MR var fine, men heldigvis havnede jeg i hænderne på den bedste neurokirurg, som tilbød at følge mig ambulant. Jeg kunne ringe og skrive når som helst, han tog mig ind med timers varsel, når jeg havde behov, og han har i det hele taget betydet ALT i dette forløb (mere om ham senere…. 🙂 ).

Han sygemelde mig fuldt i 3 uger op til jul, gav mig vejledning i, hvad jeg skulle gøre og undgå, og jeg fik det bedre. Jeg besluttede inden jul – ca 6 uger efter mit fald, at jeg ville starte op på job i januar. Inderst inde følte jeg mig nok ikke klar, men jeg følte mig bedre og ville så gerne.

Jul og nytår var hårde. Jeg aflyste alt og havde det ikke godt. Kæmpede bare for at skulle blive rask til at starte i januar. Dét havde jeg sat mig for, og jeg ville for alt i verden gennemføre. Som I kan læse, havde jeg utroligt svært ved at acceptere og overgive mig til at give det den nødvendige tid. Jeg tænkte hele tiden at “jeg er nok snart ovre det”. Da jeg startede i januar, havde jeg det bedre end da jeg havde det værst, men slet ikke godt nok til at præstere mere end et fremmøde.

Jeg startede med 2 timer om dagen, hvilket var altfor meget. Den første uge lykkedes jeg med 8 timer, ugen efter 4 og den følgende 2. Det gik altså kun den forkerte vej , og jeg måtte overgive mig til endnu en fuldtidssygemelding beordret af neurokirurgen! Denne gang med en noget større forståelse for, hvad jeg var oppe imod.

Følelsesmæssigt var det hårdt. Jeg havde gode stunder (timer) og indimellem gode dage, hvor jeg kunne føle mig (næsten) rask, afløst af dage, hvor jeg intet kunne. Det værste var den mentale træthed. Jeg havde enormt svært ved at rumme ganske få mennesker af gangen, kunne ikke koncentrere mig om fx tv og var noget plaget af tinitus (susen og brummen for ørerne). Samt denne konstante fornemmelse af at sidde i en Osteklokke.

Under denne sygemelding, som startede i januar accepterede jeg endelig, at dette her ville tage tid. Jeg gik fra at have som mål at komme hurtigst muligt på arbejde, til at have som mål at blive rask igen.

Jeg havde mange tidspunkter, hvor jeg var bange for, om jeg nogensinde skulle blive rask igen. Jeg blev bange og ked af det ved tanken om et liv med så store begrænsninger. Neurokirurgen forsikrede mig om, at jeg nok skulle få det bedre, men at jeg var nødt til at give hjernen ro til at komme sig. Virkelig RO! Undgå stimuli så vidt muligt. Jeg droppede al fjernsyn, begrænsede skærmkiggeri (iPad og iPhone), hvilede meget, gik ture, lagde vasketøj sammen, hvilede igen, spiste sund mad, opdagede miraklet ved at få ørepropper i (!)…. Og langsomt begyndte det at aftage.

3 mdr efter mit fald kunne jeg så småt begynde at have gæster (2 af gangen og af ca 2 timer). Jeg fik det skidt hver gang, men efterhånden mindre skidt, og kunne hurtigere hvile det væk.

De største fremskridt er sket mellem 4-5 måneder efter faldet. Ret pludseligt lettede tågen, min træthed aftog markant, det samme med lydfølsomheden, tinitussen og koncentrationsbesværet. Jeg kunne pludselig se tv uden problemer, have lange samtaler uden problemer og startede efter 5 måneder stille op på job igen (hvilket er 3 uger siden nu). Det går indtil videre godt.

Jeg har hele tiden mødt stor forståelse fra min arbejdsgiver og mine kollegaer, og der har intet pres været på mig. Jeg er startet op med 6 timer om ugen fordelt på 2-3 dage, så jeg har hviledage imellem. Det fungerer rigtigt godt. Vi har aftalt at lade det være sådan en måneds tid, inden jeg lige så stille skal lægge flere timer til.

Jeg indstiller mig på, at det bliver hårdt, men er ret sikker på, at det vil gå godt. Jeg føler mig næsten helt rask og kan alt igen – dog i lidt mindre doser, og jeg er lidt mere træt.

Jeg har stadig gode og knapt så gode dage, men oplever ikke længere at blive “væltet helt omkuld”. På de super gode dage føler jeg mig helt rask og gør måske lidt for meget… Så er jeg mere træt dagen efter og må tage det lidt med ro. De gener, jeg fortsat har nu, efter godt 5 måneder er: let mentalt træthed og ind imellem føleforstyrrelser i tindingen. Sjældnere øresusen. Generne kommer efter længere tids anstrengelse (fx en dag med meget på programmet, støjende børn, mange skift og lange samtaler).

Jeg begrænser stadig det sociale en del. Tager på besøg men kortere tid af gangen og overbooker ikke weekender. Jeg skal til 2 konfirmationer, 2 bryllupper og to polterarbender her i foråret. Jeg er spændt på, hvordan det vil gå, men modsat for blot en måned siden, tror jeg på, at det vil gå 🙂

Noget af dét, som jeg gerne vil give videre til andre, er:

Lad være med at læse om alle dem, der er ramt i årevis. Tro på, at det ligeså stille vil aftage! Det vil det for LANGT de fleste – også for dig!

Overgiv dig til at give det den nødvendige tid – det nytter ingenting at presse på. Det kan ikke overvindes.

Din hjerne bruger alle kræfter på at “heles”. Lad den få RO til dette!

Det er lettere for din arbejdsgiver, at du er helt væk (jf. helt sygemeldt), end at du møder op og alligevel ikke er der. Pres ikke dig selv igang for tidligt. Det tjener hverken dig eller din arbejdsgiver bedst i længden.

Gå ture, hvil og spis gode olier (jeg kan anbefale Kæmpenatlysolie og god fiskeolie).

Undgå at vurdere den ene dag ift den forrige, eller fra uge til uge. Fremgang går langsomt og der er store variationer fra dag til dag og uge til uge. Se hellere på den ene måned ift. den forrige. Dét hjalp mig! Når folk spørger, hvordan det går kan man (som regel) fortælle, at man kan meget mere og har det meget bedre end for en måned siden.

Ørepropper og beroligende musik har været godt for mig.

Sørg for at nyde de gode dage uden at “gå amok” og forsøge at indhente alt dét, man får trang til. Dét koster som regel næste dag. Og læg lige mærke til, at der rent faktisk bliver flere og flere af de gode 🙂

Jeg blev skræmt, når folk sagde til mig at “nu skal du passe godt på, så ikke det bliver kronisk”. Det er et stort ansvar at få lagt på sine skuldre. “Min” neurokirurg overbeviste mig om, at man ikke selv lægger kimen til, om man får varige gener. Heller ikke selvom man kommer til at presse for meget på en del gange og vælter omkuld. Det er meget få, der får varige gener, og uanset VIL det aftage. Han sagde til gengæld, at man vil forlænge forløbet, hvis man ignorerer det. Jeg læste et andet sted at: “for hver uge, man ignorerer sin hjernerystelse, kan man lægge en måned til i den anden ende”. Vigtig note for mig!

“Jo mindre skridt du tager, jo hurtigere kommer du frem”, har jeg tit tænkt for mig selv.

Pas godt på dig selv! Der er kun dig til at gøre det, og det er DIG, det handler om!

22 årig – rask på 7 mdr

22 årig kvinde stort set rask efter 7 måneder, skriver i marts 2008:

Skriver nu en laaang mail, for det kan jeg nemlig nu ! Og hvor er man bare lykkelig for det 🙂 Jeg lovede at vende tilbage til dig, angående hvad der skete, da jeg kom på hospitaler helt tilbage i december måned. For bedre forståelse får du min historie i den korte version.

I August 2007 var jeg på ferie med to veninder, da jeg pludselig besvimer og slår hovedet mod en rude. Jeg slår ikke hul, men kommer alligevel lige på hospitalet. Jeg bliver undersøgt af en læge, og der er ikke noget at se, og jeg føler jeg har det ok igen. De næste døgn plages jeg meget at kvalme, træthed, svimmelhed osv.
Efter en uge skal jeg flyve til Danmark. Men da vi mellemlander første gang er jeg så dårlig at jeg ikke kan gå fra flyet, jeg bliver så hentet i ambulance på landingsbanen, og kørt til en lægeklinik. Her er der igen intet at måle på mig, man kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Men jeg er nød til at blive i landet et døgn, og undersøges videre af en anden læge, inden jeg må flyve igen.

Den næste flyvetur får jeg noget beroligende, og jeg er lettet da først jeg lander i Danmark. Dagen efter tager jeg så til egen læge, og bliver undersøgt. De finder at jeg har haft en infektion i kroppen, men skulle bare gå væk af sig selv. Jeg er fortsat dårlig hele tiden. Har alle de klassiske symptomer, som du beskriver på hjemmesiden. Jeg får bare at vide af lægen at jeg skal slappe af, så går det over. Jeg forsøger at starte op på min uddannelse, men jeg er så dårlig hele tiden, og da jeg når november, bliver jeg helt sygemeldt.

Jeg når til et punkt, hvor jeg må spørge en neurolog, om det er mig der er mærkelig, når nu der ikke var noget “galt” med mig. Han forsikrede mig dog om, at det ikke var mig der var mærkelig. Pyha, men det blev jeg jo ikke rask af.

Nu gik jeg så hjemme og slappede af. Folk omkring mig forstod ikke rigtig hvordan jeg havde det, og jeg følte jeg konstant skulle forklare. De blev ved at spørge om jeg ikke bare var deprimeret, og jeg virkelig var glad for min uddannelse. Det var et helvede konstant at skulle stå til regnskab for andre mennesker.

En dag besluttede jeg at tage ind til byen, for at shoppe lidt. I bussen bliver jeg dårlig, og er nød til at stå af. Det hele svimler, mine arme mærkes mærkelige, og jeg bliver mere og mere dårlig. Jeg forsøger at gå lidt, men efter lidt tid falder jeg sammen foran en børnehave. En pædagog kommer ud og hjælper mig. Jeg kommer ind og ligge i deres personalerum, men jeg er bare dårlig. Så kommer noget af min familie for at hente mig, men de bliver enige om, at jeg er for dårlig til bare at kunne komme ud i en bil. Jeg ryster over hele kroppen, kan
slet ikke stå på benene. De ringer efter en ambulance, og jeg kommer på hospitalet. Her finder man så ikke noget galt. Jeg bliver scannet i hovedet osv. men udskrives, og skal til an samtale med en neurolog næste dag.

Den følgende dag er jeg så til en undersøgelse hos en neurolog der ikke finder noget galt. Jeg skal dog videre undersøges, fordi det hele startede efter jeg besvimede i august.

Samme aften da jeg ligger der hjemme, bliver jeg så dårlig igen med rysteturer og opkastninger. Der kommer en læge og kigger på mig. Hun mener det er for voldsomt og jeg skal indlægges med ambulance. Så bliver jeg kørt til Hvidovre hospital, og ligger der i et døgn. At ligge på hospitalet med en hjernerystelse er ikke rart. Det føles som om der er meget larm, og man skal hele tiden op og stå. Stå på et ben og testes på mange måder. Man bliver bare så dårlig af det. Jeg undersøges på kryds og tværs, men de finder ikke rigtig noget. Jeg udskrives, og henvises til yderligere undersøgelser.

Hele december måned ligger jeg i sengen. Kan ikke holde noget i mig. Taber 7 kg. Kan ikke klare lyde eller lys. Vil kun ligge i mørke. Det er et helvede, og som du nok ved gør man sig mange mærkelige tanker.

Langsomt begynder det at gå frem ad. Jeg kan så småt nogle få ting, og det udvikler sig. Men jeg får en angst for at besvime, og dermed at hele scenariet kan gentage sig. Så efter en lang samtale med min læge beslutter vi, at jeg skal have nogle lykkepiller mod angst, og have noget psykologbehandling.

Nu går jeg så til psykolog og det går rigtig godt.

I dag kan jeg rigtig meget. Det er helt vildt. Jeg bare så glad. Det er nu så lidt jeg mærker til hjernerystelsen, det er bare så fantastisk. Jeg har stadig tinnitus, dog i små mænger, og jeg bliver hurtigere træt, men ellers har jeg det rigtig godt.

