Intro Vejledning og Viden Historier Politisk Links HR netværk Nyheder Kontakt os

Historier fra folk med hjernerystelse

Ny opdeling af historierne:
Oversigt
Blevet rask
Bedre
Undervejs
Temaer

Længere historier

- Erfaringsudveksling om hjernerystelse -

 

 
 

Indhold:

Resuméer og kortere historier findes på Historier

41 årig kvinde med hjernerystelse i over 3 år skriver i december 2006:

Jeg har lige i dag opdaget jeres hjemmeside – og jeg blev så glad! Jeg blev i november 2003 kørt ned af en bil, da jeg kom gående i et fodgængerfelt. Husker ingenting fra selve ulykken, har en svag erindring fra ambulancen, og kommer først rigtigt til mig selv på skadestuen. På skadestuen koncentrerer man sig mest om min flænge i panden, og jeg kommer hjem, hviler et par dage med hovedpine og svimmelhed, og tager så på arbejde igen.

Men det går ikke godt, og jeg bliver sygemeldt. I den efterfølgende tid kæmper jeg for at komme tilbage til mit gamle liv, men jeg bliver hele tiden ”slået hjem” på grund af svimmelhed (eller egentlig mere en mærkelig sejlende fornemmelse), hovedpine, ”osteklokke”-følelse/fjernhed, problemer med koncentration m.v. Alting går i bølger – i perioder synes jeg det går det nogenlunde, og tænker, at nu er det overstået, men så kommer det hele tilbage med fuld styrke. Efter et halvt år får jeg stillet diagnosen post commotionelt syndrom. Min egen læge vidste ikke ret meget om det - jeg skulle bare lære at tage den med ro, finde mine egne grænser, og lade være med at overskride dem. Jeg forsøgte at lindre på forskellig vis: Kranio sakral terapi uden større held, akupunktur en gang om ugen et helt år - nogle gange virkede det, andre gange ikke. Fysioterapi (akupressur) og styrketræning har klart været det bedste for mig, selvom ingen af delene fjerner symptomerne helt.

Nu er der gået mere end tre år. De har været fyldt med fremgang og tilbageskridt, lange perioder med en helt speciel hovedpine døgnet rundt, et meget nedtonet socialt liv, bøvl med bilistens forsikringsselskab om erstatning (heldigvis med hjælp fra en god advokat) og forsøg på at passe mit arbejde og min familie, men med en konstant følelse af ikke at slå til - hverken på arbejdet eller derhjemme med to mindre børn. Og over det hele har hvilet en følelse af mistro/mangel på forståelse fra omgivelserne. Selv min mand, som ellers har været utrolig hjælpsom og forstående, har haft svært ved at forstå, hvad det egentlig handler om. Derfor er jeg så glad for jeres hjemmeside – den savnede jeg, da jeg stod midt i den værste tid. Her tre år efter er jeg stadig ikke oppe i fulde omdrejninger, men det går meget bedre, og jeg har efterhånden lært at leve med de begrænsninger, som mit hoved giver mig – godt hjulpet af fysioterapi og styrketræning. Men jeg vil gerne sige tusind tak, fordi I har taget jer tid til at skabe dette forum for erfaringsudveksling – jeg ville sådan ønske, at jeg kunne have ”googlet” den frem, da jeg desperat søgte informationer for et par år siden.

 

33 årig mand, ca 5 måneder siden hjernerystelse, skriver i maj 2006

I skal have tak for et virkeligt godt og sobert site for hjernerystelser, som jeg ville ønske, jeg havde fået øje på for nogle måneder siden, hvor jeg havde markante symptomer i en lang periode.

Mine egne erfaringer er, at den meget langsomme helingsproces sammenholdt med usikkerheden omkring diagnosen virkede enormt frustrerende.

En forslag til sitet baseret på mine egne oplevelser er under symptomer, hvor jeg ofte havde kraftig hjertebanken (som ikke skyldtes væskemangel). I øvrigt vekslede symptomerne ofte flere gange om dagen, sådan at en dag fx godt kunne indeholde svimmelhed, træthed og kvalme.

Fysioterapi bevirkede et markant ryk fremad for mig, således at svimmelhed, hovedpine mv. aftog kraftigt. Jeg er klar over, at fysioterapi ikke altid har god effekt, men det bør forsøges. Nogle praktiserende læger glemmer denne mulighed, som i et vist omfang er dækket af sygesikringen, samt evt. private forsikringer.

Jeg har haft symptomer i ca. 4½ måned. Jeg er ikke blevet helt rask, men symptomerne er nu aftaget så meget, at jeg for ca. 14 dage siden genoptog mit arbejde på fuldtid. Jeg modtager i øvrigt stadig fysioterapi.

I de første 2 måneder havde jeg det konstant skidt, dvs. kvalme, utilpashed, hovedpine, svimmelhed, træthed og kraftigt koncentrationsbesvær. Jeg var dog i stand til at foretage indkøb, lettere madlavning og gå en tur ca. hver dag, men undgik helst sociale arrangementer. Det blev meget langsomt bedre og tog et afgørende ryk, da jeg fik fysioterapi første gang ca. et par måneder efter. Derefter havde jeg det - i ca. 1 måned - ok om morgenen og så længe jeg holdt mig fra aktiviteter. Symptomerne kom, hvis jeg så fjernsyn eller kom til at læse lidt avis el.lign.

Jeg startede derefter på at arbejde ca. 1 time om dagen og øgede langsomt arbejdstiden. Det skal dog siges, at jeg de første 3 uger, stort set kun var på arbejde med henblik på at bevare den sociale kontakt, da jeg ikke var i stand til at koncentrere mig uden at få følgesmerter.

Det skal også siges, at jeg de første par uger efter pådragelse af hjernerystelsen forsøgte at gå på arbejde igen og blev 2-3 gange sat kraftigt tilbage. Set i bakspejlet var jeg på ingen måde klar til at arbejde, men det var som om jeg kunne bide smerten i mig og ”tage skraldet” bagefter.

Ellers synes jeg, at symptomerne har været jævnt aftagende, dog med meget skiftende symptomer dag for dag. Symptomerne er der stadig, men opleves meget mere overkommelige i forhold til hvad jeg har oplevet tidligere. Jeg formoder, at nogle af symptomerne skyldes spændinger, bl.a. pga. det lave aktivitetsniveau, mens nogle symptomer nok skyldes selve hjernerystelsen.

Jeg kan kun opfordre andre til at få fysioterapi hurtigt, fordi en del af symptomerne evt. kan relateres til spændinger i ryg, nakke og hoved.

Opdatering 5 måneder senere:

Hej igen. Endnu engang har jeg kun ros til overs til din/jeres hjemmeside. Den er virkelig godt skruet sammen. Og så man må sige, at den har været stærkt savnet ude i cyberspace (men det antyder I jo også).

Herfra kan siges, at jeg næsten er tilbage på fuld kraft, men må erkende at der stadig er dage, hvor jeg bliver mindet om, at det ikke er helt ovre. Men det er jo ingenting i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg stoppede med fysioterapi for godt en måned siden og begyndte i stedet med nogle små løbeture for at løsne op i nakke/ryg (og for ikke at blive alt for slatten:)). Har nu jævnligt løbet en måneds tid og føler at en del af nakkespændingerne er forsvundet.

 

 

Norsk kvinde, 31 år, skriver i marts 2006:

Hei!  Jeg er en aktiv jente på 31 år. Jeg har nu hjernrystelse for 4.gang på 8 år. Hver gang har det tatt ca 3 måneder før jeg har blitt bra. Nå er jeg på den 9.uken....

Det dere ikke hadde skrevet noe om er hetetokter (=hedeturer). Når jeg blir sliten og det blir litt mye for meg så får jeg hetetokter.

Ellers syns jeg disse kommentarer er irriterende at få:
- ”Er du sykemeldt ENDA? Så lang tid det tar før du blir bra da... ”
- ”Jeg merker på humøret ditt at du ikke er i form... ”
- ”Bli med på fest a, du kan jo bare ta det litt med ro...”

Ellers har jeg kort lunte. Tåler ingen kommentarer og heller ikke noget mas.
Tusen takk for at dere har laget et skriv om dette!

Jeg vil meget gerne høre om hvordan du opføre dig under hjernerystelsen - hvilke regler følger du ?

Hei igjen!
De 2 første gangene jeg fikk hjernrystelse var jeg 100% sykemeldt. Den andre gangen ble jeg skikkelig deprimert ettersom jeg ikke gjorde noenting. Legen ba meg bare slappe av. Dvs ikke se på tv, ikke lese, ikke trene, ikke jobbe osv. Det var ingen bra idé. Derfor fulgte jeg ikke legens råd den 3.gangen og denne gangen. Jeg har gått turer, sett på tv inntil jeg får vondt i hodet. Jeg "krevde" også aktiv sykemelding fra den 3. uken jeg var sykemeldt. Dvs at jeg kan være på jobb, men ikke gjøre mine vanlige arbeidsoppgaver. Jeg kom og gikk akkurat som jeg ville. Jeg hentet kaffe, tørket litt støv og var sammen med kollegaer i lange lunsj pauser. Det var ikke mange timene jeg holdt ut, men da slapp jeg å være hjemme. Nå jobber jeg 20% det beynte jeg med etter 6 uker. Det fungerer, men det holder med 20%. Det tilsvarer 1.5 time pr dag i arbeid. Så er jeg her og er litt sosial dersom jeg orker det.
Jeg tror det er viktig å være sammen med andre mennesker + ikke være for lenge borte fra jobben ettersom det er lett for at man blir deprimert og lei seg. Det tar på når man ikke kan gjøre eller være med på omtrent noenting.

Det høres kanskje ut som jeg er aktiv, men det er mange timer på sofaen også.... Jeg har lånt meg lydbøker på biblioteket som jeg hører på.  

 

35-årig kvinde med 2 års hjernerystelse, skriver i oktober 2006:   + opdatering

Jeg styrtede på cykel (UDEN cykelhjelm, øv). Var ikke bevidstløs.

I de første 3 uger hvilede jeg meget, men når jeg friskede lidt op, lavede jeg noget. Man er jo vant til at være i gang. Og jeg savnede at være i gang. Før ulykke dyrkede jeg rigtig meget sport – så jeg havde abstinenser. Jeg var ude og gå lange turer. Og efter 1-2 uger også cykle, løbe og gå i svømmehal – lægen opfordrede mig til at komme ud og igang. Jeg kan huske at det ofte sejlede rundt inde i hovedet. Efter en uge oplevede jeg for første gang den vanvittig voldsomme reaktion på overanstrengelse – som en blanding af høj feber, migræne og eksplosion. Jeg nåede kun at forklare lægen, at jeg lå og rystede, så sagde hun, at det betød ikke noget – det var bare psykisk. Og jeg skulle bare se at komme i gang. Fuck! Langt senere er jeg kommet frem til, at hun var en af de læger, som mener, at hvis man ikke har været besvimet, så går hjernerystelsen hurtigt over eller så får man ikke ’rigtig’ hjernerystelse ! Suk, det passer jo ikke. Det var nok derfor, at alt hvad hun sagde til mig var, at mine symptomer ikke betød noget, at det bare var psykisk, at jeg ikke skulle bekymre mig, og skulle se og komme i gang. Argh, hvor har jeg senere forbandet hende ! Men dengang tænkte jeg bare, at det var irriterende, at hun ikke anerkendte hvor skidt jeg havde det, og at jeg satme nok skulle passe på alligevel (det ku jeg tydeligt mærke var nødvendigt). Men jeg troede på det med, at der ikke var grund til bekymring. Sikkert fordi jeg ønskede snart at være rask igen. Dengang vidste jeg ikke, at reaktionen på overanstrengelse kom med forsinkelse, fx først kom næste dag.

Efter 3 ugers sygemelding lettede den mest massive træthed, og så var der 3 uger, hvor jeg prøvede at gå på arbejde, men ikke mere end 2-3 timer om dagen. Nogle dage var jeg dog helt slået ud og måtte blive hjemme.

Det var sådan noget med at arbejde ved computeren indtil hovedet ’sandede til’, eller det strammede. Så lagde jeg mig og hvilede indtil det var gået væk igen. Nogle gange var det svært at slippe arbejdet, og så føltes det som om nogen havde slået mig med et bræt på baghovedet ! Utroligt at lægen ingen advarsler havde givet mig.

Jeg var kun påpasselig, fordi jeg selv kunne mærke, at jeg ikke skulle kører for hårdt på. Det skal lige siges, at det er nemmere sagt end gjort, når man er vant til et super aktivt liv i en vrimlende hverdag. Selvom man er blevet syg, kører man jo i høj grad hverdagen på rygmarvsreaktioner – så det er svært pludselig at ændre vaner.

Så efter 5½ uge ’crashede’ jeg. Aftenen før syntes jeg, at hovedet havde fået det bedre, og jeg tænkte ’nu er hjernerystelsen nok ved at være slut’ – hvilket betød at jeg ikke var så påpasselig dagen efter. Om natten havde jeg for en gangs skyld ikke havde sovet vildt meget. Det gav også dårlig dømmekraft dagen efter. Og en hjerne, som kan tåle mindre. Jeg cyklede de 13 km på arbejde (fordi jeg syntes, jeg var i underskud med motion). Jeg var på arbejde både alt for længe, og så var der bare for meget, som trængte sig på. Stress. Travlhed. Ikke godt for en hjernerystelse! Jeg snøvlede rundt. Hang i neglene. Kunne slet ikke overskue at sige fra, for al min begrænsede hjernekapacitet gik på at få løst opgaverne. Det er sgu også strengt, at man skal passe på en beskadiget hjerne MED en beskadiget hjerne !!!

Bagefter var jeg SÅ kvæstet. Lammet i hovedet. Kunne intet. Der gik flere dage, før end jeg friskede nok op til at begive mig ud i noget igen. Og slam blev jeg atter ”slået omkuld”. I cirka 3 uger var det slemt – med massiv træthed, og at der skulle ikke meget til før jeg fik det modbydeligt slemt (lede hovedpiner m.m.). Det var som om hjernen var sammenklappet. Som om der var sat skilt op ”Vejarbejde – ingen gennemkørsel”. Jeg blev selvfølgelig panikken over, at det var blevet værre. Og at jeg ved at lave helt almindelige ting kunne slå mig selv så meget omkuld ! Det var først her, at det rigtig gik op for mig, at jeg selv var skyld i forværringerne. Det tager noget tid at fatte. Og i starten ønskede jeg kun se, at jeg snart blev rask.

Lige siden har jeg haft disse tilbagefaldsperioder, hvor jeg pludselig kan tåle mindre og må hvile mere end dagene eller uger forud. Det kommer altid pludseligt, men er langsomt om at blive bedre igen. Det kan tage alt fra et par dage til flere uger. Siden har jeg hørt om få andre ’hjernerystere’, som også har haft så voldsomme tilbagefald. Mens for andre er der også gode og dårlige perioder, men ikke det samme med at blive slået helt tilbage til nulpunktet hver gang.

Da jeg var ovre dette første tilbagefald, og igen var frisk nok i hovedet til at lave ting, fx være på computeren, forventede jeg snart at komme på arbejde igen. Men jeg ville lige blive stærkere hjemmefra først, førend jeg udsatte mig for tempoet på arbejde. Efter to uger fik jeg tilbagefald igen. Pyh, så hårdt. Der gik ET ÅR! før end jeg igen var frisk nok til at komme på arbejde !!!

Efter det andet tilbagefald var de friske perioder mindre friske. Jeg blev svagere. Endeløse pinsler. Hen over det første halve år kunne jeg tåle mindre og mindre. F.eks. havde jeg gået i svømmehallen to gange om ugen det første halve år, men efterhånden blev det hårdere og hårdere. Jeg måtte kravle op af bassinet og hvile på gulvet, fordi jeg fik det for skidt til at svømme videre. Jeg havde svært ved at have gæster særlig længe. Det endeløse smertehelvedet kan slet ikke beskrives !!! Slået-ud-træt, det meste af tiden følte jeg mig som en våd karklud smidt på sengen: helt uden egendrift, kunne ingenting, helt splattet ud. I perioder var jeg svimmel. Hyletone i ørerne, som nogle gange blev rigtig slem. Lyde og lys var vildt irriterende for hjernen. Når hovedpinerne var værst, havde den ydre verden ingen betydning. Det havde ingen betydning om jeg blev fyret fra arbejde og hvad andre mennesker sagde og gjorde – smerterne er så voldsomme, at det kun havde betydning om de vil holde op !!!!!

Jeg prøvede at hvile det væk. Fordi jeg ofte fik det værre ved at lave noget, ville jeg bare ikke provokere det mere. Orkede ikke mere at få voldsomme hovedpiner og henligge i ugelang tung-træthed. Men jo flere uger, jeg hvilede, desto mindre kunne jeg tåle. Hvad foregår der ??? Og jo mere nedslået blev jeg over den situation, jeg var havnet i.

Men jeg fik da hovedpineniveauet ned ved at hvile. Og der skete den ændring i hovedpinetyperne, at mens hovedpinepiller slet ikke hjalp de første 3-4 måneder, så begyndte de at virke 20% og nogle måneder senere 50%. Dét er en god udvikling. Men så frarådede en neurolog mig kraftigt at bruge hovedpinepiller. Så jeg gik fra at tage hovedpinepiller 2 gange om dagen til 1-2 gange om måneden.

Efter et halvt år var jeg så svækket, at jeg måtte flytte hjem til min mor. Efter en måned gik det bedre, men senere kom der igen et langt tungt tilbagefald igen. I et halvt år levede jeg på vågeblus, f.eks. kom jeg ikke ud i butikker. Lå slået ud i sengen langt det meste af tiden. Der skulle meget lidt til, for at jeg fik forværring. Nogle gange var jeg så slået ud, at jeg havde svært ved at tale. Et endeløst helvede. For når man bliver slået tilbage til nulpunktet igen og igen - efter så lang tid (der var snart gået et år) - så bliver håbet om en bedre fremtid meget meget lille :-(

Mange dage var det mest aktive, jeg lavede på en dag, at tage et bad !!

Det har været så barskt psykisk. Så svært at holde modet oppe. Så opslidende. Min mor har været der SÅ meget for mig.

Heldigvis kunne jeg hører radio (det kunne jeg ikke i de første 5 måneder). Der er meget interessant på P1 og meget sjovt på P3. Stor hjælp at kunne placerer tankerne på noget andet end sygdom, sygdom, sygdom. Og så fik jeg en kat. Katte sover 20 timer i døgnet = god sygepasser. Og igen rart at kunne tænke på noget andet end sygdom.

 

Hvordan kom jeg op derfra ? Ja, det er da også et mirakel. Egentlig en kompleks historie. Det var flere ting:

1) En vigtig del af min opstigning var, at jeg efterhånden havde lært flere og flere af mekanismerne i hjernerystelsen at kende – fx hvis man har ligget hel fladmast i sengen i 3 uger, så kan man ikke bare gå en tur på 20 minutter, det er for voldsomt for hjernen (jeg knækkede sammen efter 5 minutter !!!). Så skal man starte med gåture på 1-2 minutter.

Jeg delte alting op i små bidder - og hvilede imellem. Hviletiden brugte jeg også på at planlægge den næste aktivitet. Så tingene ikke løb af med mig, fordi jeg havde engageret mig i for meget. Altså noget med at være god til at organisere dagen ud fra 'reglerne'.

