Her er samlet hjernerystelse-ramtes erfaringer med specifikke emner:

• Motion
• Starte op på arbejde
• Neuropsykologiske tests
• Neurolog
• Medicin – især om antidepressiv medicin som smertelindring
• Nakken: behandling hos fysioterapeut, osteopat eller kiropraktor
• Forskubbede nakkehvirvler
• Øjentræning til samsynsproblemer
• Hypnose
• Graviditet og fødsel
• Hvad er forskellen til migræne ?
• Forskel til piskesmæld

Folk som fortæller om deres hjernerystelse-sygeforløb i helhed beskrives under Historier

Hvis du lige har fået hjernerystelse, skal du hellere gå til historierne fra folk, som er blevet raske på mindre end 3 måneder – de står under Akutvejledningen.

Erfaringer opdelt efter temaer

Erfaringer med motion

– se også side med tips og inspiration til Motion

Jeg har hørt fra så mange hjernerystelse-ramte, der har fået det bedre af motion. Men det hjælper ikke for alle. Og jeg har også ofte hørt om, hvordan motion kan være for voldsomt – så igen: man må prøve sig frem.

Én med 1 års hjernerystelse
Jeg har under hele mit forløb prioriteret motion højt og har det både psykisk og fysisk bedst, hvis jeg holder mig i gang – jeg var også meget aktiv “før”.

Men der er så meget andet man gerne vil, og der er ikke energi og overskud til det hele, så noget må vælges fra. Hvis jeg vælger motionen fra, får jeg det dårligere fysisk og jeg bliver mere træt på den “forkerte” måde. Jeg bliver også nemmere ked af min situation og går i sort, hvis jeg ikke holder mig i gang – og jeg får mere ondt i ryg og nakke. Så jeg prøver hele tiden at holde motionsniveauet oppe og så sortere andre ting fra – selv om det ind imellem er svært ikke at blive “grebet”.

I øvrigt er det dokumenteret, at motion modvirker stress og depression, så det kan kun anbefales, at man finder en form, man har det godt med – og kan holde fast i.

Én med 1½ års hjernerystelse
Jeg har også bemærket, at motion er godt. Jeg har i en kortere periode taget bussen til og fra arbejde, det er her jeg har bemærket, at jeg fik det dårligere – blev mere træt – end hvis jeg cyklede til og fra arbejde. Nu har jeg gjort det til en vane, at hvis jeg tager bussen, så bliver jeg nød til, at gå hjem.

Jeg har desværre været ude på to løb (på 5 km). Det har været en meget stor sejr for mig, når jeg kom i mål og har haft det rimelig godt på selve dagen … Men er begge gange blevet dårligere på anden dagen, hvor jeg går og tager mig til hovedet og er enorm træt, mat og døjer med koncentrations besvær. Det har taget omkring 1 uge før jeg er ovenpå igen. Dette kan absolut IKKE anbefales at træne for hårdt, heller ikke når man som jeg bliver lidt frustreret indimellem.

Én med 3 års hjernerystelse
Jeg har lige haft et par ugers tilbagefald. Efter en uges tid slog det mig, at mit motionsniveau var dalet. Der er jo så meget man gerne vil. Og jeg prøvede at presse min arbejdstid op. Og at møde tidligere (ellers møder jeg kl 13). Og så havde jeg ikke så meget plads til motion – og glemte det lidt. For det gik jo lige så godt: fremskridt, fremskridt.

Åbenbart var det ikke holdbart med kun lidt motion hver anden dag. Da det gik op for mig, opprioterede jeg straks min “mini-motion”. Gåturer på 15-20 min flere gange om dagen. Gymnastikøvelser på stuegulvet. Svømmehal. Altså ikke for vilde ting.)

Især kunne jeg mærke at træning af ryggen var tiltrængt. Ryggen var ligesom spændt … og blev vildt glad, når den blev motioneret (ja, min ryg taler til mig ;-).

Efter 3 dages opprioritering af træning hjalp det på min “sammenklappede” hjerne og trætheden.

Én med hjernerystelse i 9 måneder – om at løbetræne
Jeg løb meget før og har løbet maraton tidligere, derfor ville jeg rigtig gerne i gang igen, så jeg startede med ganske korte ture med rigtig mange pauser.

For mig fungerer løbet, hvis jeg tager det roligt og ikke får pulsen for meget op undervejs, altså nærmest joggeture, som langsomt kan øges i tempo –  det gælder i øvrigt al træning, at jeg ikke må få pulsen op. Hvis man har ordentlige løbesko og kan huske at slappe af i nakken, synes jeg ikke at det “bumper” i hovedet. Men jeg løber også mest på skovstier og det kan være, at det gør en forskel fra asfalt? Der er perioder, hvor jeg ikke kan løbe og dage, hvor jeg bare går hjem igen efter at have forsøgt, men når jeg har overskud til at fortsætte, får jeg det psykisk meget bedre af det – og trætheden bagefter føles mere “ægte”.

Én med hjernerystelse i 2½ år – om at løbetræne
Vedrørende løb: Jeg løber 3 gange om ugen og er rigtig glad for det. Jeg får det psykisk godt, og det føles også godt at være i kontrol over kroppen. Men jeg vil bestemt ikke anbefale at man starter for tidligt på det. Jeg begyndte først at løbe efter 1½ år indtil da var jeg så svimmel at det var en umulighed. Jeg har også investeret i et par rigtig gode løbesko og jeg løber også langsomt selv om jeg kan mærke jeg er blevet bedre.

Ellers kan jeg anbefale gåture og ikke mindst styrketræning. Jeg har haft og har til dels stadig problemer med nakke og ryg, men det at styrketræne hjælper mig rigtig meget. Jeg har så også valgt at investere i en personlig træner som jeg ser en gang om måneden. Men det med helt konkret at kunne måle at det stadig går fremad at rigtig vigtig for mig.

Én med hjernerystelse i 10 måneder – om at løbetræne
Jeg har et fif til træning for hjernerystelse. Jeg har lige opdaget en maskine i fitness-centret, der hedder en Crosstrainer. Det er en mellemting mellem et løbebånd, en motionscykel og en trappemaskine og på den kan man komme til at svede uden de bump, man får ved løb og uden at belaste nakken, som man nemt kommer til på cykel. Man behøver nemlig ikke løfte fødderne fra underlaget.

Så er det svære bare at trappe laaaaangsomt op, for os, der savner at løbe
igennem 🙂

Senere
Jeg oplever at enhver form for stød giver tilbagefald, desværre. Jeg har fx måtte opgive at løbetræne og at gå til step, da det giver bagslag efter  24-36 timer – tilbageslag kan vare i op til en uge.. Desværre. Men jeg har fundet frem en række andre motionsformer ( nu da jeg er ovre det stadium, hvor jeg kun kunne tåle at gå tur – uha, det varede længe!)  som ikke giver stød i hovedet, for eksempel:

• Pilates
• Vægttræning m. coach
• Yoga (undgår det med at stå længe på hovedet :-))
• Spinning – det er helt nyt for mig, at det er OK, jeg turde ikke prøve, da jeg får problemer hvis jeg cykler for langt, men det er nok fordi jeg skal holde balancen. En spinning-cykel står uden balance! så måske er det vejen frem for os, der mangler at tonse igennem som før
• Cross-trainer (en maskine i fitnesscenteret)
• Svømning

Men selvfølgelig i en nænsom , nænsom, nænsom opstart, hvor man hele tiden starter små og mærker efter i flere dage, før man går videre og kun, når man lander i “overskud” altså med flere kræfter end før .. ja det er dødirriterende for os, der er vant til at tonse igennem, men sådan er det bare.

Én med hjernerystelse i 2 år
Jeg har samme erfaring med fysisk træning og fysisk aktivitet i det hele taget, det er rigtig godt, men det skal være med måde. Samtidig er min erfaring at frisk luft er det bedste der findes, herunder også at fysisk aktivitet i frisk luft er langt at foretrække. Jeg har været aktiv cykelmotionist i adskillige år (i motionsklub) og det er (heldigvis) virkelig gavnligt for mit hoved at cykle, jeg kan faktisk nogle gange cykle en hovedpine væk. I starten var det dog kun meget forsigtig cykling jeg kunne klare og ikke for længe, nu skal jeg blot nogle gange undgå at køre for hårdt. Jeg tror dog ikke spinning vil være godt for mig, ganske enkelt fordi det er indendørs og nok også med en del larm.

Jeg blev på et tidspunkt af en neurolog opfordret til at blive delvist sygemeldt (igen) blandt andet med det formål, at jeg så kunne nå at cykle noget mere (det var i december, hvor det bliver tidligt mørkt) Hun mente dels at dette gavnede, dels at jeg skulle cykle udendørs og ikke inde!

Rask ved at motionere – hjernerystelse i 1 år – 22 årig fortæller:
Jeg har haft enormt stor glæde af hjernerystelse.dk under mit sygdomsforløb, og det er derfor jeg gerne vil give noget tilbage i form af mine erfaringer.

Jeg fik hjernerystelse som følge af et kraftigt slag i hovedet til en håndboldkamp. Var ikke bevidstløs ved slaget, men blev gradvis dårligere og dårligere inden jeg blev kørt på skadestuen til observation. Lægen jeg blev undersøgt af sendte mig hjem, med besked om at holde mig i ro en dags tid, og så ellers bare starte op på normalt niveau igen (elendig læge!!).

Efter et par dage i sengen, begyndte jeg på arbejde igen, men det gik hurtigt op for mig, at jeg slet ikke var i stand til at være omringet af andre mennesker og blev hurtigt enormt dårlig med kvalme.

Jeg tog så til min egen læge, som mente jeg skulle sygemelde mig et par uger, for så at starte op stille og roligt igen. Min chef var rigtig god til at tilrettelægge min dag efter mine behov, og det er jeg i dag enormt taknemlig for.

Jeg var hele tiden overbevist om, at postcommotionelt syndrom (=langvarige følger af hjernerystelse) ikke ville ramme mig, og jeg lige straks ville være rask – sådan gik det dog ikke!

I flere måneder kunne jeg intet, blot ligge i min seng og så snart jeg troede jeg havde det bedre, fik jeg tilbagefald!

I 5-6 måneder blev det ikke meget bedre, og jeg kunne hverken se på en skærm eller læse mere end et par minutter af gangen – jeg var helt ude af den!

Efter 6. måned begyndte det at gå fremad. Min læge rådede mig til at løbe en kort tur hver dag, selvom jeg fik det skidt af det – teorien bag var, at blodomløbet ville løsne op for nakkespændingerne (myoser) og derved mindske hovedpinen (jeg havde migræne aura) – Jeg vil råde alle, der ikke er helt smadret til at motionere, det hjælper virkelig!

Jeg sidder netop nu, ca 1 år efter mit hovedtraume og skal begyndte at læse på mit drømmestudie om 5 måneder (hvilket jeg aldrig troede jeg skulle komme til!

Mit råd til alle er: Giv aldrig op! Lige meget hvor sort det ser ud, bliver de fleste raske og stort set ALLE får det gradvist bedre med tiden. Når I er ude over de første måneder, begynd da at presse jeres hjerne og krop mere og mere – man bliver ikke rask af at ligge under dynen.

I skal selvfølgelig ikke køre jer selv helt ned, men man finder hurtigt balancen for hvad man kan præstere.

Arbejde:
Starte op / øge arbejdstid

Læs også under Vejledningen om at starte op på arbejde.

29 årig kvinde med hjernerystelse i 1½ år (3. gang med HR), arbejder næste fuld tid.
Jeg har forsøgt at liste mine generelle råd om at øge arbejdstiden:

1: Planlægning er vigtig. Meget vigtig! Sørg for at starte med de enkelte opgaver i god tid (ved godt det lyder simpelt i teorien).

2: Lav de mest krævende opgaver det/de tidspunkter på dagen, hvor du har det bedst (fx læser jeg bedst fra morgenen, for her er jeg mest frisk)

3: Lad dig ikke forstyrre i dine bedste arbejdstimer. Der kan selvfølgelig komme akutte opgaver, der skal løses, men mange opgaver kan sagtens vente et par timer. Det gælder i øvrigt også hyggesnak. Ved godt det lyder noget tørt, men det er ærgerligt, at bruge en formiddag, hvor man er mest frisk, på hyggesnak og så sidde hele eftermiddagen og kæmpe for at få en opgave færdig. For mig fungerer det godt at holde morgen-hyggesnak nede på max 5 min.

4: Hold korte pauser ind imellem. I starte måtte jeg fx holde 60 min pause efter blot 15 min arbejde, men nu kan 5 minutter gøre underværker.

5:Vær god til at sige fra (det gælder både overfor nye opgaver og til afvigelse fra din daglige rutine).

