Intro Vejledning og Viden Historier Politisk Links HR netværk Nyheder Kontakt os
Ny opdeling af historierne:
Oversigt
Blevet rask
Bedre
Undervejs
Temaer

Historier fra folk med hjernerystelse

Flere historier

- Erfaringsudveksling om hjernerystelse -

 

 
 

Her er HR historier indkommet siden januar 2008 og frem til maj 2009

 

Oversigt:

 

Link til hovedside med resuméer og korte historier og link til længere historier

 

 

  36 årig mand, rask efter 3-6 måneder, skriver i oktober 2008

Min hjernerystelse skete 18. februar 2008. Jeg bankede hovedet op i en åben skabslåge i køkkenet med fuld kraft nedefra, da jeg stod på hug og rejste mig op. Jeg fik et sår på hovedet, men besvimede ikke og havde det mærkeligt nok ok om aftenen. Næste dag på arbejdet var jeg meget ør og fik meget kvalme og svimmelhed efter kort tids arbejde. Det var meget ubehageligt. Jeg tog til lægen, som undersøgte mig og sagde jeg skulle hvile mig et par dage. Det var dog ikke væk efter et par dage …

De første 14 dage lå jeg bare på en sofa for at hvile hovedet. Hvis jeg ikke gjorde det, blev jeg svimmel samt fik hovedpine. Blot få minutters tv var meget ubehageligt. Eneste adspredelse var små gåture. I starten meget korte – senere et par km. Skridtene jeg tog gjorde også ondt – som stød i hovedet. At tale i telefon var også en pine. Det føltes som jag igennem hovedet fra issen. Der var stort set intet jeg kunne andet end at hvile mig uden at få ondt i hovedet.

Den 3. uge startede jeg på arbejde – jeg arbejder som udvikler med computere. Den første dag var slem, da jeg skulle forklare mange kolleger, hvordan jeg havde det. Jeg fik kvalme, kunne ikke koncentrere mig, kunne ikke klare lydene i kantinen og føre samtaler uden at få hovedpine. Den tredje dag gik jeg hjem efter 1 time, da jeg havde det skidt og den fjerde dag fik jeg en skærende hovedpine som var ulidelig ved et møde – som om lydene var tortur!

Jeg sygemeldte mig i de næste 3 uger. Jeg førte dagbog hver dag, for at følge udviklingen. Min erfaring blev, at det er meget vigtigt at man ikke presser sig selv og accepterer at man ikke kan det man kunne før. Dvs. begræns TV, bøger, computer, social aktivitet. Hvil dig om aftenen og få en god sund kost samt meget søvn. Jeg gik mange ture og sad stille på en bænk i parker mv.

Jeg havde tre slags hovedpiner i disse uger:

  • Baggrundshovedpine selv under hvile, som var let og kan ignoreres. Lidt svimmelhed og tung i hovedet.

  • Belastningshovedpinen. Hvis jeg f.eks. udsætter hjernen for belastning, f.eks. hører musik, er et sted med for mange mennesker og snak, læsning, tv, pc osv, så får jeg hovedpine. Det føles som en trykkende spændingshovedpine. Som et bånd rundt om hovedet. Ved mødet på arbejdet føltes hovedpinen meget slem, som en skærende smerte.

  • Overbelastningshovedpinen. Da jeg var på arbejde og udsatte mig for for meget belastning, fik jeg efterfølgende overbelastningshovedpine, der varede 1 dag efter, hvor jeg skal hvile. Det føles som en dunkende hovedpine.

Jeg prøvede Kranio sakral terapi hos en massør, men det blev bare værre. Hun trykkede på de ømme punkter i hovedet og nakken og bagefter var jeg meget ør og øm i en uge.

Jeg læste også artikler på nettet om hjernerystelse, hvor jeg så at det typisk tager 3-6 måneder, og at det i de fleste tilfælde går over (ca. 90%). Min lægebog sagde at hjernerystelse tager op til 14 dage – det er noget vrøvl. Ifølge undersøgelser, så har 60-70% stadig problemer efter 1 måned.

Min læge sagde at det var meget individuelt og at jeg skulle tage det med ro.

Efter 5-6 uger startede jeg på arbejde igen. Det var bedre end sidst, men stadig hårdt. Jeg klarede den ved en del hjemmearbejde, hvile på arbejdet (der er et kontor med en sofa), samt ved at undgå møder og for meget koncentration.

Efter 3 uger på arbejdet, hvor jeg var hjemme ca. halvdelen af dagene, så holdt jeg 1 uges ferie, hvor jeg intet foretog mig. Derefter 1 uges arbejde og 1 uges ferie igen.

Jeg begyndte LANGSOMT på normale aktiviteter med langsom optrapning.

Efter 2½ måned var jeg på ferie med min kone i et feriecenter og jeg havde dage uden hovedpine. Kun lidt hovedpine på en restaurant og efter køreturen. Længere bilkørsel var ikke rar (der var ca. 2-3 timers kørsel derhen). Jeg var også til en konfirmation med kun lidt hovedpine. Det var UTÆNKELIGT at gøre dette for 1 måned siden. Så min erfaring er – det går LANGSOMT men sikkert fremad, hvis man ikke presser dig selv.

Efter 3 måneder begyndte jeg at leve normalt igen uden de store gener. Jeg havde dog stadig lidt lydfølsomhed og stødfølsomhed ved f.eks. gang og løb.Efter 6 måneder var jeg på ferie uden gener. Jeg begyndte også at løbe og køre længere ture i bil. Alt sammen uden problemer. 

Efter 7 måneder var jeg til rock-koncert uden at få hovedpine. Der er i det hele taget intet som ikke er som det var før. Fester, høj musik, motion, koncentration, PC-arbejde – alt kan jeg gøre uden problemer.

 

Mine råd til andre, der rammes af hjernerystelse:

-  Hav tålmodighed og en tro på at det nok skal gå over, selvom det går meget langsomt fremad.

-  Hvil dig, hvil dig og hvil dig igen. Lyt til din krop og pres den aldrig til smertegrænsen. Hold dig lige under.

-  Vend langsomt tilbage til de normale aktiviteter gradvist – i et tempo som din krop kan klare.

-  Der er ikke nogen ens tilfælde af hjernerystelse – tro det bedste i stedet for at blive deprimeret over de få som får langvarige problemer. De fleste kommer sig over det.

 

 

 38 årig kvinde med HR i 2½ år skriver i oktober 2008:

Hej jeg hedder Lone og er fra Nordjylland. 

Dejligt med en hjemmeside som denne, den kan trøste mange af os som ikke bliver taget alvorligt eller bare får at vide at det er psykisk. Tak for det.

Men nu vil jeg gerne skrive min historie:

I Marts 2006 faldt jeg og fik en meget stor hjernerystelse, jeg faldt hjemme hos mig selv kl. 14.45  fordi der var glat, jeg var bevistløs i meget lang tid og da jeg kom lidt til mig selv kaldte jeg på mine 2 piger, de hjalp mig ind i sofaen i stuen og ville så i kontakt til mig, men jeg var helt væk og kunne ikke rigtig vågne. De ringede til deres far som så også ville snakke med mig men alt som kom ud af min mund var kun sort snak. Efter det ringede han 112 og de kom rimelig hurtig, da de kom var jeg helt væk igen og fik kramper meget voldsom men kan ikke selv huske det, jeg blev kørt til sygehusetet men inden var der dukket en lægeambulance op fordi de ikke kunne stoppe min kramper. Der var nu gået ca. 1 time og min mand og min far stod og ventede på at jeg skulle komme ind, de fik et chok da de så mig, de troede at jeg var død. Jeg blev scannet og undersøgt på sygehuset men de fandt ingenting, jeg var lagt i koma fordi mine kramper stadig var meget voldsomme.

De prøvede flere gange at tage mig ud af komaen i løbet af aftnen men det gik ikke, det var først over midnat det lykkes dem at få mig ud af den uden at jeg fik kramper. Jeg lå på intensiv indtil næste dag og blev så overflyttet til neoulogisk afdeling. Igen begyndte mine kramper og jeg kunne slet ikke tåle lys men fordi der var overfyldt lå jeg på gangen og der er der rigtig meget lys så jeg lå med en pude over hovedet hele dagen, men lydene var også barske og jeg var konstant i kramper, men der var ingen der havde tid til mig, selvom min mand mange gange henvendte sig til sygeplejskerne for at spørge om ikke der kunne gøres noget. Det var først sidst på aftnen at jeg blev flyttet in d i en mellemgang og der fik jeg så sovet indtil næste dag.

Dagen efter kom jeg så på en stue og vi ventede stadig på svar, da jeg fik et anfald hvor en læge var tilstede på afdelingen tilkaldte de hende, og alt vi fik ud af det var at hun sagde at det var psykisk og at jeg skulle holde op med at have de kramper.

Jeg skal nok fortælle her at jeg i 2003 havde prøvet at begå selvmord og det kunne de jo se i papierne. Men det har ikke noget med det her at gøre for det har jeg fået behandling for så slut med det......

Nå men det blev der ikke mere ud af for de havde jo undersøgt mig, og jeg kunne tage hjem men skulle passe godt på mig selv og med de gænse regler der er for dem med hjernerystelser altså ingen tv og radio osv. Det var søndag og vi tog hjem.

Næste dag derhjemme blev min mand hjemme fra arbejde for at holde øje på mig, for jeg havde stadig kramper, og på et tidspunkt fik jeg en grim blodsmag efter et krampeanfald og det kunne han ikke li så igen røg jeg på sygehuset og kramperne fortsatte bare hele tiden, det gjorde så ondt i hele min krop for det tog alle mine kræfter. Men en ny læge ville prøve med eeg og der blev jeg sendt op, men ingen resultat, de ville se om jeg havde fået epilepsi efter faldet.

Jeg kom hjem igen og var sygemeldt i 6 mdr. Nu ville jeg gerne igang med at arbejde så det gjorde jeg, men det gik ikke, måtte gå hjemme i et par måneder mere.

Jeg var ansat som køkkenassistent og skulle overflyttes til et andet køkken i samme kommune i januar 2007, jeg havde været krampefri i næsten 8 mdr, men så pludselig i marts måned fik jeg kramper igen og det første skete på arbejdet, og de blev godt forskrækket. Vi håbede jo bare at det var fordi det var noget nyt og at min hjerne lige skulle vænne sig til det, for den arbejder ikke så godt efter faldet, men nej jeg blev klogere gjorde jeg.

Jeg blev sygemeldt igen og var til en masse samtaler både med kommunen, lægen og min sagsbehandler. Jeg skal sige at de fyrede mig i August men at jeg havde stillingen indtil nytåret. Men så skulle jeg også kunne præstere at kunne arbejde i 3 mdr uden sygdom. Men desværre kunne jeg ikke det så et nederlag oveni, for man har det skidt nok i forvejen, vi ved jo godt hvor svingende dagene kan være og jeg følte jo heller ikke jeg kunne klare noget derhjemme mere. Det er meget svært at acceptere at man ikke er den man var engang.

Vi kontaktede vores læge for så at finde ud af hvad vi skulle gøre og jeg blev sendt til en neurolog i løbet af sommeren, men det eneste han sagde var, at jeg ikke skulle betragte mig som syg, men at han ville have taget et nyt EEG, hvor jeg skulle sove, det blev udført på samme sygehus og igen ingen resultat, alt var normalt, så der skete ikke mere.