Stram styring. Det var noget med hele tiden at være bevidst om mit niveau (hvor lang tid gå tur, tale i telefon, være på computeren, og hvor lang tids hvile). Og have en fornemmelse af hvornår dagens kvote for aktivitet var opbrugt.

Og så var det noget med at blive god til at sige stop, når noget begynder at blive anstrengende for hovedet - det er bare at øve, øve, øve. Og kun øge aktivitetsniveauet på gode dage.

Det er mindst lige så krævende som et arbejde. Men det giver faktisk en ro i sjælen at styre dagen så stramt. Det giver en følelse af at være på sikker grund.

2) Det betød også noget, at jeg havde fået grædt og raset ud over det, som var hændt mig - haft sorg over tabet af frihed og styrke. Og dermed havde set situationen i øjnene og erkendt mine nye livsbetinglser. Så kan det ligesom kun gå fremad derfra ! Og der går ikke så mange kræfter på at være irriteret over situationen.

3) Det betød også meget, at jeg var parat til være stålsat - og bare VILLE passe på, og VILLE arbejde mig op. Jeg havde indset, at jeg havde kniven på struben: "Du bliver nød til at styrer dig, hvis du skal få det bedre! Hvis du skal have et liv overhoved!". Jeg var meget disciplineret med stopur på aktiviteterne og med at hvile imellem alting. Kigge på uret, fx. "nu skal jeg mindst ligge ½ time, før end jeg må rejse mig igen".

4) Det var en stor støtte, at jeg endelig fandt en god praktiserende læge, som virkelig havde en dybere forståelse for langvarig hjernerystelse, hende fandt jeg efter 10 måneder (inden da havde jeg talt med flere læger og neurologer).

5) Endelig gav det mig et løft, at jeg fik ’lykkepiller’. Den slags havde jeg ellers uvilje overfor. Men det var nyttigt. Og det er ikke for ingenting, at der findes Geneve-konventioner imod tortur og at Amnesty Int. kæmper imod isolationsfængsling !!!! At være så meget spærret inde og stå model til så mange smerter gør ethvert menneske deprimeret. Siden har jeg også erfaret, at det er rigtig skidt for hjernerystelsen at være i 'alarmtilstand'. Hvilket jo ligesom er ret svært IKKE at være, når man ligger slået ud uge efter uge, måned efter måned, med endeløse smerter. Dér kan 'lykkepiller' give ro - og et løft.

6) Mini-motion. Nakkeøvelser. Små gåture, som startede på 2 minutter ! og over 2 måneder blev øget til 20 minutter. Lidt mave- og rygbøjning på stuegulvet. Skulderrulninger. Stræk. Korte lette øvelser mange gange i løbet af dagen. Det er godt mod spændinger - og stimulere også hjernen på en god måde.

Ganske langsomt arbejdede jeg mig op til at kunne mere og mere. Forsigtig laaangsom optrapning. Den optur startede efter ét års hjernerystelse. Og efter et par måneder ku jeg flytte hjem til mig selv igen.

Efter 1 år og 2 måneders hjernerystelse begyndte jeg forsigtigt på arbejde. Jeg er taknemmelig for ikke at være blevet fyret undervejs. PS: fraværet havde været delvist uden løn (så fik jeg sygedagpenge i stedet).

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 10 måneder. Op- og nedturene fortsætter – med meget forskellig varighed. Nedturene er dog slet ikke så slemme som tidligere. Men jeg kan stadig ikke arbejde mere end 2-3 timer om dagen, og omkring 4 arbejdsdage om ugen. Dog har jeg fået det bedre og kan (lidt) mere generelt.

Når jeg er på arbejde, må jeg jævnligt lige lægge mig ned i 5-10 minutter og hvile. Jeg er superglad for at komme på arbejde. Godt at være ude i livet igen. Det var dødssygt at være fuldtidssygemeldt.

Jeg har vænnet mig til hjernerystelsens betingelser. Pånær når jeg har haft tilbagefald i et par uger, hvor jeg tvinges til at hvile ekstremt meget, så bliver jeg i dårligt humør og sur over indespærringen.

Jeg tænker, at måske bliver jeg rask om et par måneder eller måske om et par år. Men det kan jeg ikke gå og tænke på. Faktisk er jeg i det daglige ligeglad med, om jeg bliver rask engang. Nu er jeg bare optaget af, hvad jeg kan få ud af livet på de nuværende betingelser.

Jeg kan godt se fremskridt - når jeg ser ½ eller 1 år tilbage. Hovedpineniveauet er meget lavere. Fysioterapi har hjulpet på nakkespændinger, men der er stadig noget - og det bliver værre efter tilbagefald. Det var ’kun’ det første 1½ år, at mit søvnmønster var unormalt (jeg sov mere, og faldt i søvn tidligere på aftenen end før). Hvor længe jeg kan koncentrere mig, og hvor meget jeg kan lave på en dag, afhænger af, hvad jeg har trænet hjernen op til (det er en langsom proces), og om jeg har tilbagefald eller lige har været ude i en overanstrengelse. Jeg mærker jævnligt hovedets begrænsning. Det er grænser for hvor meget jeg kan øge. Omvendt hvis der er gået længere tid, siden jeg sidst overbelastede hovedet og ’fik tæsk’ bagefter, så kommer det helt ad sig selv, at jeg er mere og mere aktiv – indtil jeg ’rammer muren’ igen. Efter det er jeg lige forsigtig et par dage.

December 2006
Der er sket markant fremgang, siden jeg skrev sidst. Over de sidste 3 måneder har jeg næsten fordoblet min arbejdstid. Fra kun at kunne arbejde 4 dage om ugen (jeg måtte hvile ud om onsdagen), kan jeg nu arbejde alle 5 dage. Og hvor jeg før havde et 3-timers loft (= det gik galt hver gang, jeg arbejdede mere end 3 timer på en dag), kan jeg nu arbejde over 3 timer. Og ind imellem 4½ time (på gode dage). Fra 9-11 timer om ugen er jeg nu kommet op på 18 timer om ugen. Det er dog på betingelse af, at jeg lægger mig og hviler 5-10 minutter, mindst en gang i timen, mens jeg er på arbejde.

Men hvis jeg skal lave noget meget koncentrationskrævende og/eller ikke kan tage hvil, når hjernen kræver det (det er typisk når jeg har et vigtigt møde på arbejde, hvor jeg skal være meget på banen), så kan jeg kun være på arbejde 1-2 timer ... og så er jeg mere kvæstet bagefter end normalt efter arbejde.

Fantastisk at efter jeg IKKE har kunne øge min arbejdstid i de første 9 måneder (arbejdstiden svingede mellem 7 og 11 timer om ugen), så pludselig rykker det. Nu ligger jeg på 15-20 timer om ugen. Og jeg er mere frisk resten af tiden. Det gør mig SÅ GLAD !

Generelt er symptomerne på et meget lavt niveau. Men jeg må stadig hele tiden lytte efter, hvornår hjernen bliver træt. Nu er jeg supertrænet i det, så det er sjældent at det glipper for mig - og når det går galt, er overanstrengelsen ikke så stor.

Jeg sørger for at få lidt motion hver dag og jeg laver stadig nakkeøvelser. Det gør klart en forskel om jeg får det gjort.

April 2007
Jeg har lige talt med én, som har haft HR i 5 år og har oplevet de samme voldsomme tilbagefald som jeg. Dér hvor man bare må ligge ned hele tiden og det er anstrengende at være oppe. Hun fortalte, at hun havde fået et operativt indgreb for at lukke hullerne i hjernehinden. Tanken er at man ved ulykken har fået små huller i hjernehinden (som er for små til at blive set ved scanning) - og så siver hjernevæske ud. Det hænger sammen med oplevelsen af at det er ubehageligt at være oppe, men det hjælper at ligge ned. Interessant !  Hullerne kan langsomt reparere sig, men ved stor overanstrengelse kan arene springe op igen. Det operative indgreb er noget med at prøve at få blodplader til hjælpe med at reparere hullerne ordentligt (blood patches). Hende som havde prøvet det, sagde at hun oplevede markant bedring i hendes tilstand bagefter. Men helt rask er hun ikke blevet.

Heldigvis (7-9-13, bank under bordet) har jeg ikke haft den type tilbagefald i 6 måneder nu (stort smil :-)). Men det er rigtig interessant at høre, for det giver en forklaring på noget, som flere læger og neurologer har affejet: at de tunge voldsomme tilbagefald havde noget med slaget på hovedet at gøre. Det er nok psykisk, sagde nogle. Hende som fortalte mig om det, sagde at metoden kom fra U.S.A. og blev foretaget på Glostrup Sygehus (i forbindelse med hovedpineklinikken). Men udenfor Glostrup Sygehus kender neurologer og læger her i Danmark ikke til metoden .

Juli 2007
Fortsat fremgang - stadig i meget langsomt tempo, men sikkert ! Og det gør mig glad. Jeg er slet ikke forpint mere. Jeg mærker ofte små-symptomer i hovedet. Og nogle gange bliver hjernen overanstrengt - men så stopper jeg op og hviler. Det ligger på rygmarven nu. Jeg tænker ikke over det. Og er i det hele taget ikke hverken bekymret eller frustreret over hjernerystelsen mere. Selvom jeg stadig har nedsat kapacitet.

Arbejde: Jeg fik tilbageslag i arbejdstiden i februar, fordi der var en masse bøvl med kommunen. De er godt nok barske i Købehavns kommune. De erklærede mig fuldt arbejdsdygtig på ultratyndt grundlag. Jeg klagede naturligvis over afgørelsen (øv, det har været mega krævende og hårdt at hitte rede i hvordan man laver en ordentlig klage).

Det har så bare taget 9 måneder (!!!) før end Ankenævnet gav mig medhold! I mellemtiden måtte mit arbejde fyre mig. At jeg fik medhold af Ankenævnet har umiddelbart ikke den store betydning. For kommunen stoppede mine sygedagpenge 5 uger før sygedagpengeperioden udløb. Nu får mit arbejde de 5 ugers sygedagpengerefusion udbetalt. Men Ankenævnet konkluderer også, at loven ikke giver mig mulighed for forlængelse af sygedagpenge ud over de 2 år, jeg har fået. Da jeg fortsat er i bedring, kan jeg heller ikke få fleksjob, revalidering eller hvad der nu ellers er af ordninger, skriver Ankenævnet. De er nemlig alle strammet op af regeringen, således at de kun tildeles, hvis man har varig nedsættelse af arbejdsevnen. Så jeg er havnet i et hul i lovgivningen ! Smukt smukt :-(

Nå, min overlevelse er så at gå på deltid på arbejde. Jeg vil ikke have at offerrollen fylder mit liv, og jeg vil ikke rive mig til blods på at slås med systemet - jeg vil holde fast i mit arbejde og fortsætte min kurve med fremgang. Og så leve på et økonomisk minimum. Min erfaring siger mig, at jeg forsat kan få det bedre, hvis jeg er i trygge rammer, herunder er på mit arbejde. I modsætning til, hvis jeg føler mig under pres og skal slås med kommunen ... så risikerer jeg tilbagefald. Uanset at det er uretfærdigt og et svigt i velfærdssystemet, så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg vælger. Min arbejdsplads er heldigvis super-støttende og har givet mig en deltidskontrakt her når min opsigelse udløber i juli.

I april nåede jeg for første gang op over 50% arbejdstid (det er 18,5 time pr uge, når man er offentligt ansat på 37 timer). April var næsten 20 timer om ugen. I maj steg den til 21 timer og i juni til 22 timer ! Fantastisk dejligt at man kan blive ved med at have fremgang efter 2½ års HR. Måske vil det så stå stille igen i nogle måneder. Jeg tager det som det kommer - bitter erfaring har lært mig, at det er den bedste måde at tage det på.

Jeg hviler stadig 2 timer efter arbejde. Og hviler ofte kort i løbet af dagen. Men ellers kan jeg også mere og mere i min fritid. Min tilstand er meget stabil nu: jeg magter cirka det samme hver dag. Det er sjældent, at jeg har de der helt elendige dage, hvor man kun kan ligge i sengen. Overanstrengelseshovedpiner forekommer stadig - men det er måske én gang om måneden, og ikke så slemt mere. Det skyldes ikke mindst at jeg er god til planlægge min tid, begrænse mig og indrette mig efter hjernens signaler.

Super super - det endeløse helvede kan godt få en ende :-)

 

29-årig mand næsten rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007:

Jeg skriver til jer, da jeg har været ramt af en alvorlig HR efter et brutalt overfald. Har ligget som en ”grøntsag” i 7 måneder, men på mirakuløs vis sidder jeg i dag og passer mit arbejde og lave de ting jeg har lyst til. Dog er der få dage, hvor jeg lige skal hvile lidt om aftenen, men ellers ok.

Det har været den hårdeste tid i mit liv og det mest katastrofale, jeg har været udsat for. Derefter havde jeg et stort behov for at få information om hvad HR egentlig var, i hvilke grader det var, hvad måtte man og omvendt – og vigtigst af alt, blev jeg ”normal” igen.

Som patient med HR fandt jeg hurtigt ud af at HR-emnet var meget lidt udbredt – selv blandt læger, hvilket var meget foruroligende, da jeg tænkte på det hele tiden og havde 1.000 af spørgsmål.

Da jeg endelig kunne sidde ved min PC, fandt jeg denne hjemmeside, hvilket har hjulpet mig på mange måder. Jeg ville ønske at hjemmesiden var mere kendt, så flere patienter og læger kunne få gavn af denne.

Her er mit forløb:

Starten på mit mareridt
Det hele startede den 18. november 2006, hvor jeg afholdt julefrokost for personale/kollegaer og familie.

Under vores julefrokost var der en masse unge mellem 18-27 år (ca. 20 personer) der løbende chikanerede vores julefrokost og personale, når de var udenfor at trække lidt frisk luft. Det hele ender med at vi ringer til politiet og får dem skræmt væk, så vi kan fortsætte vores hyggelige stemning.

Den korte version er, at jeg senere på aftenen ikke så langt fra vores bygning bliver overfaldet af nogle af dem, som var blevet smidt væk. Det ender med at jeg bliver slået i hovedet og falder ned og rammer med mit hoved på brosten. Mens jeg ligger ned, sidder den primære overfaldsmand på mig og slår mig i hovedet, mens jeg ligger direkte på brostenene med hovedet – her bliver jeg mindre bevidstløs. Efter adskillige slag i hovedet rejser den primære overfaldsmand sig fra mig, da jeg ligger helt stille. Han bakker væk fra mig og står et godt stykke fra mig og venter. Han venter på at jeg skal komme lidt til mig selv, hvor jeg ligger mig om på maven og prøve at rejse mig. I det øjeblik jeg prøver at rejse mig, kigger jeg op og ser han kommer løbende og sparker mig direkte i hovedet – herefter er jeg bevidstløs.

Jeg kommer mere til mig selv på skadestuen på Odense Universitets Hospital med ondt i kroppen og føler en bombe er sprunget i mit hoved. Desværre måtte man ikke give mig smertestillende, så min krop gik i spasmer. Mit hoved er ”ommøbleret” og ingen ved, hvor galt det er før jeg har været til scanning. Før scanning begynder min korttidshukommelse at svigte og jeg frygter en blødning i hjernen. Heldigvis var der ingen blødning i hjernen, men store hævelser i hovedet der var årsagen til min situation. Udover min HR som var den værste, slap mine tænder og øjne, men fik en knust næse og roteret hals/nakke hvirvler.

Efter et langt ophold på Hospitalet – og min korttidshukommelse som heldigvis kom igen, måtte jeg komme hjem og ligge. Grundet min tilstand, sover jeg på dette tidspunkt ca. 85 % af døgnet og ligger stort set ned hele tiden. Jeg hverken måtte eller kunne noget – var kort sagt en grøntsag. Når jeg endelig var vågen kunne jeg kun tænke – tænke på det der skete, spørge mig selv, hvorfor nogen mennesker er så psykopatiske og den vigtigste tanke: bliver jeg nogensinde rask igen. Tv, læsning, PC eller noget som helst var ikke muligt – jeg kunne kun ligge og tænke, når jeg var vågen. Havde det ikke været for min kæreste og vores hund, var jeg blevet sindssyg af at ligge så meget – også det at jeg på daværende tidspunkt ikke kunne tage vare på mig selv 100 %.

Grundet min HR, var mine symptomer:

  • Kunne ikke stå eller gå

  • Kunne ikke tåle lys eller høje lyde

  • Var konstant træt

  • Følte der blev kastet mursten på mit hoved hele tiden

  • Voldsomt tung i hovedet og øjne

  • Koncentrationsbesvær

  • Træthed

  • Var svimmel og kunne ikke fokusere

  • Havde kvalme og absolut ingen appetit

At ligge ned og have det sådan var et direkte mareridt. Specielt fordi jeg før overfaldet var en aktiv person, med masser af sport, egen virksomhed og normalt fuld fart frem i dagligdagen – dette var bare ikke mig, men jeg kunne intet gøre.

Min tanke om jeg nogensinde blev rask igen, blev ved med at komme igen og igen og igen. Det påvirkede mig psykisk.

Mødet med lægen/erne (2 måneder)
Efter et par måneder hjemme, kunne jeg begynde at blive kørt til en læge og andre specialister – jeg ville jo gerne have nogle svar. Og vigtigst af alt: om der var nogen der kunne fortælle mig om jeg blev rask igen. I den lange periode har jeg ligget og ventet på at kunne være i stand til at blive kørt til en læge for at få svar. Men mit møde med lægen og specialisterne var ikke en succes – tværtimod. Ingen kunne forklare mig ret meget, komme med præcise forklaringer eller rådgivning. Det eneste alle kunne sige var, at jeg skulle forholde mig i ro og se tiden an. Det er ikke nemt, når man absolut vil have svar og ikke ejer skyggen af tålmodighed.

Efter de mange konsultationer, var jeg blevet frustreret og rigtig ked af det – hvad nu?

De få minutter træning foran pc og tv (3-4 måned)
Mellem 3-4 måned er jeg stadig sengeliggende og med meget lidt bedring – alt for lidt. Jeg beslutter mig for at teste mig selv med få minutters træning ved min pc og tv. Tiden ved min pc brugte jeg på at finde svar om HR, da der tilsyneladende ikke er nogen i Danmark, der ved ret meget om dette emne
 

Helt tilfældigt via Google, fandt jeg www.hjernerystelse.dk. Efter at have set nærmere på siden kunne jeg jo se, at jeg ikke var den eneste. At der var personer der kunne rådgive en, for de havde været / er i ”samme båd” samt læse deres historier. Hjemmesiden gav mig fornyede kræfter og livsmod på, at det hele nok skal gå – der var jo lidt sandsynlighed for at komme ovenpå igen. Hjemmesiden var den eneste information, jeg har kunnet finde i Danmark omkring HR, som virkelig kunne bruges til noget.

Det positive sind (5-6 måned)
Efter at have været på hjemmesiden flere gange, når jeg trænede mit hoved, fik jeg mere og mere at tænke over, når jeg ikke lå og sov – tænkte på en køreplan med mit liv, situation og målsætning.

I denne periode sov jeg mindre og jeg kunne begynde at gå ture – ture som jeg nød, for det var min største bedrift i mange måneder – og så frisk luft. Jeg gik 3 ture om dagen der varede mellem 10-20 min. pr. tur.

De var blevet en del af mit daglige program. Udover de dejlige gåture, ville jeg leve sundt. Jeg spiste sundt og tog vitaminpiller. Min egen overbevisning var, at min krop skulle være stærk og have de rigtige ting at arbejde med.