6: Sørg for ikke at arbejde længe onsdag og hold onsdag aften fri til at hvile.

30-årig kvinde, rask efter 10 måneders hjernerystelse – skriver om god opstart på lærerjob:

Efter 2 måneder med hjernerystelse:
Jeg skal netop ud på mit arbejde i dag og snakke med min leder om min opstart. Jeg har i den forgangne uge været på besøg på skolen nogle gange (jeg er lærer) for at snakke med ledelsen og besøge mine klasser. Det har været en rigtig god måde at starte det hele op på. Bare sådan gå rundt og snuse lidt til det hele igen og fornemme, hvordan hovedet klarede lyset, lydene (når der ikke var frikvarter!!) og alle indtrykkene igen.

Min leder er enormt god til at tage det varsomt med mig, og hun har også selv prøvet at have hjernerystelse, så der er en forstående vinkel, det er rart. Jeg starter en af de kommende dage med et modul om dagen. I mit skema er der nogle timer, hvor vi er to lærere på i en modtageklasse (med indvandrere), og det er dem, jeg starter med. Så det ikke er mig, der skal forberede undervisningen, og så jeg kan gå, hvis det bliver for meget. Bedre kan jeg ikke ønske mig det.

3 måneder henne med hjernerystelse:
eg synes alt i alt, at det går godt med at starte op. Jeg kan ikke komme udenom flere korte hovedpiner i løbet af tiden derude. Og jeg sover også altid nogle timer, når jeg kommer hjem, men så er jeg også rimelig på højkant bagefter. Det føles ikke som “for meget” – endnu i hvert fald. Jeg
lærer dog noget nyt hver uge i forhold til, hvordan jeg kan strukturere min dag, så jeg har det bedre, når jeg kommer hjem. Fra nu af hedder det ”ingen opholden på lærerværelset i pauserne”, men i et andet rum HELT for mig selv. Selvom det er svært at fravælge den sociale side af sit arbejde, endda efter så mange uger væk. Jævnfør de råd I giver på jeres hjemmeside, opdagede jeg nemlig i sidste uge, hvor stor en lise det er at være alene i bare 10 minutter, hvor man kan tillade sig at ligge overkroppen ind over bordet, slappe fuldstændig af og tage et  “powernap”. Tak for det 🙂

En stor, stor del af æren for min okay opstart skal min ledelse have. Sammen med min læge ligger de simpelthen nr.1 på “hitlisten” over baggrunden for mit humør i den her tid. I en for mig totalt ny verden, at være syg og endda i længere tid. Det er SÅ dejligt med den opbakning.

Jeg har i to uger været på arbejde 4 dage om ugen med 2 timers undervisning om dagen. De udvalgte lektioner er mine normale dobbeltlærertimer (vi er to lærere på). Derudover er min vikar stadig med i disse timer, og hun står for planlægningen og gennemførelsen af undervisningen, så jeg egentlig bare er der.

Alt dette var min ledelses udspil til en mulig måde at starte op på, og den greb jeg med det samme. Siden har de ikke kommet til mig, “opsøgt mig”, og det er jeg glad for. For så tror jeg, at jeg ville have følt det som om, de presser mig til at tage næste skridt. Det er mig selv, der har opsøgt dem,
det er en dejlig måde.

Da der var gået en uge med denne form, spurgte jeg forsigtigt, om jeg kunne beholde vikaren med i den følgende uge også. Selvom jeg ved, at det økonomisk jo koster skolen med dobbeltbemanding. Der var kun positiv respons. Min leder sagde; “Det handler om, at du får en god start, og det økonomiske skal du ikke tænke på i den situation. Jeg véd også, at du nok skal være der, når du kan trappe op”. Og ja, det er selvfølgelig fordelen for mig også, det ved jeg, at jeg har været på arbejdspladsen i knap 4 år, og at de derudfra kender min arbejdsindsats og -flid.

4 måneder henne i hjernerystelse forløbet
Det går stadig fint med arbejdet. Jeg har lige rundet den 5. arbejdsuge, stadig på ca. 10 timer om ugen. De 2 første uger uden egen forberedelse og med vikaren på. De sidste 3 uger har jeg selv stået for timerne.

For 3 uger siden var jeg ved lægen. Jeg sagde, at timetallet var tilpas. Det vurderede hun også – ud fra hvor meget jeg hvilede, hvor ofte jeg havde hovedpine osv. Jeg var i tvivl om, om jeg skulle trappe op. Hun sagde ” Nej det skal være stabilt med de få hovedpiner først. Dit hoved skal finde sig tilpas i dette leje inden. Så du skal forblive på dette timetal ind til påske.” Og det har jeg så gjort.

Og hvilken herlig, og fornuftig :-), beslutning hun tog. Jeg har de sidste 1 ½ uge haft det rigtig godt. Jeg har ikke haft hovedpine, medmindre jeg vidste, hvad det kom af – computeren er hitteren, jep ;-). Og jeg har opholdt mig længere og længere tid på skolen efter undervisningen uden de store problemer. Jeg sover nu kun 1-2 timer mere end mit normale leje.

I dag skal jeg til lægen igen. Hun sagde til sidste konsultation, at hun ville se mig igen i denne uge, for at vurdere mit timetal efter påske. Hun er en herlig kvinde. Selv tænker jeg i de positive øjeblikke, at jeg godt kan klare at komme på fuld tid. Men nej, det ønsker jeg vist inderst inde ikke alligevel. For det er sikkert en alt for brat overgang. Og det ved jeg, heldigvis, at hun sikkert også vil sige. Så måske 2/3 arbejdstid og uden fællesmøderne. Sådan tænker jeg nok selv. Bare et par uger forhåbentlig 😉

5 måneder henne
Ja jeg hænger i på arbejdet. Takket være min læge trapper jeg stille og roligt op og ikke i ét stort spring fra 12 timer til fuldtid. Som jeg ellers selv mente ville være okay for nogle uger siden.

Jeg har nu 16 undervisningstimer om ugen og trapper over de næste to måneder op til fuld tid. Det kommer til at være en rigtig fin måde at gøre det på. Og så er det jo snart sommerferie 🙂

Update efter 10 måneder
Jeg lovede, at du måtte skrive min historie, når jeg var kommet mig helt over hjernerystelsen. Det er jeg så godt som nu 😀

Jeg kom på fuld tid ca. en måned før sommerferien, næsten nøjagtig ½ år efter ulykken. Det gik fint, men jeg havde jo også hele tiden bufferen i underbevidstheden: at det kun gjaldt en måned, så var det sommerferie. I August startede jeg på fuld tid, og det er gået godt 😀

Neuropsykologiske tests
Hvad er det ? Og hvad kan det bruges til ?

28 årig kvinde med hjernerystelse i 3 år, arbejder næsten fuld tid nu

Jeg fik selv lavet en neuro-psykologisk undersøgelse efter at have været syg lidt over et halvt år. Testen består af en række prøver der skal undersøge hvordan forskellige dele af hjernen fungerer. F. eks. puslespil, almen viden, lidt matematik, rumlig intelligens mv.

Prøven bliver lavet for at fastslå om der er egentlig hjerneskade. Mine problemer har altid primært været forbundet med mine øjne og mit syn. Resultatet af prøven bekræftede også at jeg havde store problem når jeg skulle gengive en kompliceret tegning på grund af mit syn mens der ikke var problemer med andre hjernefunktioner.

Alt efter hvad de symptomer er vil jeg nok være lidt skeptisk over for hvad undersøgelsen vil vise – det er ikke min fornemmelse af hjernerystelse sædvanligvis påvirker intelligensen eller f.eks. evnen til at lægge tal sammen. Det er også svært at konkludere noget om koncentrationsniveauet under denne test.

35 årig mand med hjernerystelse i 10 måneder, sygemeldt, har lige været igennem 2 test

Neuropsykologiske test har til formål at afklare, om man har problemer med hjernens funktioner. Dvs har man problemer med korttidshukommelse, koncentrationsevne, opmærksomhed, psyko-motorisk tempo (altså hvor hurtigt arbejder hjernen) og spændvidde (dvs. kan man have flere bolde i luften på en gang).

En test kan f.eks være at gentage en historie der læses op. Man skal så kunne huske så meget som muligt. Eller gengive hvad man lige har set på et billede. En anden form er at rangordne tal og bogstaver som læses op i vilkårlig rækkefølge.

En neuro psykologisk test siger altså  om man har problemer med at arbejde koncentreret eller at f.eks man hurtigt udtrættes af koncentrationskrævende opgaver. Den kan bruges til at afklare om man har grundlæggende problemer som ikke fanges i en almindelig neuro test.

Testen siger ikke nogen om de symptomer man oplever som følge af sin eventuellle post commotionelle situation (dvs hovedpine, spændinger i nakke, træthed eller andet man bøvler med).

59 årig kvinde med hjernerystelse i ca. 3½ år, på pension

Jeg var til neuropsykolog efter ca. et år med hjernerystelse – og jeg var meget meget utryg ved situationen. Jeg kunne slet ikke overskue, at være “i hænderne” på en psykolog i 3 timer, når jeg dårligt kunne holde mig på benene i 3 timer under normale omstændigheder.

Jeg ringede til ham for at høre, om tiden kunne laves om, men han beroligede med mig, at jeg ikke skulle være nervøs. For at gøre en lang historie kort, så var det et utroligt positivt indslag at møde ham. Han er faktisk den eneste, der virkelig har beskrevet (og således haft rigtig indsigt) HVAD mit problem egentlig er.

Selvom vi alle har hjernerystelse, så er det jo yderst forskelligt, hvordan det påvirker een. I mit tilfælde er det ikke smerterne, der invaliderer mig, men min helt ekstreme hurtige udmattelse. Hvordan han “fangede den” ved jeg ikke, men i hvert fald beskrev han nøje sagens kerne !!

Eksempelvis kunne jeg slet ikke klare opgaverne den første gang – jeg var færdig efter godt en time, som mest gik med at jeg skulle fortælle om ulykken og kort om mit liv. Men så lavede vi bare en ny aftale, som så gik med diverse opgaver – og den dygtige observatør han åbenbart var kunne her se, at jeg faktisk godt kunne udføre de fleste opgaver (min hukommelse fejler heller intet) – men at jeg bare SÅ hurtigt kørte træt. Og det er sagens kerne – en opgave jeg før kunne udføre på 1 time vil i dag tage 5-6 timer med diverse hvil undervejs.

38 årig mand med hjernerystelse i 12år, flexjob

Jeg kan også kun anbefale at få lavet en neuropsykologtest. Den udtrykte mine problemer på en måde jeg ikke selv kunne sætte ord på. Det var en metodisk gennemgang der hjalp med at definere min begrænsninger. I mit tilfælde koncentrationsproblemer når der var mere end en bold i luften. Det er var en dejlig objektiv metode, i betragtning af at jeg fra start fået at vide at min tilstand ikke var objektiv målbar og dermed psykisk.

I mit tilfælde var neuropsykologen lidt forvirret over mine abnormt dårlige resultater i nogle af testene, mens jeg klarede mig fint i andre. Hvilket ikke passede med hans erfaringer med post kommotionelt syndrom (en af hovedforfatter til den efterhånden gamle konsensus rapport). Hans erfaringer sagde, at hvis der var nogen reduktion ved post kommotionel syndrom, ville den være mindre end mine resultater, men til gengæld fordelt over hele spektret afhængig af personen aktuelle tilstand. Da jeg efter testen viste ham MR-fortolkningen, hvor der var konstateret synlige skader, faldt tingene dog på plads for ham. For så var min diagnose hjerneskade og ikke længere post kommotionelt syndrom.

Erfaringer med neurolog

Ligesom der er forskel på læger er der også meget forskel på neurologernes syn på post-commotionelt syndrom (langvarig hjernerystelse). Efterhånden hører jeg om fornuftige neurologer. Jeg har selv været hos tre og har derudover hørt omtale af 5 stykker.

Her er hvad en fornuftig neurolog skrev til én, da hun havde haft hjernerystelse i et år:

“Patienten er informeret om ikke at provokere symptomerne, hverken fagligt, fysisk eller socialt. Men hele tiden lave en aftale med sig selv, før hun går i gang med en aktivitet, om hvor meget og hvor længe, således hun ikke kommer til at provokere symptomerne. Kun på denne måde kan hun få yderligere fremgang, til gengæld vil der også være en god chance for bedring. Det er svært at estimere, hvor lang tid der går.”

Mundtligt sagde han noget i retning af “Lyt til dine grænser, find dine regler – og OVERHOLD DEM !!!”

