Hjernerystelse.dk Erfaringsudveksling om følger af hjernerystelse
 Intro Vejledning og Viden Historier Politisk Links HR netværk Nyheder Kontakt os

 

Vejledning til pårørende

 

   

Råd fra ramte til nye pårørende om hvordan man skal forholde sig til en hjernerystelsesramt:

  • Prøv at følge den ramtes tempo. På grund af nedsat koncentra-tionsevne kan det været svært for den ramte at følge med i et hurtigt samtale-tempo, eller til mange skift. Her er pauser i samtalen ikke pinlige, men kærkomne.

  • Hvis du kan se på den ramte, at hun/han er ved at blive træt, så spørg om det ikke er tid til en pause. Nogle gange når hjernen bliver træt, kan man slet ikke finde kræfterne til at sige stop. Eller også er man så optaget af det man taler om, at man ikke bemærker det.
     
  • Almindelig kontakt med andre mennesker kræver en vis portion hensynsfuldhed og høflighed - og det kræver hjerneaktivitet. Nogle gange er ens hjerne så flad, at man ikke har koncentration nok til at det. Derfor trækker man sig (eller hvis man ikke kan få gjort det, bliver man nemt aggressiv). Så det er en stor hjælp hvis pårørende kan nedjustere krav i den retning.

  • Før en telefonsamtale er det en god idé, at sende en sms til den ramte og spørge om, hvornår det passer ham/hende at bliver ringet op.
     
  • Især i starten - hvor alt er præget af kaos på grund af den ændrede
    livssituation - kan man som pårørende yde en stor hjælp, hvis man tilbyder en hjælpende hånd til praktiske opgaver: indkøb, rengøring, vask mv. I starten kan man som ramt godt finde det svært pludselig at skulle bede om hjælp.

  • Korte visitter er en god ting. Når man er meget slået ud af hjernerystelsen, magter man ikke særlig meget - men stadig kan man savne noget socialt liv. Så kan et visit på ½ time gøre lykke ! Generelt med samvær er det en god idé at aftale en tidsramme på forhånd, fx ½ eller 2 timer. Så alle er indstillet på det, og den ramte ikke skal føle sig uhøflig ved at 'smide gæsterne ud'. PS: kom ikke for tidligt til en aftale - det stresser den ramte.
     
  • Det er meget krævende at have smerter hver dag og pludselig være blevet så begrænset. Gulvtæppet under ens tilværelse er blevet revet væk. Ens virke, ens vaner er pludselig væk. At udholde smerter dræner en fysisk og psykisk. Når man i korte øjeblikke har det bedre, har man stor trang til at leve - trang til at være sig selv igen. Og så virker man frisk og rask. Da smerter ikke direkte kan mærkes af andre, kan det ret svært for omgivelserne at forstå situationen. Vores råd: Acceptér de smerter og symptomer som den hjernerystelsesramte beskriver. Det er en ekstra byrde, når man møder mistro.
     
  • På den anden side: Det er fair nok som pårørende at sige, at du ikke kan holde ud (=rumme) at høre mere om smerterne og om hvor træls det er at have hjernerystelse. Sig hellere dét til den ramte, end at begynde på at beskylde den ramte for at overdrive - eller at det ikke kan passe. Vi har alle vores begrænsninger - den ramte må også acceptere, når pårørende ikke kan rumme mere. Det gælder jo om at passe på hinanden.

  • Vær forsigtig med at bebrejde den ramte, at hjernen (igen) er blevet overbelastet. For det første er det virkelig svært hele tiden at holde igen. Faktisk umuligt. Gamle vaners magt er stærk. Forpligtelse er stærk. Og trangen til at lave noget er stærk, fordi man er understimuleret. For det andet - undersøg først om den ramte ikke selv er rigelig god til selvbebrejdelser ! Men nogle har for få selvbebrejdelser, og så kan man godt spørge til, hvordan den ramte har tænkt sig at undgå den overbelastning en anden gang.

  • Støt den hjernerystelsesramte med positive oplevelser - fx. tage en
    tur i skoven, eller i sommerhus. Eller kom med take-away mad fra yndlingsrestauranten. Send postkort. Find på hyggeligt små ting.
     
  • Hold igen med forslag om alternativ behandling. Vi er mange hjernerystelses-ramte, som har brugt mange penge på alternativ behandling, som ikke hjalp. Man har meget lidt overskud og det tager kræfter at gå til behandling, så man orker ikke at prøve alt. Og man kan efterhånden godt blive rigtig træt af at høre på lovning om "guld og grønne skove" som ikke holder. En af de typiske forslag er kranio-sakral terapi. Jeg kender de første 20 HR-ramte, som har prøvet det UDEN nogen virkning (og det er dyrt og man skal have mindst 3 behandlinger - nogle har endda fået 8-10 behandlinger). Jeg har hørt fra én som synes det hjalp - men hun har stadig mén efter hjernerystelsen (på 4. år). Og jeg har hørt fra to som fik det værre af kranio-sakral terapi.
     
  • Endelig: en STOR TAK for at være dér for den ramte - i den svære svære situation !! Bare det at du har læst hele denne side.

 

Radioudsendelser
Der har været nogle gode radioudsendelser som portrættere hvordan det er at være ramt af HR. Ikke to HR forløb er ens, så specifikke ting som disse tilfælde har gennemgået, gælder bestemt ikke alle.

"Liv på pause", P1, august 2012 http://podcast.dr.dk/P1/Feature/2012/Feature_120816.mp3

"Når hjernen ryster", P1, 10. maj 2016
http://www.dr.dk/p1/feature/feature-nar-hjernen-ryster

"Rystelsen" fra P1 den 19. december 2016
http://www.dr.dk/p1/p1-podcaster/p1-podcaster-55/

Avisartikel
Der blev bragt en artikel om følger af hjernerystelse den 5. januar 2008 i flere dagblade. Den giver et godt overblik, se link.

 


 

Netværks-rådslagning
Hvis den ramte har svært ved at klare praktiske ting eller er meget isoleret, fordi hun/han altid er hjemme, så spørg om det ikke var en god idé med 'netværksrådslagning'. Det er metode, som går ud på at netværket omkring den ramte samles og i fællesskab ser på hvad netværket kan gøre. Det kan for eksempel være, at man hver tager en ugedag, hvor man efter arbejde lige kigger forbi ½ time og/eller hører om der er noget praktisk man skal gøre. Det kan også bare være hver anden tirsdag. Eller hvad der nu passer den enkelte pårørende. Lidt gør også godt. Det er nu vigtigt, at den ramte så vidt muligt løser mindre praktiske ting selv - for at holde sig igang. Men større ting kan være uoverskuelige. Det kan også være at netværksrådslagningen alene skal gå på at lave en 'beredskabsplan', som kun skal træde i kraft, når den ramte får forværring/tilbagefald.

Det er afgørende, at det er noget den ramte selv ønsker ! Men den ramte kan selv være for svag til at organisere ... eller i det hele taget overskue situationen og overskue at bede om hjælp. Her kan pårørende tilbyde sig.

 


 

Se også beskrivelse til pårørende på intro-siden, og se symptomer under Vejledning og Viden.

Læs om De svære følelser - for både den ramte og de pårørende.

 

Det er guld at få støtte fra sine pårørende. Tak for at være der ! 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomstens pårørende er en sommerfulg. Tak for at være dér!