Når man har været det helvede igennem, ser man tingene anderledes bagefter. Nu kæmper jeg bare mod angsten for at besvime igen. Jeg går fortsat til undersøgelser, og min læge er en ok støtte.

Nu går mine tanker meget på, hvornår jeg kan starte på arbejde igen, hvor lang tid der går før jeg ikke kan får tilbagefald osv. Men jeg føler mig rimelig rask og det er fantastisk.

Her skal du vide Therese, at du har været en kæmpe støtte. Du har kunne fortælle, at det helvede jeg var i nok skulle stoppe. At hører det, betyder meget, når alt andet ser sort ud. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med støtte til andre, eller gøre noget overhoved må du endelig bare sige til. Jeg ved hvor meget det betyder.

36 årig – rask på ½ år

36 årig mand, rask på et halvt år – skriver i oktober 2008

Min hjernerystelse skete 18. februar 2008. Jeg bankede hovedet op i en åben skabslåge i køkkenet med fuld kraft nedefra, da jeg stod på hug og rejste mig op. Jeg fik et sår på hovedet, men besvimede ikke og havde det mærkeligt nok ok om aftenen. Næste dag på arbejdet var jeg meget ør og fik meget kvalme og svimmelhed efter kort tids arbejde. Det var meget ubehageligt. Jeg tog til lægen, som undersøgte mig og sagde jeg skulle hvile mig et par dage. Det var dog ikke væk efter et par dage …

De første 14 dage lå jeg bare på en sofa for at hvile hovedet. Hvis jeg ikke gjorde det, blev jeg svimmel samt fik hovedpine. Blot få minutters tv var meget ubehageligt. Eneste adspredelse var små gåture. I starten meget korte – senere et par km. Skridtene jeg tog gjorde også ondt – som stød i hovedet. At tale i telefon var også en pine. Det føltes som jag igennem hovedet fra issen. Der var stort set intet jeg kunne andet end at hvile mig uden at få ondt i hovedet.

Den 3. uge startede jeg på arbejde – jeg arbejder som udvikler med computere. Den første dag var slem, da jeg skulle forklare mange kolleger, hvordan jeg havde det. Jeg fik kvalme, kunne ikke koncentrere mig, kunne ikke klare lydene i kantinen og føre samtaler uden at få hovedpine. Den tredje dag gik jeg hjem efter 1 time, da jeg havde det skidt og den fjerde dag fik jeg en skærende hovedpine som var ulidelig ved et møde – som om lydene var tortur!

Jeg sygemeldte mig i de næste 3 uger. Jeg førte dagbog hver dag, for at følge udviklingen. Min erfaring blev, at det er meget vigtigt at man ikke presser sig selv og accepterer at man ikke kan det man kunne før. Dvs. begræns TV, bøger, computer, social aktivitet. Hvil dig om aftenen og få en god sund kost samt meget søvn. Jeg gik mange ture og sad stille på en bænk i parker mv.

Jeg havde tre slags hovedpiner i disse uger:

• Baggrundshovedpine selv under hvile, som var let og kan ignoreres. Lidt svimmelhed og tung i hovedet.
• Belastningshovedpinen. Hvis jeg f.eks. udsætter hjernen for belastning, f.eks. hører musik, er et sted med for mange mennesker og snak, læsning, tv, pc osv, så får jeg hovedpine. Det føles som en trykkende spændingshovedpine. Som et bånd rundt om hovedet. Ved mødet på arbejdet føltes hovedpinen meget slem, som en skærende smerte.
• Overbelastningshovedpinen. Da jeg var på arbejde og udsatte mig for for meget belastning, fik jeg efterfølgende overbelastningshovedpine, der varede 1 dag efter, hvor jeg skal hvile. Det føles som en dunkende hovedpine.

Jeg prøvede Kranio-sakral terapi hos en massør, men det blev bare værre. Hun trykkede på de ømme punkter i hovedet og nakken og bagefter var jeg meget ør og øm i en uge.

Jeg læste også artikler på nettet om hjernerystelse, hvor jeg så at det typisk tager 3-6 måneder, og at det i de fleste tilfælde går over (ca. 90%). Min lægebog sagde, at hjernerystelse tager op til 14 dage – det er noget vrøvl. Ifølge undersøgelser, så har 60-70% stadig problemer efter 1 måned.

Min læge sagde at det var meget individuelt og at jeg skulle tage det med ro.

Efter 5-6 uger startede jeg på arbejde igen. Det var bedre end sidst, men stadig hårdt. Jeg klarede den ved en del hjemmearbejde, hvile på arbejdet (der er et kontor med en sofa), samt ved at undgå møder og for meget koncentration.

Efter 3 uger på arbejdet, hvor jeg var hjemme ca. halvdelen af dagene, så holdt jeg 1 uges ferie, hvor jeg intet foretog mig. Derefter 1 uges arbejde og 1 uges ferie igen.

Jeg begyndte LANGSOMT på normale aktiviteter med langsom optrapning.

Efter 2½ måned var jeg på ferie med min kone i et feriecenter og jeg havde dage uden hovedpine. Kun lidt hovedpine på en restaurant og efter køreturen. Længere bilkørsel var ikke rar (der var ca. 2-3 timers kørsel derhen). Jeg var også til en konfirmation med kun lidt hovedpine. Det var UTÆNKELIGT at gøre dette for 1 måned siden. Så min erfaring er – det går LANGSOMT men sikkert fremad, hvis man ikke presser dig selv.

Efter 3 måneder begyndte jeg at leve normalt igen uden de store gener. Jeg havde dog stadig lidt lydfølsomhed og stødfølsomhed ved f.eks. gang og løb.

Efter 6 måneder var jeg på ferie uden gener. Jeg begyndte også at løbe og køre længere ture i bil. Alt sammen uden problemer.

Efter 7 måneder var jeg til rock-koncert uden at få hovedpine. Der er i det hele taget intet som ikke er som det var før. Fester, høj musik, motion, koncentration, PC-arbejde – alt kan jeg gøre uden problemer.

Mine råd til andre, der rammes af hjernerystelse:

–  Hav tålmodighed og en tro på at det nok skal gå over, selvom det går meget langsomt fremad.

–  Hvil dig, hvil dig og hvil dig igen. Lyt til din krop og pres den aldrig til smertegrænsen. Hold dig lige under.

–  Vend langsomt tilbage til de normale aktiviteter gradvist – i et tempo som din krop kan klare.

–  Der er ikke nogen ens tilfælde af hjernerystelse. Tro det bedste i stedet for at blive deprimeret over de få som får langvarige problemer. De fleste kommer sig over det.

42 årig – rask efter 4 år

42 årig mand, rask efter 4 år med hjernerystelse – skriver i februar 2013

Tak for en uvurderlig hjælp i en 4 år lang kamp med hjernerystelse. Her er min historie:

Rejser mig lige op i en skarp kant. Kanten rammer lige midt i kraniet hvor to kranieskaller mødes – AV.

Tænker jeg nok bør blive hjemme, men er under stort arbejdspres og tager på arbejde. IDIOT.

Går ok indtil kl. 13.00 så rammer den tunge dyne af hovedpine 4 års smerter går igang … Blev på arbejde 1 år, hvor jeg med mellemrum var tilbage. Resten af historien er op og nedture, fra ikke at kunne sige noget en dag fordi det gjorde for ondt – til langsomt at begynde at kunne arbejde. Skruer lidt for meget op og bang 14 dage i mørket.

Har lært at give mere slip: det jeg kan er fint – kan jeg ikke er det også fint – flyde med livet …

Det der hjalp var: Når det var slemt, var det nemt nok: Total mørke. Total stilhed.

Vejen fra lidt bedre til godt tog 4 år og var noget sværere:

Det der hjalp:

• Hjernerystelse.dk 🙂 en uvurderlig hjælp, der satte mig på sporet
• Min kone (der blev selvom jeg var irritabel og ubrugelig)
• Ingen piller
• Disciplineret hvile og meditation
• Blive ved med at få massage, kiropraktik, afspænding for spændinger
• Nyde stilheden / pausen
• Se det som en mulighed (ikke være offer)

Niels Ejes musik (fås på apoteket): det er dejlig lyd, så man føler man oplever noget uden at lave noget som helst. Har været en vigtig ingrediens når kedsomheden i stilheden og mørket var for meget.

Mozart når jeg kom igang igen til ikke at stresse, når jeg kører bil på arbejde.

Jeg er rask nu. Kan dog mærke stadig, når jeg har lavet meget at hovedet kan give problemer. Så jeg passer på ikke at presse systemet.

Mange mange tak for den hjemmeside I har lavet. Det har været en uvurderlig støtte for mig. Noget der har gjort at jeg kunne holde fast i håbet om at vende tilbage.

31 årig – rask på 2 år

31 årig mand, rask i løbet af 2 år – skriver i 2008 og 2011

Skrev april 2008
For 26 dage siden slog jeg hovedet og fik en lille hjernerystelse (uden at besvime eller få hukommelsestab), hvilket jeg først accepterede halvandet døgn efter. Siden da har jeg holdt mig i ro indtil jeg for nogle dage – efter konsultation med lægen  – begyndte at arbejde igen. Det gik OK de første 3 dage hvor efter jeg fik en hovedpine, der var “anderledes” og værre end noget som jeg nogensinde kan huske. Hovedpinen er heldigvis forsvundet igen efter 2 dages total hvile, men jeg er meget i tvivl om, hvorledes jeg bedst kommer tilbage til min normale hverdag – uden hverken at være overforsigtig hypokonder eller blive overmodig og gå for hurtigt frem med varige mén som følger.

Jeg er blevet sensitiv over for lyde, hvilket ikke var tilfældet før (er vokset op i en musikerfamilie og var vandt til at falde i søvn uden problemer til lyden af mine forældre, der øvede til langt ud på natten). Nu holder lyden af radiatoren, der arbejder mig vågen om natten. Tør desuden heller ikke selv øve musik mere, da det medfører spænding/aktivitet/kriblen i hjernen.

Mit forløb: Om morgenen den 1 april slog jeg hovedet mod kanten af en varevogn ved læsning af nogle varer. Det gjorde ondt, men ikke mere end, at jeg fortsatte med at arbejde som om intet var hændt; først med let fysisk arbejde på et metalværksted og siden tekstarbejde foran computeren. Om aftenen (den 1/4) havde jeg let kvalme og følte mig utilpas. Det strejfede mig, at jeg måske havde fået en let hjernerystelse, hvorfor jeg holdt mig i ro (frem for at spille hockey med vennerne) og regnede med at sove den væk, hvis der skulle være noget.

Dagen efter arbejde jeg en halv arbejdsdag med grafisk arbejde foran computeren, hvor efter jeg var jeg nødt til at gå hjem fra kontoret, da mit hoved summede, jeg havde kvalme, koncentrationsbesvær og følte mig utilpas. Jeg ringede til lægen, der mente at jeg havde fået hjernerystelse, hvorefter han rådede mig til at holde mig i ro.

Det har jeg gjort: lå i en seng og undgik computer, musik, radio, læsning, tv etc i 14 dage. Bemærkede utilpashed ved længerevarende samtaler/ diskussioner (f.eks. ved aftensmaden, hvis der var flere personer til stede) selv om jeg normalt er yderst socialt anlagt. Jeg konsulterede lægen to gange, der mente, at jeg kunne begynde at arbejde igen.

Jeg har nu været på arbejde igen 3 dage, hvorefter jeg atter fik voldsom hovedpine. Jeg arbejder som industriel designer/opfinder.
Efter to dages hvile var jeg i dag igen på arbejde, hvor jeg var nødt til at forlade et møde før tid, da jeg fik ondt i hovedet af en af de andre mødedeltageres stemme. Det er som om, at jeg ikke kan filtrere lyd og indtryk på samme måde som før (hvor jeg kunne sove uforstyrret til en fest fyldt med mennesker, hvis jeg havde brug for det og var vant til at færdes i, håndtere og elske kaos).

Da jeg forsøgte at øve på mine musikinstrumenter for første gang efter 14 dage efter at jeg havde slået hovedet (jeg spiller professionelt med danske og internationale musikere) begyndte mit hoved at summe /følte spændinger/aktivitet i hjernen hvorefter jeg måtte stoppe.

Jeg har foreløbigt aflyst alle koncerter, indspilninger, workshops etc og er meget i tvivl om, hvor vidt jeg er overbekymret hypokonder, der holder mig unødvendigt i ro (hvilket koster afbud til det ene og andet) eller jeg er overmodig og går i gang for tidligt. Det som jeg er bange for er, at få varige mén.