En anden med hjernerystelse i 3 år har skrevet, at hun har været hos samme neurolog:

“Ham har jeg været hos! Ca. ¾ år efter ulykken fik jeg en henvisning til ham fra min egen læge. Jeg fik lige præcis den besked, du beskriver. Når jeg fortalte om mine ”uforståelige” symptomer smilede og nikkede han og sagde, at det er helt normalt, når man har post commotionelt syndrom. Og så sagde han, at ”yngre mennesker er utroligt dårlige til at være ”syge” – de kan lære noget af ældre, som er meget bedre til at acceptere deres svagheder, finde deres grænser og leve efter dem”. Jeg gik derfra meget opløftet og med en klar følelse af, hvad der skulle til for at få det bedre. I årene efter har denne besked om at sætte grænser fysisk, fagligt og socialt været en vigtig læresætning for mig, men det har absolut ikke været nemt, for grænserne flytter sig hele tiden. Han har bestemt fat i det rigtige, og han kan klart anbefales.”

Læs hendes historie under 41 årig kvinde med hjernerystelse i 3 år.

Erfaringer med medicin

– især antidepressiv medicin mod hjernerystelse symptomer

For de fleste hjælper antidepressiv medicin ikke på hovedpinen – men en enkelt har gode erfaringer. For nogle hjælper det på søvnløsheden. Og så er det godt til det stress og depression, man nemt ryger ud i med langvarig hjernerystelse. Læs også nærmere om medicin i Vejledningen.

31 årig kvinde med 3 års hjernerystelse skriver i november 2006:
Efter at have haft hjernerystelse i tre år opstod der en masse problemer med kommunen, hvilket gjorde mig rigtig stresset og jeg fik svært ved at holde afstand til problemerne. Det resulterede i, at jeg startede på antidepressiv medicin. Jeg begyndte på 5 mg om dagen (Cipralex) og er nu efter to måneder oppe på 20 mg, og kan virkelig mærke en effekt. Jeg har fået nemmere ved at falde i søvn om aftenen og får nu en sammenhængene nattesøvn, jeg har fået meget mere afstand til de “praktiske” problemer med kommunen, jeg er blevet bedre til at tage tingene oppefra og ned – og endelig er jeg blevet mindre grådlabil, hvilket også er en lettelse. Jeg kan således på det varmeste anbefale andre at tage pillerne i en periode. De kurérer ikke hjernerystelse ! Jeg er opmærksom på, at de ikke skal fungere som en “ventil” for at kunne klare hverdagen, men omvendt er vores livsbetingelser som hjernerystelses-patienter meget ofte umenneskelige, hvorfor pillerne kan være en hjælp i hverdagen.

Som jeg ser det, kan det i nogle tilfælde gøre livet lidt lettere I forbindelse med langvarig hjernerystelse at få nogle anti-depressive piller for en periode. Det skal ikke forveksles med en depressions tilstand – men nogle af de stoffer der normalt gør os glade og giver mentalt overskud – de stoffer har meget svære betingelser, når ens hjernerystelse trækker ud. Det bedste mærke på markedet pt. hedder Cipralex. De er meget milde og giver stort set ingen bivirkninger. Det er dem, jeg tager.

Forresten har jeg hørt om andre med hjernerystelse, som startede på 20 mg med det samme og syntes det var meget voldsomt. Så langsom optrapning kan anbefales.

Kvinde 46 år, hjernerystelse i 6 mdr
Efter 2 måneder med hjernerystelse mente jeg, at nu måtte der ske noget, så jeg kunne blive klar til at komme på arbejde, mente lægen, at jeg kunne prøve medicin, og se om det havde nogen effekt. Så jeg gik igang med Saroton i en forholdsvis svag dosis. Det jeg fik ud af det var, at jeg fik samtlige bivirkninger næsten af medicinen inkl. depressive tanker, men hovedpinen forsvandt ikke. Så dem beordrede lægen mig hurtigt til at stoppe igen.

Derefter prøvede jeg et andet præparat som også bruge mod epilepsi som også havde en del bivirkninger, men som heller ikke tog hovedpinen. Så derfor stoppede jeg ifølge aftale med lægen også dette præparat. Så derfor mine erfaringer med medicin er absolut ikke gode.

23 årig kvinde med hjernerystelse i 1½ år, skriver i december 2009:

Jeg har gode erfaringer med antidepressiv medicin mod hovedpinen. Jeg fik hjernerystelse for 1 1/2 år siden og har haft er meget kraftig hovedpine siden ulykken. Efter ulykken havde jeg så kraftig hovedpine i lang tid, at det eneste der kunne give en smule lettelse var stærkt smertestillende piller (som virker som morfin). Dette medførte at jeg gik rundt i en konstant rus og havde det rigtigt skidt.

Min læge og neurologen på hospitalet fortalte om Amitriptylin, men jeg var meget skeptisk over at skulle tage et antidepressivt middel. Efter nogle måneder gav jeg mig og prøvede Amitriptylin (sælges også under navnet Saroten). Det var efter 10 måneder med hjernerystelse. Efter ca. 3 uger var min hovedpine klart mindre og jeg kunne begynde at gå i skole nogle timer igen. Jeg får stadigvæk “turer” hvor jeg har rigtig ondt, men de er klart mindre end før jeg fik amitriptylin. Jeg har rigtig gode erfaringer med Amitriptylin og vil meget gerne svare spørgsmål eller andet.

Først fik jeg 10 mg og trappede derefter op på 20 og så 30 mg, men havde som sagt effekt ca 2-3 uger efter jeg startede med at tage dem, og fuld effekt efter ca. 4 uger. Siden hen begyndte jeg at gå på hovedpineklinikken i Århus, som trappede mig op på 50 mg, dog syntes jeg ikke at de sidste 20 mg gjorde så meget forskel. Jeg er netop stoppet med at tage dem efter ca. 13 måneder, da jeg desværre begyndte at for eksem/udslæt af at tage dem. Jeg er nu startet på Mirtazapin i stedet for og håber at disse vil virke lige så godt, men at jeg slipper for udslættet.

Jeg vil sige at Amtriptylinen halverede min hovedpine og gjorde det muligt for mig at fortsætte mit studie. Uden dem tror jeg, at jeg havde fået langt flere smertestillende piller og langt dårlige livskvalitet. Jeg tror ikke man kan forvente at hovedpinen forsvinder, ved at tage dem, men kan hjælpe med at nedsætte forbruget at smertestillende medicin ved svær hovedpine.

Kvinde 29 år, hjernerystelse i 11 måneder, skriver i august 2010

To måneder efter mit uheld fik jeg, hos neurologen, ordineret Migea rapid som forebyggende behandling mod hovedpinen (dvs. jeg skulle tage det hver dag) . Jeg mærkede ikke den store effekt (undtaget maveproblemer), men var usikker på, om pillerne alligevel tog toppen af hovedpinen.

I måned 4 startede jeg så i kombinationsbehandling med amitriptylin (saroten) 30mg som suplerende til migea. Efter en måned i den behandling var jeg hos min egen læge, og vi blev enige om at forsøge at sætte dosis op til 50mg amitriptylin, fordi det måske kunne løse op for de depressive symptomer, jeg havde udviklet på det tidspunkt. Amitriptylinen sløvede mig og hjalp lidt til at falde i søvn, men jeg døjede en del med bivirkninger og havde stadig hovedpine.

Men så, i måned 5, fik jeg voldsomme mavesmerter og stoppede øjeblikkeligt med migea, som jeg tilsyneladende ikke kunne tåle i det lang løb.
Herefter fortsatte jeg med amitriptylin men nu kun 30mg, fordi jeg var blevet ked af at tage medicin.

I måned 7, efter endnu to måneder med ringe effekt af amitriptylin på hovedpinen, stoppede jeg helt med medicin. Neurologen gav mig et valg mellem ingen medicin eller at prøve en tredie slags. Jeg valgte ingen medicin. Selvfølgelig var jeg hunde angst for tilbagefald, men jeg oplevede det også som ubehageligt at være på medicin. Det var en stor lettelse at få min krop tilbage fra bivirkningerne.

At stoppe med medicinen gjorde ikke nogen forskel på hovedpinen for mig. Jeg har gennem hele forløbet haft, og har stadig, hovedpine dagligt, men styrken og varigheden er aftaget støt og langsomt over 11 måneder, uafhængigt af medicinen.

Kvinde 33 år, hjernerystelse i 2 år, skriver i november 2013

På Glostrup Hovedpinecenter får man tilbudt Saroten (det samme som Amitriptylin). Jeg tog det uden effekt, men mange ubehagelige bivirkninger.

Før da fik jeg også en gang Cymbalta (et andet antidepressiva) mod smerter. Det var efter 5 måneder med hjernerystelse. Og det var også uden effekt, men derimod med uudholdelige bivirkninger.

Jeg har også prøvet en hel del anden medicin uden effekt.

Jeg må lige tilføje at min praktiserende læge har advaret mig helt fra begyndelsen omkring smertestillende medicin, så jeg har taget det med stor omtanke, så mine problemer er ikke opstået fra at jeg tager for meget medicin.

Mand 27 år, hjernerystelse i 4 år, skriver i september 2010

Jeg tror jeg har prøvet alt indenfor hjernerystelse. Jeg har haft de helt store nedture med store intense anfalds-hovedpine/smerter og perioder med ingen smerter/symptomer, og perioder hvor jeg ikke har kunne andet end ligge på sofaen.

Jeg har i stor grad prøvet medicin, og ingenting har hjulpet mod smerterne eller andet, men jeg har fået alle bivirkninger. Jeg har prøvet: Migea, Imipramin, Amitriptylin, Topimax, Selo-Zok, Atacand.

Jeg har været tilknyttet Glostrup Hovedpine Center og de mener ikke der er noget de kan gøre for mig. Derudover har jeg også taget alm. smertestillende som panodil, Ipren, Ibumetin – men det har ikke hjulpet det store mod hovedpinen, men en blanding af det kunne få mig til at falde i søvn. Det endte dog i et overforbrug og pt. har jeg ikke taget nogen piller i ca. 1,5 år, og har ikke haft det bedre end jeg har det nu. Det tror også skyldes at det er 100% mig der påvirker smerterne.

Kvinde 35 år, hjernerystelse i 14 måneder, skriver i august 2009
Jo, jeg skulle mene at have bidraget min del til, at den danske medicinalindustri ikke bukker under i den finansielle krise. Bivirkningerne virker altid. Især den, der hedder “hovedpine” er sikker hver gang :-/ Jeg har aldrig nogensinde taget medicin før – havde end ikke prøvet at købe en
pakke panodiler – og troede naivt, at smertestillende, betød netop “smertestillende”. Da jeg tog Dolol, et morfinlignende præparat imod stærke smerter (det skete kun EN DAG!) var jeg ret sikker på, at pillerne ikke bare ville tage livet af min hovedpine, men også af mig.

Efter at have prøvet en del, herunder antidepressiver ordineret af en neurolog (Mirtazapin), hvis virkning jeg gik og ventede på i to måneder nægtede jeg i en periode at tage noget som helst. “Jeg vil hellere have en vitaminindsprøjtning i røven”, sagde jeg til min læge, og det er ellers ikke fordi jeg plejer at være så bramfri. Nu tager jeg dog Saroten (også antidepressiv), som ikke afhjælper min hovedpine (hverken spændinger eller nervesmerter), men i nogen grad mine søvnproblemer. Søvn er frygteligt vigtigt, så jeg har valgt for en periode at tage bivirkningerne med. For mit vedkommende en tunge som sandpapir og svimmelhed, hvis jeg rejser mig hurtigt. De kan også give træthed, så hvis man lider slemt af det, er de nok ikke nogen god idé.

Min fornemmelse er, at antidepressiver til hjernerystelse-ramte er, som at udskrive en butterfly til en forkølet giraf: Så gør man dog noget. At tude over at have mistet sit arbejdsliv, sit fritidsliv og sit sociale liv; over at miste hele sin identitet og kun få smerter i bytte – er ikke synonymt med at have en depression, men kategorien ligger lige for, for mange læger.

Men man bliver klogere. Jeg havde f.eks. aldrig tænkt over, hvorfor lægestudiet hedder MEDICIN …

Summa summarum: Antidepressiver er i min horisonts erfaring bedst til at stabilisere søvnmønsteret, som for mange bryder helt sammen.

Kvinde 22 år, hjernerystelse i 3½ år, skriver i oktober 2009
Jeg har taget Saroten (=Amitriptylin, et antidepressiv) i 3-4 måneder. Jeg startede på dem fordi … ja, fordi jeg ville sælge min sjæl for noget, som kunne tage toppen af min hovedpine. Jeg har ikke været i arbejde imens, men har været meget sengeliggende. Hovedpineniveauet er konstant højt. Min neurolog ordinerede dem. Jeg startede på 10 mg før sengetid. Senere trappede jeg op til 20 mg. Her bliver jeg.