Men vi var ikke tilfreds for jeg havde jo stadig kramper og det havde jeg trods aldrig haft før mit fald. Min læge ville give mig medicin mod kramperne (deprakine Retard) og de hjalp mig, så at der var længere tid imellem at jeg fik kramer nogle gange helt op til 2 uger.

I December 2007 kom jeg på dianalund som er et epielpsi-hospital hvor jeg skulle over for at blive undersøgt for de skulle jo være eksperter på dette område. Jeg skal lige fortælle at vi havde i forvejen sendt en cd-rom derover så de kunne se mine anfald inden jeg kom derover.

Nå men jeg blev modtaget og vi skulle have en snak med overlægen, vi kom ind og hun begyndte straks med at sige at de lagde sig op af hvad sygehuset havde skrevet tidligere altså med at det nok var psykisk, vi var noget overrasket og spurte om de havde set den cd-rom som vi havde sendt, men nej de havde de ikke, det var noget mærkelig syntes vi at hun allerede der kunne stille en diagnose uden nogen form undersøgelse. Men hun havde jo også min papirer på, at jeg engang var i ubalance og hun sagde direkte til os at hun mente at jeg stadig var deprimeret, og at jeg nok kunne sidde der og smile alt det jeg ville men hun var klogere mente hun.

Hun brugte faktisk mere tid på det område end hvor mine kramper kom fra, det var en rigtig ubehagelig måde at blive behandlet på og vi var lidt chokeret da vi kom på det værelse jeg skulle være på. Allerede på det tidspunkt ville hun tage det medicin fra mig som jeg fik mod kramperne, og det var okay for os for de skulle jo se hvordan mine kramper var, og når jeg ikke fik medicinen får jeg rigtig mange kramper, igen mente hun bare at det var noget jeg bildte mig ind og der må jeg nok sige at jeg blev gal, og sagde at hun kunne da bare prøve mig og give mig noget som jeg ikke vidste hvad var, så det kun var hende der vidste om det var vitaminer eller medicin, men nej nej.

Jeg fik mange kramper derover og måtte ikke gå ud, og fik videoovervågning på når jeg skulle sove. Var til EEG flere gange men ingenting viste sig.

Efter 14 dage forlangte jeg at snakke med hende for at høre hvad de mente og det kom jeg så til. Hun mente stadig at det var psykisk og at det de kunne tilbyde mig var at jeg i ca. 16 uger 1 gang om ugen skulle snakke med en psykolog som brugte kognetiv terapi, men jeg blev gal rigtig gal og sagde at det havde jeg ikke brug for, jeg blev nød til at afslutte samtalen for ellers tror jeg at jeg havde sagt noget som ikke ville være så pænt. Jeg følte mig trådt på og var meget skuffet og ked af det på samme tid. Jeg gik ned på mit værelse og tog mit overtøj på for jeg skulle lige ud og være mig selv. Jeg ringede til min mand og sagde til ham at han straks skulle komme og hente mig for det ville jeg ikke finde mig i. Jeg skal lige sige at han havde 4 timers kørsel, men det gjorde han, jeg kontaktede en af plejepersonalet for at fortælle hende at jeg ville udskrives og hun blev da ked af det på mine vegne, men jeg kunne se hun forstod mig. Men vi blev nød til at vente til at der kom en læge og det gjorde der om aftnen, og her skal jeg lige sige at det var en anden læge Vi fik en snak om det og hun sagde at det godt kunne være at de fandt ud af at jeg om nogle år alligevel havde fået epilepsi, de fik mig overtalt til at tage hjem på weekend og tænke over det og så give besked om søndagen for at sige, om jeg kom tilbage. Og tro mig det ville jeg under ingen omstændigheder. Så igen på bar bund.

Nå men sammen med kommunen blev jeg enig om at prøve at komme i virksomhedspraktik, og jeg var allerede til samtale i en kantine i Januar omkring job, og vi blev enige om at prøve det og jeg startede op i uge 9. Det var svært at være på arbejde for der gjorde jeg jo alt det som der nu skulle laves, jeg er ikke god til at holde igen og passe på mig selv, vil jo gerne gøre det så godt, men det resulterede i at når jeg så kom hjem var jeg helt ødelagt, og jeg arbejdede jo endda kun 4 timer. Midt i Juni måtte jeg stoppe i kantinen pga. for meget fravær og det var jeg ked af. Men videre skal man jo videre. 

Kommunen har fået testet mig ved en psykiater som de selv har bestilt og han konstatere at det ikke er noget psykisk men har noget med faldet at gøre, så lang så godt.

Vi kontakter en advokat fordi vi har brug for vejledning. Hun syntes at vi skal overveje at kontakte en neuropsykolog som vi så selv skal betale for, det gør vi og det koster os 10.000 kr, og han kommer frem til at jeg lider af post-commotionel syndrom i mindst moderat grad, igen får vi at vide at det ikke er psykisk.

Sommerferien nød jeg sammen med familien i Italien for vi trængte ærlig talt til at komme væk fra det hele.

Da vi kom hjem kontaktede jeg min jobkonsulent fra kommunen for at spørge om jeg selv måtte prøver at finde en virksomhed som ville prøve at have mig så vi kunne få afklaret hvad jeg kunne klare, og det måtte jeg meget gerne, det lykkes mig allerede samme dag at få job på det gamle plejecenter hvor jeg før havde været som køkkenassistent, men nu skulle jeg bare gå og hygge mig med de gamle og hjælpe lidt til her og der i mit eget tempo, og jeg glædede mig meget til at skulle igang igen for de kendte mig jo trods alt også før jeg faldt og vidste hvordan jeg kunne arbejde, så jeg havde ikke de samme problemer med at skulle bevise noget overfor dem, dejligt.. Jeg startede op midt i August 2008 og jeg var glad og mine kollegaer var også glade for at se mig , det gik godt, jeg havde godt nok nogle kramper, men det vidste de jo og tog det meget pænt også beboerne.

Så skete der det den 29. august at jeg fik en meget stor krampe ligesom efter faldet , det ville ikke stoppe så min datter og en nabo ringede 112, så på sygehuset igen men denne gang et andet sted. Jeg vågnede op i løbet af aftnen og var meget træt for jeg havde fået meget morfin og stesolid, men igen fik vi at vide at det nok var psykisk, og der gik min mand lidt hårdt til lægen og sagde sådan  for at provokere ham lidt at så var der jo ingen grund til at jeg fik medicin mere og der overraskede han os rimeligt meget for så vente han på en femøre og sagde at det skulle jeg endelig ikke stoppe med for man kunne jo ikke vide med sikkerhed hvad det var. Og hvad er det så lige man kan bruge det til. Jeg blev til observation natten over og så tog vi ellers hjem igen.

Ugen efter skulle jeg ned til lægen og have taget en blodprøve og der spurte jeg om vi kunne ringe til dem istedet for at de ringer 112 for det hjælper ikke noget og jeg har ikke lyst til at komme på sygehuset når jeg ikke fejler noget, men jeg skal have noget for at få stoppet mine kramper, fordi de er blevet så kraftige og varer meget længe, jeg får et ja til det hvis det bare er i åbningstiden, for de kan også give mig det der skal til få at få kramperne til at stoppe. Jeg er glad og fortæller mine kollegaer at de bare skal ringe dertil hvis det sker igen.

Den 22. september sker det igen men denne gang er det på arbejdet, de ringer til lægen og han vil også komme men de skal ringe 112 også, så desværre skal jeg op og vende på sygehuset øv, da jeg kommer til mig selv og får snakket med lægen er vi enige om, at jeg bare kan tage hjem.

Dagen efter skal jeg til møde med min sagsbehandler ved kommunen for at høre om de vil forlænge min sygedagpenge periode, min mand tager med og jeg blev noget chokeret da hun sagde at de ikke ville forsætte mere for de mente ikke at der var mere at gøre og at de stoppede min virksomhedspraktik her og nu for de ville ikke tage ansvaret mere, pga mine kramper, jeg kunne slet ikke sige noget sad bare og grad, vi vidste godt at min mand tjener for meget til at jeg kan få kontanthjælp, men hvad så nu, jeg var forvirret og bange og spurte om de så ikke kunne indstille mig til pension men det ville de heller ikke.

Jeg må så sige at jeg er blevet smidt ud af systemet og altså bare må forsørges af min mand. Det kan vi ikke klare økonomisk og vi har trods alt også 3 børn der skal have mad og tøj. Jeg troede ikke at man så bare kunne smides på gaden for jeg har trods alt arbejdet i 20 år og betalt min skat, men det er de åbenbart ligeglad med. Jeg har det rigtig dårligt og har fået svært ved at lave og gøre nogen ting, jeg tænker hele tiden på hvad der skal ske med mig og min familie, for jeg syntes at vi har prøvet alt.....  Jeg må nok sige at modet er ved at forsvinde helt og jeg får ikke sovet om natten mere er helt udkørt.

 

Det har stået på nu siden 17 Marts 2006 og vi kæmper stadig hver dag, mon det nogensinde får en ende.

Jeg håber at det er til at læse og at der måske er andre der har stået i samme situation som har lyst til at kontakte mig.

 

 27 årig kvinde med 3 gange HR giver sine råd videre, oktober 2008:

Jeg har gennem mit forløb haft gavn af forskellige ting... især efter min tredje HR.
 
- jeg skiftede læge fordi jeg i længere tid ikke havde følt mig helt tryg og tilpas ved mine læger... men jeg er nemlig ikke af natur bare en der springer rundt mellem ting, når jeg ikke lige er 100 % tilpas, så det var en stor beslutning... og den helt rigtige. Min nye læge henviste mig hurtigt til en neurolog.
 
- undersøgelse og samtale med neurolog... han fortalte mig hvordan jeg skulle gribe tingene an og hvordan tidshorisonten mht forbedring ville se ud... ergo jeg fik nogle ting at forholde mig til som min læge ikke kunne hjælpe mig med
 
- motion blev og er stadig bandlyst... forstået på den måde at når jeg får pulsen op, hvor jeg kan mærke pulsen gennem min krop og op i mit hoved så stiger trykket oven i bøtten og jeg kan forvente et tilbagefald med hoved pine i en uge eller to... ikke migræne hovedpine, men den type hoved pine som trykker i hele hovedet og forvandler dig til en minus-overskuds person med en del humørsvingninger... jeg har altid været meget aktiv og elsker at gi mig 100%, så man virkelig kan mærke kroppen har været brugt (har spillet meget håndbold især)... så jeg vil sige at det er meget individuelt hvordan man dyrker motion når man er HR'er... jeg har fx også forsøgt lidt svømning, hvilket slet ikke fungerer for mig.
 
- min nuværende motion er daglige gåture med vores to gravhunde og gåture ca 1-3 gange ugentligt for mig selv eller på vindstille dage en cykeltur på ca 5 km i ren mormor-tempo (ca 1 gang ugentligt)... på mine ture går jeg også og slapper af og lytter til lydene omkring, så mine tanker ikke flyver i alle mulige retninger, for hvis de gør det kan de ofte give mig hovedpine ( et tip jeg lige har fået af min psykolog).
 
-psykolog... jeg er lige startet hos en psykolog, og det må jeg sige at det kan anbefales. Jeg var selv lidt skeptisk da jeg fik muligheden, med en henvisning fra min læge... jeg var jo ikke deprimieret som sådan, jeg var jo fysisk syg i hovedet pga. HR... der var 3. mdr vente tid, så da jeg kom til psykolog for første gang havde jeg været sygemeldt i ca 4 mdr... og det var godt i mit tilfælde, fordi jeg på ingen måde ville have gennemført en fordybende samtale med en psykolog 4 mdr tidligere, det var jeg ganske enkelt ikke i stand til pga diverse symptomer... men psykologen kan i mit tilfælde hjælpe mig med at få styr på  mine tanker, så de ikke bare ræser derudad i fremtiden og samtidig kan hun hjælpe mig til på mine hest, som ikke nødvendigvis er den samme hest som jeg faldt af!
 