Skrev juli 2008
Jeg har holdt helt fri – såvel fra byen, mit arbejde og alle andre forpligtelser efter at have konsulteret en neuropsykolog. En tysk læge rådede endvidere mig til helt at undgå computeren eller i det hele taget at fokusere på noget som helst, der er tæt på. Det hjalp gevaldigt: min mere eller mindre permanente hovedpine forsvandt, hvilket fik neuropsykologen (der er tilknyttet Center for Hjerneskade og Daghøjskolen i Centrum) til at foreslå mig en synsundersøgelse, der viste, at jeg havde fået samsynsproblemer.

Jeg har nu været til synstræning en del gange og gør store fremskridt. Kan atter være i byen (lydoverfølsomheden har næsten lagt sig helt og  jeg bliver ikke mere kvalm af at færdes i trafikken).  Jeg skal stadig være lidt forsigtig – specielt hvad angår høj lyd (musik)  men er begyndt at øve igen, men alt med måde – er endnu ikke helt stabil, men ved meget godt mod.
Skriver 3 år efter ulykken, i marts 2011
Nu kan jeg gøre alt det som jeg kunne før hjernerystelsen igen: klatre i bjerge, gå til fester, arbejde længe ved computeren eller udføre hårdt fysisk arbejde så jeg skal ikke klage.

Dog skal der ikke meget til for at slå mig ud – for et par uger siden stødte jeg hovedet meget let ind i en jernstang og nu har jeg kvalme igen. Det skyldes en nakkeskade, som jeg fik som følge af hjernerystelsen – som resulterer i de samme symptomer som da jeg havde hjernerystelse. Det er irriterende, men det gik over igen i løbet af 4-5 dage.

Hvornår jeg blev rask er et definitionsspørgsmål. Hovedpinen forsvandt efter nogle måneder, kvalmen tog over et år før den forsvandt. Herefter kunne jeg langsomt komme til kræfter, men det tog nok lidt over 2 år med små tilbagefald fra tid til anden. Alt i alt har jeg det godt igen nu – 3 år efter at jeg fik hjernerystelsen. Jeg har været meget disciplineret og holdt igen med at arbejde for meget etc. Tålmodighed er vigtigt!

27 årig – rask af flere hjernerystelse

27 årig kvinde som nu har hjernerystelse for 3. gang – giver sine råd videre, oktober 2008:

Jeg har gennem mit forløb haft gavn af forskellige ting… især efter min tredje hjernerystelse.

– jeg skiftede læge fordi jeg i længere tid ikke havde følt mig helt tryg og tilpas ved mine læger… men jeg er nemlig ikke af natur bare en der springer rundt mellem ting, når jeg ikke lige er 100 % tilpas, så det var en stor beslutning… og den helt rigtige. Min nye læge henviste mig hurtigt til en neurolog.

– undersøgelse og samtale med neurolog… han fortalte mig hvordan jeg skulle gribe tingene an og hvordan tidshorisonten mht forbedring ville se ud… ergo jeg fik nogle ting at forholde mig til, som min læge ikke kunne hjælpe mig med

– motion blev og er stadig bandlyst… forstået på den måde, at når jeg får pulsen op, hvor jeg kan mærke pulsen gennem min krop og op i mit hoved så stiger trykket oven i bøtten og jeg kan forvente et tilbagefald med hovedpine i en uge eller to… ikke migræne hovedpine, men den type hovedpine som trykker i hele hovedet og forvandler dig til en minus-overskuds person med en del humørsvingninger… jeg har altid været meget aktiv og elsker at gi mig 100%, så man virkelig kan mærke kroppen har været brugt (har spillet meget håndbold især)… så jeg vil sige at det er meget individuelt hvordan man dyrker motion når man er hjernerystelse-ramt … jeg har fx også forsøgt lidt svømning, hvilket slet ikke fungerer for mig.

– min nuværende motion er daglige gåture med vores to gravhunde og gåture ca 1-3 gange ugentligt for mig selv eller på vindstille dage en cykeltur på ca 5 km i ren mormor-tempo (ca 1 gang ugentligt)… på mine ture går jeg også og slapper af og lytter til lydene omkring, så mine tanker ikke flyver i alle mulige retninger, for hvis de gør det kan de ofte give mig hovedpine ( et tip jeg lige har fået af min psykolog).

– psykolog… jeg er lige startet hos en psykolog, og det må jeg sige at det kan anbefales. Jeg var selv lidt skeptisk da jeg fik muligheden, med en henvisning fra min læge… jeg var jo ikke deprimeret som sådan, jeg var jo fysisk syg i hovedet pga. hjernerystelse … der var 3. mdr vente tid, så da jeg kom til psykolog for første gang havde jeg været sygemeldt i ca 4 mdr… og det var godt i mit tilfælde, fordi jeg på ingen måde ville have gennemført en fordybende samtale med en psykolog 4 mdr tidligere, det var jeg ganske enkelt ikke i stand til pga diverse symptomer… men psykologen kan i mit tilfælde hjælpe mig med at få styr på  mine tanker, så de ikke bare ræser derudad i fremtiden og samtidig kan hun hjælpe mig til på mine hest, som ikke nødvendigvis er den samme hest som jeg faldt af!

– hjælp fra familie… mine familie har hjulpet mig med at finansiere en advokat, da jeg er studerende… advokaten tager sig af alt hvad der har med forsikring at gøre… hvis jeg skulle gå at tænke på det og ordne at det skrammel de sender… og gå at vente på svar… så var jeg helt sikkert ikke kommet i bedring endnu, nok nærmere den anden vej… måske er det mig som person, men jeg har utroligt svært med at ligge bekymringer og andre ting fra mig, så jo færre ting jeg har gang i og så få forpligtelser så muligt, desto bedre.

Kvinde – rask på 1½ år

Kvinde stort set rask efter 1½ år, skriver i september 2008:

Jeg vil gerne fortælle om, at jeg langt om længe, er kommet mig oven på en langvarig hjernerystelse. Jeg vil fortælle det til alle dem, der kommer her på hjemmesiden, som er syge, og som kan have behov for at høre, at der kan være lys forude i den mørke tunnel.

Imens det hele stod på frekventerede jeg af og til denne hjemmeside, for at se at jeg ikke var den eneste med denne noget mærkelige sygdom. Jeg blev ofte bange, når jeg læste om folk, som ikke kunne blive raske. Det er grusomt at tænke på, ikke at kunne vende tilbage til sit job og sit normale liv igen.

Jeg slog mit hoved i april 2007 – efter min mening ikke noget særligt. Jeg fortsatte med mine gøremål et par dage, indtil jeg til sidst havde så mange smerte i hovedet, at jeg blev svimmel og fik kvalme. Pludselig befandt jeg mig i en helt anden verden, alle lyde, al aktivitet, alt hvad jeg plejede at foretager mig i det daglige, blev mine fjender.

Det var ok i et par dage måske, hvor man kunne ligge syg i sengen, men nej der gik et ½ år før jeg kunne dukke op på mit arbejde igen og kun i ganske få timer ad gangen. Endnu et halvt år gik der før jeg kunne arbejde på fuld tid (ikke uden smerter i hovedet) til i dag 1 år og 5 måneder efter, hvor jeg stort set kan alt igen, uden at have nævneværdige smerter i hovedet.

Mit liv er blevet en smule anderledes undervejs – jeg har fået andre søvnvaner. Nu prioriterer jeg at sove 9 timer hver dag, ellers kommer hovedpinen snigende. På et tidspunkt sov jeg også alle lørdag væk, så jeg kunne komme til hægterne oven på en fuld arbejdsuge. Det er ikke længere nødvendigt.

Det at starte på jobbet igen på nedsat tid og inden for de rammer jeg kunne holde til, var af stor betydning. Jeg følte mig så understimuleret af at gå rundt derhjemme, at jeg ofte kom til at lave ting jeg ikke skulle (sidde ved pc´en, se en film snakke for meget i tlf. eller forsøge at deltage i et socialt arrangement). Efter jeg startede på arbejde, var det lettere at slappe af og ikke komme til at overanstrenge hjernen. Det betød, at det var arbejdet frem for de mere sociale aktiviteter jeg prioriterede i den periode, men jeg har kun mødt stor forståelse fra mine venner og familie hele vejen igennem.

Noget af det da har holdt mig oppe undervejs har været følgende:

• Ørepropper har været det vigtigste af alt, det kan lette enhver bustur (dem man køber i musikforeninger)
• Fysioterapeut til at lindre nakkesmerter og lette trykket i hovedet
• Nakke- og ryggymnastik (forebygger spændinger)
• Dybdeafspænding (der findes mange gode CD’er)
• Søvn, søvn masserer af søvn (øv dig i at sove)
• Undgå stress og dårlige tanker, gå evt. til psykolog og snak dine frustrationer igennem. Det hjalp mig rigtig meget og gav perspektiv på fremtiden i en sort stund.

Tak fordi I har oprettet denne hjemmeside om hjernerystelse – den har været til stor hjælp undervejs, imens jeg selv har været syg. Jeg er også ret sikker på den har hjulpet nogle af mine omgivelser til at forstå, hvad der er på spil når ulykken rammer en.

43 årig – rask på 1 år

En mand på 43 år fik hjernerystelse i august 2009. Han fik det bedre efter 2 måneder og startede så op på deltidsarbejde. Men kun en uges tid. Han måtte holde op igen, fordi han ikke kunne læse på sin computer og fik et alvorligt tilbagefald.

Hans symptomer var små svimmelhedsanfald, træthed, og besvær med at læse/se TV. Hans ene øje tørre ud, og han har snurren i hovedbunden.

Det var status efter 4 måneder. Siden startede han igen op på arbejde og kom i løbet af nogle måneder op på normal aktivitet. Både med arbejde og motion i fritiden. Det var 6-7 måneder efter at han slog hovedet.

Han fik dog et mindre tilbagefald omkring 8 måneder efter hjernerystelsen. Og så måtte han lige drosle lidt ned på aktiviteterne nogle uger. Men er oppe igen. Så alt tyder på at han klare den indenfor 1 år 😀

Kvinde – rask på 5 år 

28 årig kvinde som fik hjernerystelse for 3½ år skriver i april 2008:

Kvinden fortæller sin historie som svar på mail fra studerende med hjernerystelse i 8 måneder. Han havde lige fået af vide af en neurolog, at han sandsynligvis aldrig blev symptomfri, og kun skulle regne med at kunne færdiggøre studierne med besvær – og uden samtidig at have studiejob.

Jeg vil bare sige at der er håb forude. Jeg slog hovedet i 2004 og blev frygteligt syg bagefter. Det først år lå jeg stort set fuldstændig invalideret i sengen. Jeg kunne ikke fokusere mine øjne og dermed ikke rigtigt se nogen, at læse var helt udelukket og jeg blev voldsomt svimmel vil selv den mindste anstrengelse – det var et levende helvede!  Jeg manglede, da jeg blev syg, kun et halv år at mit jura-studie, men at studerer kunne der jo slet ikke være tale om. Efter et år vente jeg tilbage til mit studiejob. I starten kunne jeg kun holde ud at være der 2-3 timer ad gangen. Der skulle gå endnu et år før jeg vente tilbage til mine studier – og det var en hård kamp især med specialet. Men jeg kan glæde dig med at jeg er blevet færdig, og jeg fik tilbudt et delstidsjob dagen efter jeg havde afleveret !  Det er gået så godt med deltidsarbejdet at jeg nu søger fuldtid næste gang.

Der er ingen grund til at gå i panik fordi du stadig har det dårligt efter 8 måneder – på det tidspunkt lå jeg stadig i sengen og kunne ingenting.

I dag passer jeg mit arbejde, har lige været 4 dage i Prag, går til svømning og er i motionscenter ca. 2 gange om ugen. Jeg har da stadig hovedpiner ind imellem men nu på et plan hvor jeg kan håndtere det.

Jeg kan godt forstå, du finder det svært at håndtere psykisk – selv fik jeg i øvrigt at vide af lægen at jeg bare var depressiv og handlingslammet og skulle se at komme i gang eller at jeg ikke skulle hænge fast i min sygdom. Det var ikke lige dét, man havde brug for, når jeg kæmpede en hård kamp for at blive rask !!!