Jeg havde følgende bivirkninger: tørhed i munden, svimmelhed og så er de hårde for min mave.

Min konklusion om virkningen … jeg ved faktisk ikke helt om de har gjort noget ved min hovedpine. Men min nattesøvn er blevet markant bedre. Sleep is golden. Det har gjort min hverdag lidt lettere den vej. Men man kan jo aldrig med sikkerhed sige om det er pillernes skyld.

Mand 39 år, hjernerystelse i flere år, skriver i oktober 2009:
Firmaet hedder kun Nycomed, men præparatet hedder Amitriptylin DAK så der er stadig lidt af det gamle firma navn.

Hos mig spiller Saroten fra Lundbeck ikke. Jeg får bivirkningerne, men ikke de positive virkninger.

Der er nok individuelt, for medicinsk skulle det være det samme. Jeg vil dog sige at man skal prøve begge varianter inden man afskriver dem.

Amitriptylin dulmer sanseindtrykkende, så de ikke skære så meget i min hjerne. De hjælper også på døgnrytmen, som nok kan være meget svær at holde, når man hviler hele tiden. Jeg tager 2-3 x 10mg om dagen. Det er ikke ret meget i forhold til de mængder, der anvendes mod depression, fandt lægemiddelstyrelsen beskrivelse af amitriptylin og der gik dosis helt op til 200mg for voksne og 100mg for ældre. Har prøvet støre dosis’er, men effekten bliver ikke bedre, bare søvndyssende. Det er endog lykkedes mig at falde i søvn om bord på et fly (kan normalt kun sove i min seng) ved at dope med ekstra stor dosis.

I de mængder jeg tager, sover/hviler jeg ikke mere end jeg må gøre uden. Nok mindre, fordi min hvile er mere effektiv.

Det er dog en meget subtil virkning og langtfra et vidundermiddel. Har prøvet nogle af de antidepressiver der giver mere energi ved at hæve noradrenalin niveauet. Selvom mere energi er dejligt og jeg virkelig efterhånden trænger til at røre mig, så var det ikke godt, for hovedet havde stadig behov for hvile og det var meget svært, når hjertet banker derud af.

Mand, 25 år, hjernerystelse i 2 år, skriver
Jeg har fået antidepressiv medicin fra starten af hjernerystelsen. Det var den første neurolog, jeg var hos, der sagde, at det ofte dæmpede symptomerne, og jeg det gjorde det også i starten. Nu er jeg ikke så sikker, men de par gange jeg har trappet ned, har det forværret symptomerne.

Derudover får jeg et eller andet migræne forbyggende (candesartan cilexetil), der vist sænker blodtrykket. Det er vist mest noget de har givet mig for at prøve det af. Vil også mene, at mine store ture er blevet mindre voldsomme siden jeg er begyndt på det. Men igen, måske er det bare tiden der hjælper. Til gengæld er jeg stoppet helt med hovedpine pille for 6 mdr siden og det kan anbefales. Det er hårdt for hovedet i starten, men det lettere på sigt, og så har man jo også udelukket det, som mulig symptoms forstærker. Det samme gælder sukker og for meget koffein.

Det antidepressive medicin, jeg får, hedder Zoloft (aktive stof hedder Sertralin). Det er skide dyrt. Til gengæld virker det bedre end det kopi-præparat, jeg prøvede en overgang. Min neurolog sagde dengang, at netop psykofarmaka kan være besværligt at erstatte frit. Det hænger vist sammen med den måde det bliver optaget i kroppen på. Hun fortalte i hvert fald, at mange epileptikere fik voldsomme anfald, når det skiftede til kopimedicin med det samme aktive stof.

Det er sgu fint nok, men jeg har stadig svært ved at komme ”til therms” med at man går rundt og spiser noget der ”piller” ved ens humør…og tja man kan sgu også godt mærke, at følelserne ikke trænger lige så kraftigt igennem som de gjorde før hen. Det kan selvfølgelig også være godt, i forhold til hjernerystelse og humør. Men bliver sgu glad den dag, jeg kan smide pillerne væk.

Alt i alt – jeg har sgu ingen forventninger om en pille-kur. Tiden er den eneste kur, er jeg ret sikker på. Så kan man jo kun blive positivt overrasket udover det.

Kvinde 30 år, hjernerystelse i 4 år, skriver:
Jeg har prøvet Ritalin (3×10 mg) i 4-5 mdr og depotpillen ca. 1½ mdr. Det er medicin til DAMP-børn/ADHD. Jeg har ikke fået andet medicin efterfølgende.

Jeg havde som sagt ikke den store effekt af Ritalin, men kan godt forestille mig, at nogen personer kan have gavnlige effekter, da det netop øger koncentrationensevnen. Der er selvfølgelig nogle bivirkninger – indlægssedlen er lang, men jeg følte appetitnedsættelse, kvalme (lidt) og lidt utilpas.

Men jeg synes bestemt det er et forsøg værd. Giv det max et halvt år.

48 årig mand med hjernerystelse i over 3 år, stærk hovedpine, har længe prøvet at passe arbejde
Jeg har prøvet epilepsi-medicin, som blev ordineret af neurolog. Ingen virkning. Jeg bruger Nobligan (smertestillende): 300mg morgen og aften.

Kvinde på 61 år med hjernerystelse i 6 år
Jeg tager Saroten – 30 mg hver aften – og har gjort det gennem ca. 4 år – konklusion hos mig: det tager toppen af min aftenhovedpine og jeg sover bedre om natten, men men det har ingen anden virkning – hverken på udmattelsen (som er min invaliditetsfaktor) eller på alle de andre faktorer. Jeg er stadig i en situation, hvor jeg ikke kan koncentrere mig ret længe ad gangen – og skal have rigtig mange hvil i løbet af dagen.

Jeg fik ordineret Saroten af min neurolog, som også fortalte, at hun ordinerede Saroten som smertestillende og IKKE som antidepressiv, idet hun fortalte, at det bruges over hele verden som smertestillende og ikke ret meget som antidepressiv.

Kvinde på 27 år med hjernerystelse i 9 år
Jeg har prøvet flere slags, men nu er det Cipralex. Det er min læge som har ordineret dem. Jeg kunne ikke rigtig overskue noget og var tit meget ked af det samt modløs. Når man er ung og rask, og det hele pludselig ramler, er det nok meget naturligt at blive depri. Jeg kan mærke hvis jeg har glemt at tage dem i et par dage så begynder det hele at se sort ud igen. De hjælper ikke på mine smerter men gør at humøret ikke går helt i bund. På en smerteklinik fik jeg ordineret nogle gigt piller (kan ikke huske hvad de hedder noget med La…) De virkede på smerterne, men kun et par måneder så var alt ved det gamle igen. Ellers har jeg prøvet mange slags smerte-lindrende medicin (morfin-agtigt), som hjalp i starten, men efterhånden gjorde mig immun. Nu kan jeg intet tage for at lindre smerterne…

Kvinde på 40 år med hjernerystelse i 3 år
April 2009
Jeg har ikke haft noget held med de voldsomme nervesmerter, jeg stadig har i den ene side af hovedet/tinding og som når det allerværst går ud i mundhulen..

Jeg fik i sidste måned noget medicin Megia rapid, men de har ingen effekt på nervesmerterne dog har de hjulpet på smerter i skuldre/arme.

Neurologen mener ikke, at epilepsimedicin vil være gavnlig for fra daghøjskolen nævnte de, at lyrica kunne være noget.

Her for en uges tid siden er jeg igen begyndt at tage Amitryptilin 10 mg
– tog det 5-6 uger i efteråret. Det siger neurologen også skulle hjælpe på nervesmerterne, men i hvert fald har jeg kunne sove 3-4 timer hver nat den sidste uges tid for ellers har smerter/søvnproblemer været meget voldsomme.

November 2009
Jeg har været hos en ny psykiater i hellerup ultimo september og jeg må sige, at jeg blev meget positiv overrasket … jeg behøvede ikke at være bange for, at jeg ikke kunne nå at fortælle om alle mine begrænsninger. Han spurgte simpelthen selv ind til lyd- og lysoverfølsomhed,  søvnproblemer, smerter .. træthed, koncentration etc … og undrede sig over, at jeg ikke var blevet ordentligt hjulpet .. og hvis jeg ikke havde fået hjælp der, så ved jeg ikke … for jeg var meget langt nede efter det sidste tilbagefald i forbindelse med at starte praktikforløbet…

Det korte af det lange er, at jeg får antidepressivt for at minimere stress og smerter og bedring af søvn. Det virker på centralnervesystemet og støtter genoptræningen … og jeg gjorde lægen klart, at jeg ikke ønskede noget som virkede på følelseslivet – det hedder Mirtazapin og jeg tager pillen inden jeg skal sove. .og det er første gang siden uheldet, at jeg langsomt er begyndt at få søvn ..

December 2009
Jeg startede på 15 mg og er siden kommet op på 30 mg .. men da jeg har haft mange smerter, så er det primært det det hjælper på hos og smertedæmpning gør at jeg kan sove bedre … men har da stadig haft dage, hvor jeg har sovet dårligt som timer om at falde i søvn og afbrudt søvn … men generelt for mig har det været en stor hjælp – så det er nok individuelt, hvor meget man skal have alt efter hvordan det virker

Mand 29 år, hjernerystelse i 2½ år
Jeg har fået lykkepiller i halvandet år nu. Standarddosis på 20 mg. Jeg tror det hele vejen har bidraget til, at jeg ikke er faldet ned i dybet, når jeg har været ked af det og til tider meget ensom. Desuden tager det vel en lille smule af al den angst (for tilbagefald) som jeg stadig kæmper en del med, men som sidder solidt i kroppen – egentlig derfor jeg i første omgang fik pillerne. Men smerter og træthed har det nu ikke hjulpet imod. Jeg har i øvrigt ikke haft hovedpine i snart to år, men har døjet en del med kvalme/klump i halsen som set i bakspejlet nok har rigtig meget at gøre med angsten.

Men alt i alt går det skam stadig fremad.

Kvinde 32 år, rask efter 2,5 års hjernerystelse:
Da jeg havde haft hjernerystelse i et år, prøvede jeg Noritren, og efter en uge suppleret med saroten og efter yderligere en uge, fik jeg Gabapentin oveni. Jeg var samlet på medicin i tre uger og stoppede så med netop den type medicin, kan man stoppe fra den ene dag til den anden. Fik det psykisk meget dårligt af dem og blev fraværende. De tog den fysiske smerte, men de psykiske følger føltes værre.

Note: Gabapentin er epilepsi-medicin

Kvinde på 22 år med hjernerystelse i 1½ år:
En speciallæge vurderede at mit hjernetraume nok skulle have lidt hjælp til at falde til ro. Så han gav mig nogle piller der hedder saroten 20mg. Jeg syns det hjalp på smerterne. Det modarbejdede så bare nogle andre antidepressive piller jeg får: Sertralin, fordi jeg ikke selv kan danne stoffet serotonin (en anden lang historie som foreløbigt at har taget 6 år).

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg begyndte at blive så deprimeret, og min kollegaer spurgte, om jeg var okay, fordi jeg så meget trist ud. Så ringede jeg til speciallægen og fortalte det, som det var. Han sagde at jeg øjeblikkeligt skulle stoppe med pillerne, fordi sarotenen nedbrød setralinen. Uden nedtrapning. Det er kun tre uger siden jeg stoppet brat med saroten, og jeg har aldrig nogensinde haft det værre. Det er gået total den forkerte vej. Hvis jeg ikke var svag inden, så er jeg det nu. Hele uge 24 lå jeg bare i sengen. Kunne intet fordi jeg havde så mange smerter. Jeg var sikker på, jeg havde fået en hjerneblødning og skulle dø lige om lidt. Jeg var hunde rad og græd. Efter denne omgang er min hjerne blevet meget følsom. Jeg skal hele tiden passe på ikke at stresse mig selv.

Jeg har nu fået noget migræne medicin og er langsom startet igen på deltid, selvom jeg kan være i tvivl om det nu er så smart.

Nakken behandling: fysioterapi, osteopat, kiropraktor

Når man slår hovedet, kan det ikke undgås at det påvirker nakken – og dermed kan det også ske, at man får en skade i nakken (ligesom ved piskesmæld).

Da det er svært at afgøre, hvor symptomerne stammer fra, er det relevant at undersøge om behandling på nakken kan hjælpe. MEN gå forsigtigt frem. Bed behandleren om at starte forsigtigt ud første gang. Find gerne en behandler som kender til skrøbelige nakker efter en ulykke.

Du kan sagtens opleve at få forværring efter sådan en behandling. Men se lige tiden an. Vurdér først virkningen efter et par uger eller længere. En sjælden gang har jeg hørt om at en forværring varer ved. Så sig det til behandleren, så de kan rette op på det. Eller find en bedre som kan rette op på det.