- hjælp fra familie... mine familie har hjulpet mig med at finansiere en advokat, da jeg er studerende... advokaten tager sig af alt hvad der har med forsikring at gøre... hvis jeg skulle gå at tænke på det og ordne at det skrammel de sender... og gå at vente på svar... så var jeg helt sikkert ikke kommet i bedring endnu, nok nærmere den anden vej... måske er det mig som person, men jeg har utroligt svært med at ligge bekymringer og andre ting fra mig, så jo færre ting jeg har gang i og så få forpligtelser så muligt, desto bedre.
 

 

 

 Kvinde stort set rask efter 1½ år, skriver i september 2008:

Jeg vil gerne fortælle om, at jeg langt om længe, er kommet mig oven på en langvarig hjernerystelse. Jeg vil fortælle det til alle dem der kommer her på siden, som er syge og som kan have behov for at høre, at der kan være lys forude i den mørke tunnel.

Imens det hele stod på frekventerede jeg af og til denne hjemmeside, for at se at jeg ikke var den eneste med denne noget mærkelige sygdom. Jeg blev ofte bange, når jeg læste om folk, som ikke kunne blive raske. Det er grusomt at tænke på, ikke at kunne vende tilbage til sit job og sit normale liv igen.

Jeg slog mit hoved i april 2007, efter min mening ikke noget særligt. Jeg fortsatte med mine gøremål et par dage, indtil jeg til sidst havde så mange smerte i hovedet, at jeg blev svimmel og fik kvalme. Pludselig befandt jeg mig i en helt anden verden, alle lyde, al aktivitet, alt hvad jeg plejede at foretager mig i det daglige, blev mine fjender. Det var ok i et par dage måske, hvor man kunne ligge syg i sengen, men nej der gik et ½ år før jeg kunne dukke op på mit arbejde igen og kun i ganske få timer ad gangen. Endnu et halvt år gik der før jeg kunne arbejde på fuld tid (ikke uden smerter i hovedet) til i dag 1 år og 5 måneder efter, hvor jeg stort set kan alt igen, uden at have nævneværdige smerter i hovedet.

Mit liv er blevet en smule anderledes undervejs - jeg har fået andre søvnvaner. Nu prioriterer jeg at sove 9 timer hver dag, ellers kommer hovedpinen snigende. På et tidspunkt sov jeg også alle lørdag væk, så jeg kunne komme til hægterne oven på en fuld arbejdsuge. Det er ikke længere nødvendigt.

Det at starte på jobbet igen på nedsat tid og inden for de rammer jeg kunne holde til, var af stor betydning. Jeg følte mig så understimuleret af at gå rundt derhjemme, at jeg ofte kom til at lave ting jeg ikke skulle (sidde ved pc´en, se en film snakke for meget i tlf. eller forsøge at deltage i et socialt arrangement). Efter jeg startede på arbejde, var det lettere at slappe af og ikke komme til at overanstrenge hjernen. Det betød, at det var arbejdet frem for de mere sociale aktiviteter jeg prioriterede i den periode, men jeg har kun mødt stor forståelse fra mine venner og familie hele vejen igennem.  

Noget af det da har holdt mig oppe undervejs har været følgende:

  • Ørepropper har været det vigtigste af alt, det kan lette enhver bustur (dem man køber i musikforeninger)

  • Fysioterapeut til at lindre nakkesmerter og lette trykket i hovedet

  • Nakke- og ryggymnastik (forebygger spændinger)

  • Dybdeafspænding (der findes mange gode cder)

  • Søvn, søvn masserer af søvn (øv dig i at sove)

  • Undgå stress og dårlige tanker, gå evt. til psykolog og snak dine frustrationer igennem. Det hjalp mig rigtig meget og gav perspektiv på fremtiden i en sort stund.

Tak fordi i har oprettet jeres hjemmeside om hjernerystelse - den har været til stor hjælp undervejs imens jeg selv har været syg. Jeg er også ret sikker på den har hjulpet nogle af mine omgivelser til at forstå, hvad der er på spil når ulykken rammer en.

 

22 årig kvinde stort set rask efter 7 måneder, skriver i marts 2008:

Skriver nu en laaang mail, for det kan jeg nemlig nu ! Og hvor er man
bare lykkelig for det :-) Jeg lovede at vende tilbage til dig, angående hvad der skete, da jeg kom på hospitaler helt tilbage i december måned. For bedre forståelse får du min historie i den korte version.

I August 2007 var jeg på ferie med to veninder, da jeg pludselig
besvimer og slår hovedet mod en rude. Jeg slår ikke hul, men kommer
alligevel lige på hospitalet. Jeg bliver undersøgt af en læge, og der
er ikke noget at se, og jeg føler jeg har det ok igen.
de næste døgn plages jeg meget at kvalme, træthed, svimmelhed osv.
Efter en uge skal jeg flyve til Danmark. Men da vi mellemlander første
gang er jeg så dårlig at jeg ikke kan gå fra flyet, jeg bliver så
hentet i ambulance på landingsbanen, og kørt til en lægeklinik. Her er
der igen intet at måle på mig, man kan ikke finde ud af hvad der er
galt, men jeg er nød til at blive i landet et døgn, og undersøges
videre af en anden læge, inden jeg må flyve igen.

Den næste flyvetur får jeg noget beroligende, og jeg der lettet da
først jeg lander i Danmark. Dagen efter tager jeg så til egen læge, og bliver undersøgt. De finder at jeg har haft en infektion i kroppen, men skulle bare gå væk af sig selv. Jeg er fortsat dårlig hele tiden. Har alle de klassiske symptomer som du beskriver på hjemmesiden. Jeg får bare at vide af lægen at jeg skal
slappe af, så går det over. Jeg forsøger at starte op på min uddannelse, men jeg er så dårlig hele tiden, og da jeg når november, bliver jeg helt sygemeldt.

Jeg når til et punkt hvor jeg må spørge en neurolog om det er mig der
er mærkelig, når nu der ikke var noget "galt" med mig. Han forsikrede
mig dog om, at det ikke var mig der var mærkelig. Pyha, men det blev
jeg jo ikke rask af.

Nu gik jeg så hjemme og slappede af. Folk omkring mig forstod ikke
rigtig hvordan jeg havde det, og jeg følte jeg konstant skulle
forklare. De blev ved at spørge om jeg ikke  bare var deprimeret, og
jeg virkelig var glad for min uddannelse. Det var et helvede konstant
at skulle stå til regnskab for andre mennesker.

En dag besluttede jeg at tage ind til byen, for at shoppe lidt. I
bussen bliver jeg dårlig, og er nød til at stå af. Det hele svimler,
mine arme mærkes mærkelige, og jeg bliver mere og mere dårlig. Jeg
forsøger at gå lidt, men efter lidt tid falder jeg sammen foran en
børnehave. En pædagog kommer ud og hjælper mig. Jeg kommer ind og ligge
i deres personalerum, men jeg er bare dårlig. Så kommer noget af min
familie for at hente mig, men de bliver enige om at jeg er får dårlig
til bare at kunne komme ud i en bil. Jeg ryster over hele kroppen, kan
slet ikke stå på benene. De ringer efter en ambulance, og jeg kommer på hospitalet. Her finder man så ikke noget galt. Jeg bliver scannet i hovedet osv. men udskrives, og skal til an samtale med en neurolog næste dag.

Den følgende dag er jeg så til en undersøgelse hos en neurolog der
ikke finder noget galt. Jeg skal dog videre undersøges fordi det hele
startede efter jeg besvimede i august.

Samme aften da jeg ligger der hjemme, bliver jeg så dårlig igen med
rysteturer og opkastninger. Der kommer en læge og kigger på mig. Hun
mener det er for voldsomt og jeg skal indlægges med ambulance. Så
bliver jeg kørt til Hvidovre hospital, og ligger der i et døgn. At ligge
på hospitalet med en hjernerystelse er ikke rart. Det føles som om der
er meget larm, og man skal hele tiden op og stå. Stå på et ben og
testes på mange måder. Man bliver bare så dårlig af det. Jeg undersøges på kryds og tværs, men de finder ikke rigtig noget. Jeg udskrives, og henvises til yderligere undersøgelser.

Hele december måned ligger jeg i sengen. Kan ikke holde noget i mig.
Taber 7 kg. Kan ikke klare lyde eller lys. Vil kun ligge i mørke. Det
er et helvede, og som du nok ved gør man sig mange mærkelige tanker.

Langsomt begynder det at gå frem af. Jeg kan så småt nogle få ting, og
det udvikler sig. Men jeg får en angst for at besvime, og dermed at hele scenariet kan gentage sig. Så efter en lang samtale med min læge beslutter vi at jeg skal have nogle lykkepiller mod angst, og have noget psykologbehandling.
Nu går jeg så til psykolog og det går rigtig godt.

I dag kan jeg rigtig meget. Det er helt vildt. Jeg bare så glad.
Det er nu så lidt jeg mærker til hjernerystelsen, det er bare så
fantastisk. Jeg har stadig tinnitus, dog i små mænger, og jeg bliver hurtigere træt, men ellers har jeg det rigtig godt.

Når man har været det helvede igennem, ser man tingene
anderledes bagefter. Nu kæmper jeg bare mod angsten for at besvime igen. Jeg går fortsat til undersøgelser, og min læge er en ok støtte.

Nu går mine tanker meget på, hvornår jeg kan starte på arbejde igen,
hvor lang tid der går før jeg ikke kan får tilbagefald osv. Men jeg føler mig rimelig rask og det er fantastisk.

Her skal du vide Therese, at du har været en kæmpe støtte. Du har
kunne fortælle, at det helvede jeg var i nok skulle stoppe. At hører
det, betyder meget, når alt andet ser sort ud. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med støtte til andre, eller gøre noget overhovet må du endelig bare sige til. Jeg ved hvor meget det betyder.
 

 

28 årig kvinde med hjernerystelse i 3½ år skriver i april 2008:

Kvinden fortæller sin historie som svar på mail fra studerende med HR i 8 måneder. Han havde lige fået af vide af en neurolog, at han sandsynligvis aldrig blev symptomfri og kun skulle regne med at kunne færdiggøre studierne med besvær - og uden samtidig at have studiejob.

Jeg vil bare sige at der er håb forude. Jeg slog hovedet i 2004 og blev frygteligt syg bagefter. Det først år lå jeg stort set fuldstændig invalideret i sengen. Jeg kunne ikke fokusere mine øjne og dermed ikke rigtigt se nogen, at læse var helt udelukket og jeg blev voldsomt svimmel vil selv den mindste anstrengelse - det var et levende helvede!  Jeg manglede da jeg blev syg kun et halv år at mit jura-studie men at studerer kunne der jo slet ikke være tale om. Efter et år vente jeg tilbage til mit studiejob. I starten kunne jeg kun holde ud at være der 2-3 timer ad gangen. Der skulle gå endnu et år før jeg vente tilbage til mine studier - og det var en hård kamp især med specialet. Men jeg kan glæde dig med at jeg er blevet færdig, og jeg fik tilbudt et delstidsjob dagen efter jeg havde afleveret !  Det er gået så godt med deltidsarbejdet at jeg nu søger fuldtid næste gang.