Oven i alt dette, lovede jeg mig selv at være positiv og optimistisk. For når jeg var ked af det, tænkte og de mange triste ting, fik jeg endnu mere ondt i hovedet. Derfor ville jeg være positiv i mit tankesæt så godt jeg kunne – jeg VILLE blive rask og kunne føre et normalt liv igen.

Vand gør godt (6-7 måned)
Vand gjorde mig godt på mange måder. Med min HR drak jeg vand – rigtig meget – jeg følte at det gjorde noget godt på mig, så jeg gjorde det.

Derudover var jeg begyndt at svømme i en svømmehal to gange om ugen i max 20 minutter pr. gang.

At komme i vand med sin krop og hoved virkede vidunderligt. Dog var jeg lidt ekstra svimmel de første gange, når jeg kom op, men det dæmpede sig igen, når jeg lige hvilede mig en lille time. Bare det at kunne lave noget fysisk, føltes som elektricitet i hele kroppen og at den gjorde mig stærkere for at kæmpe mig op fra HR’en.

Kort tid efter begyndte jeg langsomt styrketræning på meget meget lavt blus – det var hårdt og lidt ubehageligt i starten, men det vidste sig at være godt for mig i sidste ende.

Det skal siges at ved min 6-7. måned begyndte jeg først at mærke lidt fremgang, både i hovedet og de ting jeg var i stand til. Jeg havde jo på dette tidspunkt været sengeliggende i ca. 6 måneder. I hele min periode har jeg ikke taget smertestillende, for jeg ville kunne føle på min krop og hoved, hvor meget eller lidt belastet det var og hvad jeg kunne tåle.

Mit arbejde og mit gennembrud med min HR (7-8 måneder)
Jeg har været selvstændig i ca. 8 år og det passede mig naturligvis ikke at ligge ned i så lang tid. Men intet kunne gøres – jeg var jo ikke i stand til noget som helst – end ikke seriøse samtaler over telefonen.

Jeg startede op med få timers arbejde om ugen og helt lette og ikke særlig krævende opgaver. Uanset hvad jeg lavede, så følte jeg mig levende igen – at jeg havde en betydning og kunne gøre noget. Følelsen af at gå ind på mit kontor første gang og hilse på mine kollegaer var for mit vedkommende et følsomt - men også vigtigt - øjeblik. At kunne begynde at lave normale ting igen, var en del af min plan med mig selv og arbejdet med mig selv.

Efter at arbejde få timer om ugen og langsomt øge min tid på arbejde, skete der noget. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var blevet mere frisk og nogle af mine bivirkninger var forsvundet eller blevet meget mindre. Jeg kunne magte flere ting og til sidst endda et par møder, hvor samtalerne er koncentreret.

Mit gennembrud til det bedre med min HR var sket og jeg havde det godt trods mine omstændigheder – nu troede jeg for alvor på et normalt liv igen.

Min situation i dag oktober 2007
Jeg er i den situation nu, at jeg er så heldig at kunne føre et normalt liv igen. Samliv med kæresten og vennerne, festerne, arbejde, træning – alt som jeg kunne før.

Med mit arbejde står jeg op kl. 06.00 hver morgen og er hjemme ca. kl. 17.00. Jeg kan arbejde normal tid på arbejde, men det hænder, at hvis jeg er presset og stresset, så er det noget, der ”trigger” min HR og jeg får behov for at sove. Når jeg får det sådan, skal jeg sove og vågne, når jeg vågner – ikke noget vækkeur. Herefter er jeg ok igen. Så mit liv er normalt, men der kan komme en gang imellem, hvor jeg skal ligge mig – det er tydeligt, at det hjælper at sove og så er jeg klar igen.

Jeg har haft HR i svær grad i samlet 8 måneder, men nu vil jeg betragte mig selv som 90 % i orden igen og håber naturligvis på de resterende 10 % kommer med i mit liv. 

At sætte sig nogle mål og arbejde med sig selv, gøre kroppen stærk ved at være sund og være positiv – det har været en god indflydelse på min situation. Derudover er jeg af naturlige årsager drevet meget af mit arbejde og jeg er sikker på at det har haft en stor indflydelse på min fremgang i sidste ende.

Behovet for information som HR ramt, har været utrolig vigtig for mig. Derfor vil jeg dele min historie med andre der er HR ramte, så I også kan se at det kan gå til det bedre trods alt det man har været igennem.

Held og lykke fremover !

 

    30-årig kvinde stort set rask efter 10 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007:

Efter 2 måneders hjernerystelse
Jeg fik hjernerystelse den 9. december 2006. En buschauffør, der kørte på siden af mig, ville vige for en anden bilist, overså desværre lille mig på cyklen og trak pludselig ind foran mig på vejen. Og dér sagde jeg så hej til kantstenen og farvel til en livlig hverdag. Øv.

Det går fremad, men jeg er ikke startet på arbejde endnu. Denne skrivelse bliver også skrevet med solbriller på. Tak for det dejlige råd :-)

Jeg har netop givet hjemmesiden videre til 2 andre, som jeg via arbejde og venners venner har hørt er i samme situation som mig. Ingen af dem kendte til siden, og de har haft hjernerystelse i henholdsvis ½ og 1 år med fortsatte mén og nedsat arbejdstid, så denne side må også lige være noget for dem. Øv, jeg var slet ikke klar over, at det tog så lang tid at komme sig over sådan noget. Kendte slet ikke til det, før jeg pludselig var i det. Men jeg vænner mig vel efterhånden til det ...or not?

Et par dage senere
Jeg skal netop ud på mit arbejde i dag og snakke med min leder om min opstart. Jeg har i den forgangne uge været på besøg på skolen nogle gange (jeg er lærer) for at snakke med ledelsen og besøge mine klasser. Det har været en rigtig god måde at starte det hele op på. Bare sådan gå rundt og snuse lidt til det hele igen og fornemme, hvordan hovedet klarede lyset, lydene (når der ikke var frikvarter!!) og alle indtrykkene igen.

Min leder er enormt god til at tage det varsomt med mig, og hun har også selv prøvet at have  hjernerystelse, så der er en forstående vinkel, det er rart. Jeg starter en af de kommende dage med et modul om dagen. I mit skema er der nogle timer, hvor vi er to lærere på i en modtageklasse (med indvandrere), og det er dem, jeg starter med. Så det ikke er mig, der skal forberede undervisningen, og så jeg kan gå, hvis det bliver for meget. Bedre kan jeg ikke ønske mig det. I næste uge er der vinterferie, så da får jeg en pause efter opstarten, og ugen efter er ikke aftalt endnu, men jeg tror den fortsætter som i denne uge.

Det lyder som en rigtig godt forberedt opstart! Tillykke med det. Et hit med en leder, som selv har prøvet at have hjernerystelse. Har du ørepropper? Jeg forestiller mig at det er rart at have på sig, hvis pludselig en flok larmende børn ikke er til at holde ud at høre på ...

Ja, ørepropperne har været mit ”værn” mod omverdenen fra dag ét, da lydfølsomheden hele tiden har været mit største problem i det her. Så ja tak, de er med på arbejde.

 

Efter 3 måneders hjernerystelse
Jeg synes alt i alt, at det går godt med at starte op. Jeg kan ikke komme udenom flere korte hovedpiner i løbet af tiden derude. Og jeg sover også altid nogle timer, når jeg kommer hjem, men så er jeg også rimelig på højkant bagefter. Det føles ikke som "for meget" - endnu i hvert fald. Jeg
lærer dog noget nyt hver uge i forhold til hvordan jeg kan strukturere min dag, så jeg har det bedre, når jeg kommer hjem. Fra nu af hedder det ”ingen opholden på lærerværelset i pauserne”, men i et andet rum HELT for mig selv. Selvom det er svært at vælge den sociale side af sit arbejde fra, endda efter så mange uger væk. Jævnfør de råd I giver på jeres hjemmeside, opdagede jeg nemlig i sidste uge, hvor stor en lise det er at være alene i bare 10 minutter, hvor man kan tillade sig at ligge overkroppen ind over bordet, slappe fuldstændig af og tage et  "powernap". Tak for det :-)

En stor, stor del af æren for min okay opstart skal min ledelse have. Sammen med min læge ligger de simpelthen nr.1 på "hitlisten" over baggrunden for mit humør i den her tid. I en for mig totalt ny verden, at være syg og endda i længere tid. Det er SÅ dejligt med den opbakning.

Jeg har i to uger været på arbejde 4 dage om ugen med 2 timers undervisning om dagen. De udvalgte lektioner er mine normale dobbeltlærertimer (vi er to lærere på). Derudover er min vikar stadig med i disse timer, og hun står for planlægningen og gennemførelsen af undervisningen, så jeg egentlig bare er der.

Alt dette var min ledelses udspil til en mulig måde at starte op på, og den greb jeg med det samme. Siden har de ikke kommet til mig, "opsøgt mig", og det er jeg glad for. For så tror jeg, at jeg ville have følt det som om, de presser mig til at tage næste skridt. Det er mig selv, der har opsøgt dem,
det er en dejlig måde.

Da der var gået en uge med denne form, spurgte jeg forsigtigt, om jeg kunne beholde vikaren med i den følgende uge også. Selvom jeg ved, at det økonomisk jo koster skolen med dobbeltbemanding. Der var kun positiv respons. Min leder sagde; "Det handler om, at du får en god start, og det økonomiske skal du ikke tænke på i den situation. Jeg véd også, at du nok skal være der, når du kan trappe op". Og ja, det er selvfølgelig fordelen for mig også, det ved jeg, at jeg har været på arbejdspladsen i knap 4 år, og at de derudfra kender min arbejdsindsats og -flid.

Det er desuden et kæmpe held, at jeg i år har timer i en modtageklasse (indvandrerbørn), hvor klassen max. rummer 12 elever. For tiden er der 10 elever. I dobbeltlærertimerne deler vi eleverne i to hold og to rum. Dvs. jeg er sammen med vikaren om ca. 6 elever. Dét priser jeg mig lykkelig over. Havde det været en normalklasse med 25 elever, havde jeg for længst måttet overgive mig, lave en retræte, og vifte med det hvide "I surrender" - flag.

I fredags gik jeg så igen til ledelsen for at vende næste uges forløb med dem. Jeg sagde, at jeg egentlig gerne selv ville køre undervisningen i de pågældende timer nu, men at det var svært for mig at forudsige, om tidspunktet og formen var den rigtige. Om de kunne hjælpe mig med idéer og
råd til det. Hertil svarede de; "Det må du gerne, men vi kan også sige, at du står for undervisningen hveranden dag eller at du trapper ned igen enten i løbet af ugen eller ugen efter, hvis du fornemmer, at det er for hårdt". Da de havde gjort sætningen færdig, var jeg næsten parat til at bukke mig
ned og kysse jorden for deres fødder ;-) Ja jeg fik næsten helt tårer i øjnene - jeg forguder de to mennesker :-)

Jeg synes til gengæld, at det er lidt hårdt at blive konfronteret med alle de mange daglige henvendelser fra kollegaer, der sikkert i en god mening og af interesse, kommer hen og spørger, hvordan det går mig i opstarten. Pyha, jeg er SÅ led og ked af at skulle forklare min "diffuse" tilstand hele tiden, ikke nemt ... Og at sove ... ja det kunne alle jo have lyst til efter en lang arbejdsdag … men det her er på en anden måde.

"Giv mig dog ro til at udføre mit arbejde" - har jeg indimellem haft lyst til at sige. Når man er rask, er der endda konfrontationer nok i vores arbejde. Hvordan tror de så det er at passe sit job, når man stadig er syg!! Nu ser jeg lige tiden an, men ellers skriver jeg nok en fælles mail på vores intranet om, at det er sødt med deres omsorg, men at jeg også snart har brug for ro, når jeg er "på" derude. Og tjaa ... hvad angår den tidsmæssige horisont for helbredelsen af denne sygdom, så blev Rom jo ikke bygget på en dag - så ergo; nej, jeg kan ikke svare, at "jo nu efter 2 uger går det helt fint, og at jeg pludselig oplever fremgang og helbredelse" - nærmere tværtimod ;-)

... Og okay, nu siger mit hoved, at jeg skulle have afrundet mailen for længst. Pludselig havde jeg bare så meget på hjerte. Hvis jeg får de "nykker" igen, må jeg skrive det ned i en dagbog i papirforms i stedet for. For det her fremmer ikke min helbredelse ;-)

 

Efter 4 måneders hjernerystelse
Tak for dine mails. Ja det går stadig fint med arbejdet. Jeg har lige rundet den 5. arbejdsuge, stadig på ca. 10 timer om ugen. De 2 første uger uden egen forberedelse og med vikaren på. De sidste 3 uger har jeg selv stået for timerne. 

For 3 uger siden var jeg ved lægen. Jeg sagde, at timetallet var tilpas. Det vurderede hun også - ud fra hvor meget jeg hvilede, hvor ofte jeg havde hovedpine osv. Jeg var i tvivl om, om jeg skulle trappe op. Hun sagde " Nej det skal være stabilt med de få hovedpiner først. Dit hoved skal finde sig tilpas i dette leje inden. Så du skal forblive på dette timetal ind til påske." Og det har jeg så gjort.

Og hvilken herlig, og fornuftig :-), beslutning hun tog. Jeg har de sidste 1 ½ uge haft det rigtig godt. Jeg har ikke haft hovedpine, medmindre jeg vidste, hvad det kom af - computeren er hitteren, jep ;-). Og jeg har opholdt mig længere og længere tid på skolen efter undervisningen uden de store problemer. Jeg sover nu kun 1-2 timer mere end mit normale leje.

I dag skal jeg til lægen igen. Hun sagde til sidste konsultation, at hun ville se mig igen i denne uge, for at vurdere mit timetal efter påske. Hun er en herlig kvinde. Selv tænker jeg i de positive øjeblikke, at jeg godt kan klare at komme på fuld tid. Men nej, det ønsker jeg vist inderst inde ikke alligevel. For det er sikkert en alt for brat overgang. Og det ved jeg, heldigvis, at hun sikkert også vil sige. Så måske 2/3 arbejdstid og uden fællesmøderne. Sådan tænker jeg nok selv. Bare et par uger forhåbentlig ;-)

 

Efter 5 måneders hjernerystelse
Ja jeg hænger i på arbejdet. Takket være min læge trapper jeg stille og roligt op og ikke i ét stort spring fra 12 timer til fuldtid. Som jeg ellers selv mente ville være okay for nogle uger siden.

Jeg har nu 16 undervisningstimer om ugen og trapper over de næste to måneder op til fuld tid. Det kommer til at være en rigtig fin måde at gøre det på. Og så er det jo snart sommerferie :-)

Min smags- og lugtesans "arbejder" også. Så jeg er ret overbevist om nu, at lægen får ret - at den vender tilbage inden for et halvt til et helt år. Herligt :-)

 

10 måneder efter ulykken
Jeg lovede, at du måtte skrive min historie, når jeg var kommet mig helt over hjernerystelsen. Det er jeg så godt som nu :-D

Jeg kom på fuld tid ca. en måned før sommerferien, næsten nøjagtig ½ år efter ulykken. Det gik fint, men jeg havde jo også hele tiden bufferen i underbevidstheden. At det kun gjaldt en måned, så var det sommerferie. I August startede jeg på fuld tid, og det er gået godt.

Jeg mangler lugte- og smagssansen, men det er en detalje. Det gør jo ikke ondt at have mistet den ;-)  Og jeg er nået til det stadie, at jeg tvivler på, om jeg nogensinde får den igen.

 

        51-årig kvinde med 1 års hjernerystelse skriver i september 2006:

Jeg skriver kun kort til jer nu – er for træt til mere p.t. Jeg fik hjernerystelse for et år siden, gik på arbejde i 1½ måned trods hjernerystelse (lider af en forbandet stædighed, er fanatisk idrætspige, 51 år, er lærer - så presset var på alle måder enormt i de 1½ måned)…. Først den dag, jeg knækkede helt sammen og blev sendt hjem af min skoleleder, gik det op for mig, hvor syg jeg var.

Jeg sidder nu nærmest med tårer i øjnene – totalt rørt over jeres fantastiske hjemmeside. Det er ubeskriveligt, kan ikke siges med ord, hvad det betyder for mig at have fundet denne side. I denne her uønskede tilstand føler man sig bare så mutters alene om en masse svært – lever konstant med frygten om, at andre tror det er et psykisk problem, ”hun ser jo godt ud”, ”man kan ikke se det på dig”… nej, for de er gået, når jeg lider, og det kan ses på mig!

Jeg vil meget gerne vende tilbage med min historie, når jeg har lidt overskud.

Foreløbig har jeg skrevet alle siderne ud – glæder mig til stille og roligt at tygge mig igennem materialet. Tusind tak for jeres initiativ!

Update i januar 2007:

Hej. Hvor sker der dog meget spændende på denne hjemmeside! Har ikke kigget meget på siden det sidste par måneder. Jeg har ikke energi til at sætte mig ordentligt ind i hjemmesiden lige for tiden. Er fuldstændig kvæstet efter flytning, jul m.m. Det er sgu da bare alt for skræmmende, at man stadig kan blive sat så langt tilbage, at man føler sig helt lammet og stort set intet kan klare. Jeg er pludselig kommet i tvivl, om det er smart at fortsætte med akupunktur hos min læge... lige før jul gav hun mig en "større omgang, der skulle vare julen over"... jeg har ikke haft det særlig godt siden!!!

Nå, men jeg ville bare give lidt lyd fra mig her på en af årets sidste dage og rose dig for dit fantastiske initiativ med denne side!! Super idé at vi melder ind med gode behandlere, læger, specialister (jeg har nogle stykker, når jeg igen kan overskue at skrive til dig). Idéen med et galleri er genial!!

Jeg har, som sandsynligvis alle andre HR-ramte, kun ÉT STORT ØNSKE FOR 2007, og det er AT FÅ DET BEDRE!!! Gid vi alle må få det bedre!!

Hej. Det lyder hårdt med kvæstet periode - jeg kender det al for godt. Hvordan
passer du på ? Har du regler for dine aktiviteter, fx sætter grænser for hvor lang tid det må vare, og har du fundet en god rytme med at få hvilet ? Mvh T

 

Hej igen. Ang. akupunktur: Efter mindst 2 måneders kvæstet periode p.g.a. flytning m.m., kulminerende med en jul, hvor jeg stort set intet var værd... fik igen  meget ondt på kranieknoglerne, skrækkelige nakkesmerter, konstant ulmende hovedpine, der til tider slog ud i en underlig hovedpine, ekstrem ekstrem træthed... var allerede kvæstet fra "morgenstunden" (sov til kl 10/11), sov 11 - 12 timer i træk... SÅ VAR JEG TIL AKUPUNKTUR HOS MIN LÆGE LIGE EFTER NYTÅR, OG SIDEN HAR JEG LIGE SÅ STILLE FÅET DET LIDT BEDRE. Hun gav mig en meget forsigtig og kortvarig behandling (de andre gange har hun måske gået for voldsomt til den, lige før jul lå jeg med 10 nåle i 20 min.!!). For en uge siden koncentrerede hun sig om hovedet - stak 3 nåle ind forskellige steder i kraniet... det gjorde meget ondt!! Det var som om jeg havde nålene siddende længe efter, de var fjernet. Det kan kun være den behandling, der har ændret på min miserable tilstand - jeg sporer lys igen!