Kvinde med hjernerystelse i 3 år, bor i udlandet, skriver i april 2014:
I starten af 2013 (for godt et år siden) slog jeg hovedet igen. Jeg bakkede ind i en lav loftsbjælke og så måtte tilbage til at ligge i mørke temmelig længe. Mange ting jeg var blevet istand til at gøre i løbet af 2012 blev igen umulige. Men heldigvis røg jeg ikke helt tilbage til at have det så dårligt som efter den første ulykke.

I løbet af 2013 har jeg heldigvis fået det bedre og bedre igen. Først gik det ret langsomt, men sidst på året fandt jeg en dyr men utroligt god fysioterapeut som virkelig fik tingene til at rykke. Hun er amerikaner, uddannet i USA, og i kontakt med en masse, der som forsker meget i særligt whiplash, men også hjernerystelse. Hun fandt et sted på min nakke – åbenbart en knudepunkt for signaler sendt til og fra hjernen, eller noget i den stil. Og har givet mig en masse øvelser (der er ikke rigtig tale om massage, det er mere noget med at løsne op og så mest genopbygge minimuskler, jeg ikke vidste jeg havde). I det små har det været noget af en mirakelkur – men forstå mig ret, jeg har stadig masser af problemer, det er ikke løsningen på alt.

Lige nu i 2014 er hun desværre på barselsorlov, så det er gået meget tilbage igen. Men i løbet af de tre måneder jeg gik hos hende i slutningen af 2013 fik jeg det (efter lidt tid selvfølgelig) næsten drastisk bedre – en masse smerte, jeg dårligt nok var klar over jeg gik rundt med forsvandt. Og jeg fik meget mere energi, blev i stand til at se venner mere, kunne igen læse bøger, ja, jeg fik det bare utroligt meget bedre. Jeg havde stadig hovedpine hver dag, men i mindre og mere ok doser. Jeg blev stadig ekstremt træt hvis jeg gjorde for meget. Og så videre. Men det hjalp virkelig meget.

33-årig mand rask i løbet af 1 år
Fysioterapi hjalp markant. Læs hans historie.

Kvinde med hjernerystelse i 4 år, arbejder 30 timer, skriver:
Jeg har fået taget røngten hos kiropraktor (i 2006), som viste at nakkehvirvel mellem 4 og 5 led var forskubbet. Jeg gik til kiropraktor i ca. ½ år. Havde kun kortsigtet virkning af behandlingen, fik dog sat nakkehvirvel på plads.

Jeg har god effekt af idrætsmassør som masserer dybt og får taget de fleste spændinger i opløbet. Har også prøvet kranio sakral – ingen effekt. Man kan vist konkludere, at det er meget individuelt hvilke behandlinger der virker – man er nødt til at prøve sig frem.

42-årig kvinde med hjernerystelse i 2 år
Efter 10 måneder var hun hos en fysioterapeut, som havde ekstra-uddannelse i manuel terapi – og som skubbede nakkehvirvler på plads hos hende. Det gav straks en markant forbedring hos hende.

Læs hendes historie i fagbladet Fysioterapeuten nr. 2, 2013.

Update: Siden denne artikel blev bragt, har jeg hørt fra en hel del hjernerystelse-ramte, som har gået hos lige præcis denne fysioterapeut. Nogle har fået bedring (jeg har dog ikke hørt om nogen, som er blevet helt raske af det). Og nogle har ingen virkning fået af det … Så som sagt: man må prøve sig frem.

33-årig kvinde med hjernerystelse i 1,5 år fortæller i april 2013
Vil da bare lige sige at jeg har fået rigtig meget gavn af behandling på nakken. Jeg går hos en fysioterapeut med mere i Odense, han mener også jeg har forskubbede nakkehvirvler, og har indtil videre fjernet ca 50% af mine gener efter ca 6-8 behandlinger.. og jeg har været syg af hjernerystelse i 1,5 år!

Mand med hjernerystelse i 2,5 år arbejder 16 timer pr uge, fortæller:
Jeg går til kiropraktor. Har dog ikke forskubbet noget i nakke, men har alligevel oplevet at det har hjulpet. Har det sidste års tid gået til genoptræning af nakke muskulaturen. Og det har betydet aftagende hovedpine.

Forskubbede nakkehvirvler
– og erfaringer med røntgen billede af nakken m.m.

Når man slår hovedet, kan det ikke undgås at det påvirker nakken – og dermed kan det også ske, at man får en skade i nakken (ligesom ved piskesmæld). En mulighed er at nakkehvirvlerne er blevet forskubbet.

En kvinde med hjernerystelse i 10 måneder efterlyser andres erfaringer med kiropraktor:

Jeg har opsøgt en kiropraktor, hvor røgten viste forskubbet nakkehalshvirvel, C4 hedder den og det giver mig problemer, mener han. Jeg er startet behandling i sidste uge mandag, onsdag, fredag. Super hårdt og måtte holde pause efter i mandags. Men han mener han kan hjælpe med med kvalme svimmelhed balance spændingshovedpine osv. jeg håber han har ret.

Jeg haft det bedre end i lang tid, indtil igår smerter i hovedet – underligt – svier og kribler under skallen lige midt ovenpå.

Efter jeg er startede hos kiropraktor oplevede jeg et eller andet super positivt – et eller andet skete – energi i kroppen, men hovedet ville ikke være med. Efter sidste behandling i mandags, hvor jeg fik strukket nakken og hvor jeg fik forklaret hvorledes C1 og C2 påvirker synsfelt, kind osv i venstre side – så har jeg fået det rigtig skidt igen. Fik det voldsomt dårligt igår efter en dag i slow motion. Jeg hviler ikke så meget mere – har ligget siden ultimo oktober – kan næsten ikke klare mere vandret, hvis du forstår.

Men jeg har så svært ved at tyde symptomerne efter, at jeg har fået at vide at det også kan skyldes nakkeskaden.

Er der andre som har erfaringer med det?

Mand med hjernerystelse i 2,5 år arbejder 16 timer pr uge, fortæller:

Jeg går til kiropraktor. Har dog ikke forskubbet noget i nakke, men har alligevel oplevet at det har hjulpet. Har det sidste års tid gået til genoptræning af nakke muskulaturen. Og det har betydet aftagende hovedpine. Ved også fra min akupunktør, at problemer med C2 kan give svimmelhed og hovedpine. Kiropraktorer anerkender også at der er sammenhæng mellem nakke og synet, hvorfor at man ved hovedtraumaer og nakketraumer som piskesmæld kan få synsproblemer som igen giver hovedpine, svimmelhed, spændinger og udpræget træthed.

Har du direkte forskubbede nakke hvirvler er der ingen tvivl om, at det har negativ indflydelse. Men da kiropraktik er hårdt ved en, kan kranio sakral terapi være et alternativ, da man derved kan opnå det samme med denne blidere metode.

Kvinde med hjernerystelse i nogle år, nu i fleksjob 14 timer om ugen (ikke lærerjob) skriver:

Jeg har også haft og har indimellem stadig store nakkeproblemer. Jeg har fået taget røntgenbillede – det viste ikke noget abnormt. Jeg konsulterede på et tidspunkt en kiropraktor – stoppede dog efter få behandlinger, da jeg følte, de var for voldsomme for min nakke. Jeg har haft meget stor glæde af kraniosakral-behandlinger. Endvidere går jeg i perioder til akupunktur, som jeg føler giver en generel bedring af min tilstand … letter også mine til tider meget spændte nakkemuskler.

Kvinde med hjernerystelse i 4,5 år fortæller

Jeg har problemer omkring C3/C4 og generel opspænding har fået foretaget røntgen + mr-scanning uden synlige skader. Jeg har haft stor glæde af Bowen Teknik og Senetensbehandling. Begge er meget skånsomme behandlingsformer og afspænder aldeles effektivt.

Jeg skal dog ikke kunne afvise, at resultatet er meget afhængigt af den enkelte behandlers evner. Især ved sentensbehandlingen skal man gøre behandleren opmærksom på, at lette tryk er rigeligt for vores type skade. Ved begge behandlingsformer, som jeg har fulgt de sidste 2 år (9-10 måneder hver), har jeg oplevet stor effekt i starten, men langsomt synes kroppen at vænne sig til det og effekten mindskes. Ligeledes er der tale om en effekt, der aftager mellem behandlingerne (hen over 1-2 uger), så det er jo på en måde stærkt vanedannende 😉

Kvinde med hjernerystelse i 3½ år, som er fleksjob 12 timer ugentligt fortæller:
Jeg har fået taget røntgen hos en kiropraktor, der sagde, at hun kunne se på min nakke, at jeg også havde fået en piskesmældsskade – det var noget med hvordan rygsøjlen sad. Jeg skiftede til en anden, fordi jeg synes hun var for hård, men jeg har nu en kiropraktor, der hjælper mig en hel masse. Uden ham, ville de spændinger og låsninger jeg får på grund af hjernerystelsen være meget værre.

Desværre har jeg lige haft et ret stort tilbagefald mht nakke/skulder og måttet rigtig mange gange til behandling. Da det bare blev ved og var ret smertefuldt gik jeg til læge og hun sagde, at hvis det ikke snart blev bedre ville hun henvise mig til en rheumatolog… Jeg troede også at det var gigt, de behandlede, men det er det åbenbart ikke kun.

Kvinde med hjernerystelse siden juli 05, på førtidspension skriver
Jeg bruger også kiropraktor, i starten 2 x ugen, så 1 x ugen osv. og nu kun hver 2. måned, kan ikke helt slippe det.

Der var ikke noget at se på min røntgen. Det har dog helt sikkert hjulpet mig. Stor forskel fra før og efter – hver gang.

Jeg har en bekendt der giver mig bindevævsmassage og det er bare godt, så giver hun klangmassage og alm. massage. Og det hele er med til at afhjælpe de spændinger, som smerter i nakke og hoved giver. Det kan varmt anbefales.

Har også brugt Kraniosakral, hvilket var godt men det bedste for mig har helt bestemt været massagen, da det virkeligt har givet afspænding.

Tror også at der er meget forskel fra behandler til behandler.

Kvinde med hjernerystelse i 4 år, arbejder 30 timer, skriver:
Jeg har fået taget røngten hos kiropraktor (i 2006), som viste at nakkehvirvel mellem 4 og 5 led var forskubbet. Jeg gik til kiropraktor i ca. ½ år. Havde kun kortsigtet virkning af behandlingen, fik dog sat nakkehvirvel på plads.

Jeg har god effekt af idrætsmassør som masserer dybt og får taget de fleste spændinger i opløbet. Har også prøvet kranio sakral – ingen effekt. Man kan vist konkludere, at det er meget individuelt hvilke behandlinger der virker – man er nødt til at prøve sig frem.

33-årig kvinde med hjernerystelse i 1,5 år fortæller i april 2013
Vil da bare lige sige at jeg har fået rigtig meget gavn af behandling på nakken. Jeg går hos en fysioterapeut med mere i Odense, han mener også jeg har forskubbede nakkehvirvler, og har indtil videre fjernet ca 50% af mine gener efter ca 6-8 behandlinger.. og jeg har været syg af hjernerystelse i 1,5 år!

42-årig kvinde med hjernerystelse i 2 år
Efter 10 måneder var hun hos en fysioterapeut, som havde ekstra-uddannelse i manuel terapi – og som skubbede nakkehvirvler på plads hos hende. Det gav straks en markant forbedring hos hende.

Læs hendes historie i fagbladet Fysioterapeuten nr. 2, 2013.

Redaktionel bemærkning
Jeg har hørt fra mange som har haft gavn af kiropraktor, osteopat m.m. – men det kan nu også være for voldsomt. En 32 årig kvinde med hjernerystelse i 5 måneder skriver:

“Jeg har generel svimmelhed og synsproblemer – og megen kvalme ved tv og computerbrug. Der udover er der for nyligt startet voldsom hovedpine, som er migrænelignende. Denne blev først fremprovokeret efter besøg hos osteopat, som lavede knæk i nakken.”

Hvis man oplever det, skal man finde en god behandler, som kan rette op på det. En kiropraktor eller osteopat, som andre hjernerystelse-ramte har god erfaring med. Eller piskesmældsramte.

Synstræning/øjentræning mod samsynsproblemer

Til synsforstyrrelser. Læs også i Vejledningen under Behandling og synstræning

30 årig fyr med hjernerystelse i 3½ år, skriver i januar 2011:

Jeg startede i oktober 2009 til synstræning hos Steen Aalberg (optometrist i Sønderborg) og er stadig igang. Jeg træner hjemme 5 dage om ugen, og kommer nu kun hver 2. måned hos Steen. Sådan et forløb koster 25.000 kr.