Der er ingen grund til at gå i panik fordi du stadig har det dårligt efter 8 måneder - på det tidspunkt lå jeg stadig i sengen og kunne ingen ting. I dag passer jeg mit arbejde, har lige været 4 dage i Prag, går til svømning og er i motionscenter ca. 2 gange om ugen. Jeg har da stadig hovedpiner ind imellem men nu på et plan hvor jeg kan håndtere det.

Jeg kan godt forstå du finder det svært at håndtere psykisk - selv fik jeg i øvrigt at vide af lægen at jeg bare var depressiv og handlingslammet og skulle se at komme i gang eller at jeg ikke skulle hænge fast i min sygdom. Det var ikke lige det man havde brug for når jeg kæmpede en hård kamp for at blive rask ...

Men altså du blive nødt til at finde nogle ting der kan hjælpe dig med at få det bedre - for mig har fysisk træning været alt afgørende samtidig med at jeg har forsøgt at spise sundt. Jeg synes det er vigtigt at have disse ting at fokusere på og hvor man også kan se at man vinder terræn. Det kan godt være du så skal vente lidt endnu med at starte på studiet men urealistisk at du gør det færdigt er det ikke - det kan bare være du skal starte lidt langsomt.

 

 

31 årig kvinde med hjernerystelse i 7 måneder skriver i januar 2008:

Jeg vil bare sige tak for den flotte hjemmeside, I har lavet. I beskriver tingene SÅ præcist, gør det hele meget overskueligt og lettilgængeligt (for os, som ikke kan være særligt længe på nettet!) og er så velformulerede. Jeg er meget imponeret!! Og det er så prisværdigt det store arbejde I lægger i at hjælpe andre!
 
Jeg fik hjernerystelse for 7 måneder siden - og kører på nuværende tidspunkt med meget stram styring (jeg har ligget i sengen de første 4 måneder). Jeg bruger hjemmesiden flittigt og har fået rigtig god hjælp. Meget mere hjælp end fra alle de læger, jeg har snakket med, og som helt har glemt at fortælle mig, at det rent faktisk kan lade sige gøre at træne sin hjerne op til alting igen, hvis man bare gør det stille og roligt. Jeg er allerede kommet et lille stykke. Og ser frem til flere fremskidt snart. Jeres hjemmeside har givet mig mod på at blive rask igen! :-)

 

 

56 årig kvinde med 11 års hjernerystelse, skriver i januar 2008:

Der har lige været en artikel i Fyns Stiftstidende om post.com.syndrom. Den læste jeg i går og kunne genkende det meste.

Hvor har jeg ledt efter information om min 'mystiske sygdom'. Jeg fik min hjernerystelse den 8. august 1996 og jeg har stadig gener. Jeg var sygemeldt et helt år. Lå mest og kiggede op i loftet. Siden arbejdede jeg deltid i flere år.
Kunne ikke tåle lyde, kunne ikke læse eller se fjernsyn. Jeg kan ikke beskrive den hovedpine jeg havde og stadig har indimellem. Jeg vil gerne skrive min historie, men det er lidt af et arbejde, så det må jeg gøre på et senere tidspunkt. Men tak for jeres hjemmeside Måske er der nogen i Odense (hvor jeg selv bor) som har oplevet noget lignende, som jeg måske kunne få kontakt med? Jeg er i dag 56 år. Da jeg slog hovedet var jeg 45 år. Det har totalt forandret mit liv. Jeg skal altid passe på så jeg ikke udløser hovedpinen, som så kan vare i flere dage.

35 årig mand med hjernerystelse i 4 måneder skriver i januar 2008:

Tak for et kanon site, som virkelig har hjulpet mig i min situation. Det er fantastisk når nogle laver et sådant arbejde andre kan have glæde af. Tak for det og for det gode indhold.
 
Her er min historie, som ikke er slut endnu: 
 
Jeg er en 35 årig mand , som medio September 2007 var i byen med nogle venner efter at vi havde holdt krebsegilde a la Svensk tradition. Der var kommet godt med øl og snaps på. På vej ud fra en cafe er jeg uheldig at falde over dørtrinnet. I faldet når jeg ikke at tage fra med hænderne og jeg slår jeg baghovedet ned i fliserne for fuld kraft. Jeg går ud som et lys og er bevidstløs i længere tid (1-2 timer!!). Vågner op næste morgen på hospitalet med verdens største hovedpine og 2 store blå øjne. Har i faldet fået en blødning i hjernehinden og brillehæmatom (dvs blodet fra blødning giver mig to store blå øjne - ja som en bokser). Derudover har jeg pådraget mig en kraftig hjernerystelse. 
 
Lægerne (Århus kommunehospital) sender mig hjem 2 dage efter med besked om at holde mig helt i ro i 4 uger. Da jeg har 2 små børn (8 måneder og 2½ år) er roen derhjemme vanskelig og min kone og børn må sendes ud af huset i 2 uger. I den 3 uge skulle vi havde været på ferien. Min plads overtages af min søster og jeg bliver hjemme og får ro. De første 14 dage var et levende helvede, hvor jeg sov og sov og kun opholdte mig i sengen. Når jeg var vågen var jeg i store smerter. Mit hovedet føltes som det skulle eksplodere. Havde stor kvalme og svimmelhed.
 
Efter den 3 uge gik det langsomt bedre og bedre. Jeg kom ud af sengen, men hvilede og sov stadigt rigtigt meget. Fik appetit og mere energi. Dog var støj og lys meget generende. Og havde derfor vanskeligt ved at være sammen med min familie. Mit temperament var stået helt af. Var jeg hidsig og opfarende før var det helt galt nu. men som skrevet gik det dog bedre. Efter 5 uger tog jeg til min egen læge, som sagde at jeg nok skulle regne med at det ville tage 4-6 uger mere før jeg var frisk. 2 uger efter første lægebesøg følte jeg mig så frisk at jeg ville prøve at køre bil. DUM IDE. Mit hovedet brændte helt sammen og jeg fik det som jeg senere fandt ud af var et tilbagefald. Jeg var i denne fase meget frustereret og stresset over at det gik tilbage og at jeg fik det værre. Ingen havde sagt at jeg kunne risikere dette og jeg var enormt fortvivlet over at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. jeg havde ingen energi, blev træt af det mindste, havde hovedpine, kunne ikke tåle at sidde i en bil pga rystelserne gav mig ubehag.

Heldigvis faldt jeg over jeres hjemmeside, og jeg kunne straks se hvad der var galt. Jeg begyndte derefter at indrette mit liv (og min familie) efter vejledningerne. (selvom der ikke var gået 2 måneder efter faldet havde jeg en fornemmelse af at dette var langvarigt). I løbet af november nu 2 måneder efter faldet fandt jeg via jeres hjemmeside ud af hvilke symptomer jeg havde og hvordan det skulle tackles. Men det er jo også en læreproces og jeg lyttede stadig ikke nok til min signaler. Så det gik kun langsomt fremad og indimellem også tilbage. Jeg gik 2-3 gange om dagen, sørgede for masser af hvil, skar al social aktivitet ned og styrede min hverdag med hård hånd - ingen fjernsyn og PC, undgik støj. Det er dog særdeles vanskeligt med 2 små børn på trods af en meget forstående og hjælpsom kone. I slutningen af november var jeg igen ved lægen (nu var de ekstra 4-6 uger gået) - hun sendte mig til en neurolog, sa hun nu godt kunne se at dette her var vist mere end hun kendte til (men stadig ingen sagde langvarig hjernerystelse). Nerulogoen var den værste oplevelse jeg endnu har haft. Han afviste mig og havde ingen empati overhovedet. Istedet mente han at det var en opgave for hospitalet og der er jeg nu henvist til, og jeg venter stadig på indkaldelsen). 

 
Jeg begyndte også på fysioterapimassage som virkelig hjalp. Hun har fjernet min hovedpine som skyldtes spændinger. Jeg har igennem processen stort set ikke brugt hovedpinepiller, da jeg vil kunne føle mit hovede. Der har dog været enkelte datge hvor jeg i nødværge har brugt dem - når spændingerne og den deraf følgende hovedpine var for voldsom. Spændingerne kommer stadigvæk selvom jeg går til fys.
 
Nu er det 3½ måned siden mit uheld, som virkelig har forandret min verden (og min families). Jeg føler jeg har fået styr på min hverdag og de 'nye regler', selvom det er svært og det er en læreproces (stadigvæk). Jeg har fået det bedre, er ikke begyndt på arbejde endnu. Der er stadig dage hvor jeg har hovedpine, men det er meget få. Jeg får langsomt mere energi, og har flere gode dage end dårlige. Jeg ved også som regel hvad der er galt når jeg har en dårlig dag - overbelastning dagen før!! Hviler mig 2 gange om dagen. Er begyndt at kunne være sammen med andre i længere tid ad gangen - fra 2 personer maks 1 time til nu 2-3 timer med 4 personer. Er så meget ovenpå at jeg snart vil prøve at køre bil igen. Så jeg kan hente børn i dagpleje og derved lette min kones byrde :-). Kan også se TV nu i 1½ time uden problemer og bruge PC i samme omfang.  
 
Mit arbejde har været totalt forstående selvom jeg sidder i et forholdsvist tungt job - det har været dejligt. Men man spekulerer alligevel over om man overhovedet kommer igang igen osv. En del af det stress som denne tilstand fører med sig. jeg har igennem disse måneder været oppe og nede. Nogle gange er jeg næsten gået i sort og syntes at mit liv var ovre, mens andre gange har jeg set på det positive. Jeg er dog altid kommet op igen og føler mig også psykisk stærkere nu. Men perioderne med tilbagegang har været meget hårde. Jeg har aldrig fejlet noget før og nu er mit liv vendt helt op og ned. Især den uvished omkring hvor længe dette vil vare er svær at håndtere.
 
Ja det var så en lettere rodet omgang om mig og min situation. Har villet skrive længe men julen skulle lige overstås først 
 
Jeg vil meget gerne i kontakt med en sparringspartner, som jeg kan tale med. Så hvis I har en i nærheden der matcher mig nogenlunde aldersmæssigt vil det være kanon. Er det ikke tilfældet kan alle andres erfaringer jo også være brugbare :-)
 
Endnu engang tak for sitet og for jeres uvurderlige store hjælp. Lidt underligt at man skal finde sin hjælp på nettet og ikke i sundhedssystemet. Der har ikke været en eneste opfølgning fra der hvor jeg var indlagt på trods af hjerneblødning. Flot!!! 
 

 

 

35 årig kvinde med hjernerystelse i 8 år skriver i januar 2008:

Min historie begynder 3.december 1999, hvor Danmark blev ramt af en orkan. Før denne dato kendte jeg ikke til hovedpine og var fuldt igang med karrieren som skattejurist. På vej hjem fra arbejdet blæste orkanen mig   og min cykel som jeg trak 4-5 meter op i luften og med frontal landing på hovedet. Jeg var væk et øjeblik og "vågnede" brat op ved at - jeg var landet midt ude på en trafikeret vej-  jeg så billygterne komme meget tæt på. Strømmen  i lygtepælerne var på det tidspunkt væk og alt var kaos.  Jeg  kæmpede mig
ind til siden og prøvede uden held at få en bil  til at standse.  Efter at jeg kom hjem fik jeg efter få timer  en kæmpe  bule i panden.