Nej, jeg er ikke god til at sætte grænser for hvor lang tid, jeg må være i gang ad gangen/har ikke regler for mine aktiviteter, har ikke rigtig nogen rytme i min hverdag... Lægger mig ikke straks, når det begynder at sejle/køre rundt oppe i hjernen, trækker den lige lidt, for der er måske noget, som jeg lige MÅ have lavet færdig... Det er svært, fordi vi er i gang med at lave en masse om i huset og på en måde lever i kaos. Jeg er en type, som har svært ved at arbejde struktureret/sætte dagene i system (=på skema). Jeg har altid bare knoklet løs uden hensyn til mig selv... men har også kunnet/haft uanede ressourcer... Nå, men jeg MÅ SE AT FÅ LÆRT!!! Det må være et nytårsforsæt!

Jeg er jo stadig sygemeldt (har været det siden 7. okt. 2005). Hver gang jeg får det lidt bedre, begynder jeg at tro, at jeg er ved at være rask, begynder at lægge planer for fremtiden, drømmer om det ene og andet spændende tiltag, bliver vist også lidt utålmodig og presser mig selv mere end jeg bør - jeg tror, at sådan en type som mig næsten skal bindes på hænder og fødder, så snart der kommer en lille bedring ... hvor har jeg oplevet mange tilbagefald, fordi jeg lige havde en kortvarig bedring og troede jeg med ét kunne meget af det, som jeg længe havde afstået fra ... man bliver så sulten efter at leve/efter at føle snerten af et normalt liv!


Hej V. Godt, så konkluderer jeg, at nogle har nytte af akupunktur og andre ikke (og nogle svingende).

I den opfattelse jeg har hjernerystelse skal man arbejde på to fronter: 1) ikke overbelaste hjernen og provokere tilstanden, 2) arbejde på musklerne, især i nakke/hoved, som hos alle HR'er er anspændte - at få løsnet op dér, kan så gøres med fysioterapi, akupunktur og træning/motion osv. Fordi det giver hovedpiner, svimmelhed, uoplagthed m.m. at være anspændt og sammenfiltret i nakken.

Jo, der er også en 3. front, man må arbejde på: at være mindst mulig i alarm tilstand over situationen. For det stresser hjernen frygteligt. Det er bare temmelig svært, når helt slået ud af hjernerystelsen. Suk.

Det er de 3 fronter, jeg har arbejdet på - og jeg har haft rigtig god fremgang, siden jeg seriøst gik igang for 1 år og 2 måneder siden. Langsom fremgang. Men sikkert. Og jeg har fået et meget mere acceptabelt liv end det første år, jeg havde hjernerystelse. Da havde jeg ikke noget liv ! Alt gled fra mig. (Nå, men du har nok læst min historie "35 årig med cykelstyrt").

Kunne du tænke dig, at få en sparringspartning ? Altså blive matchet med en anden HR'er, som er igang med at tillægge sig nye vaner og få styr aktivitetsniveauet, så hjernen overbelastes mindst muligt. Jeg har i hvert fald haft meget glæde af min veninde/kollega, som fik HR 4 måneder efter mig. Vi har bearbejdet og forholdt os til denne svære tilstand, ved at tale meget om det. Det hjælper til at erkende situationen. Hvilket jo er nødvendigt for
at ændre livsstil.
Mvh T

Hej. Ang. sparringspartner, så tror jeg nok, det kunne være en god ide, men hvor mærkeligt det end lyder, så har jeg ikke overskud til det lige p.t. Jeg føler, jeg lige nu har nok at gøre med at komme tilbage på banen - bl.a. hungrer jeg efter igen at se mine dejlige veninder i korte seancer (det er flere måneder siden, jeg sidst så nogen - blev jo helt smadret p g a flytning m.m.), og da jeg kun kan overskue én på besøg ad gangen, så er det et laaaaangt projekt. Den del af mit sociale liv vil jeg godt have bygget op igen, før jeg tror, jeg kan overskue at lukke mere/andre ind. Jeg ved godt, at du med sparringspartner mener, at man gensidigt har glæde af hinanden, MEN alligevel kræver det lidt overskud, før jeg kan involvere mig på den led. Det forpligter jo også Nu kendte du jo din veninde/kollega rigtig godt, så jeg tænker det for dig var mere naturligt - der var ikke nogen "opvarmningsfase". Kan du følge mig? Mvh V.
 

Hej. Fuld forståelse. Det er jo netop hvad der er det umulige i hjernerystelse - man skal gøre et stort stykke arbejde med at lave om på hele den måde, man reagere på og opfører sig på ... og alle vaner, samtidig med at man er total kvæstet i hjernen. Man skal passe på en beskadiget hjerne MED en beskadiget hjerne !!!!

Har du så planlagt at sætte dine veninder m.fl. ind i dine regler ? Nårh nej, du havde jo ikke indført nogen regler.

Når jeg har gæster (eller er på arbejde), så ved alle at jeg undervejs må ligge mig ned og hvile. Medmindre det er noget, som tager under ½ time.

Grunden til at jeg foreslog dig det med sparringspartner, er fordi det lød som om du ....øh, som om du er i erkendelsesfasen. Altså at man skal have set situationen i øjnene, før end man kan tage sig sammen ... og få mobilisere den energi, der skal til, for at kunne ændre sin levevis. Du skrev det med "lige at trække den lidt". Jeg kender godt det dér "jeg skal lige ..." På et tidspunkt indførte jeg det som en advarselslampe: hver gang jeg tænker "jeg skal lige også nå ...", så er det tegn på at hjernen er ved at være flad, og jeg må IKKE gøre mere. I det hele taget fik jeg for vane kun at lave én ting ad gangen, og så hvile. Mens jeg hviler, planlægger jeg så, hvad den næste ene ting skal være.

Faktisk har jeg fået en slags overskud, som jeg ikke havde før hjernerystelsen - hvor jeg bare kørte derud af i højeste gear. Jeg er mere tilstede i nu'et, har mere ro og fordi jeg er tvunget til at foretage prioriteringer, så er jeg mere tilfreds med de ting, jeg laver. Det siger jeg bare for at nævne, at det ikke kun er sur røv at styre sit aktivitetsniveau. Held og lykke med det :-) Mvh T

Hej. Har lige læst din historie. Godt skrevet - og Gud, hvor kan jeg mærke den på min egen krop!!! Hvor er det lykkeligt, at det sådan har rykket hen over de sidste måneder. TILLYKKE!!!

Jeg bliver sgu helt glad af at læse det! Jeg kan godt se, at jeg må tvinge mig selv til meget mere disciplin - det må være vejen frem. MEN, hvor er det da belastende og hæmmende for ens livsførelse, at man ikke "kan gå mere end 2-3 timer på literen, før der igen skal tankes op med et hvil". Jeg har mange gange tænkt på, at det var lige som da jeg havde spædbørn, og ud-af-huset arrangementer skulle indrettes efter deres søvnrytme - ja sandt at sige, sådan føler jeg mig nu, som et lille sart spædbarn!

Når du kunne lære det, så kan jeg vel også ;-)... at sætte regler! Jeg kan jo fornemme, at du også tidligere har været i stil med mig - med uanede kræfter og bare derudad i højeste gear... jeg kan sagtens følge dig i, at du nu har lært at være i nu´et m.m. Jeg er også overbevist om, at der må komme noget godt ud af det forbandede uheld/alle de forbandede smerter, lidelser og afsavn i den sidste ende - det siger min læge også ofte til mig. Hun er heldigvis god! Mvh V.

Update, April 2007
Jeg er blevet meget bedre til at passe på mig selv. Jeg får hvilet fint hver dag - og hvis det ikke kan lade sig gøre af den ene eller den anden grund, så mærkes det straks næste dag... Jeg tror, jeg kan sige, at jeg har lært mig selv bedre at kende/lært at leve med mit "handicap".

Jeg har følt fremgang over de sidste uger, har klaret flere sammenkomster i påsken, hvor alle har registreret, at jeg var ved at ligne mit gamle jeg med nærvær og engagement - nød også i den grad at kunne være meget mere med socialt. MEN MEN det har alligevel tæret på ressourcerne - i denne uge skal jeg pludselig igen sove meget mere/bliver hurtigere træt... Det er lidt ØV! Det er lige som om, jeg så igen skal bygge mig selv op!

Jeg blev jo for lang tid siden fyret med virkning fra 1. april. Så jeg har haft fat i Kommunen, fordi alle havde givet mig det indtryk, at jeg kunne få førtidspension. Jeg havde tænkt, at det kun skulle være for en periode, indtil jeg kunne påbegynde et eller andet arbejde et par timer om dagen, for sådan har jeg det nu bedst (at komme ud og være en del af arbejdsstyrken). Jeg fik negativt svar fra Kommunen - min lidelse kan ikke kaldes "varig lidelse", derfor ingen ret til socialpension! Nu føler jeg mig presset ud i en arbejdsprøvning (alt for tidligt) p.g.a. økonomien... Så kan jeg igen forværre min tilstand - og så går der endnu længere tid, før jeg er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Hvad fanden er det for et stift system!!!  For øvrigt har kommunesammenlægningen skabt så meget kaos/så meget bøvl også for mig - ikke styr på noget, i januar anede ingen hvor min sag var, hvilken sagsbehandler jeg tilhørte... der har været så meget kaos, uvidenhed, forvirring m.m. i systemet.


 

 

Erfaringer med neurolog

Ligesom der er forskel på læger er der også meget forskel på neurologernes syn på post-commotionelt syndrom (langvarig hjernerystelse). Efterhånden hører jeg om fornuftige neurologer. Jeg har selv været hos tre og har derudover hørt omtale af 5 stykker.

Her er hvad en fornuftig neurolog skrev til én, da hun havde haft hjernerystelse i et år:

"Patienten er informeret om ikke at provokere symptomerne, hverken fagligt, fysisk eller socialt. Men hele tiden lave en aftale med sig selv, før hun går i gang med en aktivitet, om hvor meget og hvor længe, således hun ikke kommer til at provokere symptomerne. Kun på denne måde kan hun få yderligere fremgang, til gengæld vil der også være en god chance for bedring. Det er svært at estimere, hvor lang tid der går."

Mundtligt sagde han noget i retning af "Lyt til dine grænser, find dine regler - og OVERHOLD DEM !!!"

En anden med hjernerystelse i 3 år har skrevet, at hun har været hos samme neurolog:

"Ham har jeg været hos! Ca. ¾ år efter ulykken fik jeg en henvisning til ham fra min egen læge. Jeg fik lige præcis den besked, du beskriver. Når jeg fortalte om mine ”uforståelige” symptomer smilede og nikkede han og sagde, at det er helt normalt, når man har post commotionelt syndrom. Og så sagde han, at ”yngre mennesker er utroligt dårlige til at være ”syge” – de kan lære noget af ældre, som er meget bedre til at acceptere deres svagheder, finde deres grænser og leve efter dem”. Jeg gik derfra meget opløftet og med en klar følelse af, hvad der skulle til for at få det bedre. I årene efter har denne besked om at sætte grænser fysisk, fagligt og socialt været en vigtig læresætning for mig, men det har absolut ikke været nemt, for grænserne flytter sig hele tiden. Han har bestemt fat i det rigtige, og han kan klart anbefales."

Læs hendes historie under 41 årig kvinde med HR i 3 år.

 

 34-årig kvinde med 2 år og 4 måneders hjernerystelse, skriver i juli 2007:  

Mit uheld skete ved fald på is på en parkeringsplads. Jeg gled, slog hovedet i isen ved venstre tinding og flækkede øjenbrynet. Hele tiden ved bevidsthed. Tog umiddelbart efter på skadestuen, hvor jeg blev lappet sammen af en sygeplejerske. Ingen tegn på hjernerystelse, sagde hun. Symptomer indtrådte efter få timer: Hovedpine/spændinger i hovedet, kvalme, koncentrationsbesvær, svimmelhed, lys- og lydfølsomhed. Herefter tilbragte jeg en stor del af min tid sengeliggende.

På nær to gange, hvor jeg forsøgte at genoptage mit arbejde, var jeg sygemeldt et halvt år fra min arbejdsplads. De få gange, jeg forsøgte at arbejde et par timer, gik jeg direkte hjem i seng med frygtelige smerter i hovedet. Det føltes som om, at der blev ”skåret” i kraniet.  Jeg kaldte det motorsavsmassakre !

Efter et halvt års sygemelding genoptog jeg mit arbejde med to timer om dagen. Det var kanon hårdt. Som at starte forfra på en ny arbejdsplads. Mit arbejde er primært computerrelateret, og det er ikke just det bedste for en skadet hjerne. Desuden er det meget stillesiddende, og derfor ikke godt for nakke- og skuldre, som jeg efterhånden også fik en del problemer med.

De første par måneder trappede jeg hurtigt op fra to til fire timer, og efter yderligere fire måneder var jeg oppe på seks timer. Det er nu over et år siden – og det niveau ligger jeg stadig på. Jeg har flere gange forsøgt at trappe op til fuld tid, men det medfører en klar forværring af min tilstand. Godt nok gælder det om at holde hjernen igang, men hvis man presser for meget på, giver det bagslag.

Stort set samtlige lørdage er brugt på at rekreere ovenpå arbejdsugen, minimum hele formiddagen i sengen. Tit har jeg også sovet middagssøvn i weekenden. Det er blevet bedre inden for de seneste måneder, men jeg skal  sørge for kun at lave en social aftale i weekenden. Og så have nogle weekender indimellem, hvor jeg ikke laver nogle aftaler.

Transport synes jeg er belastende, både tog, bil, bus og fly. Jeg har ikke rigtigt fået genoptaget selv at køre bil efter mit uheld pga. svimmelhed, men tager indimellem nogle små træningsture.

Symptomfri er jeg ikke, men det går hele tiden langsomt fremad. Jeg har stadig hovedpiner, koncentrationsbegrænsning, svimmelhed, spændinger i skuldre og nakke og udpræget træthed, når jeg foretager mig for meget, og ikke giver min hjerne den nødvendige hvile. Det er hjernen, der bestemmer, selvom man til tider kan blive vanvittig over det J

For at afhjælpe symptomerne,  har jeg forsøgt mig med fysioterapi, zoneterapi, kraniosakralterapi og holistisk behandling (herunder healing). Af de behandlinger jeg har afprøvet, synes jeg kun at fysioterapien har haft en effekt.

Af hjælpemidler har jeg anskaffet mig specialhovedpude, høreværn, specialørepropper, solbriller og nakkevarmer. Som noget nyt har jeg fået lavet en bideskinne ved en tandlæge, for at afhjælpe mine kæbespændinger. Jeg har kun haft den i godt en uge, men den er allerede et stort hit, da den afhjælper mine hovedpiner.

Motion er godt, det skal bare ikke få pulsen for højt op. Selv foretrækker jeg pilates, gå- og cykelture.

 

Opdatering på 3 års dag, marts 2008
Det går stadig langsomt fremad.

Jeg tænker ikke mere så meget over, hvornår jeg bliver rask, men fokuserer mere på at få mit liv til at hænge sammen på de vilkår, jeg nu engang har med følgerne efter hjernerystelsen.

Min arbejdsuge er ca. 32 timer om ugen, og det går rimeligt. Lørdag er dog stadig ”ligge brak dag”.

Lang transport er stadig meget belastende for min hjerne. Jeg har ikke luret, om det er bevægelserne, synsindtryk eller støjen, der udtrætter hjernen, men det er sikkert en kombination. Jævnligt er jeg ude på længere køreture i weekenden med min kæreste, da vores familier bor flere timers kørsel væk. Min kæreste kører bilen, så jeg kan sidde og slappe af - og skifte mellem solbriller, sovemaske, ørepropper og høreværn. Hvor kvæstet jeg bliver af sådan en tur, afhænger af tidspunkt på dagen, turens længde, om vi kører tilbage samme dag, og hvordan jeg ellers har det. Det er blevet betydeligt bedre, efter vi har fået ny bil, som larmer mindre end den gamle og er mere komfortabel at sidde i, men stadig kan jeg ikke holde til at køre langture hver weekend.

Jeg kan stadig bliver super-optimisk i gode perioder, og så arbejder jeg for meget og laver for mange sociale aktiviteter. Det giver altid bagslag, og min tilstand forværres betydeligt, men grænserne skal bare prøves af engang imellem :-)

Lyd-/lysfølsomhed og koncentrationsbesvær er stadig udpræget, og jeg har stadig problemer med kæbespændinger. Hovedpiner optræder jævnligt, men ikke dagligt længere.

Fysioterapeutisk behandling har jeg lagt på hylden, da jeg ikke følte, at jeg kunne komme videre af den vej. Jeg har den sidste 1½ måned fået behandling hos en kiropraktor, der baserer sin behandling på en række kiropraktiske, osteopatiske og neurofysiologiske teknikker. Behandlingen afhjælper de fysiske gener, der er opstået i forbindelse med hjernerystelsen, men nu må jeg se, hvor det bærer hen.

Jævnlig motion er stadig et must. I perioder, hvor jeg nedprioriterer at motionere, får jeg spændinger i nakke og skuldre med hovedpiner til følge.

Opdatering efter 4 års HR, april 2009
Jeg blev gravid i 2008 og nu har født en dejlig lille dreng. Det går ok med hovedet og den lille baby.

 

 36-årig mand med 13 måneders hjernerystelse, skriver i oktober 2007: 

Under fiskeri i Nordsøen for 13 mdr siden, blev jeg slået bevidstløs. Jeg blev ramt i brystkassen og smidt 2 meter gennem luften. Jeg ramte en hård jernkant med venstre tinding. Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg ikke mærke mine ben i ca 10 min ,men følelsen kom langsomt igen. Mine øjne løb i vand og jeg havde det som om de var faldet ud af mit hoved. Jeg tog et hvil, og derefter fiskede vi videre og vi kom først i havn 2 dage efter ulykken.- - Det har jeg inderligt fortrudt!!!

Siden ulykken har jeg haft hovedpine hver dag og ca 1-2 gange daglig er pinen så kraftig, at der er sorte prikker for mine øjne. Nogle af mine symptomer er: hjertebanken, træthed, svedeture, høj puls, svimmelhed, kvalme og tåler ikke høje lyde. 

Min personlighed er også blevet påvirket. Jeg har svært ved at koncentrer mig, farer let op overfor mine børn og kone. Jeg er blevet behandlet med saroten (antidepressive) 25 mg 2 stk hver dag i ca 6 mdr, men er nu stoppet med dem, da jeg ikke kunne mærke en forbedring. Pillerne havde rigtig mange bivirkninger, så hvis andre bliver anbefalet disse, skal man altså overveje det grundigt. 

Når jeg har kraftige hovedpines anfald tager jeg nobligan (stærk smertestillende) 50 mg op til 3 gange daglig. For at dulme den til alletider tilstedeværende hovedpine tager jeg panodil og ipren. De giver lidt lindring og jeg kan få sovet godt på dem.

I dag arbejder jeg i land på en stor fabrik, og det er natarbejde i 7 dage og 7 dage fri. Det tager mig 2-3 dage at komme over den uge jeg er i job, før jeg følere mig rimelig frisk. Men selv når jeg har fri, er hovedpinen der stadigvæk i samme grad. 

Lægerne har anbefalet at jeg bliver sygemeldt, men jeg er ikke i en situation hvor jeg kan tillade det. Min kone studerer til socialrådgiver og vi har 3 børn, så enhver børnefamilie ved hvilke krav det stiller til økonomien. Det er en meget god side, I har lavet, jeg har først lige fundet den idag. Det er en stor lettelse endelig at finde nogle i samme situation som mig, ikke at jeg ønsker det for andre, men lettet over at kunne "snakke" med nogle som kender de problematikker jeg lever med.

