Her er nogle beskrivelser af sygeforløb på under 3 måneder

39-årig kvinde skriver:
Blev ramt at et busspejl (på cykel) i april. Jeg var ikke bevidstløshed, så jeg har også mødt læger, der siger, at så er det ikke hjernerystelse. Var sygemeldt i 2 måneder med daglig hovedpine, derefter aftog den og er der nu bare nogle dage. Går til fysioterapi.

20-årig kvinde skriver:
Blev Den 6. oktober 2014 blev jeg påkørt af en bil. Føreren overså mig på cykel i et venstresving og jeg blev kastet op på kølerhjelmen og knuste hans forrude med mit ansigt. Jeg havde ingen hjelm på. Jeg blev behandlet som traumepatient, men har sluppet billigt!

De første par dage var jeg påvirket af ekstremt træthed. Jeg var lige vågnet efter 10-12 timers nattesøvn, men efter 30 min kunne jeg have brug for at sove yderligere 2-3 timer. Jeg havde kvalme på 3 dagen, men døjede ellers ikke med det. Jeg havde en smule spændingshovedpine og var tung i hovedet, men det fortog sig samtidig med at min bule i panden blev mindre. Når jeg skulle ud fx at handle gik det okay, men når jeg kom hjem kunne jeg tydeligt mærke en overstimulering af sanser. Støj og lys gjorde mig træt, og jeg havde brug for hvile. Hårdest var dog selskab, at føre en samtale og holde fokus, det gjorde mig ulidelig træt at være koncentreret og jeg kunne mærke øjenlågene blive tungere under en samtale, og måtte be’ gæster om at tage hjem efter korte besøg. Derudover har jeg også kunne mærke en ændring i forhold til alkohol og det at feste, jeg har ikke lyst til det på samme måde, da det påvirker mit hoved, og jeg nu er sårbar omkring det, og passer på det.

Efter 4 uger begyndte symptomerne mere eller mindre at forsvinde, fra den ene dag til den anden blev det pludselig bedre. Og idag 7 uger efter arbejder jeg fuldtid igen, har en del aftenvagter også, men kan fint holde mig igang til det, derudover træner jeg også på samme niveau som før.

11-årig dreng, forældre skriver:
Kl. 12 torsdag d. 5. januar bliver han skubbet af en stor dreng og havner med baghovedet i et betongulv. Han går ud som et lys og er væk nogle minutter. Vi kører på skadestuen og der observerer de ham i 1,5 time, hvorefter han indlægges. Han har i mellemtiden sagt 4 sætninger igen og igen: Hvor er jeg, Hvad er der sket, Hvad dag er det, og Hvad dato er det? Dette fortsætter hele dagen. Han havde eksplosive opkastninger (6-7 stk) og kunne ikke huske den netop overståede jul/nytår samt at han skulle have deltaget i DM i cykelcross i weekenden.

Han blev udskrevet den følgende dag, og i de følgende dage går det fremad. Hovedpinen er mindre udtalt, men kommer indimellem, han har genvundet hukommelsen dog ikke for selve dagen og frem til kl. 2 torsdag nat.

Vi hviler meget med ham, ser ikke tv/ bruger pc osv, har idag gået tur på en lille halv time (1,2 km) og prøver at tage det meget stille og roligt. I hans alder og med hans aktivitetsniveau er det dog svært at holde sig helt i ro, så vi har krydret dagene med kortspil (3 spil ca ad gangen x 2 dagl.) og oplæsning max. 20-30 min.

Update et par måneder senere:
Nu har han det rigtig godt! Han mærker ingen hovedpine (overhovedet) mere, ej heller forvirring, synsforstyrrelser eller andet, så vi vurderer at han har fået den ro han skulle have og nu er ovenpå igen.

Vi lod ham dog heller ikke komme i skole de første 14 dage, derefter deltog han kun 2-3 timer dagligt i 2 uger og så kom vinterferien med total skole-ro. Ligeledes fik han forbud mod TV, spil, musik mm i mindst 1 mdr, og det var først efter vinterferien at vi forsigtigt startede ham op med tv, spil osv, samt langsom cykeltræning.