Telefonen virkede p.g.a. vejret  ikke. Jeg fik derfor først fat i lægevagten dagen efter. Det eneste der åbentbart interesserede var  om jeg havde kastet op. Det havde jeg ikke, men jeg havde bulen, diarré og drønende hovedpine. Da jeg ikke havde kastet op, mente vagtlægen ikke det var hjernerystelse.

Hovedpinen har været der  dagligt siden  3.dec.1999. Den varierer i styrke alt efter aktivitetsniveau, søvn, vejret (har svært ved fugtigt lavtryksvejr), larm, støj m.m. Lige efter ulykken ville min almindelige  læge ikke tage  det  alvorligt. Efter lægeskift blev  jeg   sendt til neurolog. Prøvede forgæves diverse medicin, akupunktur, fysioterapi, kiropraktor, zoneterapi m.m. og rejste rundt i ren desperation.

Efter at neorologen gav op, blev jeg på eget initiativ skrevet op til Hovedpinecentret på Glostrup Amtssygehus  som var nystartet og som
jeg virkeligt håbede på var det sted der kunne hjælpe mig. Efter 1½ år fik jeg bevilget  14  dages ophold med læge, øvelser og psykolog. Psykologen fandt "overraskende" ud at jeg var psykologisk normal. Han sagde at jeg skulle tænke på min livret eller noget rart, fordi så ville hovedpinen føles mindre hård ...?
I den sidste uge af mit ophold fandt professoren ud af, at de ikke havde målt  blodtrykket i hjernen, så jeg  skulle have en lumbal punktur (rygmarvsprøve). Jeg kunne overhovedet ikke tåle lumbal punkturen. Fik forværret hovedpine og kunne i 1½ uge  efter  prøven ikke tåle  at gå oprejst  og fik også ondt i ryggen. Prøven viste ikke noget.

Alligevel blev jeg udskrevet efter de 14  dage, for længere tid havde  hovedpinecentret ikke før næste patient kom til. I eftersamtalen blev  jeg  officielt opgivet og  tilstanden betegnet for kronisk.  Jeg fik at vide at jeg tilhørte en gruppe på 5-10 % som man ikke kunne hjælpe medicinsk eller på anden vis, men at det nu kun var at håbe på, at det med  tiden måtte  blive bedre. 

Efter denne barske besked tog jeg den beslutning, at jeg ikke ville prøve mere udsigtsløse behandlinger og prøve at "leve med hovedpinen".
Lige efter  ulykken arbejdede jeg meget, men fik det værre  og  værre. Blev  herefter sygemeldt i 3/4  år  og kom herefter i arbejdsprøvning og som til sidst  blev til et flexjob. Jeg arbejder  idag 15  timer ugentligt, men symptomerne  er  desværre de samme: konstant daglig  hovedpine,  koncentrationsbesvær og
træthed.

I mit liv har jeg valgt sammen med min dejlige  kæreste at sætte et par børn  i verden. Og  det er dem, der får mig til at tage mig  sammen, men man har  også  konstant dårlig samvittighed  overfor  dem, fordi man  i  perioder er irritabel og ikke har det samme overskud som andre mødre.

Når jeg lige her  til sidst læser ovenstående igennem  virker  det  jo ikke ligefrem opmuntrende.  Jeg husker et  citat  om at "mennesket kan ånde, selv i helvedet", men man prøver at  leve med  hovedpinen, fordi man jo  ikke har andet valg.

 

 

Kvinde med hjernerystelse i 5 måneder skriver i januar 2008:

Tusinde tak for jeres hjemmeside - den er bare super - (der er jo næsten ingen hjælp at hente i det danske sundhedsvæsen)

Jeg har haft hjernerystelse siden 26. august 2007 og vil også gerne fortælle mig historie og de små fif/tricks jeg har fundet frem til undervejs når jeg får lidt mere overskud til at skrive min historie.

Jeg fandt heldigvis jeres hjemmeside efter bare 14 dage med HR - for allerede der begyndte jeg, at blive frustreret over min læges manglende viden på området. Men hvor blev jeg godt nok bange og ulykkelig da jeg først så hjemmesiden - da jeg læste om de lange forløb - det gav mig noget af en forskrækkelse og jeg stoppede derfor i en periode, - for jeg tænkte at det kunne da ikke overgå mig - MEN MEN - jo jeg har langvarig hjernerystelse og da jeg ligesom accepterede det gik jeg ind på jeres hjemmeside og fandt informationer om, hvordan jeg skulle "opføre mig rigtig" og så begyndte det at gå fremad (efter næsten 2 måneder uden væsentlig fremgang) så de to næste måneder blev bedre og bedre og jeg er nu begyndt på arbejde med maks. 10 timer om ugen.

 

 

 

32 årig kvinde som har overstået en langvarig hjernerystelse i 2005/2006 skriver i januar 2008:

5 måneders hjernerystelse efter cykelstyrt 30.oct. 2005, Kvinde, 30 år - løber og triathlet. 

 

Hvad lavede jeg inde ulykken?

Jeg er født i 1975 og var da ulykken skete 30 år. Jeg dyrkede løb og triathlon på højt plan og var meget aktiv i min fritid. Jeg trænede nok mellem 10-14 timer ugentlig. Jeg arbejdede på daværende tidspunkt på Suhrs Seminarium som adjunkt og jeg havde lige overstået en periode på 4-5 uger med 30 undervisningstimer ugentligt og var temmelig stresset. Så stresset at jeg glemte koder, ting og ofte gik ind i en forkert opgang uden at opdage det.

 

Cykelstyrt den 30.oktober 2005

Vejret var super dejligt taget i betragtning, at det var sidst i oktober. Jeg havde derfor stadig sommer cykeltøj på. Jeg kørte på MTB´en ud af Hareskovvejen da jeg mødte 3 andre KTK´er (Københavns triathlon klub), der også var på vej til den fælles MTB træning i Hareskoven. Jeg var temmelig godt kørende, super motiveret og opsat for at træne til VM lang duathlon i Maj 2006.

 

Da vi kom til syvvejen i Hareskoven – en grussti, nok 5-10 min kørsel fra mødested skete styrtet. Jeg husker intet før der kommer en ambulance og hentede mig. Det eneste jeg i første omgang tænker på er om min cykel er okay. De andre fortæller mig efterfølgende, at jeg har været bevidstløs og nok haft en periode på omkring 30 minutter – hvilket jeg intet husker fra - jeg spurgte flere gange, hvor jeg var og hvem de andre var. Jeg får efterfølgende fortalt, at der nok har været en gren eller lignende, der blokeret mit forhjul så jeg og cyklen roterede rundt i luften og endeligt landet på min højre del af ansigtet.

 

Skadestuen

På skadestuen (Herlev Hospital) var der temmelig kaos. Jeg havde fået en krave om halsen i ambulancen, da de var bange for, at jeg havde brækket nakken. Jeg fortalte lægerne, at jeg ikke havde brækket noget - måske noget man kan fornemme? Efter lang tids venten blev jeg endelig kørt til røntgen med det resultat, at de gav mig ret i, at jeg ikke havde brækket noget.

 

Jeg blev derefter sendt hjem uden nogen læge eller sygeplejerske nævner ordet hjernerystelse. Selvom jeg er uddannet humanbiolog var det helle ikke noget, som jeg selv tænkte på kunne være hent mig. Efterfølgende er jeg blevet fortalt, at det er normal procedure, at patienter der har slået hovedet ligger til observation. Det skete DESVÆRRE ikke for mig.

 

De første par uger

De efterfølgende 3 dage så jeg farlig ud i ansigtet og arbejdede derfor hjemmefra - sad altså hele dagen foran min PC. Da jeg var meget opsat på at træne mod VM duathlon maj 2006 kunne et lille styrt ikke stoppe træningen. Jeg trænede derfor videre og nået op på 6 timer den første uge og 4 timer ugen efter.

 

En uge efter styrtet oplevede jeg pludselig, at jeg fik kvalme og lidt ubehag efter træning (havde ingen symptomer før da). Jeg blev straks mistænksom og tjekke på nettet, hvad det mon kunne være. Jeg tænkte det går nok over i morgen, jeg plejer jo ikke at være syg.

 

På arbejdet oplevede jeg også, at det ind i mellem føltes som om det ”sejlede” inde i hoved og at jeg havde svært ved at koncentrere mig. En af mine kollegaer, som tidligere selv har haft hjernerystelse, sendte mig hjem med beskeden om, at jeg skulle gå til lægen med det samme - det gjorde jeg!

 

Min læge havde ikke meget viden om hjernerystelse kan jeg nu se efterfølgende. For hun sagde, at det nok skulle blive godt igen inden for et par uger, hvis bare jeg kunne få nogle af mine kollegaer til at hjælpe mig lidt på jobbet. Jeg tog den så lidt med ro et par uger og blev hjemme fra arbejde. Jeg synes egentlig kun min svimmelhed og hovedpine blev værre og værre. Selv det at gå udenfor i lys og blandt mennesker var uoverskueligt og ubehageligt.

 

Det følgende forløb

Efter et par uger var jeg så til læge igen for at fortælle, at jeg ikke havde fået det bedre. Hun sendte mig derefter til en neurolog.

 

Neurologen tjekkede alle min reflekser og de var okay…så der var ingen mistanke om blødninger i hjernen. Han forklarede mig, at det altid var aktive personer som mig der fik hjernerystelse og at vi havde svært ved at holde os i ro. Han forklarede jeg skulle gøre alt i det små og prøve kun at nå til 80% af, hvad jeg max kunne klare af socialkontakt og andre indtryk. For jo mere man overanstrengte hoved jo længere tid går der før man bliver frisk.

 

Jeg lavede derfor en regel om, at jeg måtte være social ca. 45 min dagligt og kun snakke med min kæreste i begrænset perioder ad gangen. Det føltes ind imellem som om, at jeg havde en pil igennem hoved når jeg snakkede og lyttede for meget. Der var ingen pc, bøger, motion eller fjernsyn, men jeg hørte ca. 1 times lydbøger om dagen. Jeg har heldigvis en dejlig kæreste, der tog sig af alt det praktiske med madlavning og indkøb.

 

Efter nogle måneder gik det lidt fremad. Her var det omkring jul og jeg havde håbet på, at jeg var frisk efter jul, da det jo nu gik fremad. Men sådan skulle det ikke være. En dag jeg havde min søster på besøg i alt for lang tid (omkring 3 timer) var alt fremgangen pludselig væk - alle smerter og symptomer var igen som ved staten. Så det var forfra igen.

 

Det var mega hårdt med tilbagegangen og jeg blev nok efter denne oplevelse med hysterisk omkring, hvad jeg kunne klare og lyttede nok mere til diverse signaler i min krop end godt var.

 

Efter jul var jeg endnu ikke blevet frisk og ville derfor prøve noget nyt. Jeg startede hos en kiropraktor, da jeg var meget stiv i nakken. Her gik jeg i starten 3 gange ugentlig - selvom det var temmelig uoverskueligt, at komme ud af døren. Efter noget tid med behandling og selvbehandling med is på nakken var nakken mere løs og noget af spændingshovedpinen gik efterfølgende væk (I dag går jeg stadig hos min kiropraktor, sådan ca. hver 3 måned).

 

Selvom det hjalp med kiropraktor behandlingen var det ikke noget, som jeg blev opfordret til fra hverken læger eller neurologer. Min neurolog frarådet det ikke, men kom dog heller ikke med en anbefaling af, at prøve denne behandlingsform.