Men altså du blive nødt til at finde nogle ting der kan hjælpe dig med at få det bedre – for mig har fysisk træning været alt afgørende samtidig med at jeg har forsøgt at spise sundt. Jeg synes det er vigtigt at have disse ting at fokusere på og hvor man også kan se at man vinder terræn. Det kan godt være du så skal vente lidt endnu med at starte på studiet men urealistisk at du gør det færdigt er det ikke – det kan bare være du skal starte lidt langsomt.

Hun fortæller i en anden sammenhæng om hendes forløb sådan her:

Men altså efter 8 måneder havde jeg det stadig ekstremt dårligt – jeg var nødt til at tage en taxa hvis jeg havde aftale – og det var vel og mærke kun aftaler med kommunen og behandling jeg mødte op til. Min dag bestod for det meste af at ligge i sengen – jeg kunne stort set ingen ting se da mine øjne ikke ville fokusere – havde den her vifte på den modsatte væg i mit værelse som jeg bare ikke kunne se. Gennem de første 8 måneder var det mest det med at gå små ture som langsomt blev længere der udviklede sig men store fremskridt var der ikke og der var slet ikke tale om at gå i motionscenter eller gå ud med venner – det var først efter et år jeg var stærk nok til at tage med metroen.

Mit vendepunkt kom da jeg startede hos en fantastisk osteopat – det er en engelsk fysioterapi uddannelse men hvor der er mere fokus på kroppen som helhed. Med hendes behandlinger begyndte jeg at rykke mig og så igen gik jeg mindst 3 ture om dagen for at få kroppen gjort stærk igen efter at jeg havde ligget i sengen så længe – jeg tabte mig 5 kg som primært har været muskler 🙁

Jeg fik en aftale om at begynde på mit studiejob efter det første år – i starten kun 3 timer om dagen – på det tidspunkt var det hårdt bare at overleve transporten med metro til og fra arbejde. Det var en satsning at forsøge at vende tilbage til arbejde på det tidspunkt og det var ekstremt hård – men på den anden side var det også et vigtigt trin tilbage til en normalisering. På den måde har jeg oplevet at jeg nogle har kunnet mere end jeg troede når jeg er hoppet ud i noget nyt og at kroppen lige skal vænne sig det men at det så går.

Efter 2 år vente jeg tilbage til studierne – det var stadig læsningen der voldte mig problemer men jeg havde kun et kursusfag tilbage ( og det kan anbefales at starte stille ud med et fag) så det var muligt at fordele læsestoffet over ugen. Det blev også meget vigtigt for mig at være til timerne hvor jeg kunne HØRE gennemgangen af stoffet og jeg fandt også støtte i gruppearbejde. Det der især var hårdt var selve eksamenen – men jeg valgte at presse mig selv det ekstra over en kort perioden og så slappe af bagefter. Jeg fik i øvrigt 11 så det er altså ikke tankevirksomheden der fejler noget.

At skrive speciale var selvfølgelig hårdt men det gik faktisk rimeligt smertefrit – især havde jeg et hektisk efterår hvor jeg oplevede godt at kunne føle med.

I dag har jeg det rigtigt godt – alt træningen gør at jeg sikkert er i mit livs bedste form men som folk siger herinde vær varsom især i starten. At træne rigtigt er stadig enormt vigtigt for mig – jeg har benyttet mig af en personlig træner til at få styrketræningen til at fungere. Ligeledes har jeg altid været en dårlig svømmer så jeg tager nu undervisning for at få en rigtig og god teknik for kroppen – men det er fantastisk at ligge med hovedet der nede i vandet hvor der er helt ro.

Men nej jeg er ikke helt rask. Men jeg har et rigtigt spændende arbejde på fuld tid – og det kan jeg godt håndtere. Jeg bliver stadig meget træt i øjnene af at se TV og har endnu ikke været i biografen – men på den anden side giver det en enorm frihed ikke at være afhængig af fjernsynet.

Jeg forsøger også at planlægge min tid, så jeg ikke bliver alt for stresset, men i virkeligheden laver jeg nok mere end mange af mine venner.

Jeg får stadig ondt i hovedet hvis der har været alt for meget fjernsyn, læsning, arbejde og stress men der skal stadig mere til og jeg kommer mig også meget hurtigere.

Jeg har ikke oplevet at hele forløbet har været en langsom forbedring – der var i sær i starten enormt mange tilbagefald og nedture så jeg var ved at blive vanvittig. Alligevel kan jeg nu se at jeg er meget bedre end jeg var for et år siden – det er svært at gennemskue forbedring fra dag til dag – Forbedringerne kommer ofte over måneder hvor det pludseligt står klart for mig at jeg har rykket mig igen.

Update januar 2009
Kvinden er nu flyttet til USA og er fuldt aktiv. Hun skriver:

Jeg sender mange hilsner fra Washington DC, hvor jeg nu bor og arbejder  (og JA, jeg har været nede til Obama’s indsættelse i dag 🙂 Jeg arbejder amerikansk fuld tid, hvilket betyder 40 timer om ugen men det er gået over alt forventning. Jeg får behandlinger af en amerikansk osteopat som også er læge og har givet mig noget at sove på. Jeg døjer stadig med hovedpiner ind imellem, men i det store og hele har jeg det rigtig godt. Jeg har også fået en sød amerikansk kæreste, som passer godt paa mig – så mange hilsner til Jer alle sammen herovre fra.

31 årig – rask på 2½ år

31 årig kvinde som havde hjernerystelse fra 2005 til 2008 – skriver i januar 2009:

Jeg fik hjernerystelse i november 2005 ved at vælte på et fortov. Jeg prøvede at gå på arbejde, men det gik slet ikke. Siden fik jeg betalt 10 gange kranio-sakral-terapi af mit forsikringsselskab. Det hjalp ikke. Senere var jeg hos anæstesiolog, hvor jeg fik piller, som bare gjorde det værre. Så jeg stoppede med de piller. Først efter 10 måneder sagde en neurolog til mig, at jeg skulle hvile og hvile, for at hovedpinen skulle gå væk.

Men 2008 blev mit år 🙂

De første par måneder af 2008 havde jeg det ret skidt. Orkede ikke at se ret mange mennesker og kunne ikke overskue ret mange ting. Hovedpinen var for massiv og energien var lav. Alt stressede og gav hovedpine.

I marts blev jeg så inviteret til en fest, som jeg tvivlede meget på, om jeg burde deltage i. Det valgte jeg dog at gøre og jeg blev overrasket over, hvor få gener, jeg reelt fik af det. Så jeg opdagede at jeg måske havde været mere påpasselig end nødvendigt og begyndte derpå at foretage mig mere rent socialt. Jeg ku godt mærke at jeg skulle trappe langsomt op og ikke bare ku køre fuld skrue. Den sociale optrapning stod på fra marts og hen på sommeren, hvor jeg derefter begyndte at putte lidt fysisk på.

I september startede jeg så på studie igen. Det medførte en smule pres på hovedet, men aldrig mere, end jeg formåede at håndtere.

De få nedture, der er, er så milde og nemme at have med at gøre, at de ikke bremser mig i de ting, jeg har lyst til. Der er blot en snigende hovedpine tilbage af og til, når jeg foretager mig alt for meget. Men taget i betragtning, hvilket tempo, jeg kører i nu (det er højere end før jeg fik hjernerystelse!) så har jeg ingen klager. Jeg formår at passe studie, venner, træning og meget mere uden at knække.

Jeg føler mig efterhånden så tæt på rask, som jeg kan komme. Jeg støder heller ikke længere ind i situationer, hvor det er nødvendigt at fortælle nogen om hjernerystelsen. Meget befriende.

Det hænder jeg får hovedpine, men det gør almindelige ikke-hjernerystede jo altså også 🙂

Mit funktionsniveau er nu efterhånden, hvad jeg vil kalde normalt og jeg føler mig ikke længere begrænset i mit liv.

29 årig – rask på 10 mdr

29-årig mand næsten rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007, siden helt rask:

Jeg skriver til jer, da jeg har været ramt af en alvorlig hjernerystelse efter et brutalt overfald. Har ligget som en ”grøntsag” i 7 måneder, men på mirakuløs vis sidder jeg i dag og passer mit arbejde og lave de ting jeg har lyst til. Dog er der få dage, hvor jeg lige skal hvile lidt om aftenen, men ellers ok.

Det har været den hårdeste tid i mit liv og det mest katastrofale, jeg har været udsat for. Derefter havde jeg et stort behov for at få information om hvad hjernerystelse egentlig var, i hvilke grader det var, hvad måtte man og omvendt – og vigtigst af alt, blev jeg ”normal” igen.

Som patient med hjernerystelse fandt jeg hurtigt ud af at hjernerystelse-emnet var meget lidt udbredt – selv blandt læger, hvilket var meget foruroligende, da jeg tænkte på det hele tiden og havde 1.000 af spørgsmål.

Da jeg endelig kunne sidde ved min PC, fandt jeg denne hjemmeside, hvilket har hjulpet mig på mange måder. Jeg ville ønske at hjemmesiden var mere kendt, så flere patienter og læger kunne få gavn af denne.

Her er mit forløb:

Starten på mit mareridt
Det hele startede den 18. november 2006, hvor jeg afholdt julefrokost for personale/kollegaer og familie.

Under vores julefrokost var der en masse unge mellem 18-27 år (ca. 20 personer) der løbende chikanerede vores julefrokost og personale, når de var udenfor at trække lidt frisk luft. Det hele ender med at vi ringer til politiet og får dem skræmt væk, så vi kan fortsætte vores hyggelige stemning.

Den korte version er, at jeg senere på aftenen ikke så langt fra vores bygning bliver overfaldet af nogle af dem, som var blevet smidt væk. Det ender med at jeg bliver slået i hovedet og falder ned og rammer med mit hoved på brosten. Mens jeg ligger ned, sidder den primære overfaldsmand på mig og slår mig i hovedet, mens jeg ligger direkte på brostenene med hovedet – her bliver jeg mindre bevidstløs. Efter adskillige slag i hovedet rejser den primære overfaldsmand sig fra mig, da jeg ligger helt stille. Han bakker væk fra mig og står et godt stykke fra mig og venter. Han venter på at jeg skal komme lidt til mig selv, hvor jeg ligger mig om på maven og prøve at rejse mig. I det øjeblik jeg prøver at rejse mig, kigger jeg op og ser han kommer løbende og sparker mig direkte i hovedet – herefter er jeg bevidstløs.

Jeg kommer mere til mig selv på skadestuen på Odense Universitets Hospital med ondt i kroppen og føler en bombe er sprunget i mit hoved. Desværre måtte man ikke give mig smertestillende, så min krop gik i spasmer. Mit hoved er ”ommøbleret” og ingen ved, hvor galt det er før jeg har været til scanning. Før scanning begynder min korttidshukommelse at svigte og jeg frygter en blødning i hjernen. Heldigvis var der ingen blødning i hjernen, men store hævelser i hovedet der var årsagen til min situation. Udover min hjernerystelse som var den værste, slap mine tænder og øjne, men fik en knust næse og roteret hals/nakke hvirvler.

Efter et langt ophold på Hospitalet – og min korttidshukommelse som heldigvis kom igen, måtte jeg komme hjem og ligge. Grundet min tilstand, sover jeg på dette tidspunkt ca. 85 % af døgnet og ligger stort set ned hele tiden. Jeg hverken måtte eller kunne noget – var kort sagt en grøntsag. Når jeg endelig var vågen kunne jeg kun tænke – tænke på det der skete, spørge mig selv, hvorfor nogen mennesker er så psykopatiske og den vigtigste tanke: bliver jeg nogensinde rask igen. Tv, læsning, PC eller noget som helst var ikke muligt – jeg kunne kun ligge og tænke, når jeg var vågen. Havde det ikke været for min kæreste og vores hund, var jeg blevet sindssyg af at ligge så meget – også det at jeg på daværende tidspunkt ikke kunne tage vare på mig selv 100 %.

Grundet min hjernerystelse, var mine symptomer:

• Kunne ikke stå eller gå
• Kunne ikke tåle lys eller høje lyde
• Var konstant træt
• Følte der blev kastet mursten på mit hoved hele tiden
• Voldsomt tung i hovedet og øjne
• Koncentrationsbesvær
• Træthed
• Var svimmel og kunne ikke fokusere
• Havde kvalme og absolut ingen appetit

At ligge ned og have det sådan var et direkte mareridt. Specielt fordi jeg før overfaldet var en aktiv person, med masser af sport, egen virksomhed og normalt fuld fart frem i dagligdagen – dette var bare ikke mig, men jeg kunne intet gøre.