Han er i denne weekend på træningslejr med Cykelklubben, og kører fuldt op på sit tidligere niveau samt er uden gener.

Så alt i alt blev det ved forskrækkelsen og de hårde uger hvor vi måtte lave højtlæsning, spille fisk og bare hygge i sofaen. De var dog godt givet ud er vores konklusion.

45-årig kvinde:
Personale-chefen på mit arbejde havde engang haft hjernerystelse i 8 uger. Derefter blev hun helt rask. På nær når der er meget pres på, så bliver hun lysfølsom – og må trække gardinerne for / have dæmpet belysning.

25-årig kvinde skriver:
Jeg fik hjernerystelse i maj 2011 i en fodboldkamp, hvor jeg fik skudt en bold i hovedet. Den ramte min kæbe, mit hoved blev vredet til siden og jeg faldt ned på græsset pga. slaget. Jeg fokuserede på min kæbe i de efterfølgende dage, fordi den var forstuvet. Derfor var jeg ikke opmærksom på muligheden for hjernerystelse, hvilket skadestuen dog heller ikke var.

Jeg forsøgte at gøre som jeg plejede, men kunne godt se, at noget ikke var som det skulle være. Jeg gik til min egen læge (efter cirka en uge eller to), som mente, at det tog tre dage, hvor jeg skulle holde mig i ro. Derfor blev jeg efter nogle dage i ro ved med at forsøge at tage på arbejde og træne, som jeg jo plejede. Men gik helt ned på det.

Det tog mig cirka tre måneder, hvor jeg var ”Helt ude af spillet”, men det er først bagefter, jeg forstår, at jeg skulle have holdt mig helt i ro. Jeg kunne nærmest ingenting, men blev ved med at prøve. Det der blandt andet gjorde forskellen for mig var et besøg hos en neurolog i Århus, som sagde nogle rigtig gode ting til mig. Jeg havde brug for en, som anerkendte mine symptomer og oplevelser omkring det, men som samtidig sagde til mig, at jeg skulle til at kigge fremad og se på mig selv som rask frem for syg. Det gjorde forskellen for mig. Han forklarede mig, blandt andre ting, om hvordan nervebaner kan påvirkes af tanker, og at en smerte dermed kan forstærkes. Derudover vurderede han sygdommen i forhold til mig som person, og hvordan jeg normalt fungerer socialt og personligt. I hvert fald var dette møde et vendepunkt for mig, og det begyndte at gå væsentligt fremad herfra. Men at det hjalp for mig på netop dette tidspunkt er jo på ingen måde udtryk for, at andres forløb er det samme. Nærmest tværtimod.

Efterfølgende har jeg haft svært ved at bedømme, hvor syg jeg var/om jeg var syg. I dag (knap et år efter) kan jeg ikke finde ud af, om jeg er helt rask eller om jeg nogle gange påvirkes af efterfølger efter hjernerystelsen(fx migræneanfald som jeg ellers aldrig har døjet med, kan overskue færre ting end før min ulykke osv.) Men jeg er glad og taknemmelig for, at jeg er sluppet ”forholdsvis billigt”. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde lyttet til min krop, vist hvordan jeg skulle håndtere det og haft nogen til at vejlede mig om, hvad det egentlig var, der skete med mit hoved. Jeg var, som de fleste andre, helt intetanende om alvoren i min situation.

20–årig kvinde blev rask efter 1½ måned, hendes mor skriver:

Min datter fik en hjernerystelse, da hun skulle sætte sig i en sofa og hun slog baghovedet ind i en vindueskarm. Hun var på intet tidspunkt besvimet, men mærkede selvfølgelig stor smerte i baghovedet efter selve slaget og lidt ørhed. Det var dog ikke mere end at hun kunne fortsætte med at deltage i den fest hun var til.

Dagen efter begyndte hun så at få symptomer: hovedpine, svært ved at fokuserer og lidt kvalme. Vagtlægen mente bestemt, at det var en hjernerystelse. Herefter fulgte så flere lægebesøg og 14 dage, hvor hun måtte ligge utroligt meget ned, da hun havde konstant hovedpine og var ufattelig træt. Hendes koncentration, hukommelse og humør var meget påvirket. For megen larm, snak og spørgsmål gjorde hende utrolig irritabel.