Et par dage senere

Jeg har en meget dobbelt følelse mht til opdagelsen af jeres hjemmeside. På den ene side er jeg ked af at læse om, at der ikke bare findes en mirakelkur, så jeg kan blive rask igen. Men at det kræver hårdt arbejde fra mig selv og forståelse fra min familie. På den anden side giver det mig en ro og afklaring på, at jeg ikke er hypokonder, hvilket er en lettelse. Jeg har desuden henvist jeres hjemmeside til mine pårørende og mit netværk, da de helt sikkert vil have glæde af at læse om, hvordan det er at lide af hjernerystelse. Min kone var lige ved at græde af lettelse over at der også findes et forum hvor pårørende kan tale sammen.

 

 

 38-årig kvinde med 8 måneders hjernerystelse, skriver i maj 2007:   + opdatering

Jeg blev ligesom så mange andre lettet over at genkende min egen situation i
andres historier. Jeg vil derfor gerne bidrage til jeres hjemmeside med min
egen historie og mine erfaringer.


Jeg er 38 år og styrtede på min cykel i september 2006. Jeg havde cykelhjelm
på, men da jeg slog hovedet direkte ned i jorden, var det bare ikke nok.


Først cyklede jeg videre - noget forslået og temmelig forvirret - jeg skulle
jo på arbejde... Men efter at have været der en halv time, hvor det hele
bare blev værre og værre, tog jeg på skadestuen. Da jeg ikke havde kastet
op, var beskeden fra lægen dér, at jeg nok ikke havde hjernerystelse og at
jeg bare skulle tage hjem og hvile mig. Jeg tog det derfor ikke ret
alvorligt i starten, og prøvede at gå på arbejde efter 14 dage - jeg fejlede
jo ikke noget alvorligt og så syntes jeg, at jeg var nødt til at tage mig
sammen og komme i gang. Jeg var der kun i tre timer, og natten efter fik jeg
det bare helt vildt dårligt og måtte se i øjnene, at jeg slet ikke var rask
endnu, så jeg blev sygemeldt igen.

Da det så bare fortsatte og fortsatte, kontaktede jeg min egen læge, som
heldigvis har været rigtig god. Hun har støttet mig hele vejen og har hele
tiden sagt, at det ikke var mig, der var noget galt med - andet end at jeg
havde slået hovedet. Jeg var siden hos en neurolog, der også var ok, så på
den måde har jeg været ret heldig.

Da det gik op for mig, at det kunne vare længe, før jeg blev rask bad jeg om
regelmæssig opfølgning hos lægen, så jeg kunne sikre mig, at der var nogen,
der kunne "holde fast i mig", hvis jeg gik helt ned. De opfølgningssamtaler
har været rigtig gode og jeg kan absolut anbefale det, hvis man ellers har
en god læge, der forstår, hvad det går ud på. Når man har en fast tid,
kommer man afsted og det er godt i de perioder, hvor man har brug for, at
der er nogen, der hanker op i én eller bare, når man har brug for at få at
vide, at det man går igennem er helt normalt.

Jeg tog også hurtigt fat på motion igen, gåture og senere løbeture - fysisk
har jeg kunnet en del, når blot jeg ikke fik pulsen for højt op og ikke blev
ved for længe. Det har været - og er - når jeg forsøger at bruge hjernen, at
det går galt. Svømmehal kunne jeg derimod slet ikke rumme. Der var alt for
mange indtryk og lyde, mens naturen for mig har været rigtig god, fordi alle
indtryk på en eller anden måde er langt væk. Motion generelt er virkelig
godt, det er noget man kan gøre for sig selv, man kommer lidt hjemmefra, man
får bedre hvile og søvn bagefter og det hjælper på humøret at have været i
gang

De første 3-4 måneder var bare smerte, smerte og smerte. Men efterhånden tog smerterne langsomt af og tilbage blev trætheden, rod og kaos i hovedet,
manglende koncentration, hukommelsesbesvær og al det andet som I kender. Jeg synes, at noget af det vigtigste - og sværeste - er at holde fast i, at det
hele tiden går fremad. Det går så uendeligt langsomt, at det til tider er
svært at tro på, men når jeg tænker tilbage, kan jeg meget mere nu, end jeg
kunne for to måneder siden.

Jeg har tre børn fra 6 - 11 år, så der er jo aldrig helt ro, når de er
hjemme. Noget af det, der har været hårdest, har været de perioder, hvor jeg
ikke kunne holde ud at være sammen med dem. Når de bad om hjælp, måtte jeg
igen og igen afvise dem og jeg havde det helt forfærdeligt med det.  Jeg
kontaktede et tidspunkt en psykolog for at få hjælp til, hvordan jeg skulle
takle det overfor børnene. Han fortalte, at det vigtigste var, at fortælle
dem om, hvorfor jeg var som jeg var og at jeg lagde vægt på, at når jeg ikke
kunne være sammen med dem, eller når jeg blev vred og frustreret, var det
ikke deres skyld. Årsagen var alene, at jeg havde slået hovedet. Samtidig
var det vigtigt, at jeg lærte at sige fra, inden det blev for meget for mig.
De råd har jeg fulgt og det har klart hjulpet os alle igennem det seneste
halve år.

Det med at være sammen med børnene - og andre - hjalp meget, da jeg fandt ud af at bruge ørepropper, for så kunne jeg tåle meget mere, når lyd-indtrykkene blev dæmpet. (Hvis man halverer propperne, er de ikke så tydelige og så behøver man ikke føle sig så dum, når man er ude at handle, er sammen med andre...) Så i flere måneder gik jeg rundt med ørepropper hele tiden. Jeg
kan efterhånden klare flere indtryk, så nu behøver jeg dem kun, når jeg har
lavet for meget, men i lang tid har de været helt uundværlige.

Jeg har fra starten været til fysioterapeut og kiropraktor - forsikringen
har dækket det - og det har været godt til at sikre, at smerterne ikke kom
fra problemer med ryggen og nakken. På den måde har jeg kunnet sikre mig, at
de symptomer, jeg havde og har, virkelig stammer fra hovedet.

I marts startede jeg på arbejde hver anden dag, 3 timer ad gangen. Jeg fandt
også ud af, at et hvil i timen var godt, så kunne jeg komme igennem dagen.
De første 14 dage kunne jeg ikke ret meget, men så kom jeg ligesom i gang og
kunne begynde at tænke igen - det kunne jeg slet ikke i starten. Desværre
blev min arbejdsplads skræmte af, at det gik så langsomt fremad og nok også
bange for, at jeg ikke ville blive helt rask. Så trods hjælp fra
fagforeningen, blev jeg afskediget i april.

Jeg har derfor lige nu et problem med, hvordan jeg kan starte langsomt op
med at arbejde, for nu har jeg jo ingen arbejdsplads og jeg kan jo ikke søge
job, så længe jeg ikke er helt parat til et fuldtidsjob. Der er næppe nogen,
der har lyst til at ansætte en, der måske/måske ikke er klar til
fuldtidsarbejde. Jeg kunne derfor godt tænke mig at vide, om der er nogen,
der har erfaring med, hvordan man kommer tilbage til arbejdsmarkedet i en
situation som min?

Efter jeg blev afskediget, har jeg talt med min kommune og de er ved at
undersøge om jeg kan få et forløb hos Daghøjskolen i Centrum, så jeg kan
komme i gang med noget genoptræning. Jeg ville derfor også gerne høre om
andres erfaring med Daghøjskolen i Centrum - eller med andre
genoptræningssteder?

I har på jeres hjemmeside skrevet, at hypnose ikke hjælper. Det er måske nok
sandt i forhold til helbredelse, men jeg har været hos en hypnotisør, der
har lært mig selv at gå i trance, hvor jeg får fuldstændig ro i hovedet. Der
var mange, der i starten foreslog mig at meditere for at få ro, men det
kunne min hjerne slet ikke kapere. Jeg skulle koncentrere mig alt for meget
og det hele blev bare værre. Nu har jeg i stedet lært, hvordan jeg kan få
ro, uden at skulle tænke for meget og det giver nogle meget effektive
pauser, hvor hovedet helt kan koble af. Samtidig har hypnotisøren kunnet
hjælpe mig med, hvordan jeg kan finde ressourcer til at takle den situation,
jeg er havnet i og de problemstillinger og spørgsmål, der opstår.

Er der nogle kontaktgrupper i området Værløse, Farum, Ballerup. Jeg kunne
godt tænke mig at komme i kontakt med andre, evt. gruppen i København, hvis
der ikke er nogle i mit nærområde.

Endnu engang tak for jeres hjemmeside, den er fantastisk, når man sidder
hjemme og føler sig fuldstændig alene i verden, mens ens hjerne går amok på
de mest underlige måder ...

 

Update August 2007

Jeg er nu efter 11 måneder med HR ved at lære at leve på den rigtige side af grænsen. Jeg kan holde mig rimeligt hovedpinefri, når blot jeg husker at holde aktivitetsniveauet på det rigtige stadie.

Jeg har nogle symptomer, der går forud for hovedpinen, når jeg er ved at blive overbelastet. Det er blandt andet trykken for tindingerne og snurren i huden i ansigtet (føleforstyrrelser) og kvalme. I starten syntes jeg det var irriterende, men jeg har lært at være glad for det, for det giver mig en advarsel tids nok til at jeg kan nå at stoppe op i tide. Hvis jeg sørger for at lytte efter og hvile, når det kommer, kan jeg slippe for at få hovedpine og på den måde, har jeg mulighed for at styre det nogenlunde selv - men altså forudsat, at jeg lytter efter !

Desværre er min hukommelse, mine sprogvanskeligheder (stammen og ordfindingsproblemer) og koncentrationsproblemer stadig store, hvilket indikerer, at der er tale om en mere varig skade. Lyd-følsomheden er også stadig tilstede. Jeg bruger ørepropper dagligt - når jeg er sammen med mange mennesker, mine børn og når jeg er ude - handler og sådan - og det hjælper meget. Det næste halve år skal jeg gå på Daghøjskolen i Centrum, så jeg afventer lidt at tage stilling til mit fremtidige liv/arbejdsliv. Og så har jeg - hurra for det - nemmere ved at holde humøret oppe, fordi jeg ikke har så mange smerter. Så alt i alt har jeg fundet en måde at leve på, der gør at jeg kan have et godt liv, på trods af de begrænsninger, der jo er.
 

Opdatering januar 2009

2008 var for mig året, hvor jeg fik tilkendt ret til fleksjob. Det var rigtig dejligt, for forud for lå en rigtig hård periode med arbejdsprøvning og konstant fokus på dårligdom og de mange tilbagefald.
 
Efter tilkendelsen af fleksjob har jeg haft ro til at komme mig og det har betydet, at jeg har fået rigtig meget styr på HR'en. Jeg har ikke fundet noget job, men har det ok med det lige nu - også fordi jeg arbejder på forskellige muligheder, så det ser ikke helt håbløst ud.
 
2008 var også året hvor jeg - desværre - opdagede, at jeg godt kunne få tilbagefald, selv om jeg passer på og overholder "reglerne". Til gengæld er jeg heldig, for de varer som regel ikke mere end nogle uger.

Rent fysisk er det gået rigtig meget frem. Jeg kan træne aikido og løbe og synes kun jeg får det bedre af at lave noget fysisk - det er rigtig dejligt.
 
Og så blev jeg 40 - og efter alt det her, er sådan et hjørne jo ingenting. Jeg var i tvivl om jeg orkede at fejre det, men besluttede at det skulle jeg bare. Så med hjælp fra familie og venner og bestilt mad fik jeg faktisk en rigtig hyggelig fest.
 
Så alt i alt et år, hvor det hele trods alt er blevet lettere og hvor jeg synes jeg i det store hele har det godt - på trods af HR.

 

28-årig kvinde med 8 måneders hjernerystelse, skriver i juli 2007:  

Jeg væltede på cykel og slog hovedet i asfalten. Efterfølgende fik jeg ikke særligt nøjagtige eller konkrete råd fra min læge – hvilket gjorde, at jeg ikke tog hjernerystelse tilstrækkelig alvorligt. I starten havde jeg ikke så mange symptomer, men med tiden er de desværre taget meget til …

Mine problemer er særligt centrerede omkring øjnene, hvor jeg føler trykken og spændinger i de muskler og sener der hæfter omkring dem. Mine spændinger og hovedpine startes/forværres af mange forskellige ting, men de væsentligste er computerarbejde, fastholdelse af øjenkontakt, læsning og tv – faktisk stort set alt hvor jeg skal fokusere med øjnene. Desuden hvis jeg stresser, eller laver noget hvor jeg skal koncentrere mig meget.

Heldigvis er der også nogle ting der kan dæmpe mine symptomer, f.eks. pilates, nakke/ryg øvelser, afspænding, behagelig musik, et varmt bad, let husarbejde mm.

Da jeg startede på nyt arbejde kort efter ulykken havde jeg rigtig svært ved at sige fra, når hovedet gjorde ondt. Dvs. jeg arbejdede på fuld tid og havde rygende hovedpine hver dag når jeg kom hjem. Vidste godt at situationen var uholdbar, men jeg var virkelig bange for at miste jobbet igen – og jeg ville jo også gerne vise alle mine nye kollegaer hvad jeg duede til…! Jeg har nu langt om længe indset, at det ikke holder i længden – at jeg er nødt til at tage min krops signaler alvorligt. Derfor har jeg i skrivende stund en 6 ugers deltids-sygemelding hvor jeg går hjem og hviler 2 timer midt på dagen. Det har givet en mærkbar forskel – men der er stadig langt igen…! Når man er vant til at være oppe i gear og have gang i mange ting, så er det bare super svært at skulle indstille sig på de mange daglige hvil HR kræver. Jeg prøver ihærdigt dag for dag at lytte til min krop – nogle dage lykkes det rigtig godt – andre dage knap så godt :)

Jeg synes det har været 8 lange og seje måneder, hvor jeg ofte har følt mig berøvet mange af livets glæder, og hvor det har været svært at finde hjælp i det danske sundhedsvæsen. Der er ikke megen hjælp at hente, og de fleste tager ikke ens symptomer særlig alvorligt.
 


Tilføjelse

Efter at have snuset lidt rundt på hjemmesiden, så kan jeg jo genkende rigtig mange symptomer hos jer andre. Både befriende, men også lidt skræmmende! Skræmmende fordi det hos nogen virkelig har varet i mange år – og fordi jeg kan se, at nøglen til bedring er at lytte til sin egen krop, og at sige stop i tide. Noget som jeg skal blive meget, meget bedre til… hmm… :-)

 

 

 27-årig kvinde med 2½ års hjernerystelse + opdatering efter 7 år og efter meget bedring:

Jeg har lige læst alt, hvad andre læsere har skrevet, og jeg må sige, at jeg fældede en tåre af bar lettelse over genkendelsen.

Den 1. juni 2004 udførte jeg et elegant styrtløb ind i en skråvæg. Jeg besvimede ikke efter mit hovedet ramte skråvæggen med fuld fart, men der gik ikke mere end 4-5 timer, før smerterne satte ind og lammede mig i næsten 1½ år. Det, jeg oplevede lige i starten, kan bedst betegnes som de værste influenzasymptomer tænkeligt. Jeg havde ikke egentlig feber, og jeg tog ikke på sygehuset den aften, men jeg gik i seng med den sikre tanke, at jeg ikke vidste om jeg ville vågne igen.

2-3 dage efter slaget fik min mor overbevist mig om, at det nok var en god ide, at jeg tog op til lægen. Han stak mig en masse piller, og selvom de skræmte mig fra vid og sans, begyndte jeg at tage dem. Smerten var for stor og overvældende.

6 dage efter slaget kom jeg til fysioterapi, hvor jeg fortsatte i 6 måneder, indtil fyssen tog til USA og besluttede, at så måtte det være nok. Det var også her, at forsikringen holdt op med at betale.

2½ måned efter gennemførte jeg, med en enorm kraftanstrengelse og masser af hjælp, et allerede planlagt bryllup. Direkte efterfølgende genoptog jeg min grøntsags lignende tilstand.

I december 2006 fandt jeg HR hjemmesiden, var jeg ved at blive opgivet at lægerne.

En sidste krampetrækning fra min læges side var en specialist, der oplyste mig, at han godt kunne tage de 1500 kr. for en undersøgelse, men han kunne ikke hjælpe mig.

Jeg havde været på BOMI hjerneskadecenter, hvor jeg oplevede fuldkommen inkompetence ifht. forståelse af min situation. En medarbejde tillod sig endda at mene at den smerte jeg oplevede var et valg. I det mindste fik jeg da papir på, at jeg ikke er hjerneskadet.

En neurolog havde undersøgt mig og konstateret en minimal svækkelse af højre side.

Sidst, men ikke mindst, endte jeg på et revalideringscenter, som var en joke af rang.

I de første 1½ år kunne de overordnede symptomer betegnes således:

  • Smerter 24/7  (=24 timer i døgnet, 7 dage om ugen)

  • Hukommelsessvigt

  • Ingen energi

  • Manglende mulighed for udfoldelse på alle planer

  • Humørsvingninger

  • Fornemmelse af at miste sig selv

Jeg havde et enormt behov for at forklare alt det, som folk ikke helt forstod, for jeg klyngede mig til den smule forståelse jeg selv var i stand til. Kort sagt ville jeg have folk til at forstå

·         Hvordan det er at glemme noget man aldrig troede, kunne glemmes.

·         Hvordan det er, når alle andres liv går videre, mens man selv sidder fast præcis samme sted som sidst.

·         Hvordan det føles, når folks mistænksomme blikke hviler på en, for det kan da ikke være så slemt, når man ikke kan se noget.

·         Hvordan det er at se folk forsvinde omkring en, fordi man igen må melde afbud fra en aftale, fordi ens krop skriger af smerte og al bevægelse uden for hjemmet, vil forårsage en uges sengeophold.

·         Hvordan det føles når lys, lyd og lugt pludselig virker som angreb frem for sanseindtryk.

·         Hvordan det er at opdage, at ens følelsesmæssige reaktioner er helt ude at proportioner og, at man ikke altid selv har kontrol over dem.

·         Hvordan det er at gå fra mentalt overskud til mentalt sammenbrud på 5 sekunder.

·         Hvordan det er, når al slags uventede udefrakommende påvirkninger er det samme som stres, og man har udviklet en komplet intolerance over for stres.

·         Hvordan det er at gå fra at kunne stave til intolerance til ikke, at forstå ordets betydning.

·         Hvordan det er at gå fra at kunne bærer helt naturligt, til at syntes en liter mælk er lavet at bly

Efter halvandet år fandt jeg frem til en akupunktør, som viste sig at starte min vej ud af smerten. På 3 måneder hev, prikkede og tvang han mine muskler til at stoppe deres evige kramper, og jeg kom for første gang i bedring.

Godt det samme, for der skulle jeg så slås med sygedagpenge afdelingen, da der var gået den nominerede mængde måneder.

Jeg knoklede mig frem, fik overtalt dem til at bruge en ekstra paragraf, der kunne tildele 11 ugers ekstra penge, og fik så 1 måned til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Indtil min ulykke havde jeg passet børn i vuggestuealderen, men jeg kunne ikke bærer dem, og derfor var det ikke muligt mere. Det lykkedes at finde mit nye mål, og jeg blev efter 3 mdrs. arbejdsprøvning, af 20-30 timers arbejdsuge, bevilliget fuld revalidering. Jeg begyndte på skole i august 2006 med fuld forståelse fra skolen for min problematik.