Min tanke om jeg nogensinde blev rask igen, blev ved med at komme igen og igen og igen. Det påvirkede mig psykisk.

Mødet med lægen/erne (2 måneder)
Efter et par måneder hjemme, kunne jeg begynde at blive kørt til en læge og andre specialister – jeg ville jo gerne have nogle svar. Og vigtigst af alt: om der var nogen der kunne fortælle mig om jeg blev rask igen. I den lange periode har jeg ligget og ventet på at kunne være i stand til at blive kørt til en læge for at få svar. Men mit møde med lægen og specialisterne var ikke en succes – tværtimod. Ingen kunne forklare mig ret meget, komme med præcise forklaringer eller rådgivning. Det eneste alle kunne sige var, at jeg skulle forholde mig i ro og se tiden an. Det er ikke nemt, når man absolut vil have svar og ikke ejer skyggen af tålmodighed.

Efter de mange konsultationer, var jeg blevet frustreret og rigtig ked af det – hvad nu?

De få minutter træning foran pc og tv (3-4 måned)
Mellem 3-4 måned er jeg stadig sengeliggende og med meget lidt bedring – alt for lidt. Jeg beslutter mig for at teste mig selv med få minutters træning ved min pc og tv. Tiden ved min pc brugte jeg på at finde svar om hjernerystelse, da der tilsyneladende ikke er nogen i Danmark, der ved ret meget om dette emne

Helt tilfældigt via Google, fandt jeg www.hjernerystelse.dk. Efter at have set nærmere på siden kunne jeg jo se, at jeg ikke var den eneste. At der var personer der kunne rådgive en, for de havde været / er i ”samme båd” samt læse deres historier. Hjemmesiden gav mig fornyede kræfter og livsmod på, at det hele nok skal gå – der var jo lidt sandsynlighed for at komme ovenpå igen. Hjemmesiden var den eneste information, jeg har kunnet finde i Danmark omkring hjernerystelse, som virkelig kunne bruges til noget.

Det positive sind (5-6 måned)
Efter at have været på hjemmesiden flere gange, når jeg trænede mit hoved, fik jeg mere og mere at tænke over, når jeg ikke lå og sov – tænkte på en køreplan med mit liv, situation og målsætning.

I denne periode sov jeg mindre og jeg kunne begynde at gå ture – ture som jeg nød, for det var min største bedrift i mange måneder – og så frisk luft. Jeg gik 3 ture om dagen der varede mellem 10-20 min. pr. tur.

De var blevet en del af mit daglige program. Udover de dejlige gåture, ville jeg leve sundt. Jeg spiste sundt og tog vitaminpiller. Min egen overbevisning var, at min krop skulle være stærk og have de rigtige ting at arbejde med.

Oven i alt dette, lovede jeg mig selv at være positiv og optimistisk. For når jeg var ked af det, tænkte og de mange triste ting, fik jeg endnu mere ondt i hovedet. Derfor ville jeg være positiv i mit tankesæt så godt jeg kunne – jeg VILLE blive rask og kunne føre et normalt liv igen.

Vand gør godt (6-7 måned)
Vand gjorde mig godt på mange måder. Med min hjernerystelse drak jeg vand – rigtig meget – jeg følte at det gjorde noget godt på mig, så jeg gjorde det.

Derudover var jeg begyndt at svømme i en svømmehal to gange om ugen i max 20 minutter pr. gang.

At komme i vand med sin krop og hoved virkede vidunderligt. Dog var jeg lidt ekstra svimmel de første gange, når jeg kom op, men det dæmpede sig igen, når jeg lige hvilede mig en lille time. Bare det at kunne lave noget fysisk, føltes som elektricitet i hele kroppen og at den gjorde mig stærkere for at kæmpe mig op fra hjernerystelsen.

Kort tid efter begyndte jeg langsomt styrketræning på meget meget lavt blus – det var hårdt og lidt ubehageligt i starten, men det vidste sig at være godt for mig i sidste ende.

Det skal siges at ved min 6-7. måned begyndte jeg først at mærke lidt fremgang, både i hovedet og de ting jeg var i stand til. Jeg havde jo på dette tidspunkt været sengeliggende i ca. 6 måneder. I hele min periode har jeg ikke taget smertestillende, for jeg ville kunne føle på min krop og hoved, hvor meget eller lidt belastet det var og hvad jeg kunne tåle.

Mit arbejde og mit gennembrud med min hjernerystelse (7-8 måneder)
Jeg har været selvstændig i ca. 8 år og det passede mig naturligvis ikke at ligge ned i så lang tid. Men intet kunne gøres – jeg var jo ikke i stand til noget som helst – end ikke seriøse samtaler over telefonen.

Jeg startede op med få timers arbejde om ugen og helt lette og ikke særlig krævende opgaver. Uanset hvad jeg lavede, så følte jeg mig levende igen – at jeg havde en betydning og kunne gøre noget. Følelsen af at gå ind på mit kontor første gang og hilse på mine kollegaer var for mit vedkommende et følsomt – men også vigtigt – øjeblik. At kunne begynde at lave normale ting igen, var en del af min plan med mig selv og arbejdet med mig selv.

Efter at arbejde få timer om ugen og langsomt øge min tid på arbejde skete der noget. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg var blevet mere frisk og nogle af mine bivirkninger var forsvundet eller blevet meget mindre. Jeg kunne magte flere ting og til sidst endda et par møder, hvor samtalerne er koncentreret.

Mit gennembrud til det bedre med min hjernerystelse var sket og jeg havde det godt trods mine omstændigheder – nu troede jeg for alvor på et normalt liv igen.

Min situation i dag oktober 2007
Jeg er i den situation nu, at jeg er så heldig at kunne føre et normalt liv igen. Samliv med kæresten og vennerne, festerne, arbejde, træning – alt som jeg kunne før.

Med mit arbejde står jeg op kl. 06.00 hver morgen og er hjemme ca. kl. 17.00. Jeg kan arbejde normal tid på arbejde, men det hænder, at hvis jeg er presset og stresset, så er det noget, der ”trigger” min hjernerystelse og jeg får behov for at sove. Når jeg får det sådan, skal jeg sove og vågne, når jeg vågner – ikke noget vækkeur. Herefter er jeg ok igen. Så mit liv er normalt, men der kan komme en gang imellem, hvor jeg skal ligge mig – det er tydeligt, at det hjælper at sove og så er jeg klar igen.

Jeg har haft hjernerystelse i svær grad i samlet 8 måneder, men nu vil jeg betragte mig selv som 90 % i orden igen og håber naturligvis på de resterende 10 % kommer med i mit liv.

At sætte sig nogle mål og arbejde med sig selv, gøre kroppen stærk ved at være sund og være positiv – det har været en god indflydelse på min situation. Derudover er jeg af naturlige årsager drevet meget af mit arbejde og jeg er sikker på at det har haft en stor indflydelse på min fremgang i sidste ende.

Behovet for information som hjernerystelse ramt, har været utrolig vigtig for mig. Derfor vil jeg dele min historie med andre der er hjernerystelse-ramte, så I også kan se at det kan gå til det bedre trods alt det man har været igennem.

Held og lykke fremover !

30 årig – rask efter 10 mdr

30-årig kvinde stort set rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007

Efter 2 måneders hjernerystelse
Jeg fik hjernerystelse den 9. december 2006. En buschauffør, der kørte på siden af mig, ville vige for en anden bilist, overså desværre lille mig på cyklen og trak pludselig ind foran mig på vejen. Og dér sagde jeg så hej til kantstenen og farvel til en livlig hverdag. Øv.

Det går fremad, men jeg er ikke startet på arbejde endnu. Denne skrivelse bliver også skrevet med solbriller på. Tak for det dejlige råd 🙂

Jeg har netop givet hjemmesiden videre til 2 andre, som jeg via arbejde og venners venner har hørt er i samme situation som mig. Ingen af dem kendte til siden, og de har haft hjernerystelse i henholdsvis ½ og 1 år med fortsatte mén og nedsat arbejdstid, så denne side må også lige være noget for dem. Øv, jeg var slet ikke klar over, at det tog så lang tid at komme sig over sådan noget. Kendte slet ikke til det, før jeg pludselig var i det. Men jeg vænner mig vel efterhånden til det …or not?

Et par dage senere
Jeg skal netop ud på mit arbejde i dag og snakke med min leder om min opstart. Jeg har i den forgangne uge været på besøg på skolen nogle gange (jeg er lærer) for at snakke med ledelsen og besøge mine klasser. Det har været en rigtig god måde at starte det hele op på. Bare sådan gå rundt og snuse lidt til det hele igen og fornemme, hvordan hovedet klarede lyset, lydene (når der ikke var frikvarter!!) og alle indtrykkene igen.

Min leder er enormt god til at tage det varsomt med mig, og hun har også selv prøvet at have hjernerystelse, så der er en forstående vinkel, det er rart. Jeg starter en af de kommende dage med et modul om dagen. I mit skema er der nogle timer, hvor vi er to lærere på i en modtageklasse (med indvandrere), og det er dem, jeg starter med. Så det ikke er mig, der skal forberede undervisningen, og så jeg kan gå, hvis det bliver for meget. Bedre kan jeg ikke ønske mig det. I næste uge er der vinterferie, så da får jeg en pause efter opstarten, og ugen efter er ikke aftalt endnu, men jeg tror den fortsætter som i denne uge.

Det lyder som en rigtig godt forberedt opstart! Tillykke med det. Et hit med en leder, som selv har prøvet at have hjernerystelse. Har du ørepropper? Jeg forestiller mig at det er rart at have på sig, hvis pludselig en flok larmende børn ikke er til at holde ud at høre på …

Ja, ørepropperne har været mit ”værn” mod omverdenen fra dag ét, da lydfølsomheden hele tiden har været mit største problem i det her. Så ja tak, de er med på arbejde.

Efter 3 måneders hjernerystelse
Jeg synes alt i alt, at det går godt med at starte op. Jeg kan ikke komme udenom flere korte hovedpiner i løbet af tiden derude. Og jeg sover også altid nogle timer, når jeg kommer hjem, men så er jeg også rimelig på højkant bagefter. Det føles ikke som “for meget” – endnu i hvert fald. Jeg
lærer dog noget nyt hver uge i forhold til, hvordan jeg kan strukturere min dag, så jeg har det bedre, når jeg kommer hjem. Fra nu af hedder det ”ingen opholden på lærerværelset i pauserne”, men i et andet rum HELT for mig selv. Selvom det er svært at fravælge den sociale side af sit arbejde, endda efter så mange uger væk. Jævnfør de råd I giver på jeres hjemmeside, opdagede jeg nemlig i sidste uge, hvor stor en lise det er at være alene i bare 10 minutter, hvor man kan tillade sig at ligge overkroppen ind over bordet, slappe fuldstændig af og tage et  “powernap”. Tak for det 🙂

En stor, stor del af æren for min okay opstart skal min ledelse have. Sammen med min læge ligger de simpelthen nr.1 på “hitlisten” over baggrunden for mit humør i den her tid. I en for mig totalt ny verden, at være syg og endda i længere tid. Det er SÅ dejligt med den opbakning.

Jeg har i to uger været på arbejde 4 dage om ugen med 2 timers undervisning om dagen. De udvalgte lektioner er mine normale dobbeltlærertimer (vi er to lærere på). Derudover er min vikar stadig med i disse timer, og hun står for planlægningen og gennemførelsen af undervisningen, så jeg egentlig bare er der.

Alt dette var min ledelses udspil til en mulig måde at starte op på, og den greb jeg med det samme. Siden har de ikke kommet til mig, “opsøgt mig”, og det er jeg glad for. For så tror jeg, at jeg ville have følt det som om, de presser mig til at tage næste skridt. Det er mig selv, der har opsøgt dem,
det er en dejlig måde.

Da der var gået en uge med denne form, spurgte jeg forsigtigt, om jeg kunne beholde vikaren med i den følgende uge også. Selvom jeg ved, at det økonomisk jo koster skolen med dobbeltbemanding. Der var kun positiv respons. Min leder sagde; “Det handler om, at du får en god start, og det økonomiske skal du ikke tænke på i den situation. Jeg véd også, at du nok skal være der, når du kan trappe op”. Og ja, det er selvfølgelig fordelen for mig også, det ved jeg, at jeg har været på arbejdspladsen i knap 4 år, og at de derudfra kender min arbejdsindsats og -flid.