Efter 3 uger fik hun henvisning til fysioterapi, men samtidig tog vi selv kontakt til vores kiropraktor, som tidligere har hjulpet både mig selv og vores søn utroligt meget. Hun ville gerne kigge på min datter, da hun mente, at der kunne være “flyttet rundt på tingene” i nakken. Samtidig startede hun så hos fysioterapien, som havde mistanke om piskesmæld.

Efter den første kiropraktorbehandling begyndte det stille og roligt at gå fremad. Hun kunne begynde på arbejde de timer, som hun kunne klare og nu efter 1 ½ måned og 3 behandlinger hos kiropraktor, går det stadig rigtig meget fremad. Hun kan nu klare flere timer på arbejde og kiropraktoren har ikke fundet grund til at sætte ny tid af til hende. Hun skal bare komme, hvis der kommer symptomer. Trætheden er der stadig, men dog i væsentlig mindre grad.

Fysioterapi har hun kun brugt 2 gange indtil videre, men fortsætter da hun formentlig får brug for genoptræning af nakke og ryg pga. den inaktive periode i starten af hjernerystelsen.

Vi er ret sikre på, at var hun ikke startet hos kiropraktoren, så havde hun haft mange flere problemer end nu og var formentlig ikke kommet igang med sit arbejde så hurtigt. Vi er også overbevist om, at det er meget vigtig at komme igang med sit normale liv igen i det omfang, det kan lade sig gøre og specielt at få brugt sin nakke og ryg så normalt som muligt meget hurtigt, for ikke at musklerne skal blive for inaktive. Det er hårdt, men det lønner sig i den sidste ende. Selvfølgelig skal man komme sig over den akutte hjernerystelse først for ikke at få permanent hovedpine, men samtidig passe på at man ikke ryger ind i en passiv patientrolle.

Vi har været utrolig glade for jeres side, da vi stod i det akutte forløb. Den var en stor hjælp til at forstå, de symptomer, som min datter fik.

Vi fandt ud af, at ikke alle læger ser ens på det at få en hjernerystelse. Min datter er lige flyttet hjemmefra og derfor har hun fået ny læge og da jeg ville ringe og informere ham om forløbet (vi havde brugt min læge de første uger, da hun var hos os), var han frygtelig nedladende, mente bare at alle havde det sådan efter nytårsaften og at min datter bare var træt af sit arbejde. Han har aldrig mødt min datter, så jeg var chokeret. Samtidig blev han sur over, at vi havde meldt det til forsikringen. (De betaler fysioterapi og kiropraktor). Vi skiftede hendes læge med det samme. Heldigvis måtte vi gerne bruge min læge i hele forløbet, han sendte både henvisning til fysioterapi og recept på migrænemedicin. Samtidig informerede han os om, at han kunne lave de papirer, der skulle bruges, hvis min datter måtte sygemeldes længere tid. Heldigvis var det så ikke tilfældet.

Historier fra folk, som er blevet raske på under 3 mdr

36-årig mand, rask efter nogle måneder

Min hjernerystelse skete 18. februar 2008. Jeg bankede hovedet op i en åben skabslåge i køkkenet med fuld kraft nedefra, da jeg stod på hug og rejste mig op. Jeg fik et sår på hovedet, men besvimede ikke og havde det mærkeligt nok ok om aftenen. Næste dag på arbejdet var jeg meget ør og fik meget kvalme og svimmelhed efter kort tids arbejde. Det var meget ubehageligt. Jeg tog til lægen, som undersøgte mig og sagde jeg skulle hvile mig et par dage. Det var dog ikke væk efter et par dage …

De første 14 dage lå jeg bare på en sofa for at hvile hovedet. Hvis jeg ikke gjorde det, blev jeg svimmel samt fik hovedpine. Blot få minutters tv var meget ubehageligt. Eneste adspredelse var små gåture. I starten meget korte – senere et par km. Skridtene jeg tog gjorde også ondt – som stød i hovedet. At tale i telefon var også en pine. Det føltes som jag igennem hovedet fra issen. Der var stort set intet jeg kunne andet end at hvile mig uden at få ondt i hovedet.

