De svære følelser
I de fleste tilfælde er langvarige følger af hjernerystelse rigtig hårdt.
Når tilstanden begrænser ens liv meget og man skal udholde mange smerter, er det jo naturligt at bliver trist, sur, bitter, vred, angst … Man føler sig indespærret og mærker et frihedstab.
Det er belastende. Derfor er det vigtigt at få bearbejdet de svære følelser. Det kan man gøre på forskellige måder: ved at skrive ned om det, eller at tale med andre om det – enten sine pårørende, en psykolog eller andre ramte. Psykologer kalder det, at man får “normaliseret” sin følelser ved at tale med andre som gennemgår noget lignende.
Engang var jeg til foredrag med psykolog Marianne Davidsen Nielsen. Hun talte om de svære følelser i forbindelse med alvorlig sygdom/invaliditet. Meget af det ramte plet til langvarige følger af hjernerystelse. Så her kommer noter fra foredraget.
PS: Dét, hun fortalte om, kan man også læse i hendes bøger: “Den nødvendige smerte- om tab, sorg og adskillelsesangst” (opdateret i 2001) og “Blandt løver – at leve med en livstruende sygdom” (1999). Hun har stor erfaring med krise/sorggrupper for kræftramte.
Det er livets grundvilkår, at vi kan rammes af lidelse, og der er nogle basale ting, vi mennesker frygter:
- Døden – at forsvinde
- Meningsløsheden – kontroltab
- Alenehed – at blive forladt
- Friheden – angst for ansvaret
Disse kalder Marianne for ur-angst. Angst er navnløs. Angst stopper alting. Den gode måde at forholde sig til angst på er, at transformere angsten til frygt (frygt = en trussel om tab). Det gør man ved at sætte ord på. Fra det punkt kan man gå i gang med sorgen.
Vi kan ikke hindre, at vi bliver ramt – men vi kan optræne evnen til at sørge og dermed forandre os. Det er den eneste livsforsikring vi kan skaffe os mod livets lidelse og kriser.
Marianne opfordrer os til at turde gå ind i angstens centrum. Det hjælper faktisk at sætte ord på frygten. Fremfor at skubbe det væk og være ‘ude af sig selv’. At sørge er at komme ‘hjem til sig selv’. Gråd er fremragende til at komme ‘hjem til sig selv’. Det hjælper fordi vi giver slip, fremfor at holde fast. Det er godt, fordi så flytter vi os. Og så kan vi tage vores skæbne på os.
Det bedste er at være dér, hvor man er. Altså at tanker og følelser er i overensstemmelse med den livssituation, man står i. Glem alt om at vurdere hvad der er godt og hvad der er skidt. Bare vær dér, hvor du er !
Men nogle gange vil man så nødig mærke angsten, så man prøver at flygte. For eksempel overfor meningsløsheden. Vi vil så gerne forstå hvorfor – og vil gerne hvis vi kan give nogen skylden. Hvis det lykkes os, at give nogen skylden, så slipper vi for meningsløsheden. Men Marianne siger, at det er meget bedre at mærke meningsløsheden og forholde sig til denne ur-angst. Frem for at kæmpe imod og frem for offerrollen.
Det er vanskeligt med uklare tab (min bemærkning: det er jo netop situationen med hjernerystelse – det tager tid at få et klart billede af hvad det er, man ikke kan). Det er først, når man har set i øjnene, hvad man IKKE kan, at man kan være glad for det, man kan.
Et traume er, at man har mistet tilliden til verden. En af de stærkeste drivkræfter for os, er længslen efter at nogen tager sig af os. Det er paradislængslen.
Sorgarbejde handler om at erkende tab.
Der er to grøfter, man skal undgå at falde i, når man rammes af krise:
1) at gå i kronisk sorg, eller modsat;
2) helt at undgå sorg.
Derimod er det godt med fleksibilitet – at gå ind og ud af sorgfølelsen. Man er kommet langt, når man kan rumme ambivalensen: sorgen over det tabte og glæden ved det, man endnu har/kan.
Sorgarbejdets faser:
1) erkendelsen
2) sorgens følelser (vrede og smerte)
3) nye færdigheder
4) farvel og goddag
Det er en cirkulær proces. Processen kræver tid – og vilje til et forandret liv. Igen; det er godt at snakke om det.
Som ‘ramt’ er det dit ansvar at opdrage folk omkring dig (=forklare hvordan de skal forstå dig og behandle dig). Frem for at blive offer for din egen skæbne.
Disse ting gælder jo lige så vel for ramte som for pårørende. Til pårørende sagde Marianne: pas på med altid at være ‘redder’. Pårørende skal have lov til at komme af med brok om, hvor hårdt det er – men gerne til andre end lige den ramte.
Det er i hvert fald ok, at man som ramt siger fra overfor at skulle lægge alt for meget øre til de pårørendes sorg.
Angst i forbindelse med hjernerystelsen
Hjernerystelsen har en dimension mere ud i angst end andre alvorlige sygdomstilstande. Det er angstprovokerende, at man ved at lave helt almindelige ting kan ‘slå sig selv ud’ og fremprovokere smerte.
Det bedste råd er: forhold dig til angsten (frem for at prøve at skubbe den væk), se den i øjnene. Og brug angsten konstruktivt til at motivere dig til at passe på og styre dit aktivitetsniveau.
Det kan sammenlignes med trafikken. Her bruger vi også angsten for trafikulykker til at se os godt for og passe på. Forskellen på trafikken og hjernerystelsen, er blot at vi har meget erfaring med trafikken og opdraget til hvordan vi skal passe på. Hjernerystelsens ‘færdselsregler’ tager tid at lære at kende og mestre.
Læs også i Vejledningen under Følelsesmæssigt.