Det er desuden et kæmpe held, at jeg i år har timer i en modtageklasse (indvandrerbørn), hvor klassen max. rummer 12 elever. For tiden er der 10 elever. I dobbeltlærertimerne deler vi eleverne i to hold og to rum. Dvs. jeg er sammen med vikaren om ca. 6 elever. Dét priser jeg mig lykkelig over. Havde det været en normalklasse med 25 elever, havde jeg for længst måttet overgive mig, lave en retræte, og vifte med det hvide “I surrender” – flag.

I fredags gik jeg så igen til ledelsen for at vende næste uges forløb med dem. Jeg sagde, at jeg egentlig gerne selv ville køre undervisningen i de pågældende timer nu, men at det var svært for mig at forudsige, om tidspunktet og formen var den rigtige. Om de kunne hjælpe mig med idéer og
råd til det. Hertil svarede de; “Det må du gerne, men vi kan også sige, at du står for undervisningen hveranden dag eller at du trapper ned igen enten i løbet af ugen eller ugen efter, hvis du fornemmer, at det er for hårdt”. Da de havde gjort sætningen færdig, var jeg næsten parat til at bukke mig
ned og kysse jorden for deres fødder 😉 Ja jeg fik næsten helt tårer i øjnene – jeg forguder de to mennesker 🙂

Jeg synes til gengæld, at det er lidt hårdt at blive konfronteret med alle de mange daglige henvendelser fra kollegaer, der sikkert i en god mening og af interesse, kommer hen og spørger, hvordan det går mig i opstarten. Pyha, jeg er SÅ led og ked af at skulle forklare min “diffuse” tilstand hele tiden, ikke nemt … Og at sove … ja det kunne alle jo have lyst til efter en lang arbejdsdag … men det her er på en anden måde.

“Giv mig dog ro til at udføre mit arbejde” – har jeg indimellem haft lyst til at sige. Når man er rask, er der endda konfrontationer nok i vores arbejde. Hvordan tror de så det er at passe sit job, når man stadig er syg!! Nu ser jeg lige tiden an, men ellers skriver jeg nok en fælles mail på vores intranet om, at det er sødt med deres omsorg, men at jeg også snart har brug for ro, når jeg er “på” derude. Og tjaa … hvad angår den tidsmæssige horisont for helbredelsen af denne sygdom, så blev Rom jo ikke bygget på en dag – så ergo; nej, jeg kan ikke svare, at “jo nu efter 2 uger går det helt fint, og at jeg pludselig oplever fremgang og helbredelse” – nærmere tværtimod 😉

… Og okay, nu siger mit hoved, at jeg skulle have afrundet mailen for længst. Pludselig havde jeg bare så meget på hjerte. Hvis jeg får de “nykker” igen, må jeg skrive det ned i en dagbog i papirforms i stedet for. For det her fremmer ikke min helbredelse 😉

Efter 4 måneders hjernerystelse
Tak for dine mails. Ja det går stadig fint med arbejdet. Jeg har lige rundet den 5. arbejdsuge, stadig på ca. 10 timer om ugen. De 2 første uger uden egen forberedelse og med vikaren på. De sidste 3 uger har jeg selv stået for timerne.

For 3 uger siden var jeg ved lægen. Jeg sagde, at timetallet var tilpas. Det vurderede hun også – ud fra hvor meget jeg hvilede, hvor ofte jeg havde hovedpine osv. Jeg var i tvivl om, om jeg skulle trappe op. Hun sagde ” Nej det skal være stabilt med de få hovedpiner først. Dit hoved skal finde sig tilpas i dette leje inden. Så du skal forblive på dette timetal ind til påske.” Og det har jeg så gjort.

Og hvilken herlig, og fornuftig :-), beslutning hun tog. Jeg har de sidste 1 ½ uge haft det rigtig godt. Jeg har ikke haft hovedpine, medmindre jeg vidste, hvad det kom af – computeren er hitteren, jep ;-). Og jeg har opholdt mig længere og længere tid på skolen efter undervisningen uden de store problemer. Jeg sover nu kun 1-2 timer mere end mit normale leje.

I dag skal jeg til lægen igen. Hun sagde til sidste konsultation, at hun ville se mig igen i denne uge, for at vurdere mit timetal efter påske. Hun er en herlig kvinde. Selv tænker jeg i de positive øjeblikke, at jeg godt kan klare at komme på fuld tid. Men nej, det ønsker jeg vist inderst inde ikke alligevel. For det er sikkert en alt for brat overgang. Og det ved jeg, heldigvis, at hun sikkert også vil sige. Så måske 2/3 arbejdstid og uden fællesmøderne. Sådan tænker jeg nok selv. Bare et par uger forhåbentlig 😉

Efter 5 måneders hjernerystelse
Ja jeg hænger i på arbejdet. Takket være min læge trapper jeg stille og roligt op og ikke i ét stort spring fra 12 timer til fuldtid. Som jeg ellers selv mente ville være okay for nogle uger siden.

Jeg har nu 16 undervisningstimer om ugen og trapper over de næste to måneder op til fuld tid. Det kommer til at være en rigtig fin måde at gøre det på. Og så er det jo snart sommerferie 🙂

Min smags- og lugtesans “arbejder” også. Så jeg er ret overbevist om nu, at lægen får ret – at den vender tilbage inden for et halvt til et helt år. Herligt 🙂

10 måneder efter ulykken
Jeg lovede, at du måtte skrive min historie, når jeg var kommet mig helt over hjernerystelsen. Det er jeg så godt som nu 😀

Jeg kom på fuld tid ca. en måned før sommerferien, næsten nøjagtig ½ år efter ulykken. Det gik fint, men jeg havde jo også hele tiden bufferen i underbevidstheden. At det kun gjaldt en måned, så var det sommerferie. I August startede jeg på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg mangler lugte- og smagssansen, men det er en detalje. Det gør jo ikke ondt at have mistet den 😉  Og jeg er nået til det stadie, at jeg tvivler på, om jeg nogensinde får den igen.

32 årig – rask på 1 år

32 årig kvinde som har overstået en langvarig hjernerystelse i 2005/2006 skriver i januar 2008:

5 måneders hjernerystelse efter cykelstyrt 30.oct. 2005, Kvinde, 30 år – løber og triathlet. 

Hvad lavede jeg inde ulykken?
Jeg er født i 1975 og var da ulykken skete 30 år. Jeg dyrkede løb og triathlon på højt plan og var meget aktiv i min fritid. Jeg trænede nok mellem 10-14 timer ugentlig. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt på Suhrs Seminarium som adjunkt og jeg havde lige overstået en periode på 4-5 uger med 30 undervisningstimer ugentligt og var temmelig stresset. Så stresset at jeg glemte koder, ting og ofte gik ind i en forkert opgang uden at opdage det.

Cykelstyrt den 30.oktober 2005
Vejret var super dejligt taget i betragtning, at det var sidst i oktober. Jeg havde derfor stadig sommer cykeltøj på. Jeg kørte på MTB´en ud af Hareskovvejen da jeg mødte 3 andre KTK´er (Københavns triathlon klub), der også var på vej til den fælles MTB træning i Hareskoven. Jeg var temmelig godt kørende, super motiveret og opsat for at træne til VM lang duathlon i Maj 2006.

Da vi kom til syvvejen i Hareskoven – en grussti, nok 5-10 min kørsel fra mødested skete styrtet. Jeg husker intet før der kommer en ambulance og hentede mig. Det eneste jeg i første omgang tænker på er om min cykel er okay. De andre fortæller mig efterfølgende, at jeg har været bevidstløs og nok haft en periode på omkring 30 minutter – hvilket jeg intet husker fra – jeg spurgte flere gange, hvor jeg var og hvem de andre var. Jeg får efterfølgende fortalt, at der nok har været en gren eller lignende, der blokeret mit forhjul så jeg og cyklen roterede rundt i luften og endeligt landet på min højre del af ansigtet.

Skadestuen
På skadestuen (Herlev Hospital) var der temmelig kaos. Jeg havde fået en krave om halsen i ambulancen, da de var bange for, at jeg havde brækket nakken. Jeg fortalte lægerne, at jeg ikke havde brækket noget – måske noget man kan fornemme? Efter lang tids venten blev jeg endelig kørt til røntgen med det resultat, at de gav mig ret i, at jeg ikke havde brækket noget.

Jeg blev derefter sendt hjem uden nogen læge eller sygeplejerske nævner ordet hjernerystelse. Selvom jeg er uddannet humanbiolog var det helle ikke noget, som jeg selv tænkte på kunne være hent mig. Efterfølgende er jeg blevet fortalt, at det er normal procedure, at patienter der har slået hovedet ligger til observation. Det skete DESVÆRRE ikke for mig.

De første par uger
De efterfølgende 3 dage så jeg farlig ud i ansigtet og arbejdede derfor hjemmefra – sad altså hele dagen foran min PC. Da jeg var meget opsat på at træne mod VM duathlon maj 2006 kunne et lille styrt ikke stoppe træningen. Jeg trænede derfor videre og nået op på 6 timer den første uge og 4 timer ugen efter.

En uge efter styrtet oplevede jeg pludselig, at jeg fik kvalme og lidt ubehag efter træning (havde ingen symptomer før da). Jeg blev straks mistænksom og tjekke på nettet, hvad det mon kunne være. Jeg tænkte det går nok over i morgen, jeg plejer jo ikke at være syg.

På arbejdet oplevede jeg også, at det ind i mellem føltes som om det ”sejlede” inde i hoved og at jeg havde svært ved at koncentrere mig. En af mine kollegaer, som tidligere selv har haft hjernerystelse, sendte mig hjem med beskeden om, at jeg skulle gå til lægen med det samme – det gjorde jeg!

Min læge havde ikke meget viden om hjernerystelse kan jeg nu se efterfølgende. For hun sagde, at det nok skulle blive godt igen inden for et par uger, hvis bare jeg kunne få nogle af mine kollegaer til at hjælpe mig lidt på jobbet. Jeg tog den så lidt med ro et par uger og blev hjemme fra arbejde. Jeg synes egentlig kun min svimmelhed og hovedpine blev værre og værre. Selv det at gå udenfor i lys og blandt mennesker var uoverskueligt og ubehageligt.

Det følgende forløb
Efter et par uger var jeg så til læge igen for at fortælle, at jeg ikke havde fået det bedre. Hun sendte mig derefter til en neurolog.

Neurologen tjekkede alle min reflekser og de var okay…så der var ingen mistanke om blødninger i hjernen. Han forklarede mig, at det altid var aktive personer som mig der fik hjernerystelse og at vi havde svært ved at holde os i ro. Han forklarede jeg skulle gøre alt i det små og prøve kun at nå til 80% af, hvad jeg max kunne klare af socialkontakt og andre indtryk. For jo mere man overanstrengte hoved, jo længere tid går der før man bliver frisk.

Jeg lavede derfor en regel om, at jeg måtte være social ca. 45 min dagligt og kun snakke med min kæreste i begrænset perioder ad gangen. Det føltes ind imellem som om, at jeg havde en pil igennem hoved når jeg snakkede og lyttede for meget. Der var ingen pc, bøger, motion eller fjernsyn, men jeg hørte ca. 1 times lydbøger om dagen. Jeg har heldigvis en dejlig kæreste, der tog sig af alt det praktiske med madlavning og indkøb.

Efter nogle måneder gik det lidt fremad. Her var det omkring jul og jeg havde håbet på, at jeg var frisk efter jul, da det jo nu gik fremad. Men sådan skulle det ikke være. En dag jeg havde min søster på besøg i alt for lang tid (omkring 3 timer) var alt fremgangen pludselig væk – alle smerter og symptomer var igen som ved staten. Så det var forfra igen.

Det var mega hårdt med tilbagegangen og jeg blev nok efter denne oplevelse med hysterisk omkring, hvad jeg kunne klare og lyttede nok mere til diverse signaler i min krop end godt var.

Efter jul var jeg endnu ikke blevet frisk og ville derfor prøve noget nyt. Jeg startede hos en kiropraktor, da jeg var meget stiv i nakken. Her gik jeg i starten 3 gange ugentlig – selvom det var temmelig uoverskueligt, at komme ud af døren. Efter noget tid med behandling og selvbehandling med is på nakken var nakken mere løs og noget af spændingshovedpinen gik efterfølgende væk (I dag går jeg stadig hos min kiropraktor, sådan ca. hver 3 måned).