 

Post traumatisk stress

I starten af marts - efter 4 måneder i sengen - begyndte min hovedpine at blive mindre og jeg følte mig mere frisk. Jeg får i denne periode pludselig nogle andre symptomer, hvor jeg kunne mærke, at det rystede i hele min krop uden man kunne se det. Desuden fik jeg angstanfald, hvor jeg troede, at jeg var ved at blive lam. Min neurolog fortalte, at det var typiske symptomer på diagnosen Post-Traumatisk Stress, som mange med længerevarende hjernerystelse forløb får. Jeg blev derfor anbefalet, at tage anti-depressiv medicin, hvilket jeg afstod, da jeg er meget i mod at tage medicin. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt taget hovedpinepiller i forløbet. Jeg var i stedet til psykolog et par gange, men synes pludselig det blev for meget med alt den behandling, jeg ville hellere til at leve livet normalt igen.

 

Blev overbevidst om, at symptomerne fra hjernerystelsen var næsten væk og de sidste symptomer i stedet kom fra post-traumatisk stress. Jeg besluttede derfor, at jeg ville prøve at leve igen - læse, snakke, være social og træne lidt igen. Jeg gik meget langsomt frem og var hele tiden opmærksom på, om der kom tilbagefald.

 

Start på livet igen 1. april (5 måneder efter ulykken).

Jeg startede stille og roligt med at leve normalt igen. I hele april måned forsøgte jeg træne lidt igen, læse mere og mere - startede med en enkelt side og øgede efterhånden. Det sociale startede med 1 time og blev efterhånden øgede - her handler det om, at man selv siger fra og selv går hjem fra sociale arrangementer når man har fået nok og inden man er blevet alt for træt.

 

I maj måned startede jeg på job igen - et par timer om dagen, som jeg efterhånden øget til flere timer. Hele juli havde jeg sommerferie og startede igen på fuld tid i august.

 

Det var psykisk hårdt, at komme i gang igen, men også dejligt. Jeg var meget motiveret for at leve igen og kom egentlig meget hurtigt op på et rimeligt niveau - både med at læse og træne. Jeg kom endda fysisk hurtigt tilbage på same niveau som tidligere.

 

Det var en forfærdelig oplevelse, at være ”spærret” inden i sit eget hjem i ca. 5 måneder – med begrænset social kontakt, oplevelser og aktiviteter. Heldigvis glemmer man hurtigt det man har været igennem, men det skal bearbejdes og man skal have nogle oplevelser - ferie, fysisk aktivitet og social samvær. Man skal mærke, at man er normal igen og kan det samme som før.

 

Det har cirka taget et år før jeg var helt psykisk ovenpå igen - altså maj 2006.

 

Status nu 2½ år efter ulykken.

Hvordan har jeg det så nu ca. 2½ år efter ulykken?

 

Både psykisk og fysisk er jeg igen helt ovenpå. Jeg har fået et super godt job i en Medicinal virksomhed, hvor jeg pt. arbejder med overvågning af bivirkninger på fuldtid - noget mindre stress-fuldt. Måske er det efter sådan en oplevelse også dejligt at starte på noget nyt – også selvom ens kollegaer og arbejdsplads her været en kæmpe støtte og venlige mod en under hele sygdomsforløbet.

 

På den private front har jeg en lille baby på 17 uger inden i maven og glæder mig til den kommende tid. Jeg træner stadig også en del, ca. 7 timers løb, spinning, svømning og styrketræning ugentlig. Jeg træner med lidt lavere intensitet og ca. halv så meget som før jeg blev gravid. Jeg har ingen problemer andet end skader i benene ind i mellem, som intet har med mit hoved at gøre.

 

Når jeg ind i mellem oplever, at jeg får hovedpine, bliver jeg lidt mere bekymret, da det mindre mig om den gang jeg havde hjernerystelse.

 

Mine råd

·        Tag den meget med ro, lyt ikke til andre end dig selv.

·        Undgå at provokere symptomerne.

·        Tag ikke smertestillende, da det forhindrer dig at lytte til symptomerne.

·        Få venner, kæreste eller familie til at hjælpe med alt det huslige.

·        Lån lydbøger på biblioteket.

·        Være meget tålmodig og hold ud selvom det er hårdt (jeg har grædt mange tårer).

·        HUSK - du skal nok blive rask igen.

 

 

 

38 årig kvinde med hjernerystelse i 9 måneder skriver i februar 2008:

Jeg slog hovedet op i stålkanten på en håndtørremaskine, da jeg skulle rejse mig fra toilettet på café. Det udløste med det samme voldsom kvalme, tung i hovedet med stærke smerter, utilpashed og desorienteret  Udenfor caféen mødte jeg en, som jeg kender men jeg var stadig så forvirret, at jeg ikke anede, hvem hun var men fik fremstammet et hej. Da jeg nåede hjem lagde, jeg flere gange frosne ærter på hovedet. Det  lindrede og bedøvede smerterne.

5 timer efter blev smerter meget voldsomme og svimmelheden tiltog. Jeg kunne ikke andet end at lægge ned. Det lykkedes først at kommet telefonisk i kontakt med en læge 2 dage efter. Hun var meget kort for hovedet og mente, ”Det lyder voldsomt at blive hjemme fra arbejde BARE på grund af det.”. Hun mente ikke, at der var noget at være opmærksom på, når jeg ikke havde været bevidstløs eller kastet op. Måneder efter så jeg min lægejournal, hvor hun havde bagatelliseret mine symptomer og kun nævnt, at jeg følte mig lidt træt og havde lidt hovedpine. Sic!  En uge efter  hændelsen kontaktede jeg min egen læge, som  undersøgte mit blodtryk. Han forklarede, at spændingerne fra hovedsmerterne også gjaldt øjnene og spurgte ind til hukommelse etc. Jeg fik at vide, at jeg skulle hvile mig en uges tid inden jeg tog på arbejde. En måned efter kaldte han det en svær hjernerystelse og sagde fortsat, at der var ikke andet at gøre end at hvile mig.

Efter slaget havde kunne jeg kun dreje hovedet til højre nogle få cm. En måned efter hændelsen var jeg  stiv i min nakke, havde ulidelige nakkesmerter og det var vanskeligt at få søvn. To måneder efter episoden  anskaffede jeg mig en ergonomisk pude.

Neurolog
Jeg går hos en neurolog. Hun kan ikke give vejledning omkring, hvad der kan gøres i hverdagen med kvalme, svimmelhed - eller hvilket tempo, jeg skal øge min arbejdstid mv. Hun har sagt, at jeg må tage hensyn, lave nakkeøvelser og at det er en god prognose, som der ikke kan sættes tid på det. Jeg ser det som en form for støttesamtaler, hvor hun spørger fra gang til gang, hvordan det går. Hun mener også, at det er godt at jeg forsøger at strukturere hverdagen fx med yogaøvelser og gåture, som jeg har startet langsomt med og øget stille og roligt i det tempo jeg kunne. Hun siger også, at det er individuelt, hvordan forløbene er, men at der er gode og dårlige perioder. Eller at man  kan  have gode dage eller dårlige dage. Desuden at der kun skal fokuseres på det, som man kan. Det har så været frustrerende nogle gange, at jeg ikke kunne fortælle om nogle af de dårlige perioder, som godt kan virke skræmmende.

Det har været rart at tale med Daghøjskolen i Centrum (i København). Det var slet ikke nødvendigt at forklare om symptomer/begrænsninger, der er i funktionsevnen. Desværre mener sygedagpengeafdelingen ikke, at de har mulighed for at bevilge vejledningstimer mhp. genoptræning for at fastholde arbejdet.

 

Arbejde i første måned efter hjernerystelsen
Det blev sammenlagt til 5 dage. Den første dag jeg tog på arbejde, var det vanskeligt og trættende at snakke med mine kolleger. Jeg følte mig træt, udmattet, fik stærk hovedpine, havde bare lyst til at være alene og kunne ikke forstå min reaktion. Jeg satte optaget skilt på døren, men fik ikke lavet så meget.

Efter weekenden prøvede jeg igen at tage på arbejde med stærk kvalme i to dage omkring 3 timer. Jeg aflyste alle mine møder, sendte mail rundt til min kolleger og forklarede, at jeg ikke havde kræfter til at snakke. (Det var et brugbart tip jeg fik fra denne hjemmeside og så skulle der gå en måned før jeg fandt websitet igen – selvom det har et nemt navn). I de dage begyndte jeg også at føle mig traumatiseret. Herefter blev min tilstand forværret, så jeg var sengeliggende det meste af tiden. Derefter gik der 2 uger, hvor jeg igen prøvede 2 dage med nogle timer. Den ene dag gik det godt og jeg følte mig fuld af energi, da jeg kom hjem efter arbejde, så jeg var overbevist om, at det ikke ville længe før at jeg kunne genoptage arbejdet på fuld tid. Den anden dag mærkede jeg trætheden allerede på arbejdet. Om aftenen fik jeg voldsom hovedpine og trykken i hovedet. Det føltes som om, at mit hoved ville eksplodere, så jeg fik hjælp via fjernhealing og det tog den værste trykken.

Selvom jeg var inde på hjemmesiden mange gange i starten, havde jeg svært ved at overkomme læsningen eller huske ret meget af det jeg læste. Det har været godt at kunne få nogle tips samt læse historierne og den kampgejst der er og vide, at man ikke er helt alene – det er ikke noget man kan få at vide fra lægerne!

Symptomerne
Symptomerne er af fysisk såvel som af kognitiv art. Ondt i øjne, smerter i nakken samt hovedpiner af varierende art og styrke. Sensoriske vanskeligheder, svimmel, kvalme, lydfølsom, udtrættes af lyd- og synsindtryk. Generelt træt, sover dårligt grundet smerter, brug for daglige timelange hvil. Udtrættes hurtigt - eksempelvis efter en gåtur og daglige huslige gøremål. Problemer med koncentration og korttidshukommelse, langsom tænkning, overblik, struktur og sårbarhed overfor stress. Jeg har nogle gange svært ved at huske folks navne og har nogle gange svært ved at svare på uventede spørgsmål eller hvis der afkræves et hurtigt svar.

Jeg har som mange andre HR-ramte haft både kortvarige og længerevarende tilbagefald - og har det stadig - hvor jeg må træne mig op igen. Nogle gange er det oplagt, at jeg har været overbelastet. Det første tilbagefald jeg havde, varede i 3-4 dage og var med rysteture og gav mig en ordentlig forskrækkelse fordi det var gået fremad i 4-5 uger. Det længste varede 11 dage med eftervirkninger omkring 5-6 uger.

I  en periode på en måneds tid var min funktionsevne meget nedsat, jeg mistede appetitten og tabte flere kilo. Jeg ville flytte over til min familie og væk fra sygedagpengeafdelingen – der var også pres fra min arbejdsplads, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi jeg bor i en andelslejlighed. Jeg forsøgte at løbetræne i samme tidsrum for at komme af med min stress – jeg tabte også stor mængde hår på hovedet, hvor stressen havde sat sig. (jeg var hos lægen men fik at vide, at jeg havde mange ting at tænke på og fik henvisning til hudlæge) men det gjorde mig svimmel og jeg mistede overblikket. Det øgede kvalmen og forværrede svimmelheden . Neurologen mente, at det ikke nyttede at lægge sig under for den slags detaljer. Jeg fik nedsat mit stressniveau via stresshåndteringsøvelser.