Det er et meget, meget hårdt forløb. Jeg synes helt klart, at det er begyndt at virke – især på det seneste har jeg ca. hver måned kunnet mærke, at en ny funktion faldt på plads. Jeg kan efter, jeg er blevet opmærksom på alt det med synet, se ,at alt det der smadrer mig, kan relateres til synet:

• At se tv: Det er jo åbenlyst, at synet bruges her. Er der undertekster, bliver det meget hårdere, og det er jo klart, da det derfor er nødvendigt at fokusere på et lille område, hver gang en linje skal læses. Ser man på hele skærmen uden at læse undertekster åbnes det perifere syn mere, og belastningen ved fokusering mindskes.
• At gå i motionscenter: Efter at være blevet opmærksom på det med synet, kan jeg se, at menneskemængden i centeret betyder ufatteligt meget for, hvor meget jeg kan holde til.
• Se videoer på pc’en – f.eks. på Youtube.com: Det smadrer mig fuldstændig. Hvorfor? Fordi opdateringshastigheden, altså den hastighed hvormed billederne skifter, er vildt langsom. Vi ser det som en jævn bevægelse, men det er i virkeligheden en masse billeder, der skifter, hvorfor øjet skal fokusere vildt mange gange på kort tid.
• Skrive på pc’en: Sidder jeg med min bærbare foran mig med en standardstørrelse på 12, får jeg det dårligt efter 5 min. Ser jeg på en skærm, der er 1 meter væk, vælger størrelse 22 og zoom på 130 %, kan jeg sagtens skrive en halv time. Det er i begge tilfælde det samme, der løber gennem hovedet, hvorfor svaret på forskellen må ligge i synsproblemerne.
• Samtale i længere tid: Sidder man en meter fra en person, man ser i øjnene, skal øjnene drejes meget indad som ved læsning.

Der er selvfølgelig enkelte ting, hvor det ikke åbenlyst er synet, men generelt kan det forklare rigtig meget.

Nu vil jeg ikke ”sælge skindet før bjørnen er skudt” og love, at han gør mig fuldstændig rask, men jeg tror på, at han kan få mig rigtig, rigtig langt. Når jeg kan sige mere om, hvor meget det helt præcist har givet mig, siger jeg selvfølgelig til.

52 årig kvinde med hjernerystelse i 3 år – artikel fra bladet “Optikeren”

Da Signe for tre år siden var på ferie i Egypten med sin mand, skete ulykken, der kom til at ændre hendes liv. Hun snublede over et trappetrin i hotellets foyer og knaldede kæben, fra hagen mod højre øre, i marmorgulvet. Hun tog ikke fra med hænderne pga. et kamera hun bar. ”Jeg kunne mærke, at noget ligesom forskubbede sig i mit hoved”, siger Signe. Hun tror umiddelbart efter faldet, at hun er okay, men da hun lidt efter ligger i sengen på sit hotelværelse, bliver hun bekymret. ”Det var som om slaget havde forplantet sig”, siger hun.

Indtrykket af, at Signe på 52 år er en meget viljestærk kvinde, opstår hurtigt i vores samtale. Hun har noget på hjerte.

Dagene efter faldet går uden kvalme eller svimmelhed, og hun fortsætter ferien med sin mand. De kommer hjem tre dage efter ulykken, og Signe vender tilbage til dagligdagen og jobbet som organist. Hun finder hurtigt ud af, at hun slet ikke kan fungere som før. Hendes hørelse har taget alvorligt skade, og hun oplever en ekstrem lydsensibilitet. Korklangen generer hende voldsomt og ligeledes orgelspillet.

Signe bliver hurtigt dårligere og må droppe fjernsyn og al musik. Hun har koncentrationsbesvær, føler sig konfus og kan ikke fokusere. Hun bliver derfor meget hurtigt sygemeldt fra jobbet og begynder nu at mærke et tiltagende voldsomt tryk i hovedet. ”Det var, som om vand ville sprøjte ud af mine ører”.

En måned efter sin sygemelding bliver hun indlagt akut på Vejle Sygehus, hvor hun bliver undersøgt nøje. Undersøgelserne viser ingen tegn på indre blødninger. Lægerne fortæller efterfølgende, at de intet kan stille op. Hun får at vide, at der kan gå år før lidelserne forsvinder – nogle kommer aldrig af med dem.

Signe fungerer dårligere og dårligere i hverdagen og ender med at opsøge sin egen læge, som ikke siger andet, end at hun skal holde sig i ro. Smerterne i hendes hoved forværres, og hun prøver akupunktur. ”Det forværrede kun situationen, så vi måtte stoppe behandlingen”, forklarer Signe.

Hun bliver undersøgt i Vejle endnu engang, men lægerne er stadig på bar bund.

Signe klarer sig igennem de næste fem måneder med troen på, at det nok skal gå. Men da hun tager på tur til København med sin mand, opdager hun, hvor dårlig hun i virkeligheden er blevet. ”Jeg kunne ingenting”, fortæller Signe, ”jeg måtte gå med min mand i hånden og kigge ned i jorden”.

Da de vender hjem går hun i chok. Hun erkender hvordan hendes tilstand er forværret efter ulykken. Hun kan ikke rigtig se længere eller samle noget i hovedet – og hun kan slet ikke koncentrere sig.

”Jeg lå i sengen hele efteråret”, bemærker hun. Da Signe igen ser en speciallæge, får hun at vide, at hun kan blive rask, men håbet brister, da hun i forbindelse med sygemeldingen fra sit job ser en anden læge, der siger, at der intet kan gøres for hende.

Selv om hendes arbejdsgiver holder fast i hende, kommer hun på førtidspension, da hendes arbejdsevne er under 1/3.

Det var en stor omvæltning for Signe. ”Forestil dig, at en bil med seks gear, som altid kørte i overhalingsbanen, pludselig blev tvunget til at parkere, sådan følte jeg det”, forklarer hun.

Men Signe tager sagen i egen hånd og begynder at søge under sit symptomfelt på internettet. Der støder hun på hjemmesiden for Daghøjskolen i Centrum beliggende i København, der beskæftiger sig med genoptræning mm. Hun kommer via hjemmesiden i kontakt med en neurolog, som henviser hende til en optometrist. Han fortæller, at der findes fem optometrister i Danmark, der har taget efteruddannelser i udlandet, som måske kan hjælpe hende.

Herfra henvises hun til Steen Aalberg, som beskæftiger sig med udviklingsoptometri og har en synsplejeklinik i Sønderborg.

I december 2007 testes hun på klinikken. ”Det tog 10 dage at komme mig over anstrengelserne ved testen”, bemærker Signe, ”men det var fantastisk, at nogen endelig kunne fortælle mig, hvad der var galt og hvad, der kunne gøres”. Testene bestod af krævende fokuserings- og balanceopgaver.

På det tidspunkt kan Signe hverken fokusere, se ting tæt på, se farver, se opad, være i butikker og i større forsamlinger, høre musik etc.

Der tilrettelægges et seksmåneders terapiforløb, som begynder i januar 2008. ”Træningen var hård, men jeg var top motiveret”, forklarer Signe, som mener, at synstræning har gjort en kæmpe forskel for hende. Hun kalder det sit vendepunkt i livet. ”Jeg vil gøre alt for at udbrede det”, siger hun entusiastisk, ”jeg kan så meget mere nu end før træningen”.

Signes funktionsniveau er forbedret betydeligt, men hun er ikke kureret – heller ikke for smerterne i hovedet. Dog er Signe sikker på, at hun nok skal finde hjælp til afvikling af smerterne. ”Jeg skal bare lige finde de rette mennesker”, siger hun.

Signes sag er præget af, at hun har været alene med sine lidelser. Udover støtten fra sin familie og sine venner, har Signe gennemgået forløbet fra ulykkens indtræden til mødet med visuel terapi, selv. Der var ingen hjælp at hende hos lægerne. Synsproblemer som følge af hjernerystelse er tilsyneladende lægerne ubekendt.

For Signe er det frustrerende, at behandlingen hun har gennemgået, ikke er anerkendt i Danmark, hvilket betyder, at behandlingen skal finansieres af egen lomme, og det koster typisk mellem 15.000 og 30.000 kroner.

Derudover nævnte lægerne i Signes tilfælde intet om den alternative behandling, så Signe måtte tage kampen op alene. ”Jeg er ikke sikker på, at fx en alenemor ville kunne klare sådan et forløb”, forklarer Signe, som har haft stor opbakning fra sit bagland.

Ulykken har ændret Signes liv, men kampgejsten og livsglæden har givet hende hverdagen tilbage, og i dag har hun opnået overskuddet til at fortælle verden om sin sag.

I et brev til de læger, som hun har været i kontakt med i løbet af sygdomsperioden, forklarer hun, hvordan terapiforløbet har hjulpet hende, og hun opfordrer dem til at give budskabet videre til patienter i samme situation.

”Synstræning reparerede bilen, som nu langsomt er på vej ud på motorvejen igen”, fortæller Signe, som ved, at hendes liv for altid vil være forandret.

<b<40 årig kvinde med hjernerystelse i 3 år fortæller om sine erfaring – i forhold til Signes:

Som jeg husker det var mine symptomer følgende: Jeg kunne ikke være i rum/fremmede steder, hvor der var “nye ting”, måtte fokusere på hvide vægge, kunne ikke køre bil, fordi det forstyrrede mit syn for meget, og kunne ikke tåle rod af samme grund. Jeg fik at vide at jeg så dobbelt og opdagede det faktisk også ved testen – havde ikke bemærket det før, men da jeg først var blevet bevidst om det lagde jeg mærke til det en gang senere også. Træningen var for mig over en måneds tid så vidt jeg husker og så havde jeg det faktisk meget bedre med synet. Hovedpinen var ikke mærkbart ændret, men jeg kunne mere – både bilkørsel og samvær med andre.

Jeg kommenterer på hendes bemærkninger i artiklen, så du har forskelle og ligheder:

“Signe bliver hurtigt dårligere og må droppe fjernsyn og al musik. Hun har koncentrationsbesvær, føler sig konfus og kan ikke fokusere.” – jeg kunne heller ikke læse, se fjernsyn, pc eller sms. Synstræningen hjalp meget.

”Jeg kunne ingenting”, fortæller Signe, ”jeg måtte gå med min mand i hånden og kigge ned i jorden”. – Det har jeg også prøvet…

“Der tilrettelægges et seksmåneders terapiforløb, som begynder i januar 2008. ”Træningen var hård, men jeg var top motiveret”, forklarer Signe, som mener, at synstræning har gjort en kæmpe forskel for hende. Hun kalder det sit vendepunkt i livet”. – Mit forløb var væsentligt kortere, men det VAR meget hårdt, til gengæld var det det hele værd og gjorde en stor forskel. Et ligefremt vendepunkt ville jeg nok ikke kalde det – men jeg ville ikke have undværet træningen.

“”Synstræning reparerede bilen, som nu langsomt er på vej ud på motorvejen igen”, fortæller Signe, som ved, at hendes liv for altid vil være forandret.” – Hun er heller ikke blevet rask af det – og det tror jeg ikke man bliver, men det har alligevel hjulpet på vigtige områder…

25 årig fyr med hjernerystelse i 2 år, skriver i marts 2010:

Jeg begyndte til synstræning hos Steen, som er optometrist i Sønderborg i maj 2009 og var færdig med at træne ultimo september 09. Det skal siges, at jeg gav den gas med træningen, for det tager normalt 6 mdr. at gennemføre forløbet.

I starten af august kunne jeg mærke de første forbedringer, og siden er det gået meget fremad. Det kniber dog stadig med læsningen og pc´en, men Steen siger, at det løser sig, da det kræver, at hjernen skal lære at bruge alle de nye færdigheder, man har tillært sig ved træningen, og det kan godt tage tid.

Det skal siges, at på de dage, hvor det kører, er det ikke noget problem at være på en hel dag, og jeg kan også sagtens være på disco hele natten og kun sove 6-7 timer og så vågne op og kun være almindelig træt, som alle andre efter en bytur.

Som sagt er de eneste problemer læsning og pc, som jeg ikke synes, har rykket sig særlig meget endnu, men det skulle komme 🙂 Forløbet kostede 24.000 kr., og selvom det lyder af meget, vil jeg sige, at det utvivlsomt er min bedste investering til dato. Jeg læser selv på universitetet og er meget skeptisk overfor alt andet, end hvad lægerne siger, men jeg må tage hatten af for, hvad Steen har kunnet udrette. Det kræver dog disciplin at lave øvelserne, men sådan er det jo. Steen forventer, at jeg bliver normal som før ulykken, så det satser jeg på:-)

Tænk på, at 80% af det, hjernen bearbejder, er visuelle indtryk, og hvis det er i uorden, så er man på røven, men det kan heldigvis genoptrænes!!