Selvom det hjalp med kiropraktor behandlingen var det ikke noget, som jeg blev opfordret til fra hverken læger eller neurologer. Min neurolog frarådet det ikke, men kom dog heller ikke med en anbefaling af, at prøve denne behandlingsform.

Post traumatisk stress
I starten af marts – efter 4 måneder i sengen – begyndte min hovedpine at blive mindre og jeg følte mig mere frisk. Jeg får i denne periode pludselig nogle andre symptomer, hvor jeg kunne mærke, at det rystede i hele min krop uden man kunne se det. Desuden fik jeg angstanfald, hvor jeg troede, at jeg var ved at blive lam. Min neurolog fortalte, at det var typiske symptomer på diagnosen Post-Traumatisk Stress, som mange med længerevarende hjernerystelse forløb får. Jeg blev derfor anbefalet, at tage anti-depressiv medicin, hvilket jeg afstod, da jeg er meget i mod at tage medicin. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt taget hovedpinepiller i forløbet. Jeg var i stedet til psykolog et par gange, men synes pludselig det blev for meget med alt den behandling, jeg ville hellere til at leve livet normalt igen.

Blev overbevidst om, at symptomerne fra hjernerystelsen var næsten væk og de sidste symptomer i stedet kom fra post-traumatisk stress. Jeg besluttede derfor, at jeg ville prøve at leve igen – læse, snakke, være social og træne lidt igen. Jeg gik meget langsomt frem og var hele tiden opmærksom på, om der kom tilbagefald.

Start på livet igen 1. april (5 måneder efter ulykken).

Jeg startede stille og roligt med at leve normalt igen. I hele april måned forsøgte jeg træne lidt igen, læse mere og mere – startede med en enkelt side og øgede efterhånden. Det sociale startede med 1 time og blev efterhånden øgede – her handler det om, at man selv siger fra og selv går hjem fra sociale arrangementer når man har fået nok og inden man er blevet alt for træt.

I maj måned startede jeg på job igen – et par timer om dagen, som jeg efterhånden øget til flere timer. Hele juli havde jeg sommerferie og startede igen på fuld tid i august.

Det var psykisk hårdt, at komme i gang igen, men også dejligt. Jeg var meget motiveret for at leve igen og kom egentlig meget hurtigt op på et rimeligt niveau – både med at læse og træne. Jeg kom endda fysisk hurtigt tilbage på same niveau som tidligere.

Det var en forfærdelig oplevelse, at være ”spærret” inden i sit eget hjem i ca. 5 måneder – med begrænset social kontakt, oplevelser og aktiviteter. Heldigvis glemmer man hurtigt det man har været igennem, men det skal bearbejdes og man skal have nogle oplevelser – ferie, fysisk aktivitet og social samvær. Man skal mærke, at man er normal igen og kan det samme som før.

Det har cirka taget et år før jeg var helt psykisk ovenpå igen – altså maj 2006.

Status nu 2½ år efter ulykken.
Hvordan har jeg det så nu ca. 2½ år efter ulykken?

Både psykisk og fysisk er jeg igen helt ovenpå. Jeg har fået et super godt job i en Medicinal virksomhed, hvor jeg pt. arbejder med overvågning af bivirkninger på fuldtid – noget mindre stress-fuldt. Måske er det efter sådan en oplevelse også dejligt at starte på noget nyt – også selvom ens kollegaer og arbejdsplads her været en kæmpe støtte og venlige mod en under hele sygdomsforløbet.

På den private front har jeg en lille baby på 17 uger inden i maven og glæder mig til den kommende tid. Jeg træner stadig også en del, ca. 7 timers løb, spinning, svømning og styrketræning ugentlig. Jeg træner med lidt lavere intensitet og ca. halv så meget som før jeg blev gravid. Jeg har ingen problemer andet end skader i benene ind i mellem, som intet har med mit hoved at gøre.

Når jeg ind i mellem oplever, at jeg får hovedpine, bliver jeg lidt mere bekymret, da det mindre mig om den gang jeg havde hjernerystelse.

Mine råd

• Tag den meget med ro, lyt ikke til andre end dig selv.
• Undgå at provokere symptomerne.
• Tag ikke smertestillende, da det forhindrer dig at lytte til symptomerne.
• Få venner, kæreste eller familie til at hjælpe med alt det huslige.
• Lån lydbøger på biblioteket.
• Være meget tålmodig og hold ud selvom det er hårdt (jeg har grædt mange tårer).
• HUSK – du skal nok blive rask igen.

33 årig – rask på 1 år

33 årig mand, ca 5 måneder siden hjernerystelse, skriver i maj 2006

I skal have tak for et virkeligt godt og sobert site for hjernerystelser, som jeg ville ønske, jeg havde fået øje på for nogle måneder siden, hvor jeg havde markante symptomer i en lang periode.

Mine egne erfaringer er, at den meget langsomme helingsproces sammenholdt med usikkerheden omkring diagnosen virkede enormt frustrerende.

En forslag til sitet baseret på mine egne oplevelser er under symptomer, hvor jeg ofte havde kraftig hjertebanken (som ikke skyldtes væskemangel). I øvrigt vekslede symptomerne ofte flere gange om dagen, sådan at en dag fx godt kunne indeholde svimmelhed, træthed og kvalme.

Fysioterapi bevirkede et markant ryk fremad for mig, således at svimmelhed, hovedpine mv. aftog kraftigt. Jeg er klar over, at fysioterapi ikke altid har god effekt, men det bør forsøges. Nogle praktiserende læger glemmer denne mulighed, som i et vist omfang er dækket af sygesikringen, samt evt. private forsikringer.

Jeg har haft symptomer i ca. 4½ måned. Jeg er ikke blevet helt rask, men symptomerne er nu aftaget så meget, at jeg for ca. 14 dage siden genoptog mit arbejde på fuldtid. Jeg modtager i øvrigt stadig fysioterapi.

I de første 2 måneder havde jeg det konstant skidt, dvs. kvalme, utilpashed, hovedpine, svimmelhed, træthed og kraftigt koncentrationsbesvær. Jeg var dog i stand til at foretage indkøb, lettere madlavning og gå en tur ca. hver dag, men undgik helst sociale arrangementer. Det blev meget langsomt bedre og tog et afgørende ryk, da jeg fik fysioterapi første gang ca. et par måneder efter. Derefter havde jeg det – i ca. 1 måned – ok om morgenen og så længe jeg holdt mig fra aktiviteter. Symptomerne kom, hvis jeg så fjernsyn eller kom til at læse lidt avis el.lign.

Jeg startede derefter på at arbejde ca. 1 time om dagen og øgede langsomt arbejdstiden. Det skal dog siges, at jeg de første 3 uger, stort set kun var på arbejde med henblik på at bevare den sociale kontakt, da jeg ikke var i stand til at koncentrere mig uden at få følgesmerter.

Det skal også siges, at jeg de første par uger efter pådragelse af hjernerystelsen forsøgte at gå på arbejde igen og blev 2-3 gange sat kraftigt tilbage. Set i bakspejlet var jeg på ingen måde klar til at arbejde, men det var som om jeg kunne bide smerten i mig og ”tage skraldet” bagefter.

Ellers synes jeg, at symptomerne har været jævnt aftagende, dog med meget skiftende symptomer dag for dag. Symptomerne er der stadig, men opleves meget mere overkommelige i forhold til hvad jeg har oplevet tidligere. Jeg formoder, at nogle af symptomerne skyldes spændinger, bl.a. pga. det lave aktivitetsniveau, mens nogle symptomer nok skyldes selve hjernerystelsen.

Jeg kan kun opfordre andre til at få fysioterapi hurtigt, fordi en del af symptomerne evt. kan relateres til spændinger i ryg, nakke og hoved.

Opdatering 5 måneder senere:

Hej igen. Endnu engang har jeg kun ros til overs til din/jeres hjemmeside. Den er virkelig godt skruet sammen. Og så man må sige, at den har været stærkt savnet ude i cyberspace (men det antyder I jo også).

Herfra kan siges, at jeg næsten er tilbage på fuld kraft, men må erkende at der stadig er dage, hvor jeg bliver mindet om, at det ikke er helt ovre. Men det er jo ingenting i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg stoppede med fysioterapi for godt en måned siden og begyndte i stedet med nogle små løbeture for at løsne op i nakke/ryg (og for ikke at blive alt for slatten:)). Har nu jævnligt løbet en måneds tid og føler at en del af nakkespændingerne er forsvundet.

Norsk kvinde – rask efter flere hjernerystelse

Norsk kvinde, 31 år – skriver i marts 2006:

Hei!  Jeg er en aktiv jente på 31 år. Jeg har nu hjernrystelse for 4.gang på 8 år. Hver gang har det tatt ca 3 måneder før jeg har blitt bra. Nå er jeg på den 9.uken….

Det dere ikke hadde skrevet noe om er hetetokter (=hedeturer). Når jeg blir sliten og det blir litt mye for meg så får jeg hetetokter.

Ellers syns jeg disse kommentarer er irriterende at få:
– ”Er du sykemeldt ENDA? Så lang tid det tar før du blir bra da… ”
– ”Jeg merker på humøret ditt at du ikke er i form… ”
– ”Bli med på fest a, du kan jo bare ta det litt med ro…”

Ellers har jeg kort lunte. Tåler ingen kommentarer og heller ikke noget mas.
Tusen takk for at dere har laget et skriv om dette!

Jeg vil meget gerne høre om hvordan du opføre dig under hjernerystelsen – hvilke regler følger du ?

Hei igjen!
De 2 første gangene jeg fikk hjernrystelse var jeg 100% sykemeldt. Den andre gangen ble jeg skikkelig deprimert ettersom jeg ikke gjorde noenting. Legen ba meg bare slappe av. Dvs ikke se på tv, ikke lese, ikke trene, ikke jobbe osv. Det var ingen bra idé. Derfor fulgte jeg ikke legens råd den 3.gangen og denne gangen. Jeg har gått turer, sett på tv inntil jeg får vondt i hodet. Jeg “krevde” også aktiv sykemelding fra den 3. uken jeg var sykemeldt. Dvs at jeg kan være på jobb, men ikke gjøre mine vanlige arbeidsoppgaver. Jeg kom og gikk akkurat som jeg ville. Jeg hentet kaffe, tørket litt støv og var sammen med kollegaer i lange lunsj pauser. Det var ikke mange timene jeg holdt ut, men da slapp jeg å være hjemme. Nå jobber jeg 20% det beynte jeg med etter 6 uker. Det fungerer, men det holder med 20%. Det tilsvarer 1.5 time pr dag i arbeid. Så er jeg her og er litt sosial dersom jeg orker det.
Jeg tror det er viktig å være sammen med andre mennesker + ikke være for lenge borte fra jobben ettersom det er lett for at man blir deprimert og lei seg. Det tar på når man ikke kan gjøre eller være med på omtrent noenting.

Det høres kanskje ut som jeg er aktiv, men det er mange timer på sofaen også…. Jeg har lånt meg lydbøker på biblioteket som jeg hører på.

29 årig – rask på 3 mdr

29 årig mand med sin 4. hjernerystelse, skriver i februar 2009

Jeg fik sidste søndags en fodbold i hovedet under spil, lagde mig på jorden men forblev ved bevidsthed og spillede faktisk videre uden problemer. Da jeg kom hjem var jeg træt. På vej til arbejde næste dag valgte jeg at vende om, da jeg følte mig omtumlet.

Kort fortalt så er symptomerne indtil i dag blevet værre, samtidig med at jeg har forholdt mere og mere i ro siden i søndags (!) Det er meget frustrerende. Jeg har været forbi skadestuen i onsdags efter tiltagende svimmelhed ved en gåtur, og fik at vide at jeg skulle tage det med ro, og ringe til læge, hvis ingen bedring var at spore.

Som sagt så synes jeg det bliver værre og værre. Jeg hviler mig meget på sofaen og hører radio og sover 10-12 timer. Ikke fordi jeg som sådan har brug for det, men mere fordi der ikke er andet at lave. Mine symptomer er svimmelhed og lejlighedsvis en anelse kvalme. Jeg har læst på jeres hjemmeside noget om forbindelse mellem nakkespændinger og svimmelhed, så jeg tænker lidt om jeg hviler for meget i liggende tilstand og sover for meget og derved faktisk forstærker symptomerne..? Jeg kan ikke finde andre forklaringer på at symptomerne ikke mildnes, men nærmest bliver værre selv om i sidste tre dage har gjort alt rigtigt (de første par dage så jeg dog film, lavede stor middag og var mere aktiv). Det kombineret med at slaget var forholdsvist mildt, som sagt en bold på øjet, hvor jeg forblev ved bevidsthed og kunne spille videre, er jeg uforståelig overfor min krops reaktion.
Opdatering 2 måneder senere
Det går bedre, jeg så godt som fit for fight igen. Forløbet har dog været frustrerende.