 

I januar 2007 kom jeg til den kranio sakral terapeut jeg har gået til siden. Hun fik mig på få uger i bedre stand end nogensinde, og udviklingen fortsatte.

Jeg kom igennem 3 års uddannelse, skønt det var en sej kamp de første 1½ år. Jeg afsluttede første år med 35 % fraværd, men fik lov at fortsætte fordi jeg fulgte så godt med. Andet år kom jeg op på 22 %, og da jeg afsluttede mit speciale i 2009, var jeg fuld funktionel og på vej ud på arbejdsmarkedet.

Jeg havde lagt medicinen i løbet af 2008.

Ved udgangen af 2009 begyndte jeg på et 33 timers job, som jeg marts 2011 opgraderede til et nyt på 37 timer.

 

Mit ægteskab overlevede ikke, på mange måder pga. mit sygdomsforløb. Ud over det pres, det lægger på et forhold, så er jeg gennemgået en rivende udvikling, især i de forgangne 4 år. Jeg valgte nemlig at se indad, og ikke lade mig overtage af angsten, sorgen og hjælpeløsheden. Det kunne jeg lige så nemt, men fokus på en dag af gangen hjalp.

I dag er mine gener minimeret til hovedpine engang imellem, periodisk svimmelhed ved overbelastning samt hukommelsesbesvær ved træthed eller stort pres. Der er en ny vidunderlig og forstående mand i mit liv, og jeg er i en ny epoke i mit liv, hvor HR og post commotionelt syndrom ikke længere definerer mig. Ja, det er dele af mig, og det kan godt være det altid vil være der, men jeg er 90-95 % ’funktionsdygtig’. Nu er min udfordring at fortsætte den gode udvikling, og IKKE slå mig selv metaforisk i hovedet, når symptomerne kommer. Der var jo engang jeg ikke kunne rejse mig. Så går det nok, at jeg kommer til at smide returflasker i containeren i stedet for flaskeautomaten, eller glemmer den 4. ting jeg havde planlagt.

 

52-årig kvinde med hjernerystelse i 1½ år, skriver i december 2006:

Juli 2005 faldt jeg i vandet mellem 2 både. Slog baghovedet og havde mærker efter slag på halsen. Jeg var meget forvirret og kunne ikke huske noget. Kan først huske igen da jeg sidder på en fremmed båd. Hvor lang tid efter ved jeg ikke. Jeg husker heller ikke turen fra båden og hen til ambulancen. Lå på sygehuset i ca. et døgn.

Kan i dag ikke forstå hvorfor jeg ikke blev undersøgt inden jeg blev udskrevet. Jeg fik at vide at jeg bare, havde fået et chok.

Jeg var noget forslået, kunne ikke løfte mit hoved fra underlaget undtagen jeg holdt det med begge mine hænder. Jeg havde klaget over smerter omkring hals og ører. Når jeg skulle på toilettet måtte jeg rulle ud af sengen. Skulle jeg flytte mig i sengen måtte jeg bruge håndtaget der hang over mig. Når jeg stod foran spejlet på toilettet var det tydelig på min hals at der var en streg (blåt mærke) fra den ene side og over til den anden.  Jeg var lidt mørk under øjnene og meget øm omkring kæben og kindbenene. Når jeg var oppe dunkede det i mit hoved og hele kroppen var øm. Jeg blev kørt tilbage til havnen hvor min mand tog imod mig.

De næste par dage gik med at jeg hvilede det meste af tiden. Jeg gik med op til byen en gang dagligt for at handle. Det gik meget meget langsom, jeg havde mange smerter og kunne næsten ikke gå tilbage igen pga. smerterne. Min læge havde modtaget oplysningerne fra sygehuset og sagde, at det var en hjernerystelse jeg havde fået og at jeg skulle tage det alvorligt og hvile meget.

Jeg fik ringet til mit arbejde for at sige at jeg nok ikke kom de første 14 dage. Men hold    da op, der blev jeg blev da noget klogere. Men i stedet for at få det bedre var det som om smerterne bare tog til. 

Da vi kom hjem blev vi boende på båden. Der var der dejligt roligt. Jeg lå det meste af tiden i min seng. I over 14 dage kunne jeg ikke løfte mit hoved fra underlaget uden jeg holdt om det med begge hænder. Og jeg måtte stadig rulle ud af sengen. 2 måneder efter gjorde det stadig ondt, Når vi om aftenen gik en lille tur og jeg kunne næsten ikke gå tilbage pga. smerter i mit baghoved. Hvis vi kørte bil var jeg meget opmærksom på ujævnheder i vejen, da jeg heller ikke kunne klare det i mit hoved. Der var faktisk rigtig mange hensyn der skulle tages til mig.

De næste 3 måneder så jeg ikke tv, hørte ikke radio og når jeg snakkede i mobil, kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle det for længe af gangen.

Jeg har prøvet mange former for alternativt behandling i håb om at få det bedre. Egen læge gav akupunktur.

De første måneder var mine smerter i mit hoved så voldsomme at jeg ikke har kunnet mærke smerter andre steder i kroppen. Det kom senere.

Jeg skiftede læge - følte mig ikke taget alvorlig nok og følte mig ikke forstået.

Efter aktindsigt kunne jeg konstatere at mange af de smerter jeg klagede over i oktober- november ikke er skrevet i min journal. Foruden smerterne i mit hoved fik jeg smerter i min arm/albue og hånd, snurren i hånden. Fik at vide at jag havde en tennisalbue, som han så gav mig nogle øvelser for. Mit haleben gjorde bare så ondt når jeg skulle rejse mig eller sætte mig.

Jeg begyndte at ha’ nogle gener i mit baghoved som var meget generende, følte det som en stor bil i tomgang, den var der bare altid. Jeg begyndte at tænde emhætten fordi den kunne overdøve lyden i mit hoved.

Jeg henvendte mig til ørelæge, havde læst at en ørelæge kunne undersøge om jeg havde fået tinnitus, men jeg fik at vide at der ikke var noget galt, det var bare ikke unormalt at have det sådan, efter sådan et slag mod hovedet.

Er senere kommet i forbindelse med det offentlige høreinstituttet, og fik kontakt med en tinnituskonsulent som konstaterede at det var tinnitus . Jeg gik til samtaler og må sige at han er den der har hjulpet mig mest, på det psykiske plan. Jeg fik en rigtig god forståelse for hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. I dag mødes jeg på høreinstituttet med 5 andre som har tinnitus. Der er der 2 konsulenter der lærer os at håndterer det. (for mit vedkommende handler det om at blive ”kodet” rigtig igen).

Ved min nye læge, fik jeg at vide at jeg også meget vel kunne ha’ en forstuvning af nakken. Jeg blev sat i smertebehandling og blev henvist til fysioterapeut.

Har været i smertebehandling siden. Kan stadig ha’ slemme smerter i mit hoved. Er aldrig smertefri, men nu (november 2006) har behandlingen hjulpet og de voldsomme smerter er meget dæmpet. Jeg skal så lære at passe på ikke at øge tempoet, for så går det galt igen.

Jeg kan ikke så meget mere uden at få smerter. Altid skal jeg huske, at alt hvad jeg foretager mig, skal jeg gøre i små etaper. Det er en svær proces – det var ikke sådan det var tidligere. Jeg har altid været meget aktiv, altid haft gang i en masse. Jeg har et par gange haft nogle gevaldige og derefter brugt tid på at komme op igen.

Jeg har gået til zoneterapi (vacum-terapi) siden januar 2006. Startede med 1 x ugentlig og nu går jeg hver 14. dag. Der henter jeg også styrke, psykisk.

Mine smerter er meget forskellige og det er ikke ens hver dag, men de er der. Jeg har smerter ovenpå hovedet, sm. på liggefladen/bagpå og kraniekanten. Min næseryg virker følelsesløs og der er en snurrende fornemmelse hele tiden, der har min smertebehandling ikke rigtig hjulpet. Der er summen i ørerne og jeg er meget følsom over for lyd.

Jeg har indimellem borende smerte ind bag i nakken, Hovedet føles tungt at holde. 

Har indimellem smerter i skulderen. Det er mest højre skulder, overarm og albue, det snurrer ned over hånden og ud i fingrene. Den venstre side kan mærkes indimellem, men slet ikke som højre side. Jeg har smerter i mit haleben når jeg skal op og ned fra stol eller gulv. Slemt hvis jeg sidder for længe. Venstre lyske er indimellem slem. Det kan trække/stråle op i venstre balle og op mod lænden og ned i låret.

Jeg har problemer med balancen - ofte kan jeg mærke det, hvis jeg har været for aktiv, hvis jeg har hængt vasketøj op og taget vasketøj ned, har været ude og handle og kigget op efter varer på hylderne. Når jeg går på trapper er det særlig slemt og hvis jeg drejer hovedet for hurtigt.

Mine smerter i hovedet forværres, når jeg fokuserer for længe af gangen, ved koncentration, information og indlæring af f.eks. nyt stof. Når jeg står foroverbøjet, f.eks. ved køkkenvasken eller køkkenbordet

Det er som om det hele hænger sammen. Min tinnitus bliver forstærket hvis jeg bliver for træt og det gør mine smerter også. Så reagerer jeg også meget mere overfor skarpe/høje lyde. 

Jeg skal prøve at lære signalerne fra kroppen, når det bliver for meget. Jeg kan jo mærke, at det bliver anderledes i mit hoved, når jeg f.eks. har siddet for længe ved computeren. Hvis en tlf. samtale kræver meget koncentration, må jeg også sige fra.

Jeg var startet med at gå i motionscenter inde ved min fysioterapeut. Det gik godt de tre første gange, men så gik det galt med min nakke og jeg har været mærket af det siden.

Mit hoved er det værste. Jeg kan altid mærke det. Skal lære at hvile ind imellem. Medicinen har hjulpet, men de smerter jeg har, kan være voldsomme og ubehagelige, særlig hvis det går over tiden med at tage min medicin (kan nemt glemme det). Foruden hovedsmerter er der en slags følelsesløshed hen over panden, som når en bedøvelse holder op med at virke. Det spænder/trykker. Når jeg har cykelhjelm på bliver det meget forværret. Det er også ofte sådan at jeg må ta’ mine briller af fordi det er generende over næsen. Og generne er der næsten hele tiden.

Min hukommelse er blevet “tynd”. Det er ikke rart. Nok kunne jeg glemme før uheldet, men nu er det meget. Jeg skal virkelig lære at bruge kalender på en anden måde end tidligere. Kan ofte ikke huske hvad jeg har lavet, få dage tilbage. Glemmer aftaler hvis de ikke er skrevet ned.

Noget andet som jeg er begyndt at ha’ det svært med er, at jeg føler at jeg “savler”. Det er sådan at jeg kan tørre mundvand eller hvad det nu er, væk fra min venstre mundvig. Det er ikke hele tiden, måske det også er mest når jeg er “overanstrengt”.  Der er også lidt i højre side men ikke som i venstre.

Nu er der gået over et år og jeg er sagt op på mit arbejde pga. sygdom. Jeg har prøvet flere gange at starte, men måtte stoppe igen eller gå ned i timer, jeg nåede ellers op på 4 - 4½ time om dagen. Jeg har været i arbejdsprøvning på mit eget job, men det var nok ikke den bedste ide.

Oktober 2006 stoppede jeg igen med at arbejde. Jeg arbejdede da 2 timer om dagen, 14 dage før havde jeg været på 4 timer, men måtte erkende at det ikke gik. Jeg har nu også erkendt at det ikke er det job jeg har, jeg kan fortsætte i på arbejdsmarkedet. Selvom der blev taget meget hensyn til hvad jeg magtede og jeg ikke længere skulle have det ansvar jeg havde tidligere, så gik jeg alligevel hjem hver dag med smerter.  

Jeg gik hjemme 1 måned. Efter 3 uger havde jeg det rigtig godt. Så godt at jeg næsten ikke mærkede smerterne i hovedet. Det var en god oplevelse.

November startede jeg så en ny arbejdsprøvning. 4 timer 4 dage om ugen. Efter den første uge måtte jeg sygemelde mig 2 dage midt i ugen efter. Nu er jeg så på 3 timer 3 dage om ugen. Psykisk er det hårdt, da jeg jo ikke ved hvor jeg ender.

Jeg har en rigtig god sagsbehandler fra min fagforening. Og så har jeg en tidligere kollega, som jeg ringer til når jeg har brug for at snakke med en der ved noget om hvorfor det er som det er og hun er også min bisidder til de møder, hvor jeg har brug for det.

Jeg har fået kontakt til en kvinde som har været ude for et uheld og som i dag bruger sin tid på at hjælpe andre, hun holder bl.a. foredrag. (et min mor var til) det syntes jeg er godt gået og ret imponerende. Hun giver mig også en god støtte.

Så når det nu skal være sådan, så føler jeg at jeg er i gode hænder.

Min familie, har været uundværlige i dette forløb. Alle mine nærmeste har været der for mig. Mine veninder, venner og kollegaer. MEN, hvor er det anstrengende at være syg. Det er nærmest mere end et fuldtidsjob. Så det er måske ikke mærkeligt, at oveni sygdomsforløbet, med alt hvad det indebærer, at jeg så også har det svært ved at skulle overkomme at passe et job J

 

 

36-årig kvinde med hjernerystelse i 10 måneder, skriver i feb 2007 + update

Syntes lige jeg vil skrive et par ord og fortælle om hvor glad jeg blev
(fællede tårer), da jeg helt tilfældig fandt denne hjemmeside, det er lige denne
information jeg har haft brug for, da jeg længe har følt mig alene med min
situation. Jeg har været helt desperat efter viden samt information om
hjernerystelse, men ingen har kunne give mig den, desværre heller ikke egen
læge jeg har hørt for mange gange at det er psykisk - her er jeg desværre
(heldigvis) heller ikke den eneste - men syntes det er lidt skræmmende

Jeg er 36 år, hjernerystelse i 10 måneder styrtede på cykel, uden cykelhjelm
havnede i et stillads  - var bevidstløs - blev syet i panden med få sting
heldigvis oppe ved hårkanten.

De første 2 uger hvilede jeg, det eneste jeg gjorde var at gå en lille tur
som jeg øgede for hver dag - andet magtede jeg ikke og havde ikke kræfter til
noget. Min mor kom hver dag og lavede mad. Før styrtet dyrkede jeg meget
motion og har altid gjort dette, så det har været en kæmpe omvæltning. Jeg
startede op på arbejde efter 2 uger, det var op til påske, så der var
heldigvis fridage, i starten var jeg der bare - magtede ikke så meget kunne
ikke holde ud at sidde bag computer, heldigvis var arbejdspladsen forstående
de var bare glade for at se meget og stillede ikke krav. I et par måneder
måtte jeg indføre, at jeg kun var på arbejde 4 dage (alligevel magtede jeg
ikke ret meget).

Jeg brugte alt min energi på arbejde. Når jeg kom hjem gik jeg omkuld og så
skulle der lades op igen, i weekenderne skulle der også lades op. I en lang
periode magtede jeg ikke andet end at gå på arbejde. MEN en ting er sikker
jeg startede alt for tidligt op på arbejde, (fik at vide fra lægen jeg
skulle bare op på hesten igen). Mine symptomer var træthed, mathed, sandede
til i hovedet, havde det som om jeg var i en osteklokke, blev hurtigere
irritabel, nemt stresset, kunne ikke magte, hvis der var flere der talte
sammen/på en gang, så blev jeg også hurtigere træt. Var meget lysfølsom
og lydfølsom. Ja symptomer er der mange af. Når jeg beskrev dette for
lægen, fik jeg at vide det var psykisk og det var en depression. Jeg sagde
mange gange "jeg kan godt acceptere, at det er en depression, når alt andet er
udelukket". Langt om længe kom jeg til en Neurolog, som sagde det ikke er en
depression, men symptomer fra hjernerystelse. Det var en stor lettelse og
endelig var der en der forstod, hvordan jeg gik rundt og havde det.

Jeg har oplevet en gang, hvor jeg havde en slem hovedpine (migræneanfald). Det var så voldsomt, at jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder. Det var
efter en uge, hvor jeg øgede aktivitetsniveauet meget, da jeg følte, at nu var jeg ovenpå igen - hvilket jeg aldrig skulle havde gjort. For jeg bare røg tilbage
igen, igen, hvor jeg atter måtte indføre hvile og tage det stille og roligt i
en periode.

Jeg kan kun give ret i, at det er utrolig vigtigt man lytter til sin krop,
og tager det stille og rolig og aktivitetsniveuaet øges LANGSOM, ellers
siger hjernen fra og man ryger tilbage igen og det tager tid at komme ovenpå
igen og det påvirker en psykisk. Jeg har prøvet det mange gange det dér
med, at nu går det godt, så nu skal der planlægges aktiviteter, eller man
skal dyrke noget sport, efter et par dage kommer symptomerne på, at nu skal
man geare ned.

Jeg har desværre også mistet venner, som ikke har været
forstående overfor min situation, kunne ikke overholde aftaler, da jeg har
måttet melde fra mange gange, fordi jeg enten ikke havde det godt eller var
træt, ingen energi/magtede det ikke. Det har været utrolig hårdt. Det værste
er det ikke er en synlig sygdom, som en brækket ben, der er til at se, men en
hjernerystelse det er svært at forstå, hvis de ikke selv har prøvet det. Jeg
har gået til meditativt yoga hvilket har været godt for mig, hvilket jeg også
selv praktisere med positiv virkning.

Jeg er så småt begyndt at træne 1-2 gange i fitness center. Lytter stadig
efter hvornår hjernen er træt og reagere på dette.

Jeg arbejder stort set fuld tid nu, men styrer det meget selv, har jeg brug for
en dag eller to så for jeg det, tager også pause når jeg lige har brug for det.
Jeg er singel og har ingen børn - så opladningen den tager jeg når jeg kommer hjem.

Update januar 2008
Hvis jeg skal gøre 2 års status ... Der er sket forbedringer :-) Der går længere i mellem mine Off-perioder :-) Men de er der endnu... Jeg kan stadig ikke læse bog - men prøver, at træne mig op til at læse et kapitel ad gangen....... Kan stadig blive træt af, at kigge på computer/tv. 

Det første 1 1/2 år gik jeg bare på arbejde (jeg var ret hurtigt oppe og arbejde fuld tid), og så var det bare hjem og slappe af. Ingen forstyrrelser i form af TV, Musik Computer....

Det sker stadig at hjernen bliver overbelastet. Hvis jeg køre for meget på eller lave for meget, så skal der hvile til.

Jeg prøver mig frem med at træne hjernen op igen... Idag kan jeg tåle, at være ude og høre musik (har dog ørepropper med mig), første gang jeg var ude måtte jeg gå efter højst 1/2 time... Jeg er begyndt at invitere folk hjem til mig igen til spisning... for 14 dage siden lagde jeg mærke til, at det ikke gjorde mig ikke noget, at der var nogen der kom en halv time før tid.

Jeg har fundet ud af, at det er hårdt for HR at date, men der skal jo nok bare træning til ligesom med så meget andet ...