Det skal siges, at Steen på ingen måde tager røven på nogen. Jeg har snakket med flere, som han ikke kunne hjælpe, og der melder han klart ud. Han bruger mange penge og tid på at udbrede synstræningen via rejser og foredrag. Selvom jeg er færdig med at træne hos ham og har betalt, svarer han mails og tager telefonen uden tøven. Man kan mærke, at han ønsker at hjælpe folk, og det er derfor han har valgt sit job! Selv min neurolog var skeptisk og sagde at det var penge ud ad vinduet, men neurologen har nu skrevet det i min lægejournal og har erkendt, at jeg har haft samsynsproblemer, så der er noget om snakken!

Hypnose

Jeg har hørt om to tilgange til post commotio hos hypnose-terapeuter. Den ene er hvor hypnosen opfordrer hjernen til at finde vej til at blive rask. Den anden går ud fra at patienten har en fejlagtig overbevisning om at han/hun er syg – eller at det er fordi man har nogle psykiske grunde til ikke at ville være rask.

Den hypnose folk fortæller om her er kun den første slags. Og den hypnose, der er udviklet her på hjemmesiden (som du kan afprøve gratis ved at skrive ind til Maildressen er skrivtil (a) hjernerystelse.dk Du må selv stykke det rigtigt sammen med snabel-a) tager også kun udgangspunkt i at få underbevidstheden til at finde vej. Fx hvis man har nogle kronisk anspændte nakkemuskler, så få hjernen til at stoppe med at spænde op.

Kvinde på 50 år med hjernerystelse i 2½ år
Da jeg startede på hypnose, havde jeg længe ikke afprøvet noget behandling. Og længe havde min hjernerystelse været på samme niveau.

Jeg har ikke været hos en hypnoseterapeut, men har prøvet hypnose-lydfilerne gennem hjemmesiden her.

I løbet af en måned kunne mærke en markant bedring. Jeg husker bedre og er mere udholden. Og jeg har kun sjældent hovedpine nu. Hvis jeg vågner om natten, falder jeg hurtigere i søvn end før. Jeg er blevet bedre til at få ro i mit hoved.

Nu kan jeg kan være på job 7½ time (inklusiv pauser) uden at få hovedpine 🙂

Jeg vil meget gerne fortsætte med hypnose filerne. Jeg får ikke altid gjort det hver dag, men jeg tager måske 3-4 gange på en uge. Update 3 måneder senere
De gode takter forsætter. Therese, du fortjener en kæmpe buket blomster 🙂 . Jeg er dig evigt taknemlig for det store arbejde du har lavet både med hjemmesiden og hypnosefilerne.

30 årig kvinde med hjernerystelse i 1,5 år fortæller
Jeg har netop afsluttet deltagelse i et forsøg med rehabilitering af hukommelse og koncentration gennem hypnose ved et forskningscenter i Århus.

Jeg kan fortælle, at min hukommelse inden behandlingerne var markant skadet efter min hjernerystelse, og at den nu efter behandlingerne er tilbage på mit normale niveau. Altså fik jeg min hukommelse tilbage af hypnose!

Der der i alt 8 behandlingsgange (ca 1,5 time) og 4 testgange (ca 4 timer m pauser). Testgangene var helt enormt hårde for mig. Jeg var helt udmattet med svær hovedpine, måtte køres og hentes til og fra, og var smadret i dagene efterfølgende.

Det var hårdt, men for mig har det uden tvivl været det værd! Hypnosegangene var meget behagelige, her var det kun køreturene, som var krævende (Randers-Århus). Tog nogle af turene i bus, hvilket jeg vil fraråde.

Det kan være svært selv at vurdere graden af sine hukommelsesproblemer. Jeg var selv i tvivl, om det var trætheden eller reelle hukommelsesproblemer, men testene inden behandlingsstart talte deres klare sprog: at jeg havde markante hukommelsesproblemer. Under alle omstændigheder vil du kort blive testet af projektets neuropsykolog for hukommelsesproblemer, inden du kommer endeligt med i projektet (sådan var det i hvert fald for mig).

Desværre hjalp hypnosen ikke på resten af mine hjernerystelse symptomer som hovedsageligt er: træthed, udtrætning, hovedpine, sanse over-følsomhed, svimmelhed, kvalme, syns problemer, søvnproblemer, spændinger, fryser, ryster mv.

Rikke (hypno-terapeuten) gav mig et råd som jeg godt kan lide, nemlig at være glad for denne delvise bedring, og så gå på detektivarbejde for at finde løsningen på resten.

Hypnosen handlede om at få hjernen til at heale sig selv og handlede meget om hukommelse (nærmere må jeg desværre ikke beskrive det, da forsøget stadig kører). Men det får mig da til at tænke, om et hypnoseforløb specifikt på hovedpinen kunne fjerne den også…! Rikke fortalte, at nogle af de, som har været med i forsøget, også har oplevet mindre hovedpine efterfølgende (ville ønske det gjaldt mig).

Mor til ung kvinde med hjernerystelse i 1 år fortæller

Det er HELT nyt, at hun kan overskue kontakt med fremmede og har overskud til at hjælpe andre. Det glæder mig at kunne fortælle, at Vibe har det væsentligt bedre efter start på hypnoterapi d. 6. februar. Det går langsomt, men sikkert fremad. Jeg gætter på, at hun vil kunne raskmeldes inden for et halvt – trekvart år, hvis denne gode udvikling fortsætter.

Hvis andre skulle få lyst til at prøve hypnoterapi, vil jeg råde til, at de kontakter hypnoterapeut René Frederiksen i Ålborg www.hypnoseforalle.dk og bede om navnet på én et andet sted i landet, som René har uddannet med sin særlige smertehypnose-behandling. Det rykker for Vibe! Også på andre områder end hovedpinen. Vibe sover bedre, har et højere energiniveau og kan holde til meget mere.

Hun har været der 6 gange i alt. Vi købte en pakke med 8 behandlinger á 1 time (intro-tilbud). Halvdelen måtte aflyses, da Vibe var for dårlig til at komme ud af døren.

Det har været med 2-3 ugers mellemrum, for turen til Ålborg var hård for hende, 1½ time hver vej. Nu har vi købt en pakke mere med 6 behandlinger, og hun har været der de første to gange. René siger, at hun muligvis skal have yderligere en pakke. Det begyndte ret hurtigt at gå en lille smule bedre. Men de sidste 3 uger er det gået helt vildt stærkt.

Hun laver dagligt selvhypnose, hvilket er en meget vigtig del af behandlingen.

Jeg bliver dagligt forbavset over ting, hun gør og kan. Hendes søvnrytmeforstyrrelser og meget forbedrede, også udtrætningen går det bedre med. Hovedpineanfaldene er reduceret fra 2-3 dage til p.t. 1½ dag. Hun kan tale under anfaldene og kan også sidde op i sengen – hvilket var helt utænkeligt før. Som jeg lovede, vil jeg lave en nærmere beskrivelse af det senere.

Det er vist ikke alle, det virker på, men det kan varmt anbefales. Vi er meget optimistiske nu mht Vibes helbredelse.

Kvinde med hjernerystelse i 11 år fortæller

I 1999 var jeg udsat for et hovedtraume, som endte op med postkommotionel syndrom (af nogen kaldet kronisk hjernerystelse), og jeg endte som førtidspensioneret sygeplejerske.

Dette har medført problemer med hukommelsen, koncentrationsbesvær, hurtig udtrætning, hovedpine og et deraf meget indskrænket social- og familieliv. Var der to forskellige samtaler i gang på én gang, måtte jeg ofte forlade lokalet.

I marts 2010 læste jeg om et pilotprojekt på Hammel Neurocenter, hvor man havde forsøgt at give hypnose til senhjerneskadede med problemer i ”arbejdshukommelsen”, og det havde givet gode resultater. Jeg søgte i RAB-registreret (Registreret Alternativ Behandler) og sendte en enslydende mail til tre udvalgte hypnotisører, og valgte ud fra svarene ”min hypnotisør”.

Jeg var rimelig skeptisk – men som min mand sagde: det eneste der kunne ske var jo, at der ikke skete noget! Men, men, men ….. Efter 1. behandling havde jeg en klar fornemmelse i hovedet, skulle ikke bruge nær så meget ”koncentrations-energi” på at køre hjem som jeg plejede. Havde det OK dagen efter – ville normalt have brugt 2-4 dage på sofaen efter sådan en tur.

Efter 3. behandling var jeg til Sølvbryllup. Jeg forlod ikke lokalet én eneste gang! Min mand sagde under hovedretten: Det er utroligt, jeg kan ikke huske, hvornår du sidst er blevet siddende ved bordet. For mig var det surrealistisk, at sidde i et lokale med X antal samtaler + musik, og så kunne koncentrere sig om sin egen samtale – og jeg gik i seng kl. 3.30!

Hypnosen har givet mig et ”nyt” liv, jeg har fået meget mere overskud, hviler kun sjældent i løbet af dagen (tidligere var der flere gange daglig), har meget nemmere ved at koncentrere mig, behøver ikke at planlægge min dag minutiøst for at undgå kaos, kan deltage i en samtale uden at ”tabe tråden” og jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg havde hovedpine sidst – havde ofte en ”rungende hovedpine”, som hvis du har været til koncert og stået lige foran højtaleren + tømmermænd.

Opfølgning 2 år efter hypnose-behandlingen
Jeg er ikke blevet rask. Men det havde jeg nu heller ikke forstillet mig ville være muligt. Jeg har stadig den positive virkning af hypnosen. Dog skal jeg stadig passe på mig selv – hvilket jeg forventer, at jeg skal resten af mine dage. Hvis jeg presser mig selv for meget / vil for meget / sætter for meget igang, så får jeg dårlig nattesøvn og de gamle symptomer vender tilbage. Når jeg så får bremset op, finder kroppen/hjernen tilbage til den tilstand, som nok er min optimale.

Om man kan kalde det tilbagefald ved jeg ikke – jeg føler det ikke som sådan, for min hverdag er så meget bedre end den var, og holder jeg mig indenfor grænsen, så er jeg meget tilfreds med mit liv…..selvfølgelig kan man altid ønske sig mere; men jeg har valgt at være glad for den fremgang, jeg har haft. Uopnåelige ønsker giver jo ikke positiv energi.

Kvinde på 42 år med hjernerystelse i 4 år

I starten af mit hjernerystelse forløb var hos en hypnotisør. Jeg kendte ham en lille smule fra træning, så jeg fik det gratis, som forsøg – han var blevet færdiguddannet kort forinden.

Han er ret ung, men han hjalp mig faktisk rigtig meget – med at håndtere det nye liv og især med at finde ro fra smerterne via hypnose/selvhypnose. Han ville gerne prøve at hjælpe hjernen i gang med at hele hurtigere og det var helt forfærdeligt, jeg fik det meget, meget dårligt, så det gik vi ikke videre med. Jeg tror personligt derfor ikke på, at man kan bedre sin hjernefunktion/følgerne efter hjernerystelsen ved hypnose, men det er jo bare mine erfaringer. Noget andet er, at man bliver så afslappet undervejs i hypnosen (mere end ved søvn, hvor jeg i hvert fald spænder, når jeg har det skidt), så spændinger også slipper. Måske kan det være en grund til at man føler, at man får det bedre bagefter.

Man kan selv stoppe undervejs i hypnosen og har selv indflydelse på, hvad man arbejder med.

Jeg tror i øvrigt også det er virksomt i forhold til traumer opstået efter ulykken. Desværre fik jeg ikke bearbejdet den del, fordi jeg havde for meget andet, men jeg kunne bestemt godt overveje at tage det op igen i forhold til cykling, som jeg har lidt angst for.

Erfaringer med graviditet og fødsel – samtidig med hjernerystelse

Dette er relevant for kvinder, som har haft hjernerystelse i flere år – og derfor ikke vil vente på at blive raske før end de får børn.

Kvinde, 37 år, hjernerystelse 5 år, skriver i maj 2010

Jeg fødte min søn efter fire års hjernerystelse. Planen var at føde normalt, men det endte med et kejsersnit, fordi han lå forkert. Undervejs fik jeg vestimulerende hormon samt epiduralblokade. Fødslen tog 17 timer. Jeg blev udtrættet af, at det tog så lang tid. Synes det var en sej omgang.
Det tog lang tid for min krop at komme mig ovenpå kejsersnittet. Andre jeg har talt med, der har født ved planlagt kejsersnit, har dog været glade for det.
Men det vigtigste er jo, at der kommer et dejlig velskabt barn ud af anstrengelserne 🙂

Når jeg husker tilbage, synes jeg at det gik forbløffende godt med hjernerystelse og en lille baby. Det er blevet mere krævende for hjernen, nu hvor han er blevet større (14 måneder).