Jeg prøvede over flere omgange at vende tilbage til arbejdet igen, første gang efter tre uger. Det gik ikke. Så prøvede jeg igen to-tre uger efter og overanstrengte mig igen sådan jeg skulle starte forfra så at sige (et skridt frem, to tilbage). Især i forbindelse med sidstnævnte var symptomerne utilpashed, svimmelhed, orienteringsbesvær og træthed.

I mellemtiden havde min læge diagnosticeret mig med angst. Hun mente, at slaget havde udløst en angst-reaktion. Det mente kranio-sakral terapeuten jeg gik hos også. Det skal siges, at hun kender mig godt og jeg tidligere har en tendens til at være bekymret og angst. Samtidig synes jeg dog, at det var frustrerende at være usikker på om det virkelig “bare” var angst, om det virkelig var hjernerystelse eller en kombination af begge, især fordi jeg tvivlede på min læges viden om hjernerystelse, og fordi jeg på denne hjemmeside havde læst om folk med præcis samme symptomer (og frustrationer) som mig selv.

Langsomt begyndte jeg trappe op med fitness træning og arbejde på deltid med masse af pauser og hvil, belært af de tidligere erfaringer om at gå langsomt frem. Ugen før påske havde min første fuldtids arbejdsdag og efter en tur i påsken til Italien med mildt vejr, god mad og godt selskab forsvandt især de sidste bekymringer og tanker omkring alt dette. Kan varmt anbefales at tage væk!

Jeg tror stadig der har været en hjernerystelse, men jeg tror også slaget har udløst en angst reaktion, og jeg tror at medicinen hjælper (såkaldte lykkepiller, cipramil). Samtidig kommer man jo ind i en god cirkel, når det igen er muligt at dyrke motion, være mere socialt aktiv og gå på arbejde igen. Man skal nok ikke undervurdere psyken som faktor.

Tak for en rigtig god hjemmeside. Jeg må dog sige jeg håber ikke jeg får brug for den igen 🙂

30 årig – rask på 1 år

30 årig rask efter 1 år – skriver efter 4 måneders hjernerystelse:

Nytårsaften 2008 holdt jeg ferie i Zurich, Schweiz og pludselig falder vi tre mennesker omkuld på et glat køkkengulv af sten. Jeg slog baghovedet gevaldigt ned i flisegulvet. Dernæst kastede jeg op og fik det rigtig dårligt i hele kroppen, men besvimede ikke.

Jeg har blackout om selve ulykken og det meste af natten, hvor en veninde jævnligt vækkede mig for at se om jeg var ved bevidsthed, men desværre tog jeg ikke situationen alvorligt og tog ikke kontakt til læge før omkring en uge senere, da jeg var hjemme i København. Så i den forløbne uge gik jeg rundt  og var turist, slev om jeg synes jeg var noget mere træt end sædvanligt.

Da jeg kom til Kbh tog jeg på arbejde i to dage, men pludselig kunne jeg ikke forstå hvad min kollega sagde til mig og var konfus.

Først tog min læge ikke situationen særlig alvorligt og gav mig ikke nogle særlige råd, men da jeg efterhånden havde henvendt mig en del gange fik jeg flere råd og mere vejledning. Der har dog aldrig været problemer med at få en sygemelding, og jeg har tit selv troet at nu skulle jeg på en delvis sygemelding, men min læge har ment at jeg skulle fortsætte med at være fuldtidssygemeldt, så jeg har muligheden for at tage nogle dage fri.

Jeg har været sygemeldt på fuldtid i 4 mdr nu, og har gennem hele forløbet haft god kontakt til min arbejdsplads, hvor jeg lige var begyndt en måneds tid inden.

Jeg har – efter aftale med min læge- været på arbejde i nogle få timer om ugen, og udført mindre opgaver eller bare været der for at vænne mig til stedet igen.

Jeg har gået til fysioterapeut siden februar og det har hjulpet en del på nakkespændinger både ifht. til at blive mobil i nakken men også få løsnet op for nogle spændinger.

Desuden har jeg også søgt alternativ behandling og har været hos en kranio sakral terapeut, hvilket ikke var en ubetinget positiv oplevelse … og så har jeg været hos en biopat, hvis retningslinjer jeg nu følger og mener har hjulpet min krop godt på vej. Jeg har også fået lidt zoneterapi ind imellem og det har hjulpet mig til at slappe rigtig godt af og nogle gange givet mig meget energi.

Jeg har gået fra at sove 16 timer i døgnet til at sove ca 9-10 hver nat og en time om eftermiddagen. Generelt har jeg været i bedring og mine hovedpiner er aftagende, til gengæld kan jeg stadig blive overmandet af træthed, blive konfus på ukendte steder og have svært ved at orientere mig, så koncentrationsbesvær har jeg stadig, dog kan jeg læse lidt ad gangen. Når jeg tager offentlig transport tager altid ørepropper i og går altid med solbriller, når jeg er udenfor.

Jeg prøver at være optimistisk men det er svært, især er det svært at holde modet oppe, når der er tilbagefald og ens omgivelser har svært ved at forstå at denne situation er vedholdende. Især har min familie haft svært ved at forstå hvor slemt det kan være, og synes jeg opfører mig anderledes end jeg tidligere har gjort, og det kan jeg jo kun give dem ret i … i al fald i et vist omfang…

For jeg går ikke længere i byen, drikker ikke alkohol, arbejder ikke fuldtid og er samtidig dybt engageret i teater og skrivevirksomhed, som jeg var før. Jeg er efterhånden kommet til det punkt, hvor jeg accepterer at mit liv ikke skal leves i det høje tempo det gjorde, før jeg slog hovedet, men nogle venner og noget familie virker som om de ikke har forstået det.

Jeg synes det er en svær kamp at skulle kæmpe oveni at forsøge at blive rask, og det gør mig sgu nogle gange ked af det.

Oveni det er der sygedagpengesystemet som også kan være lidt tungt at danse med, når der er gået tre mdr og man gerne skal være parat igen eller ændre sin karriereprofil mod andre erhverv …

Opdate en måned senere
Det går bedre, jeg er nu begyndt at arbejde som delvist sygemeldt, og synes det går godt på arbejde, selv om mit tempo ikke er så højt som før så går det rimelig godt med at udføre mine arbejdsopgaver.
Jeg er stadig ret træt om aftenen og synes det at være social med flere  mennesker sent på dagen kan være lidt hårdt, men er efterhånden så småt ved at vende tilbage til sociale sammenhænge.

Opdate endnu en måned senere, hjernerystelse i 6 måneder
Det går godt fremad her, jeg er vel oppe – i de gode uger- på at arbejde 28 timer om ugen og kan også være længere oppe om aftenen nu, høre musik og gå lidt ud om aftenen nu. Det er dejligt.

Opdate et år efter hjernerystelsen
Det går faktisk rigtig godt nu. Jeg har faktisk et helt normalt liv nu. Arbejder fuldtid, kan overskue og har energi til at lave andet i min fritid end at slappe af;  jeg motionerer, hører musik (dog til koncerter og i biografen altid med ørepropper i), skriver, har været til fester og har klaret det fint.
Det er virkelig dejligt at have rykket sig så meget og have overskud igen.
Jeg har dog stadig et større søvnbehov end tidligere, og kan stadig blive distraheret af for mange lyde på en gang. Jeg tror også, jeg er blevet meget bedre til at lytte til min krop og leve sundere end før.
For nylig afsluttede jeg et forløb i fysioterapi, som har hjulpet mig meget med nakke- og rygproblemer. Jeg skal dog nok lave øvelser for nakken dagligt resten af mit liv, men det er bestemt til at overskue.
I HR- forløbet har jeg også haft glæde af zoneterapi til hjælp med min nakke.

Alt i alt om forløbet
Jeg var fuldtidssygemeldt i en fire fem måneder, så fik jeg en delvis sygemelding, og startede op med en time på job og trappede så op efterhånden. Jeg havde rigtig god støtte fra min arbejdsgiver i denne proces, og gik fx jævnligt i aflukkede rum (ellers sidder jeg på storkontor) for at kunne arbejde i ro og fred. Jeg fik også kortere projekter og mere afgrænsede opgaver

Jeg vil sige at det tog 9 måneder før jeg kunne arbejde fuld tid og ca et år før jeg kunne fungere som før.

Det er vigtigt at holde ud, få slappet af , spise sundt og slappe af. Jeg havde også glæde af at høre de der MusiCure CD’ere med afslappende musik (af Niels Eje), når jeg havde brug for hvile, men ikke kunne sove.

11 årig pige – rask på 1 år

11-årig pige med hjernerystelse 1 år, forældrene skriver i april og juni 2007:

Jeg er mor til en datter på 11 år, som fik en voldsom hjernerystelse i februar 2006. Hun faldt i en gymnastiksal og slog hovedet ned i gulvet. Hun var meget dårlig bagefter og kom på skadestuen. Her blev hun CT-scannet, som heldigvis ikke viste noget. Hun blev herefter sendt hjem. Efterfølgende var hun hjemme i en uges tid, og prøvede så at gå i skole igen. Det kunne hun ikke klare. Hun blev henvist til en øjenlæge på Rigshospitalet, som konstaterede, at hun havde hævet synsnerver, hvilket betød, at hun ikke kunne læse, se TV og koncentrere sig i længere tid af gangen. Hun var utrolig træt og sov meget.

I ca. 4 måneder var hun kun i skole 1 dag om ugen, og resten af tiden lå hun bare helt slap og sov, eller lavede ingen ting. Hun var meget svimmel og led af kvalme. Da hun fik sommerferie fra skolen, fik hun det lidt bedre. Efter sommerferien blev hun dårlig igen, da skolen startede op. Hun kunne simpelthen ikke se i bøger og koncentrere sig. Hun blev nu henvist til Rigshospitalets Neurokirurgiske afdeling samt fik foretaget en MR-scanning. MR-scanningen viste ikke noget. Neurokirurgerne besluttede sig for at undersøge, om hun havde fået forhøjet tryk af væske i hjernen pga. slaget. Undersøgelsen viste, at hun havde lidt forhøjet tryk, men det var nedadgående. Igen blev vi sendt hjem og skulle se tiden an.

I januar 2007 får hun endelig stillet diagnosen post commotionelt syndrom. Jeg gik straks ind på Google for at undersøge hvad det nu betød. Her fandt jeg en artikel fra en læge, som havde beskrevet symptomerne. Han anbefalede diverse vitaminer og olier, som går ind og genopbygger hjernecellerne. Jeg købte straks alt hvad der stod, og begyndte at give min datter det. Allerede efter 1 uge, havde hun fuldstændig forandret sig. Pludselig blev hun mere kvik, kunne koncentrere sig lidt mere ad gangen og begyndte igen at kunne læse og følge med i skolen. Hun får i dag stadig disse vitaminer og olier og er næsten symptomfri. Jeg kan helt klart anbefale det til andre. Vitaminerne er: C-vitamin, E-vitamin, Total B-Complex og Q10. Derudover får hun Kæmpenatlysolie, Hørfrøolie og Kids Eskimo-3 olie.

Det tog min datter 1 år, at få sit aktive liv igen.

Juni 2007
For et par uger siden løb min datter og legede fange i skolegården, da hun støder sammen med en anden elev og vælter … og slår siden af hovedet ind i hjørnet af en bænk. Hun får en stor bule og er lidt svimmel, og er omtåget i et par dage.

Nu har hun det heldigvis fint. Hun var hjemme i 3 dage og slappe af, hvorefter hun lagde sig med influenza med 40 i feber i 6 dage, så hun fik slappet af.

Hun har lige været på lejrtur med skolen i 5 dage, og det er gået rigtig fint, så det tyder heldigvis ikke på, at hun har taget skade af styrtet. Det ville næsten heller ikke være til at overkomme, oven på det år vi har været igennem …

Redaktionel bemærkning: jeg kender til andre som har taget grundigt med kosttilskud uden at få særlig bedring. Og jeg har selv taget B-vitamin, C-vitamin og 2 af de nævnte olier – ud over almindelig vitaminpille … det har ikke virket på hjernerystelsen.