 


 

 

11-årig pige med hjernerystelse 1 år, forældrene skriver i april og juni 2007:

Jeg er mor til en datter på 11 år, som fik en voldsom hjernerystelse i februar 2006. Hun faldt i en gymnastiksal og slog hovedet ned i gulvet. Hun var meget dårlig bagefter og kom på skadestuen. Her blev hun CT-scannet, som heldigvis ikke viste noget. Hun blev herefter sendt hjem. Efterfølgende var hun hjemme i en uges tid, og prøvede så at gå i skole igen. Det kunne hun ikke klare. Hun blev henvist til en øjenlæge på Rigshospitalet, som konstaterede, at hun havde hævet synsnerver, hvilket betød, at hun ikke kunne læse, se TV og koncentrere sig i længere tid af gangen. Hun var utrolig træt og sov meget.

I ca. 4 måneder var hun kun i skole 1 dag om ugen, og resten af tiden lå hun bare helt slap og sov, eller lavede ingen ting. Hun var meget svimmel og led af kvalme. Da hun fik sommerferie fra skolen, fik hun det lidt bedre. Efter sommerferien blev hun dårlig igen, da skolen startede op. Hun kunne simpelthen ikke se i bøger og koncentrere sig. Hun blev nu henvist til Rigshospitalets Neurokirurgiske afdeling samt fik foretaget en MR-scanning. MR-scanningen viste ikke noget. Neurokirurgerne besluttede sig for at undersøge, om hun havde fået forhøjet tryk af væske i hjernen pga. slaget. Undersøgelsen viste, at hun havde lidt forhøjet tryk, men det var nedadgående. Igen blev vi sendt hjem og skulle se tiden an. 

I januar 2007 får hun endelig stillet diagnosen post commotionelt syndrom. Jeg gik straks ind på Google for at undersøge hvad det nu betød. Her fandt jeg en artikel fra en læge, som havde beskrevet symptomerne. Han anbefalede diverse vitaminer og olier, som går ind og genopbygger hjernecellerne. Jeg købte straks alt hvad der stod, og begyndte at give min datter det. Allerede efter 1 uge, havde hun fuldstændig forandret sig. Pludselig blev hun mere kvik, kunne koncentrere sig lidt mere ad gangen og begyndte igen at kunne læse og følge med i skolen. Hun får i dag stadig disse vitaminer og olier og er næsten symptomfri. Jeg kan helt klart anbefale det til andre. Vitaminerne er: C-vitamin, E-vitamin, Total B-Complex og Q10. Derudover får hun Kæmpenatlysolie, Hørfrøolie og Kids Eskimo-3 olie.

Det tog min datter 1 år, at få sit aktive liv igen.

Juni 2007
For et par uger siden løb min datter og legede fange i skolegården, da hun støder sammen med en anden elev og vælter ... og slår siden af hovedet ind i hjørnet af en bænk. Hun får en stor bule og er lidt svimmel, og er omtåget i et par dage.

Nu har hun det heldigvis fint. Hun var hjemme i 3 dage og slappe af, hvorefter hun lagde sig med influenza med 40 i feber i 6 dage, så hun fik slappet af.

Hun har lige været på lejrtur med skolen i 5 dage, og det er gået rigtig fint, så det tyder heldigvis ikke på, at hun har taget skade af styrtet. Det ville næsten heller ikke være til at overkomme, oven på det år vi har været igennem ...

 

Redaktionel bemærkning: jeg kender til andre som har taget grundigt med kosttilskud uden at få særlig bedring. Og jeg har selv taget B-vitamin, C-vitamin og 2 af de nævnte olier - ud over almindelig vitaminpille ... det har ikke virket på HR'en.

 

 

51-årig kvinde med 8 måneders hjernerystelse 1 år, august 2007:

Jeg har med megen glæde læst jeres side. Endelige var der nogen der forstod mig, eller rettere nu havde jeg lov til at være syg, for der var andre der havde det lige så dårligt som jeg, jeg var lige pludselig ikke hypokonder.

Kørte galt på en 45 knallert, ramte et styk dåvildt den 7. december 2006 på vej til arbejde kl. 7.45. Blev fundet bevidstløs midt på vejen af en kvinde i bil. Hun - gud ved hvordan - fik mig ind i hendes bil og kørte til nærmeste hus, hvor hun afleverede mig til en anden, som igen fik mig ind i hans bil. På vej til Faaborg i dennes bil vågner jeg op; "hallo hvor skal vi hen du?". Bliver sat af i nærmeste lægehus, hvor der endelig bliver ringet efter en ambulance. Bliver scannet, syes med 18 sting i baghoved, hjernerystelse, brækket krageben, ribben, nogle bøjede, og en frossen skulder.

Det var det. Næste dag får min mand udleveret mig, efter jeg er blevet vasket ren for blod i hovedet. Jeg skulle med hjem. udskrevet, han var chok, hvad skulle han stille op med mig. Ringede hans job, bede om orlov for egen regning i 2 uger.

Jeg startede op med 2 timer pr. dag den 8.marts 2007. Det har været utroligt svært. Mine øjne svier, og er lysfølsomme. Jeg får hurtigt kvalme, ondt i ører og bag øre. Trykken fra hoved ned i nakke og ned ad ryggen. Må gå i seng min 2 timer ca. fra 13-15, og tidligt i seng igen 21-22. Vi er meget bundet af mit sygeforløb, med hensyn til hvad vi kan foretage os.

Som min chef siger: "vi vil gerne på beholde dig med de timer, du kan, men jeg savner meget dit 6. gear."

Jeg vil gerne vide om nogen har erfaring med kommuner, omkring økonomien i alt dette. Man kan jo ikke forlange af en chef, at han bliver ved med at mangle de timer jeg burde være der. Jeg får indtil videre fuld løn, og han få sygepenge for manglende timer. Dette er jo ikke holdbart i længden. Kommune lovede ham, at jeg kom i flexjob 4 timer dagligt, så han kunne ansætte en 1/2 dag til mit arbejde. Dette har de imidlertid trukket tilbage. Så lige nu ved jeg ikke noget.
 

 

19 årig fyr med hjernerystelse i cirka 3 år, skriver i april 2006

Jeg kan huske tilbage fra år 2005 i sommerferien, jeg var ikke frisk i
hoved, men frisk nok til at gå ud med venner, tog tit i stranden med venner
og nød solen og sandet. Det var de dage hvor jeg tit ignorer diffus symptomer i hoved, jeg havde ingen erfaring med disse ting.

Efter sommerferien, skulle jeg starte i skolen igen, det gik fint det første
par uge, men så begynde smerter og symptomer i hoved. Jeg var til en samtale
mellem en vejleder, jeg fortalte lidt om mine vrede og mine smerter, at jeg
ikke kan tåle så meget mere, både fysisk og psykisk. Bliver tit sur når jeg
sidder i bussen, og kan ikke ryste den smerte væk, og hvis der var folk på
det tidspunkt der gloede på mig, vil jeg blive sur. Vejlederen synes jeg
skulle få hjælp hos psykiater, det gjort jeg så, jeg gik til praktiserende
læge, og fik både en lægeerklæring, så jeg måtte holde fri fra skolen i
nogle måneder, og fik en plads i psykiatri. Det var i løbet af august til
februar at jeg var hjemmegående. Jeg ville gerne ryste smerten væk, ved at
prøve at ligge i sengen, i disse måned. Jeg lavede ikke ret meget. Først i starten af januar fik jeg nogle tid hos psykiatri. Jeg skulle fortælle dem alt i små detaljer.

Jeg begyndte med at overdrive og sagde meget om at jeg følte at folk
forfulgte mig og udspionerede mig. Men jeg havde kun en lille fornemmelse af
det. Jeg blev så mistænkt for skizofreni. Men senere da de spurgte om jeg
stadig føler forfulgt, fortalte jeg at jeg ikke har det mere. Men at jeg har
et andet problem, og det er hovedpiner og andre symptomer, som mange læger
ikke ved meget om. Der skulle meget forklaring og anstrengelse til, for at de
helt fik fat i min historie. Det begyndte at gå fremad, dvs. jeg starte i
skolen igen og psykiatren mistænker mig ikke for skizofreni mere. Men nogle
lære fra min skole havde sagt til eleverne at jeg er psykisk syg, og er ved
behandling, plus at de skulle tage godt imod mig når jeg kom tilbage. Og det
var slet ikke det, jeg fejlede, det var noget helt andet, men jeg synes det
var bedre end at de skulle få sandheden af vide, for jeg synes det var
pinligt, de fejltagelse jeg har begået. Jeg begynde at få kontakt til alle
igen, der var nogen der var lidt bange for mig. De troede måske jeg var ikke
til at kunne få en normal samtale med osv. Min lære kiggede sarkastisk på mig.

Men senere kiggede hun normal igen, og jeg kunne tale med alle.

Jeg har holdt det hemmeligt i lang tid, det var især overfor familie og
venner... Jeg tænke det var ikke godt at fortælle sådan noget.. og  de kan
heller ikke hjælpe mig med, eller er interesser i... Så jeg hold det bare
lukket i mange år, men det er meget vigtig at man får talt om det med en
psykolog, så man ikke bliver forstyrret af undertrykte følelser ... og det var
heldigvis det jeg fik lov til hos psykiatri, at tale med en psykolog, hvor
jeg fortalte alt om mit problem, ingen andre har jeg fortalt så meget til...
Og det var rigtig godt.

Jeg kan huske at jeg var meget sart, havde en slags handicap i hoved, hvor
jeg havde svært ved at dreje hoved. Og når jeg var i en bus, hvor den ryster
lidt, så føles det som om jeg får en kniv i hjernen, og mange andre episoder
og steder som er sådan... Man bliver distraheret og kan ikke tænke eller huske..
Med tiden bliver man stærker og stærker igen.. motion hjælper... der er mange slags motion, bare find ud af hvilken slags er godt...

Hvordan jeg fik det bedre: Jeg begyndte at motioner i mit tempo, det var
ikke løbe og basket. Mere aerobic, maskiner og håndvægte,  det var med til
at forbedre min hukommelse, plus mindre hovedpine. Og søvnmønsteret skal
holdes ved lige, man ska ik sove klokken 00.00 idag og 02.00 imorgen...

Det gik fremad, og jeg begynde med at startet nogle få timer om dagen i
skolen. Nu er jeg der, og udnytter hele timerne. Jeg fik os prøvet
akupunktur af praktiserende læge, og det hjalp lidt på symptomer. På et
tidspunkt var jeg til præst i en kirke og der fik mange syge mennesker en
slags helbredelse, og det hjalp os rigtig meget. I løbet at vinter har jeg
os fået lært rigtig meget om mine symptomers funktion. På denne

hjemmeside, som jeg fandt via Netdoktor. Og ikk nok med det, jeg fik også
kontakt til en fortrolig ven fra København på email, som jeg lærte endnu mere af, og med det jeg har lært, er jeg blevet bedre til at undgå fejltagelser og tilbagefald...
 

Så kan jeg huske at det begynde at gå strygende fremad, jeg fik det mindre
dårligt, og har mere overskud til at lave meget på en dag. Tiden gik og
gik, og jeg får det bedre, jeg sov på fast bestemt tid, og vågnede til tide.
Når jeg tænker tilbage på denne fejltagelse, fortryder jeg virkelig, jeg
synes ikke man skal gå til kampsport eller noget form for boksning hvis man
har været ude for en trafikuheld. Specielt når du bruger hoved som en hammer
til at slå på sandsække på. Det var det der fik mig slået i gulvet - gentagne

gange af hjernerystelse, og dette tager som regel lang tid om at
hele. jeg har haft 3-4 års sorte huller i mit liv, som er svær at huske
tilbage til, det var disse år, jeg får svært ved indlæring, huske osv. Jeg
var totalt ødelagt i hoved, jeg tænke meget utydeligt, og næsten uden
mening. Jeg kan huske efter jeg stoppet med boksning, fik jeg talebesvær, det gik bare ondt forskellig steder i ganen og hoved, når jeg bruger stemmebåndet ... så jeg har været tavs og snakkede sjælden i løbet af dagen, kun hvis det var
nødvendig tale jeg.

Pres stress fra omgivelse: Der var meget pres, men efter jeg har fortalt
det til familien, skoler og venner, så var der en tung vægt fra min krop som
blev lettede, før det kunne jeg mærke meget forventninger og pres fra
omgivelser, og det er ikke godt, når man er i den dårlig tilstand... så
trives jeg dårligere, men efter jeg har sagt det, kunne jeg trives bedre...

Hvordan jeg håndtere problemet: Jeg tilvænne mig bare pludseligt, og som jeg
sagde før, var jeg ikke tænksom... så tog det som det kom, og glemmer det
meste af smerten. Det jeg var meget optaget af var, at jeg skulle holde mit hoved i ro..

Det var forfærdelig at hver morgen skulle jeg igennem en smerte og lidelse i
hjernen - og i løbet af dagen. Men som sagt har jeg ikke mere smerte om
morgen :-)

 

40 årig kvinde med 1½ års hjernerystelse skriver i marts 2006

Hej. Jeg har fundet jeres hjemmeside på nette ved at søge under hjerner på netdokterne.

Jeg vil gerne fortælle min historie for ca 1½ år siden faldt jeg af min hest og pådrog min en voldsom hjernerystelse min ridehjelm røg af desværre. Efter faldet var jeg meget svimmel og fik en til at køre mig hjem, hvor jeg lå i sengen et par dage inde jeg tog på job igen. Jeg tog ikke på hospitalet.

Efter ca. 4 mdr. fik jeg voldsom hovedpine, en hovedpine som jeg ikke har mærket før. (har altid lidt af hovedpine) men denne var voldsom, gik til min læge fortalte ikke om rideulykken for det var jo lang tid siden og den havde jeg jo glemt. Fik nogle stærke piller og skulle holde sengen et par dagen det var sikkert migræne. Men det gik ikke væk ringede til vagtlægen som kom og jeg blev indlagt på grund af at jeg havde pupilforandringen og havde et par min. svært ved at tale.

Først da jeg kom på hospitalet og lægen spurgte om jeg på et tidspunkt havde slået hovedet kom jeg selvfølgelig i tanke om ulykken, jeg blev undersøgt af utallige læger neurologiske undersøgelse som alle var normale ... blev CT scannet som selvfølgelig viste arvæv fra hjernerystelsen ... blev igen CT scannet alt var normalt på nær arvævet... det er knap et år siden jeg blev undersøgt og jeg har stadig problemer, og det er psykisk ved jeg men jeg har stadig til tider meget hovedpine, træt, svimmel, og har ondt i den siden hvor arvævet sidder. Efter de har fundet arvæv efter hjernerystelsen har jeg været mere træt og har også lidt mere af hovedpine ... jeg var sygemeldt i 3 mdr. men har arbejdet siden på fuld tid.

Det var min historien. Det har faktisk været en lettelse for mig at læse jeres indlæg, for nogle gang føler jeg at der er noget helt galt. 

 

 

58-årig kvinde skriver i maj 2006:

Jeg faldt i 2001 ned af en trappe og slog mit hoved meget slemt. Jeg var ikke bevidstløs, men jeg har så sandelig efterfølgende haft mange gener efter faldet. I starten var jeg meget svimmel havde let hovedpine. Efter ca. 3 uger fik jeg følelsesløshed i højre side af ansigtet og over panden. Jeg tog straks til min læge, som fik mig på neurologisk afd. hvor de lavede forskellige test. Man vurderede at jeg på grund af slaget fik denne følelse i ansigtet. Blev samme dag sendt hjem igen. Lige siden har jeg i mange perioder haft denne følelsesløshed i ansigtet, koncentrations besvær, påvirket  af høje lyde, kan ikke tåle høj musik, ekstrem træthed i hovedet, hvis jeg ikke hviler meget, kan ikke tale i tlf. i lang tid. Får så denne snurren og følelsesløshed i højre side. Det som genere mig mest er  tilbagevendende af snurren og følesløsheden i ansigtet. Jeg skal øve mig hele tiden for at skrive læse. Efter endt arbejde har jeg af og til møde. Det er ofte et problem for mig, jeg bliver meget! træt i hovedet og har svært ved at fastholde det mine kollegaer taler om. Jeg døjer ikke så meget med hovedpine, men de andre problemer er nu slemme.

Jeg planlægger at gå på efterløn om 2 år. Det glæder jeg mig meget til. Jeg har ikke haft problemer med psyken, heldigvis for det. Jeg er nok rimelig stærk. Jeg har valgt at det skal ikke styre mig( min følelsesløshed ,træthed i hovedet o.s.v. ). Men det gør det af og til. Jeg sørger for at få meget hvile, når jeg kommer fra arbejde. Sover gerne en halv timer, helst ikke mere. Siger fra overfor at gå i byen på hverdage. Ja ,for ikke at nævne alkohol. Det har jeg haft det svært med , bare et glas vin så havde jeg det i hovet som om jeg havde drukket flere flasker. Det er blevet meget bedre 2 glas kan jeg fint drikke nu. (jeg har ikke alkoholproblemer). Det er blevet lidt bedre i perioder med mit hoved, men det er vist noget jeg må leve med desværre. Jeg var ved en neurolog for 2 år siden. Han oplyste mig ,at jeg måske skulle døje med specielt denne følelsesløshed. Jeg kan have perioder ind imellem hvor jeg overhovedet ikke mærker nogen symptomer. Jeg kan ikke altid finde et mønster i det. Men højt musik kan jeg bestemt ikke klare. Så det afholder jeg mig fra. I det hele taget meget støj har jeg problemer med.  Jeg har lige investeret i en cykelhjelm, jeg skal ikke slå hovedet en gang til !

 

36-årig mand med hjernerystelse i 11 år, skriver i december 2006:

Jeg syntes det er utrolig godt, at I har fået stablet denne her hjemmeside på benene, og det er rart at vide, at der er ligesindede der desværre er i samme situation som en selv. Jeg har tidligere søgt information på Internettet om emnet, men med begrænset succes og i bedste fald ikke særlig opmuntrende resultater.

Ud over at lære andres historier, erfaringer og fif er det også rart med en hjemmeside, man kan henvise andre til, så de kan sætte sig ind i situationen.

Jeg har selv haft cerebralt post commotionelt syndrom i knap 11 år forsaget af en cykel ulykke (hvor jeg var bevidstløs og vågnede på hospitalet). Siden det første år er der ikke sket nævneværdig bedring, og i dag er jeg ansat i fleksjob på halv tid. Da jeg som akademisk medarbejdere er omgivet af kollegaer som forsker af lyst og dermed hænger sig mindre arbejdstid, kan det stadig efter næsten 11 år være svært at holde balancen, især hvis man ønsker at deltage i de spændende opgaver. At det stadig kan grueligt galt, hvis man mister balancen, har jeg netop erfaret, da jeg lige har haft 2 måneders sygemelding. Dog håber jeg at undgå en lignende sygemelding i fremtiden, ved at følge et nyligt indført tidsregistrering system stramt og dermed holde mig til min halve arbejdstid, samt fravælge eller undgå ene ansvar på opgaver med stramme deadlines.

Anledningen til at jeg fornyeligt søgte information på ny om emnet, og fandt denne side, skyldes ovennævnte 2 måneders sygemelding, hvor jeg var rigtig skidt. Jeg kæmper stadig for at komme tilbage til den normale rytme.

 

Ved du hvorfor du fik forværring ?