Kvinde på 30 år, hjernerystelse 5 år, to børn, arbejder 30 timer

Jeg fik hjernerystelse i 2005 og fødte en dreng i marts 2007. Jeg havde en god
graviditet – mærkede ikke meget til min hjernerystelse. Fødte “almindeligt” og efter fødslen blev min hjernerystelse rimelig slem. Jeg tror, at fødslen – især presse veerne – har været med til at forværre symptomerne pga. hård fysisk anstrengelse.

Lægernes vurdering var, at hormonerne under graviditetet var “godt” for min
hjernerystelse, da de gjorde sener/led m.m. mere fleksible og derfor mærkede jeg ikke
meget til mine spændinger og deraf hovedpine m.m.

Jeg ved ikke om en fødsel kan forværre hjernerystelse, men det er bestemt en fysisk hård
belastning – hvilket for de fleste hjernerystelse ikke er specielt godt.

Kvinde, 35 år, hjernerystelse 6 år, mor til to små, skriver i maj 2010

Jeg fik udelukkende kejsersnit, fordi jeg også fik en perilymfatisk fistel,
da jeg slog hovedet (der blev slået hul i hovedet, der medførte at der sev
væske rundt i hovedet – derfor turde lægerne ikke risikere, at hullet skulle
springe op, når jeg pressede).

Men jeg kan anbefale et kejsersnit og forstår godt Jer som er bange for hovedpine osv. Jeg har ingen bivirkninger haft pga. kejsersnittet. Jeg tror man skal lytte til sig selv. Giver det mange bekymringer osv. så vælg kejsersnittet. Det er trods alt barnet der er det vigtigste og så er selve fødslen underordnet. Det er ekstremt hårdt at have 2 små børn. Så jeg må i seng. Heldigvis giver de jo også livsglæde og et dejligt fokus i livet, så de er det hele værd!!!

Kvinde, 43 år, hjernerystelse i flere år, skriver i maj 2010

I slutningen af min graviditet fik jeg forhøjet blodtryk, og var indlagt til observation for svangerskabsforgiftning (hvilket jeg ikke fik). Det var jo forskellige læger der havde vagt (og tog beslutninger). Jeg blev sat i gang 3 gange. 3. gang gik vi hele vejen. Tog fostervandet, fik ve stimulerende drop. Da jeg efter 22 timer stadig ikke havde åbnet mig så meget, fik jeg kejsersnit. Problemet med hjernerystelse og sådan en fødsel, var at jeg jo ikke kunne tænke særlig klart efter så mange timer. Det er jo stadig tanken at kvinden selv skal tage stilling til alt muligt. Der gik jo også nogle dage inden jeg kom ovenpå efter en manglende nattesøvn. Men heldigvis sover børn jo meget de første dage.

Vi fik en skøn og fin datter, som nu er 9 ½ år.

Jeg drømte om en ”naturlig fødsel”, men det er jo ikke fødslen det kommer an på, men at få et sundt barn.

Kombinationen hjernerystelse og naturlig fødsel er jeg nu ikke nervøs for. Men du kan forberede dig ved at sætte dig grundigt ind i alle de forskellige kemikalier, som de kan tilbyde dig. Så kan du bedrer tage stilling, selv om du er død træt.

Jeg håber jo også at din kæreste er med dig hele vejen, det betyder utrolig meget.

Når I så har fået jeres skønne barn, så indret jer efter hvordan I som samlet familie har det bedst. F.eks. vågnede min datter en periode meget tidligt. Hun var så vågen nogle timer, inden hun kunne sove igen. Mit hoved kunne ikke klare at være vågen så lang tid på det tidspunkt. Så fandt vi på at sætte vækkeuret en time før hun plejede at vågne. Min mand skiftede så hendes ble (så hun blev vågen), og jeg ammede hende. Så sov hun igen nogle timer. Det var meget bedre for mig, kun at skulle være vågen de ca. 15 minutter inden jeg kunne sove igen.

Hvad er forskellen til migræne?

Man kan blive spurgt om ens hjernerystelse hovedpiner er lige som migræne.

Her er en officiel definition på migræne:

Diagnostiske kriterier for migræne er at have mindst fem anfald af hovedpine, som varer 4-72 timer (ubehandlet eller succesfuldt behandlet) og har mindst to af følgende træk:
– Halvsidig
– Pulserer
– Moderat til svær smerte
– Forværres ved rutinemæssig fysisk aktivitet (fx at gå, eller gå op ad trapper)
– Under hovedpinen har enten kvalme, opkast og/eller lys- og lydfølsomhed
Og symptomerne ikke skyldes anden lidelse.

Kvinde på 35 år, hjernerystelse i 5 1/2 år

Jeg lider selv af migræne. Hvorvidt jeg har haft det før hjernerystelse kan diskuteres, men migrænen er blevet et hyppigt bekendtskab efter skaden. Og er for mig det sidste og ultimative hjernerystelse-symptom som resultatet af for meget opspænding i hovedet/uro/sitren i hovedet over for lang tid. I fht mine hjernerystelse-hovedpiner ligger migrænen lige en takt højere på smerteskalaen. Hvis ikke mere. For mig er hjernerystelse-smerterne for det meste udholdelige (generende, trættende  men kan holdes i skak, hvis jeg tænker over mine aktiviter/imput) imens migrænen oftest føles uudholdelig (og uundgåelige). Men overgangen er glidende.

Nu er jeg gravid og kan ikke tage medicinen, men eller tog jeg den ret ofte (måske en gang om ugen i gennemsnit)- også for at få dæmpet/slået auraen ned (aura er den tilstand/de symptomer, man har, før selve migrænen bryder ud. De ligner hjernerystelse-symptomerne til forveksling: synsforstyrrelse, lyd- og lysfølsomhed mm).

Siden 2005 har jeg af 3-4 omgange som en lille ekstra bonus haft migræneanfald uafbrudt i 3 uger – altså hvor migrænen ikke ville slås helt ned af af medicinen kombineret med hvil, som ellers virker. Meget frustrerende – især da man max må tage 9 piller om måneden. Disse lange anfald oplever jeg også som en del af hjernerystelse-tilstanden.

Det er så som så med, at neurologerne har beskrevet denne sammenkobling mellem hjernerystelse og migrænen særligt uddybende i mine journaler – selv om den er ret klar for mig.

Kvinde på 30 år med hjernerystelse i 1,5 år

Jeg har prøvet migræne medicin, Migea, som ikke hjalp mig. Min søster har migræne og vi har sammenlignet vores hovedpiner (Migræne=blå, hjernerystelse=rød):

• Hun får anfald af hovedpine af varierende styrke og varighed 2timer-2dage ca 1 gang i måneden, somme tider i forbindelse med menstruation eller stress. Min hovedpine er der hver dag og opbygges mod aften. Min hovedpine forværres ved aktivitet, og bedres af hvile.
• Hendes hovedpine er ofte i ansigtet især bag øjnene, men kan også være i resten af hovedet. Under selve anfaldet flytter hovedpinen sig ikke, men det kan være forskelligt, hvor den sidder fra gang til gang. Min hovedpine flytter sig til forskellige områder. Jeg har dog oftest hovedpine i hovedet og kun af og til i ansigtet (kinder, kæber). Ligesom hende, har jeg dog ofte smerter bag øjnene.
• Under anfald er hun over følsom overfor lyd, lys, lugt og berøring. Min over følsomhed overfor sanseindtryk ligner hendes, men er vedvarende og daglig af varierende styrke.

Kvinde på 59 år med hjernerystelse i mange år

Jeg har haft og har rigtig meget migrænelignende hovedpine, hvor jeg hverken kan klare lyd, lys eller lugt. Jeg spiser meget smertestillende medicin (pinex og kodein) for at dulme smerten. Jeg har også prøvet migrænemedicin ( og mange andre ting) men uden nogen som helst virkning. Det gjorde altså ingen forskel på hovedpinen om jeg tog migrænemedicin eller ej, så jeg tænker , at hjernerystelse-hovedpine er noget andet end migræne.

Kvinde på 39 år med hjernerystelse i 4 år

Min store datter lider af migræne hvor hun bliver blind på det ene øje op til en uge efter, så kender det tæt på, der er bestemt ligheder og så slet ikke.

Jeg fik migræne medicin for 5 år siden og det var helt uden effekt men prøve kun et medicament kan ikke huske hvad det hed og har senere prøvede det der kaldes “london-kuren” (blev indlagt for en hjerneblødning, og udskrevet med migræne medicin…huummmm…måske derfor det ikke virkede da man senere konstateret en hjerneblødning…haha) spøg til side.  På mig havde det ingen effekt, jeg har også prøvet flere af de ting du beskriver helt uden effekt (nogle med en masse frygtlige bivirkninger) ved et tilfælde fik jeg dolol og pinex comp det er det eneste der har kunne smerte dække mig.

Som lægerne beskrev det for os, migræne er ofte psykisk relateret “når bægeret ikke kan rumme mere og flyder over”, det er arveligt, der kommer anfald i teenage årene så forsvinder det og kommer så igen i ens voksne liv, alt dette kan vi kun bekræfte ude fra min datters erfaringer og de venner jeg kender med migræne.

Hvad er forskellen til piskesmæld?

Når man slår hovedet (i lægesprog hedder det et hovedtraume) kan det ikke undgås at det påvirker nakken – og dermed kan det også ske at man får en skade i nakken.

Og omvendt: piskesmælds-ulykker er et kraftigt ryk først frem og så tilbage i nakken, fx i bilulykke, og her kan der også ske en hjernerystelsesskade, altså som følge af at hjernen rystes frem og tilbage inde i kraniet.

Der stort sammenfald af symptomer fra de to typer skader og det er svært at skelne, hvorfra symptomerne stammer. Begge dele har man ikke rigtig måleteknikker til at belyse. Så det er mørkeland.

Nogle læger mener at var man ikke bevidstløs, da man slog hovedet, så er det ikke en skade efter hjernerystelse, man har, men piskesmæld.

En svensk bog oplister følgende, som symptomer på henholdsvis skade i nakken og i hjernen. Men bemærk at der ikke er nogen officielt anerkendt liste, så tag det med et gran salt. Bemærk også at man ikke skal have alle symptomer.

Symptomer stammende fra nakken (cervicalsyndrom) / whiplash skade, Följande symptom kan ingå:
– Smerter i nakke, skuldre, arme, brystkasse, lænderyg, bækken, ben
– Stivhed i nakken
– Hovedpine
– Migræne
– Kæbeleds – og tungesmerter
– Smerter i øret eller bagved øret og i ansigtet
– Følelsesløshed, prikken eller unormale følelser i arme, hænder,
fingre og lister
– svaghed i nakke, arme og hænder
– fummelfingrethed
– følelse af en klump i halsen
– svimmelhed
– balanceforstyrrelser, besvær med balance i ujævnt terræn eller mørke
– utilpashed
– øresusen, tinnitus
– subjektivt synsbortfald
– subjektiv hørenedsættelse, forandret lydopfattelse
– besvimelsesanfald
– black-out tilfælde
– ekstrem træthed
– søvnforstyrrelser
– forstyrrelser fra det autonome nervesystem, fx dobbeltsyn,
akkomodationsforstyrrelse, unormal eller uregelmæssig sveden,
forstyrret temperaturregulering
– uregelmæssig hjertefunktion
– varierende blodtryk
– synkeproblemer
– problemer med stemmen
– påvirket vejrtrækning
– forstyrret proprieception (taber ting, snubler, har svært ved at
klare præcisionsarbejde, problemer med at spille violin, klaver etc.)

Symptomer som følge af en hjernerystelse (postcommotionelt syndrom), följande symptomer är vanlige:
– hovedpine
– svimmelhed
– lys- og lydoverfølsomhed
– søvnproblem
– irritabilitet
– koncentrationsproblemer
– hukommelsesproblemer
– unormal træthed og udtrætning
– depressivitet
– forstyrret libido (kønsdrift, sexlyst)
– nedsat lyst til sex
– forvirringstilstand
– emotionel labilitet
– ængstelse, uro
– humørsvingninger
– besvær med nye eller abstrakte opgaver
– forstyrret logisk tankegang
– forstyrret simultankapacitet
– glemsomhed
– personlighedsforandringer
– alkoholintolerance
– raseriudbrud
– mareridt
– andre smerter end hovedpine
– kan ikke længere gennemføre planer
– forstyrret intellektuel kapacitet
– svært ved at finde ord
– bruger forkerte ord
– svært ved at følge med i en samtale
– søvnforstyrrelser, får aldrig udsovet, øget søvnbehov etc.
– fysisk og psykisk stresstolerance
– rastløshed og nervøsitet
– angstanfald