Den 3. uge startede jeg på arbejde – jeg arbejder som udvikler med computere. Den første dag var slem, da jeg skulle forklare mange kolleger, hvordan jeg havde det. Jeg fik kvalme, kunne ikke koncentrere mig, kunne ikke klare lydene i kantinen og føre samtaler uden at få hovedpine. Den tredje dag gik jeg hjem efter 1 time, da jeg havde det skidt og den fjerde dag fik jeg en skærende hovedpine som var ulidelig ved et møde – som om lydene var tortur!

Jeg sygemeldte mig i de næste 3 uger. Jeg førte dagbog hver dag, for at følge udviklingen. Min erfaring blev, at det er meget vigtigt at man ikke presser sig selv og accepterer at man ikke kan det man kunne før. Dvs. begræns TV, bøger, computer, social aktivitet. Hvil dig om aftenen og få en god sund kost samt meget søvn. Jeg gik mange ture og sad stille på en bænk i parker mv.

Jeg havde tre slags hovedpiner i disse uger:

• Baggrundshovedpine selv under hvile, som var let og kan ignoreres. Lidt svimmelhed og tung i hovedet.
• Belastningshovedpinen. Hvis jeg f.eks. udsætter hjernen for belastning, f.eks. hører musik, er et sted med for mange mennesker og snak, læsning, tv, pc osv, så får jeg hovedpine. Det føles som en trykkende spændingshovedpine. Som et bånd rundt om hovedet. Ved mødet på arbejdet føltes hovedpinen meget slem, som en skærende smerte.
• Overbelastningshovedpinen. Da jeg var på arbejde og udsatte mig for for meget belastning, fik jeg efterfølgende overbelastningshovedpine, der varede 1 dag efter, hvor jeg skal hvile. Det føles som en dunkende hovedpine.

Jeg prøvede Kranio-sakral terapi hos en massør, men det blev bare værre. Hun trykkede på de ømme punkter i hovedet og nakken og bagefter var jeg meget ør og øm i en uge.

Jeg læste også artikler på nettet om hjernerystelse, hvor jeg så at det typisk tager 3-6 måneder, og at det i de fleste tilfælde går over (ca. 90%). Min lægebog sagde, at hjernerystelse tager op til 14 dage – det er noget vrøvl. Ifølge undersøgelser, så har 60-70% stadig problemer efter 1 måned.

Min læge sagde at det var meget individuelt og at jeg skulle tage det med ro.

Efter 5-6 uger startede jeg på arbejde igen. Det var bedre end sidst, men stadig hårdt. Jeg klarede den ved en del hjemmearbejde, hvile på arbejdet (der er et kontor med en sofa), samt ved at undgå møder og for meget koncentration.

Efter 3 uger på arbejdet, hvor jeg var hjemme ca. halvdelen af dagene, så holdt jeg 1 uges ferie, hvor jeg intet foretog mig. Derefter 1 uges arbejde og 1 uges ferie igen.

Jeg begyndte LANGSOMT på normale aktiviteter med langsom optrapning.

Efter 2½ måned var jeg på ferie med min kone i et feriecenter og jeg havde dage uden hovedpine. Kun lidt hovedpine på en restaurant og efter køreturen. Længere bilkørsel var ikke rar (der var ca. 2-3 timers kørsel derhen). Jeg var også til en konfirmation med kun lidt hovedpine. Det var UTÆNKELIGT at gøre dette for 1 måned siden. Så min erfaring er – det går LANGSOMT men sikkert fremad, hvis man ikke presser dig selv.

Efter 3 måneder begyndte jeg at leve normalt igen uden de store gener. Jeg havde dog stadig lidt lydfølsomhed og stødfølsomhed ved f.eks. gang og løb.

Efter 6 måneder var jeg på ferie uden gener. Jeg begyndte også at løbe og køre længere ture i bil. Alt sammen uden problemer.

Efter 7 måneder var jeg til rock-koncert uden at få hovedpine. Der er i det hele taget intet som ikke er som det var før. Fester, høj musik, motion, koncentration, PC-arbejde – alt kan jeg gøre uden problemer.

Mine råd til andre, der rammes af hjernerystelse:

–  Hav tålmodighed og en tro på at det nok skal gå over, selvom det går meget langsomt fremad.