Ja, det var overanstrengelse. Jeg havde ikke mulighed for at hvile nok og på de rigtigetidspunkter. En opgave jeg havde bundet mig til voksede i omfang grundet tekniske problemer. Det gjorde mig mere og mere presset for at kunne nå at producere nødvendige resultater til diverse deadlines. At min arbejdsevne blev ringere og ringere, samtidig med at der ikke var nogen umiddelbart til at tage over, gjorde mig blot endnu mere stresset. Samtidig havde jeg planlagt at skulle 2 uger på ferie til Thailand med en kammerat, og ville gerne have opgaven i en stand, så jeg kunne tage afsted. Men efter at have klaret de vigtigste deadlines, bortset fra en ekstra som jeg fik overdraget til en arbejdskollega, måtte jeg smide det hele fra mig. Ferien kom jeg heller med på :-( . Jeg troede afspadsering ville hjælpe, men efter 21Ž2 uge måtte jeg konstatere, at situationen stadig ikke var under kontrol og jo mere jeg gavefter desto værre blev det blot. Det var rigtig skidt, og jeg var kun ude 2 gange i ugen. I alt endte jeg med knap 2 måneders pause fra arbejde. Jeg er netopraskmeldt nu, men allerede her efter første arbejdsdag er situationen igen forværret, så for at undgå at en ny sygemelding bliver nødvendig, må jeg forsøge at starte køre på ekstra lavt blus den kommende tid og håbe det kangøre det.

 

Opdatering, oktober 2007:
Han har nu fået yderligere scanning og konstateret skader i hjernen (front). Lægen siger, at han dermed er i en mere alvorlig kategori end hjernerystelse / post commotio. Bemærkning: det forklarer nok hvorfor han ikke rigtig har oplevet nogen bedring i tilstanden siden første år.

 

Opdatering, Februar 2012:
Min sygemelding nøjedes ikke med 2mdr som tidligere nævnt, men endte med sammenlagt ca. 4år over en ca. 5års tid. Undervejs blev min arbejdsevne vurderet i anden jobfunktion og jeg gik på et individuelt behandlingsforløb på hjerneskadecenteret. Ydermere afprøvede jeg en del medikamenter gennem min egen læge. Resultatet blev at jeg stadig er Universitets ansat, men i en anden jobfunktion og timetallet er reduceret til 12timer pr. uge (som er minimum for fleksjob). Dette er dog mere end arbejdsprøvningen viste, at jeg kunne klare ved fremmøde, men Universitetet accepterede det i kraft af jobbets mulighed for også at arbejde hjemmefra. Behandlingerne gav desværre ikke nogen bedring.

 

 

38 årig kvinde skriver i februar 2007:

God hjemmeside med mange spændende indgange.

Jeg er ergoterapeut og arbejder i en kommunal hjemmevejledningen med senhjerneskadede. Så jeg arbejder med dette område professionelt .... jo jeg ved godt at dem som "falder i min kurv" har mere end hovedrystelse, men det er alligevel for en stor dels vedkommende det, der præger billedet.

Jeg er desuden selv HR-ramt - for mange mange år siden. Som 7 årig blev jeg påkørt af en bil. Og pludselig idag - mens jeg læser denne hjemmeside - kan jeg se at nogle af symptomerne stadig er der.

Så tak både personligt og professionelt.

Hvilke symptomer har du ?

Det går pludselig op for mig (og nu er jeg lige ved at tude), at det måske er derfor, jeg har så svært ved at koncentrere mig, og skal bruge lang tid på noget andre klarer hurtigt. Jeg får ofte hovedpine og har svært ved at komme af med det. Min bidfunktion er ikke optimal og jeg har mange spændinger i kroppen. Nogen vil måske kunne argumentere for, at det også er livet som sådan der giver disse symptomer, men....

Og så er der problemer med tålmodighed, overblik, mange bolde i luften osv. Mit held er måske, at jeg altid har levet med symptomerne og derfor ikke kender andet. Men jeg tænker nu alligevel på, om jeg ikke ville have været en anden, hvis bare ikke....


 

  

29 årig mand skriver i maj 2006:

Jeg skriver, da jeg kunne tænke mig at høre jeres opfattelse af diagnosen
post commotio og om I kender meget til denne. Tilbage i 2001 var jeg nemlig
udsat for et hovedtraume i forbindelse med en trafikulykke. Siden fik jeg
tilkendt en erstatning for en méngrad svarende til 8%.

Jeg er idag "velfungerende", specialestuderende med usædvanligt gode
resultater indenfor naturvidenskab (karaktergennemsnit, publikation under
udarbejdelse, har undervist yngre stud. etc.), lever i et godt parforhold,
har gode sociale relationer mm.

Imidlertid er jeg stadig generet af symptomer (ingen neurologiske
forandringer/anomalier kunne efter ulykken påvises), som jeg selv tilskynder
ulykken, trods de mange år, som er gået. Studielivet samt øvrige aktiviteter
har jeg klaret gennem en særlig struktur i hverdagen - en struktur, som gør,
at jeg trods dette handicap har klaret mig godt igennem, men på min egen
tillempede måde så at sige (skal jeg være ærlig, så har det være ret hårdt).
Jeg har observeret mine symptomer nøje og diskuteret disse med min samlever,
som er læge. Vi er begge af den opfattelse, at disse symptomer objektivt må
siges at stamme fra en somatisk lidelse, hvilken højst sandsynligt er dette
post commotio (dvs. heller ikke en psykosomatisk lidelse).

Imidlertid har en øget arbejdsbelastning i forbindelse med omfattende
laboratoriearbejde (specialet) "forværret" min almene tilstand, således at
jeg i øget grad oplever kvalme, hovedpine, støjoverfølsomhed og konfusion,
hvilket især forværres, når jeg ikke har muligheden for at sove minimum 8
timer om natten. Omvendt giver tilstrækkelig hvile/søvn en markant forbedret
almentilstand. Ja, I kender og beskriver jo symptomerne bedre end mig....
I forbindelse med sidstnævnte har jeg for ganske nyligt for konsulteret en
speciallæge i neurologi, hvilket var en noget af den bizar oplevelse. Efter
konsultationen kan jeg kun sidde tilbage og stille mig selv og jer et par
spørgsmål.

Er det korrekt, at ALLE tilfælde af post commotio gradvist aftager, således
at patienten er 100 % symptomfri efter nogle år? Det er neurologens
opfattelse.

Er det den generelle lægelige opfattelse, at kroniske patienter med post
commotio og piskesmældsskader stort set kun er udgjort af lavtuddannede
personer med eksistentielle problemer, hvilke i realiteten skaber
symptomerne? Dvs., at alle patienter i disse store patientgrupper kan siges
at være lidende af en somatiseringstilstand grundet psykisk labilitet? (Jeg
har fået den lidt bizarre besked, at man aldrig ville se en 35-årig advokat
med en af disse kroniske lidelser, men derimod er det typisk folk såsom
social- og sundhedsassistenter. Netop fordi, det er "psykisk" betinget
snarere end fysisk. Ergo må advokater være bedre rustet psykisk end
plejepersonale. Er denne udtalelse noget, som lægestanden generelt deler?).
Neurologen mener, at kronikerne er psykisk labile. For alle andre, vil
tilstanden gå i sig selv igen.

Jeg anser bestemt ikke mig selv for at være psykisk labil eller generelt i
krise pga. stress el. lign. Sidstnævnte har jeg netop gransket igen og igen
og ikke mindst vendt dette med min samlever, som er læge.
Men jeg er i syv sind, for hvis ovennævnte er lægestandens grundholdning til
patienter med denne type af symptomer, så må jeg vel sagtens til at
revurdere hele min tilværelse i lyset af, at jeg kun har disse symptomer,
fordi jeg er psykisk labil. Det er i mine øjne en skræmmende tanke.

Jeg troede jo måske lidt naivt, at et varigt mén rent faktisk var varigt,
men er altså kommet gevaldigt i tvivl - ikke mindst må jeg jo have bedraget
mig selv gennem de sidste 5 år, eller har jeg?

Ja min oplevelse med neurologen var i sandhed chokerende. Ikke mindst var
han ualmindeligt grov og usympatisk, men også virkeligt politisk ukorrekt -
hvem ville i 2006 stille sig op og svine store patientgrupper til på det
groveste. Jeg opfattede lægen, som meget, meget unuanceret!!!

Mvh P

 

Hej P

Jeg er ligesom dig blevet chokeret over det stenalder-niveau vor sundhedsvæsen har i tilgangen til os med post-commotionelt syndrom (eller 'senfølger af hjernerystelse'). Jeg har også hørt på den der med, at hvis det ikke er overstået på 3 måneder eller 1 år, så er der noget psykisk galt med dig. Ja, tak, det er vel nok en stor hjælp !!!!! Jeg opfatter ved gud heller ikke mig selv som psykisk syg. Jeg har dog også talt med læger, som er mere stille og rolige og bare siger, at man ikke ved hvorfor nogle tager længere tid. Man kan jo endnu ikke måle skaden eller hvor stor den er.

Jeg har hørt, at der er meget forskel på neurologer og hvordan de opfatter det. De er helt fri til at lægge den holdning til det, som de vil.

Min fornemmelse er at hver gang læger ævler om, at de her senfølger er psykisk og man bare skal tage sig sammen eller hvordan de nu skyder skylden på patienten, så handler det mere om deres manglende viden og magtesløshed. Ærligt talt syns jeg at de bare ærligt skulle sige, at de ikke ved noget eller ikke kan hjælpe.

Jeg har talt med en rimelig fornuftig neurolog, som startede med at sige at ’der ikke er psykisk galt med dig’. Det hjælper ikke at gå til psykolog.

Jeg har samme oplevelse som du med, at jeg må styre mine aktiviteter og hvile nøje, for ikke at få det værre. Min fornemmelse er også at det uomtvisteligt handler om en somatisk skade. Men at det godt kan have en psykisk overbygning, idet belastningen i symptomerne er hårdt, og det igen er hårdt for hjernen at have det hårdt !

Morsomt med at din neurolog sagde, at det ikke skulle kunne ske for en advokat. En neurolog, jeg var hos, sagde at det var værst med de langt-uddannede … fordi vi tænker for meget over det, og presser os selv for meget.

Efter alt hvad jeg har hørt og undersøgt, så er dette et område som fagfolk frit danner teorier om. Så jeg vil anbefale dig at glemme ham neurologen igen. Det vigtigst man kan bruge neurologer til er, at udelukke at der er andre neurologiske problemer. Hvorfor opsøgte du ham egentlig ?

Mvh T

 

Hej T

Tak for dit hurtige og venlige svar, det havde jeg faktisk brug for efter
den omgang hos neurologen - ja, oprigtigt talt, sidder chokket i mig endnu.
Han var noget af det mest dogmatiske, jeg nogensinde har mødt. Han var meget
hård og nærmest vred og irriteret over, at jeg dumpede ind hos ham 5 år
efter ulykken. Ham her kører ganske givet efter et helt centralt dogme, når
det kommer til post commotio eller piskesmæld: Enten går det hurtigt over (max.
1-2 år), ellers er man psykisk ustabil. Og vred var han over, at jeg
anfægtede det.

Grunden til, at jeg fik henvisningen, var, at jeg har ligget stabilt igennem
de seneste 3-4 år. Jeg har haft det svært med studiet, især i belastende
perioder, men jeg har bl.a. ved at foretage selvstudier kunnet magte det.
Tak og lov for at jeg har "flair" for området, for ellers tror jeg heller
ikke, jeg kunne have stået det igennem. Skulle jeg både læse hjemme samt
følge 2-5 timer dagligt spredt over hele dagen, så kunne jeg simpelthen ikke
få det til at fungere - især ikke i starten. Jeg var jo træt, når jeg kom
hjem kl. 14 efter blot 3 timer. Og så blev der sgu ikke læst meget. Men som
sagt fandt jeg efterhånden en rutine og det har fungeret fint. Ikke uden
problemer, men dem kan man trods alt løse.

Men i forbindelse med overgangen til specialet og en stor mængde arbejde (og
vel at mærke indenfor noget helt nyt, det er selvfølgelig værre - man kan
ikke køre den på rutinen endnu) i laboratoriet har jeg oplevet en
tilbagegang. Jeg føler det ofte som om, jeg ikke har fået vådt eller tørt i
mange timer - altså den følelse af, at man er dehydreret og sukkerkold. Man
lever som bag et slør - hovedet trykker og man tåger sgu lidt rundt. Men
igen kan man køre det meste på rutinen, dog er det efterhånden blevet mere
og mere slidsomt. Jeg er nervøs for, at tilstanden skal vise sig at være
irreversibel - og ikke mindst, at den skal forværres yderligere, hvis jeg
presser mig selv for hårdt. De her dage med 10-12 stive timer i lab. uden
pauser, ja de tager sgu hårdt på én.

Det var sådan set derfor, jeg ville se neurologen. Jeg forestillede mig lidt
naivt, at han kunne "rådgive" mig en smule. Måske i virkeligheden få en
anden end én selv til at sige fra. Det er svært at sige fra selv, når
arbejdet hober sig op, og man gerne vil præstere noget godt. Nok vil jeg
også gerne "leve op til" min vejleders ønsker og ikke mindst til de andre
gruppemedlemmers uhyrlige arbejdsindsats (nærmer sig for mange 50-70 timer
ugentligt- uha!!).

Iøvrigt mente neurologen, at det var helt umuligt at få forværret sit post
commotio. Hvad tænker du om det? Jeg er bare af den opfattelse, at hvis man
fortfarende har gener, så er det vel meget naturligt, at man får det værre,
hvis man belaster sig selv meget hårdt, eller??? Og faktisk vil sige, at min
egen situation begyndte at forværres allerede, da jeg skrev min BA-opgave.
Det var jo en ekstremt hård belastning op mod afleveringsfristen. Især de
sidste 3 døgn, hvor jeg kun sov 10-12 timer. Det er ca. 1½ år siden.

Igen, tak for din tilbagemelding. Det er bestemt meget interessant for mig
at høre om alle disse ting.

Mvh P

 

Hej P

Mit første bekendtskab med en neurolog var virkelig dårlig. Jeg havde bestilt en tid på et Privathospital i Charlottenlund. På det tidspunkt havde jeg haft hjernerystelse i 3 mdr. Jeg har fået min hjernerystelse ved at glide på noget is og slå hovedet ned i isen.

Jeg havde ikke været bevidstløs ved faldet, og hun ville derfor ikke anerkende, at jeg havde hjernerystelse. Så måtte der jo være noget andet i vejen! Jeg var målløs.

Derefter kom hun med en smøre om, at hun ikke kunne nå en neurologisk undersøgelse på den tid, der var afsat, at hun slet ikke ville skrive en lægeerklæring på varigheden, da det var et juridisk bindende dokument, og hvad jeg overhovedet havde sagt til sekretæren, da jeg bestilte tid?

Derefter blev jeg fulgt til døren. Jeg var fuldstændig chokeret.

Den næste neurolog, jeg var hos, tog mig fuldstændig seriøst og gav mig en lægeerklæring til arbejde. Da jeg havde været tilbage på arbejde i 4 måneder, måtte jeg for anden gang til neurologen. Her skrev han at jeg kun måtte arbejde 4-5 timer om dagen. Så det er altså ikke ligegyldigt, hvilket neurolog man vælger.

Med hensyn til dine symptomer svimmelhed, kvalme m.m., så kender jeg det alt for godt fra at køre for hårdt på. Specielt kvalme opfatter jeg som et stærkt signal fra hjernen om, at nu er det altså nok, nu er den for alvor overkørt!

Husk at passe på dig selv og dit hoved!

Mvh K

 

Hej P

Kender godt det med at man har brug for at en læge sætter grænser for sig. Jeg vil
anbefale dig at få en god praktiserende læge til at skrive dig en lægeerklæring, fx på at du ikke må være i gang mere end 4 timer uden hvilepause - hvis det er en erklæring du har brug for. Hvad siger din egen læge til din situation ?

Jeg har ikke forsket nok i dette her til at kunne svare dig på det med om, du har fået en irreversibel skade med dette tilbagefald, pga at du har kørt for hårdt på.

Jeg har også hørt fra neurologer at det KUN går fremad. Men fra mig selv og andre tilfælde oplever jeg noget andet. Og min gode praktiserende læge fnyser lidt af de neurologer, som ikke følger patienterne i det daglige. Hun siger, at det er typisk at man i perioder kommer ind i en stime med at overskride grænsen, og at man så får det værre … indtil man får hvilet ud, finder rytmen, symptomerne bliver mindre og man så igen gradvist kan bygge op og så tåle mere og mere. Så vidt jeg kan se, så skal man passe på ligeså længe man er i denne tilstand, fordi hjernen ikke kan tåle at blive overkørt (og det bliver den nemmere end normalt).

Jeg kan fortælle hvad jeg gør, når jeg får tilbagefald. Det har jeg prøvet mange gange. Her mener jeg hvor det bliver værre, og forværringen varer i flere uger. Der er også de små forværringer, som bare tager ½ dag eller sådan noget.

Jeg har et billede som hedder at jeg skal 'trække i nødbremsen', stoppe op, gå ned i gear. Det er ret svært at sådan gå ned i gear. Jeg hviler mere, hakker alt op i mindre bidder og hviler ind imellem ... og er meget opmærksom på hvad min dagsdosis af aktivitet er.

Jeg genkender lige præcis din beskrivelse med når hovedet ikke kan mere : gå sukkerkold, hovedet strammer til, sløret osv. Det sker vist dagligt for mig. Så lægger jeg mig hurtigst muligt ned og hviler mindst 5 min. Det hjælper ofte også at spise noget. Plejer du bare at forsætte ?

Mvh T

 

Hej T

Det er virkelig noget lort, når sådan noget rammer én. Man er rask, men så alligevel har man de samme symptomer, som én der er syg - det er ikke helt til at få sådan noget vendt rigtigt rundt inde i ens eget lille hoved. Det er bestemt en absurd
situation. Og de fleste andre folk mener jo også, at man inden for 4-6 uger
burde være helt oppe og køre på fuldt blus igen. Men sådan hænger verden jo
bare ikke sammen.

Fysioterapi samt kiropraktik har jeg forsøgt mig med. De sagde begge steder,
at jeg var helt absurd spændt i nakke og ryg, men hovedsageligt på den ene
side (som netop kunne indikere, at noget er gået galt under faldet, hvor jeg
slog venstre side af hovedet i vejen). I starten syntes jeg, at jeg fik
noget ud af fys., men nu hjælper det faktisk ikke det mindste. Jeg gider
ikke mere, for pengene flyver jo bare ud af vinduet til ingen verdens nytte.
Kiropraktik hjalp mig heller aldrig. Jeg har også forsøgt mig med en dyr seng uden held (som nu er god alligevel), en dyr kontorstol. Det har måske hjulpet lidt, hvem ved??

Desværre er jeg nok typen, som fortsætter, selvom det gør ondt. Jeg vil
sige, at hvis ikke jeg havde gjort det, så havde jeg været på 4.-5. semester
nu. Jeg er kun et enkelt semester bagud nu.
Men som du beskriver med din nuværende arbejdsbelastning, som i
virkeligheden er ganske rimelig generne taget i betragtning, på disse 2-3
timer - ja, så tager tingene lang tid.
Men for søren, hvor er jeg træt af at gå rundt "lukket inde" i min egen
lille skal. Det føles som om, man har en alt for lille styrthjelm på -  og
frisk er man jo heller aldrig. Dog kan man vel nok i nogen grad vænne sig
til situationen...

Praktiserende læge. Det var én ung læge, der overtog sin fars klinik, så han
havde ikke de store indvendinger mod noget. Han ved ikke så meget og har
også tilbøjelighed til at tage psykoterapeutens briller på, men han er ret
medgørlig, heldigvis.

Mvh P

Gå til toppen

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til indholdet på denne side:

Gå til toppen