Det er stadig meget svært at have social samvær med flere personer. Det er nemmere med 1-1 kontakt, dog ikke hver uge. Større arrangementer med mange mennesker er vanskelige og overbelaster hjernen meget, fordi der udover snak også er mange sanseindtryk. En gang imellem forsøger jeg at ” træne” at  tage i indkøbscentre, et par gange har jeg været på restaurant, men spist tidligere inden det store ryk-ind kom.

 

Arbejdestart efter 6 mdr/sygedagpengeafdelingen
Efter 6 måneders sygemelding startede jeg på arbejde. Jeg var ikke klar til det, da det var en sårbar periode, hvor jeg ikke kunne overkomme at komme i bad i flere dage, en lille gåtur på 25 min udmattede mig  i 6-7 timer etc.  På den anden side følte jeg, at min dømmekraft var ude af funktion, så jeg gjorde bare, hvad jeg fik fortalt, fordi jeg ikke havde overskud til at sige fra.

Set i lyset af den behandling jeg fik fra sygedagpengeafdelingen mente neurologen (målet var at jeg skulle undgå at skulle til yderligere undersøgelser), at det ville være en hjælp for mig indtage antidepressiv i 3 mdr. (Nu er jeg i en anden situation, at neurologen er imod at jeg stopper med det på trods af, at jeg har ikke en depression)  Den første måned var jeg på arbejde 2 dage a 2 timers varighed, hvor jeg blot vænnede mig til at være der. Nogle dage var det en pine at bare overkomme 1 ½ time. Jeg gik flere gange på toilettet for at kunne være i ro. Jeg er også begyndt at lægge mig på et mødebord imens mine kolleger går til frokostpause, for der er mest ro der. Efter 1 måned begyndte jeg at komme 3 dage om ugen, hver 2. dag i 2 timer.

Det meste af mit arbejde skal udføres via computeren. Det har været og er stadig svært for mig. I begyndelsen kunne jeg klare 15 min, så var jeg træt i hovedet, fik stærk hovedpine, røde øjne samt ondt i øjnene. Udover det gik det hele langsomt.

Arbejdsgange, som jeg kunne før, har jeg skulle lære igen eller få genopfrisket - men i meget små doser, fordi min indlæringsevne også er nedsat. Undervejs har jeg både sat timetallet og arbejdsdagene ned. Når jeg har været på arbejde, så er det aktivitet nok for den dag. Og det er forskelligt, hvordan jeg har det efterfølgende. Nogle dage er jeg træt resten af dagen. Andre dage kan jeg hvile nogle timer og gå en kort tur.

Her i februar 2008 er jeg oppe på 10-12 timer om ugen og det er inden for de sidste 2 uger, at jeg selv kan mærke at det går fremad  på en tilfredsstillende måde. Det er først nu, at jeg er begyndt med lette administrative opgaver.

Efter at jeg begyndte at arbejde har det taget meget af min energi, så jeg har ikke altid kunnet lave yogaøvelser og gå ture de dage. Jeg hviler mig stadig rigtig meget.

Efter seneste møde med sygedagpengeafdelingen i over 1 1/2 time, hvor jeg skulle forholde mig til 3 personer (som om jeg var normal fungerende !!), blev jeg helt udmattet i 1 1/2 uge. Jeg var kun ude af min seng i 5-8 timer om dagen. Arbejdsmæssigt betød det, at jeg så måtte nedsætte min arbejdstid.

Forløbet med sygedagpengeafdelingen har været meget ressourcekrævende. Sygedagpengeafdelingen med 3 sagsbehandlere (der er ingen af dem som er holdt op) og hyppige samtaler har været en langt større udfordring for mig end hovedtraumet. De personer jeg har mødt i sygedagpengeafdelingen har kommunikeret på baggrund af deres egne personlige holdninger. Jeg har været mødt med mistillid, mangel på respekt og meget lidt faglighed. Det vil være for omfattende at nævne det hele her men her er enkelte eksempler. "Man synes, at det er en atypisk sag, og at det er mærkeligt, at et lille uheld kan føre til langvarig sygemelding og at desuden er du heller ikke i behandling. Man kan ikke  forsvare det, når der ikke er behandling i gang (dvs yde refusion til arbejdsgiver). Min kollega og jeg har snakket om, at det må handle om noget andet - for vi har jo alle sammen prøvet at slå hovedet til rundbold o.l.  På det grundlag har der været drøftet opsigelse med personalechefen. Vi kan kun hjælpe dig med at undgå en opsigelse, men så skal du begynde på arbejde”.

Det lille ”uheld” havde på daværende tidspunkt varet i 4 ½ måned!

Jeg klagede over behandlingen (hvilket jeg måtte betale dyrt for med et langt tilbagefald) og fik anden sagsbehandler, men det ændrede ikke ved selve forløbet, beslutningerne og den faglige inkompetence. Senere på året havde jeg fået fremrykket min tid hos neurologen til kl. 14 og kl. 11 skulle til samtale i sygedagpengeafdelingen. Jeg sendte en mail og spurgte om det var muligt at rykke mødet til ugen efter, da jeg havde svært ved at klare 2 samtaler på en dag. Svaret var pr. tlf. samme morgen som mødet skulle finde sted, at ”der er masser af tid til kl. 14. Det kan du sagtens nå.” Jeg fortæller så, at jeg jo netop ikke kan det, man kan normalt, men om vi så kunne gøre mødet kort. ”det kan jeg da ikke sige noget om – jeg ved da ikke om det tager en time, der er jo mange ting vi skal snakke om”. Det var ikke så længe siden, at jeg havde været hos hende og vi havde gennemgået alle de lægelige akter, symptomer, begrænsninger!

 
Kort fortalt, så troede de ikke på mig, de lægelige udtalelser indeholdende, journal samt status fra min læge og neurolog. Jeg skulle derfor igennem andre undersøgelser på trods af, at man afventede en status fra neurologen. Formålet for mig var uklart og der kunne ikke redegøres for, hvor jeg skulle hen –  hvor mange dage - men jeg havde ikke noget valg. Inden min neurolog blev kontaktet fik jeg at vide, at hun kunne ikke kontaktes, ”hun lytter jo til dig” og ”kender du hende?” Hun blev anset for at være inhabil !

Arbejdspsykologen og arbejdsmedicineren, som Sygedagpengeafdelingen kontaktede vidste ikke så meget om hovedtraumer. De mener nok selv, at de var professionelle til deres arbejde. Den ene skrev, at jeg talte et meget godt dansk. Den anden spurgte mig slet ikke, hvordan jeg havde det og  gik let hen over, hvordan jeg fungerede i hverdagen. Jeg fortalte, at det var mest min familie jeg så. Det handlede mest om hendes personlige fordomme mod sorthårede mennesker. Det var sådan noget med, ”kan din familie godt forstå det”, ”er du familiens sorte får?” hun hørte slet ikke efter. Og så – "nå, de varter dig op! Men er det så noget med, at de har fundet en hel masse mænd til dig, som du har sagt nej til." Næh, sagde jeg bare stille. "Er det fordi, at du ikke har mand og børn?" Hun sad hjemme hos mig og var så grænseoverskridende. Til sidst sagde hun, at hun var enig i det min neurolog var kommet frem til.


Behandling, meditation, motion
Jeg var til fysioterapeut 2 gange og hun anbefalede osteopatisk behandling. Jeg går til osteopatisk behandling nu, som er en stor støtte ( http://osteopaterne.dk). Efter den første behandling føltes mit hoved meget lettere og den trykken jeg havde haft en måned blev meget mindre. Efter en behandling mærker jeg lindring og får også mere energi. Når jeg ikke kan sove om natten står jeg nogle gange op og mediterer i 10-15 min og det giver mig altid ro og nogle gange får jeg sovet lidt.

Jeg synes ikke, at hovedpinepillerne hjælper. Jeg begyndte at tage dem 2 ½ måned efter, hvor jeg havde været til neurolog og hun anbefalede dem. I en måned tog jeg hovedsagelig homoøpatisk medicin – arnica . I de 2 sidste måneder har jeg fået nogle stærkere smertestillende på recept, kodipar.  Her nu i februar 2008 har jeg besluttet, at jeg ikke tager smertestillende piller mere efter at have drøftet det med en neurolog, som jeg kender. Han fraråder dem ligesom Rigmor Jensen fra Hovedpineklinikken.

Jeg laver lette yogaøvelser i det omfang jeg kan og afspændingsøvelser, som hjælper på nakke/hovedpine (cd, fri for hovedpine). Jeg bliver meget hurtig svimmel, hvis jeg skal lave hårdt fysisk motion. Det hjælper mig at ligge i universalstilling i et par minutter – det giver øget blodgennemstrømning og hjælper på trætheden.

Jeg tror på, at der er en mening med, at jeg skal igennem det her og har forsøgt at se positivt på det. Jeg glædes over de små ting i hverdagen og alle de kærlige og støttende mennesker, jeg møder.

 

 
41 årig kvinde med HR i 3½ måned skriver i juni 2008:

Fik hjernerystelse i forbindelse med en skiferie. Var alene af sted. Ved ikke hvad der skete, og heller ikke om jeg var bevidstløs. Omkring ved 11 tiden besluttede jeg mig for at køre ned af en blå piste for at spise en tidlig frokost. Har stået en del på ski de sidste 6 år, og har altid undgået de blå/grønne pister, da jeg følte de var for farlige pga nybegyndere, må tørt konstatere at mit indtryk holdt stik, desværre.

Ved 1 tiden ”vågnede” jeg op i hvad der viste sig at være en læges konsultation, jeg lå på et bord, troede jeg var med i en film, kiggede ned på mine fødder og så at jeg havde stadig skistøvler på. Blev klar over at det var for real, men var egentligt ret apatisk og rolig. Personalet var ved at tage x-rays af mit hoved. Jeg blev herefter placeret i en kørestol og fik en halskrave på. Blev kørt i ambulance til hospitalet. Blev spurgt om mit navn og om jeg var alene på ski. Mit navn kunne jeg godt huske, men vidste ikke om jeg var sammen med nogen. Kunne heller ikke huske hvor jeg boede, kiggede i min lomme og fandt en nøgle. Boede åbenbart i værelse nr. 1, men ingen adresse. Kiggede i den anden lomme og fandt en kvittering for B&B i 10 dage. Var dateret samme dag, så var det mysterium ligesom opklaret.

Vidste ikke hvordan jeg var kommet ned af bjerget, spurgte ambulance manden, det havde han ikke hørt noget om. Ikke den store hjælp at hente der. Kom frem til hospitalet, flere x-rays og undersøgelser. Blev indlagt og herefter tjekket hver 3. time, blodtryk, pupiller og almen tilstand. Da jeg tilsyneladende var alene beholdt de mig i 2 døgn.

Fandt en serviet i min lomme med et navn og telefon nummer. Ringede da jeg var blevet udskrevet. Et Østrigsk ægtepar havde fundet mig, siddende på pisten med min hjelm på og mine ski og stave ved siden af mig. De kunne se at jeg havde været uden for pisten da der var spor i sneen. Jeg havde en dyb hudafskrabning i området mellem min hjelm og mine solbriller – så de spurgte om jeg var ok, det var jeg. Så spurgte de om jeg var sammen med nogen, det vidste jeg ikke. De spurgte om hvor jeg boede, det kunne jeg ikke huske. Så foreslog de at jeg kørte med dem ned for at se en læge, det gjorde jeg så. Stod således selv på ski ned, tør slet ikke tænke på konsekvenserne hvis jeg var faldet…!