–  Hvil dig, hvil dig og hvil dig igen. Lyt til din krop og pres den aldrig til smertegrænsen. Hold dig lige under.

–  Vend langsomt tilbage til de normale aktiviteter gradvist – i et tempo som din krop kan klare.

–  Der er ikke nogen ens tilfælde af hjernerystelse. Tro det bedste i stedet for at blive deprimeret over de få som får langvarige problemer. De fleste kommer sig over det.

Kvinde med hjernerystelse i 3½ måned giver følgende råd. Hendes læge sagde til hende til start: “Du skal lytte efter signalerne og helst læg dig ned, når du får symptomer. Hvis du overhører det, vil du risikere en kronisk tilstand. Undgå TV og læsning.” (redaktionel bemærkning: Det er altså ikke bevidst. Men alle os som har hjernerystelse, ved at det i hvert fald er ben-hårdt at forsøge at lave mere end hjernen magter.)

Følg med i din almentilstand, undlad så vidt muligt at spise pain-killers eller anden doping

Vær lydhør for din krops signaler, bliver du forvirret, ukoncentreret eller får stærkere symptomer, så stop straks med hvad du har gang i og tag den med ro. Allerbedst er det at ligge ned, 10 minutter, ½ time eller hvad der nu er nødvendigt.

Undgå stressfaktorer, fortæl lige ud at du har et problem med det og at du vender tilbage når din dagsform tillader det. De fleste vil forstå det, og hvis de ikke gør, skal du klart overveje om ikke dit liv er for værdifuldt til at omgås sådanne individer. Hvad enten det er en personlig relation eller en opgave/chef der trænger sig på.

Socialiser med din arbejdsplads – det giver dem et indtryk af at du tænker på dem og gerne vil tilbage. Meget vigtigt. For det vil også styrke dit tilhørsforhold til din arbejdsplads. Det sidst du ønsker lige nu er at skulle skifte arbejde. Du vil konstant blive spurgt om hvordan det går med dig, husk de spørger kun fordi de er bekymret for dig og synes om dig. Selvom det er 10. gang i dag du svarer på det samme og i øvrigt ikke har noget nyt at sige, end du sagde, sidst du så dem, så vær åben og høflig. Det gør det alt sammen nemmere at komme tilbage. Kom til fredags-øl, kan du ikke tåle alkohol så tag en kildevand.

Lad være med at se TV – det er ikke det værd.

Super meget bedre at kunne læse et par sider i en bog, som man synes er spændende, end det er at hænge ud foran fjerneren i timevis. Prøv at tænke over hvor mange bevidste og ubevidste indtryk du bliver bombarderet med hvert sekund, det er garanteret usundt for din skrøbelige hjerne. Og så meget mister du vel heller ikke ved ikke at se TV i ½ år?

Gør noget godt for dig selv – hver dag. Lev sundt – sov meget, ml  8 – 10 timers god søvn hver nat gør underværker, gå i seng ved 22 tiden hver aften, det er bedre end at sove længe. Drop vækkeuret, stå op når du er klar til det. Dyrk let motion hver dag. Varier så du ikke gør det samme dag ud og dag ind. Spis meget frugt og grønt, helst økologisk. Det giver en tilfredsstillelse at gøre noget godt for sig selv og sin krop dagligt. Minimer dit kød-indtag, det fremmer fordøjelsen og er godt for budgettet. Drik masser af vand, hele dagen igennem, hver dag.

Vær meget udendørs – det giver en ro og en fornemmelse af rum. Sæt dig på en bænk i en park eller en stol i haven. Gør det til en god vane, mindst en gang om dagen.  Det kan godt være du ikke er klar til at meditere og at det vil trække for meget på dine kræfter lige nu, men funder over tilværelsens finurligheder, kan du vende denne situation til noget positivt? Hvornår har du egentligt haft (taget dig) tid til at fundere tidligere i dit liv? Måske er der noget du kan gøre anderledes for gradvist at få det bedre?

Smil til postbudet/kassedamen/skraldemanden – et smil kommer som regel tifold igen, og kan give overskud på en ellers træls dag. Prøv at fokusere på en positiv livsholdning.