Jeg blev i Østrig de næste 9 dage, dels fordi der ikke var lægelig grund til at tage hjem tidligere, så ville det blive for egen regning og dels fordi jeg efter lange overvejelser var kommet til konklusionen at jeg havde det bedst der. Mit dagsprogram var ret simpelt, jeg sov længe, spiste morgenmad, hvilede, tog et langt varmt bad, gik en tur, hvilede, ud at spise frokost tilbage og sove et par timer osv osv. Ingen TV, minimum af computer (10 min/dag), meget få telefonsamtaler, ingen læsning og undgik i det hele taget al form for larm, købte ørepropper, gik med solbriller døgnet rundt. Nerverne sad uden på tøjet. Var helt sikker på at få et par ski eller et snowboard i hovedet hver andet sekund. Men stadig super meget bedre end at skulle finde hjem selv – helt uoverkommeligt at skulle tage tog og fly hjemad, for slet ikke at tale om at booke fly, købe ind, lave mad. Det var mere end jeg kunne magte.

Nu 3½ måned efter kan jeg se tilbage på en periode i mit liv som har været på godt og ondt. De sidste 12 måneder før mit uheld var jeg meget meget stresset og hvis ikke mit livet havde taget en brat drejning dengang i marts, så er der overvejende sandsynlighed for at jeg var gået ned med stress, det ser jeg nu.

Da jeg kom hjem fra Østrig, begyndte jeg at arbejde næsten med det samme – dvs et par uger fra mit uheld. Jeg tog det roligt, men var hurtigt oppe på næsten fuld tid igen.  Som selvstændig er det en opvejning imellem indkomst og dagsform. Jeg har blot været så heldig at have kæmpe opbakning fra mine kunders side – således at jeg har kunnet

1)      sige fra hvis jeg ikke kunne magte en opgave

2)      selv planlægge mit arbejde

3)      arbejde hjemmefra

Det at jeg har kunnet arbejde hjemmefra har gjort den helt store forskel, er jeg sikker på. Jeg har startet tidligt om morgenen, arbejdet nogle timer – gået i bad, arbejdet igen til jeg blev træt i hovedet, spist frokost og siddet i solen og tænkt over tilværelsen. Arbejdet et par timer igen, efterfulgt af en cykeltur og evt noget fitness. Hele fornemmelsen af at selv at kunne styre forløbet og have mulighed for at sige fra kombineret med at jeg har tænkt meget over tilværelsen hvordan jeg vil leve mit fremtidige liv – har gjort en kæmpe forskel er jeg ret overbevist om. I samme forløb skar jeg alle stress momenter ud af mit liv, hvis jeg ikke lige kunne håndtere en relation og følte at det pressede mig, sagde jeg fra og meddelte at jeg gerne ville tage en pause og evt vende tilbage når der var mere overskud. I det hele taget har jeg været lydhør for min krops signaler. Undtaget nogle få gange hvor jeg så har betalt prisen dagen efter med en let hovedpine og ikke kunne være særligt produktiv, dvs hverken kunne arbejde, dyrke motion eller læse avis men bare gik rundt som en zoombie. Mit fjernsyn er gået i stykker og jeg er ret sikker på at det er ikke nogen dårlig ting.

I dag nu 3½ måned efter, følger jeg at jeg kan leve næsten normalt, jeg er blevet ret god til at håndtere stress og til ikke at presse mig selv så hårdt. Jeg går en tur hver aften på 45 minutter og dyrker Effekt Træning (pilates lignende) 2 – 3 gange om ugen. Jeg arbejder stadig hjemmefra de fleste dage, men kører til min arbejdsplads ca 2 gange om ugen. Køreturen i bil er 40 minutter og gør mig svimmel. Når jeg er på arbejdet er jeg slet ikke produktiv, jeg socialiserer stort set kun, og svarer på spørgsmål om hvordan det går osv. Jeg gør det for at ”vise flaget” for jeg tror på at det er vigtigt at holde en god relation til sine kolleger, samtidig skal man passe på med ikke at isolere sig for meget. Møder jeg en stribet eller ternet skjorte kommer hovedpinen og jeg bliver totalt ukoncentreret. Hvis der er flere der taler til mig på samme tid, er den også gal. Men det er stadig bedre end at begrave sig derhjemme. Fordelene opvejes klart, så længe at det ikke er hver eneste dag og jeg selv kan styre hvornår jeg kommer på arbejde.

Jeg vil gerne give følgende råd videre (mildere HR):

Følg med i din almentilstand: undlad så vidt muligt at spise pain-killers eller anden doping

Vær lydhør for din krops signaler: bliver du forvirret, ukoncentreret eller får stærkere symptomer, så stop straks med hvad du har gang i og tag den med ro. Allerbedst er det at ligge ned, 10 minutter, ½ time eller hvad der nu er nødvendigt.

Undgå stressfaktorer, fortæl lige ud at du har et problem med det og at du vender tilbage når din dagsform tillader det. De fleste vil forstå det, og hvis de ikke gør, skal du klart overveje om ikke dit liv er for værdifuldt til at omgås sådanne individer. Hvad enten det er en personlig relation eller en opgave/chef der trænger sig på.

Socialiser med din arbejdsplads – det giver dem et indtryk af at du tænker på dem og gerne vil tilbage. Meget vigtigt. For det vil også styrke dit tilhørsforhold til din arbejdsplads. Det sidst du ønsker lige nu er at skulle skifte arbejde. Du vil konstant blive spurgt om hvordan det går med dig, husk de spørger kun fordi de er bekymret for dig og synes om dig. Selvom det er 10. gang i dag du svarer på det samme og i øvrigt ikke har noget nyt at sige end du sagde sidst du så dem, så vær åben og høflig. Det gør det alt sammen nemmere at komme tilbage. Kom til fredags vin, kan du ikke tåle alkohol så tag en kildevand.

Lad være med at se TV – det er ikke det værd. Super meget bedre at kunne læse et par sider i en bog som man synes er spændende end det er at hænge ud foran fjerneren i timevis.  Prøv at tænke over hvor mange bevidste og ubevidste indtryk du bliver bombarderet med hvert sekund, det er garanteret usundt for din skrøbelige hjerne. Og så meget mister du vel heller ikke ved ikke at se TV i ½ år?

Gør noget godt for dig selv – hver dag. Lev sundt – sov meget, ml  8 – 10 timers god søvn hver nat gør underværker, gå i seng ved 22 tiden hver aften, det er bedre end at sove længe. Drop vækkeuret, stå op når du er klar til det. Dyrk let motion hver dag. Varier så du ikke gør det samme dag ud og dag ind. Spis meget frugt og grønt, helst økologisk. Det giver en tilfredsstillelse at gøre noget godt for sig selv og sin krop dagligt. Minimer dit kød-indtag, det fremmer fordøjelsen og er godt for budgettet. Drik masser af vand, hele dagen igennem, hver dag.

Vær meget udendørs – det giver en ro og en fornemmelse af rum. Sæt dig på en bænk i en park eller en stol i haven. Gør det til en god vane, mindst en gang om dagen.  Det kan godt være du ikke er klar til at meditere og at det vil trække for meget på dine kræfter lige nu, men funder over tilværelsens finurligheder, kan du vende denne situation til noget positivt? Hvornår har du egentligt haft (taget dig) tid til at fundere tidligere i dit liv? Måske er der noget du kan gøre anderledes for gradvist at få det bedre?

Smil til postbudet/kassedamen/skraldemanden – et smil kommer som regel tifold igen, og kan give overskud på en ellers træls dag. Prøv at fokusere på en positiv livsholdning.

 

Angående rådgivning; På hospitalet fik jeg at vide at jeg ikke måtte se TV, læse eller stå på ski. Jeg måtte gå en tur hver dag men ikke overanstrenge mig. Kort sagt skulle jeg kede mig maksimalt i minimum de næste 2 uger. Jeg gik til egen læge da jeg kom hjem fra Østrig, han gentog det jeg allerede vidste og helt kort at jeg skulle lytte efter signalerne og helst lægge mig ned når jeg fik symptomer, hvis jeg overhørte det ville jeg risikere en kronisk tilstand. Den rådgivning jeg har fået virker til at være ok. Jeg har stadig en del  problemer med nakken, og har besluttet, efter at have læst de forskellige indlæg, at starte op med noget fysioterapi for at se om det kan hjælpe.

Therese, det er et super godt initiativ du har taget i en svær periode i dit liv. Godt gået! Jeg håber om ikke andet at dele af mit indlæg kan bruges, og vil følge din hjemmeside i fremtiden.

 

 
32 årig kvinde med HR i 10 måneder skriver i juli 2008:
 

Det var den 11 september 2007, jeg skulle, som jeg var hver tirsdag, til springundervisning på min hest. Jeg var kommet i sadlen og var godt gang springningen, springet var blevet lidt højt og bredt,  min hest og jeg misforstår hinanden, og hesten slår bremsen i lige foran springet, jeg får givet signal til at han SKAL springe, og så sætter han over springet med stor kraft, og jeg mister balancen og falder ud på venstre side af hesten, på vej ned af hesten rammer han mig i hovedet med hoven, og jeg lander lige direkte ned på hovedet.

Jeg besvimer og er væk i ca 5 minutter, hvorefter jeg rejser mig og er er vildt omtumlet, og spørger min veninde og træner om hvad jeg laver der, og om jeg ikke skal ud og ride, jeg sludre helt vildt og spørger om det samme hele tiden. I starten troede de jeg lavede sjov med dem, men de fandt hurtigt ud af det var helt gal med mig. Jeg blev kørt på skadestuen af min kæreste, da jeg absolut ikke ville have at de ringede efter Falck.. I må ikke spørge hvorfor, jeg havde jo slået hovedet..

Da jeg kommer på sygehuset kommer der læger og undersøger mig, der er sygeplejersker der holder øje med mig hele tiden,  da jeg efter mange timer bliver ved med at sludre,  er bange for at jeg har fået en hjerneblødning, så jeg bliver send til scanning, jeg kan huske at jeg kommer lidt til mig selv inde i en scanner, og jeg bliver vildt bange, men heldigvis var der de sødeste sygeplejersker til at berolige mig.. Det var heldigvis ikke nogen hjerneblødning, men en meget kraftig hjernerystelse, som skal have tid til komme sig...

Jeg kan stadig ikke rigtig huske noget fra den dag, det hele er noget jeg har fået fortalt.

Jeg var i 1. omgang sygemeldt i en uge, så troede jeg at jeg var klar til at arbejde igen, men jeg blev klogere... Jeg arbejde i 5 dage, hvor jeg blev nød til at gå hjem hver eneste dag før tid. Jeg blev så svimmel, og øjnene kørte rundt i hovedet på mig, og en hovedpine så slem, det eneste der hjalp var at sove sove sove.

Jeg blev så sygemeldt igen, denne gang i 4 uger, og så startede jeg op igen med 2 timer, og blev sendt hjem hver dag når jeg blev dårlig... Stille og roligt fik jeg flere timer og ca 3 måneder efter ulykken arbejder jeg på fuld tid igen.

Jeg får stadig vildt ondt i hovedet og bliver svimmel, og ør i hovedet hvis jeg har for travlt. Jeg må stadig hjem på sofaen og sove en times tid når jeg får fri fra arbejde. Min neurolog har sagt at jeg skal forvente at det vil tage min 2 år fra ulykkesdagen, før end jeg er normal igen ..( Der er selvfølgelig også dem som stadig døjer efter 2 år, men det bliver ikke mig forhåbentlig.. )

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gå til toppen

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen